_I Themis' Tempel._
I et af de tarveligere Kvarterer i Dubravnik sad en Aften i Begyndelsen
af Foraaret to unge Mænd foran et aabent Vindue. Den ene af dem spejdede
ivrigt hen ad den mørke Gade og iagttog opmærksomt enhver, der kom inden
for den mat brændende Lygtes Lyskreds. Denne unge Mand var Vatajko; den
anden var Andrey, som for fjorten Dage siden var kommen til Byen og nu
sammen med sin Ven boede i denne stille, beskedne Bydel.
»Ser du endnu ingen?« spurgte Andrey.
»Nej!«
»Det er besynderligt! Forhøret maa være forbi for mindst tre Timer
siden. Han har haft rigelig Tid til at kunne tale med Kusinen og burde
allerede for længe siden have været her.«
»Jeg forstaar det ikke! Han er ellers saa uhyre punktlig,« sagde
Vatajko. »Han skulde da vel ikke være sprængt i Luften!« tilføjede han
leende.
»Det kunde saamænd godt være muligt,« bemærkede Andrey alvorligt. »Han
er rasende uforsigtig med alt det Kram!«
»Skal jeg ikke hellere løbe hen til ham og spørge ad?«
»Hvis han er sprængt i Luften, kan han dog ikke svare dig -- det er
bedre, du venter; han kommer nok!«