II. KAPITEL.

_Man lægger en ny Plan._

Deres Møde næste Dag skulde finde Sted i de offentlige Anlæg. En halv

Time før Tiden var Andrey ved den bestemte Bænk i en af de mere afsides

liggende Gange, og opdagede et Øjeblik efter Zinas lysebrune Kjole

mellem Træerne.

»Hvad er der i Vejen?« spurgte han.

Hun svarede ikke straks; thi der kom i det samme en Herre gaaende forbi

dem; men hendes Ansigt var alvorligt og bar Præg af stærk

Sindsbevægelse.

»Alt er ødelagt!« sagde hun endelig og saa op paa ham. »Politiet har

opdaget Gangen!«

»Opdaget Gangen?« gentog Andrey som forstenet.

»Ja, forrige Nat; men lad os sætte os her paa Bænken, saa skal jeg

fortælle dig alt.«

Den unge Kone fortalte nu hurtigt, hvorledes det hele var gaaet til.

Kunitzin var netop gaaet ned i Gangen for at grave de sidste Spadestik,

da et pludseligt Spektakel oppe i Cellen fik ham til at skynde sig

tilbage. Det var Fangerne, der var komne i Skænderi ved Kortbordet -- en

af dem var bleven greben i at spille falsk, og de kastede sig nu alle

over ham, en enkelt endog med Kniv, saa at han blev saaret i Skulderen.

Larmen hidkaldte selvfølgelig straks Vagten, og det var kun lige netop,

at Kunitzin naaede at springe op i sin Seng; men han naaede derimod ikke

først at faa Brædtet, der dækkede for Aabningen ned til Gangen, lagt

ordentlig til Rette. En af Soldaterne snublede over Kanten af det, og et

Øjeblik efter var den hemmelige Gang opdaget.

Andrey stirrede ufravendt paa Zina, mens hun talte, men hørte dog næppe

hendes Ord; kun det ene stod helt klart for ham, at deres Plan var

tilintetgjort.

»Det er Frugten af al vor Udholdenhed!« udbrød han bittert.

»Det kunde være gaaet os endnu langt værre,« sagde Zina roligt. »Sæt nu,

at Politiet den Gang gennem den nye Fange havde faaet et Vink om vort

Foretagende, saa var vi rimeligvis alle blevne grebne. Nu gælder det kun

om at begynde forfra!«

»For tredje Gang, saa vidt jeg véd!«

»Nej, for femte! Vi har forsøgt og opgivet tre andre Planer før denne,«

svarede hun.

»Men hvad skal den næste blive?« spurgte Andrey og forsøgte at være

rolig. »Er der i det hele taget nogen »næste« tilbage?«

»Jeg haaber, at vi maa kunne finde paa et eller andet -- maaske Boris

kan hjælpe os -- -- -- men det værste er, at vore Penge er ved at slippe

op,« sagde Zina.

Der fulgte en lang Pavse, hver af dem var optagen af sine egne Tanker.

Det var Zina, der talte først.

»Jeg har faaet at vide, at der skal være kommet Ordre fra St. Petersborg

til Dommeren om at fremskynde Boris' Forhør saa meget som muligt.«

»Hvad betyder det?« spurgte Andrey.

»Intet særligt! De vil blot paa ny blive underkastede Forhør.«

»Holdes disse Forhør i selve Fængslet, eller bliver Fangerne førte andet

Steds hen?« spurgte Andrey, som greben af en pludselig Idé.

»Forhørene holdes paa Raadhuset, Dommerne anser det for under deres

Værdighed at komme til Fangerne,« svarede Zina.

»Hvad om vi vovede et Forsøg paa denne Vandring til Raadhuset?« spurgte

han og vendte sig helt om imod hende.

Hun saa bestyrtet paa ham.

»Er du gal? Midt paa Gaden i en stor By -- ved højlys Dag? Hvad tænker

du paa!«

»Det er jo heller ikke ligefrem et Forslag, jeg gør,« svarede han. »Det

er kun et øjeblikkeligt Indfald, som dog maaske var værd at tage under

nærmere Overvejelse. Kan du sige mig, hvor stor Eskorten er, som

ledsager dem?«

»Sidste Gang var der fire Mand.«

»Kun fire! Det er ikke saa slemt, som jeg havde troet.«

Han begyndte nu i fuldt Alvor at udvikle sin Plan og søge at bevise, at

Faren ved at angribe Politiet paa aaben Gade og ved højlys Dag ikke var

nær saa stor, som det straks kunde synes. Hvis Forsøget virkelig blev

gjort, vilde Sagen i Løbet af nogle faa Minutter være afgjort enten paa

den ene eller anden Maade; paa saa kort Tid vilde der ikke kunne samle

sig noget Gadeopløb, tilmed da enhver forbipasserende rimeligvis vilde

løbe sin Vej ved det allerførste Skud. Desuden kunde man vælge et

ubefærdet Sted til Angrebet; Fængslet laa i Udkanten af Byen, og de

nærmest tilstødende Gader var næsten mennesketomme paa den travleste Tid

af Dagen.

»Men du glemmer Hovedpunktet,« afbrød Zina ham, »der er fire Soldater i

Eskorten, og de fordrer i det mindste fire Mand fra vor Side, hvis vi,

som du siger, skal overrumple dem. Med de tre Fanger bliver der altsaa

syv Mand af vore; dertil behøves to Vogne med tilsvarende Kuske for at

føre dem hurtigt bort. -- Tænk blot, hvilket Materiale der udfordres til

at gennemføre din Plan!«

»Med lidt Energi vil vi vel nok kunne skaffe baade Penge og Folk,«

svarede Andrey.

»Maaske! Men det bliver jo en ligefrem Nedsabling, og det er da egentlig

ikke det, vi vil. Hvad hjælper det, om vi befrier Fangerne, hvis vi i

Stedet for bringer deres Redningsmænd i Ulykke?«

Andrey mumlede noget i Skægget og gik uroligt frem og tilbage; hun havde

unægtelig Ret, hans Plan var meget for indviklet. Han forsøgte at

simplificere den; den ene Vogn og en Mand til Angrebet kunde maaske

spares -- men det var og blev desuagtet en yderst kompliceret

Historie -- -- --

»Hvad mener du!« afbrød hans Ledsagerske ham pludselig i hans

Grublerier, »hvis Fangerne var bevæbnede?«

»Det vilde være brillant -- men hvorledes skulde det gaa til?«

»Jeg tror, det kunde lade sig ordne. Slutteren giver dem alt, hvad de

vil -- for nylig lod han dem faa en Sav og et Bundt Nøgler, han kan lige

saa godt overtales til at bringe dem tre smaa Revolvere. Jeg vil i hvert

Fald forsøge, om det gaar.«

»Ja, -- og det saa snart du kan!« sagde Andrey. »Det vilde unægtelig

simplificere Sagen betydeligt.«

Da de mødtes næste Dag, kunde Zina allerede meddele ham, at Slutteren

var villig til at hjælpe dem, og man begyndte nu paa den nye Plans

Udarbejdelse, efter at den først ved et Fællesmøde enstemmig var

vedtagen. Det blev bestemt, at man nu, da Fangerne kom til at føre

Vaaben, skulde hjælpe sig med to Mand til selve Angrebet og have to

Vogne til at skaffe dem bort i. Det blev overdraget Vasily at købe en ny

Hest, medens Zina skulde sætte sig i Forbindelse med Ligaen i Dubravnik

for at faa to paalidelige Mænd, en til at være Kusk og en til Angrebet.

En ny Meddelelse fra Fængslet bragte dem til af al Magt at fremskynde

deres Forberedelser. Forhøret skulde allerede finde Sted om fjorten

Dage; med saa kort Varsel vilde det være umuligt at faa alt ordnet, og

Andrey foreslog, at man ikke først skulde skaffe nye Folk, men hjælpe

sig med én Vogn og en Mand til Angrebet, og denne Mand vilde han være.

Til Hest, med et flinkt Dyr under sig, vilde han alene paatage sig at

bringe Forvirring i Eskorten, naar samtidig Fangerne angreb. Boris saa

vel som hans to Kammerater var alle tre modige og behændige Mænd, og de

vilde i hvert Fald have Fordelen af at have de første to, maaske tre

Skud paa deres Side. Hvis det blot lykkedes dem at gøre én Mand

ukampdygtig, vilde Overmagten være paa deres Side, fire Mand maatte

sagtens kunne gøre det af med Eskorten.

Vasily skulde vedblive at spille sin Rolle som Kusk, kun skulde han

anskaffe sig en Droskekusks Mundering og pudse sin Vogn op, saa at den

var præsentabel ved Dagslys, alle tre Fanger skulde køre bort i samme

Vogn, og Andrey maatte ved Hjælp af sin Hest klare sig selv.

Hele Planen var meget risikabel, thi Fangerne var, hvordan det gik eller

ikke, i hvert Fald i Begyndelsen under Opsigt, og Vasily havde sin Vogn

at passe; Andrey var saaledes den eneste, der med helt frie Hænder kunde

begynde Angrebet. Men han havde en urokkelig Tro til sin Plan, og det

lykkedes ham til sidst at faa Vennerne lige saa overbeviste. Det, som

særlig tiltalte dem alle ved Planen, var dens store Simpelhed og

Billighed. Den lange Ventetid havde tømt deres Pengekasse; men Zina, som

havde et eget Talent til at skaffe Penge, havde igennem en Ven faaet

laant to Hundrede Pund Sterling, som skulde tilbagebetales om tre

Maaneder. Det var imidlertid ogsaa alt, hvad de for Øjeblikket havde at

disponere over. Den strengeste Økonomi var derfor nødvendig.

»Jeg behøver ingen Racehest,« sagde han til Zina, der fungerede som

Kassererske, »et almindeligt Dyr vil være tilstrækkeligt til at klare

Forfølgere til Vogns; og hvis det skulde hænde, at der var en Kosak

eller Kavalerist iblandt dem, saa er det hele dog forbi, enten jeg har

en Racehest eller ej.«

En feberagtig Travlhed fulgte efter Andreys sidste Forslag, som nu blev

det gældende. Han og Vasily fandt snart hos en af Byens Anden-Klasses

Hestehandlere en flink, lille Steppehest med lille Hoved og lige Ryg.

Ejeren garanterede, at den var vant til at bære Sadel.

I Løbet af de følgende Dage søgte Andrey at gøre sig kendt med sit Dyr,

som viste sig at være klogt, hurtigløbende og heldigvis ikke sky --

hvilket var af den allerstørste Vigtighed.

Da han første Gang paa en afsides liggende Plads ude i Skoven forsøgte,

om den kunde staa for Skud, stejlede den lige ret op i Luften, men

allerede ved det andet og tredje Skud gik det bedre, og efter en Uges

Forløb var den fuldstændig rolig; kun et Skud affyret imellem dens Øren

fik den til at skælve, men heller ikke mere.

Zina var paa sin Side fuldt optaget af at instruere Vagtposterne og de

øvrige, der skulde hjælpe med i Affæren; det var i alt otte Mand. Ved en

Række behændige Manøvrer skulde de sørge for at bringe Eskorten sammen

med Andrey paa rette Sted og i rette Øjeblik.

Det var ikke muligt bestemt at skaffe at vide, naar Forhøret vilde finde

Sted. Dagen og Timen afhang ganske af Dommerens Forgodtbefindende. Det

var derfor nødvendigt, at alt og alle henad den formodede Tid skulde

være rede til at handle med et Øjebliks Varsel.

Det første Signal, det, der skulde sætte hele Maskineriet i Bevægelse,

skulde udgaa fra Fængslet selv. Man vidste, at Fangerne, førend de

forlod Fængslet, nede i Kontoret skulde iføres andre Dragter og

visiteres indtil Skindet. Saa snart de modtog Ordren til at begive sig

nedenunder, skulde Klein stikke et Stykke blaat Papir op i sit Vindu,

som han kunde naa ved at staa paa en Skammel.

Hver Dag fra Klokken ni Morgen til tre Eftermiddag -- de Timer, hvor

Forhørene paa Raadhuset afholdtes -- blev dette Vindue iagttaget af to

af de sammensvorne, som havde lejet et Værelse i et Hus lige overfor og

skiftedes til igennem en Kikkert at stirre derop. Saa snart som Signalet

i Kleins Vindu blev synligt, skulde én af dem løbe hen i det Værtshus,

hvor to andre opholdt sig. Den ene af disse, en vis Vatajko, en ung Mand

af Annie Vulitch's Medstuderende, skulde øjeblikkelig kaste sig i den

Droske, der holdt parat, for saa hurtigt som muligt at faa bragt

Meddelelsen til Vasily og Andrey, der med Hest og Vogn var rede til at

rykke ud med et Øjebliks Varsel.

Den anden Mand skulde bringe Besked til de øvrige, der skulde fungere

som Vagtposter og holdt sig samlede i et andet Værtshus.

Man havde beregnet, at hver især vilde have tilstrækkelig Tid til at naa

sin Post, forinden Fangerne havde faaet skiftet Dragt, var visiterede og

komne igennem alle de øvrige Formaliteter, der udkrævedes ved en saadan

Lejlighed. Turen fra Fængslet til Raadhuset tog henved fyrretyve

Minutter. Efter at være gaaede over Fængselspladsen -- en to-tre

Minutters Gang -- kom de ind i et snævert Stræde, der førte til en

nyanlagt og meget bred Lindetræsallé, i hvis nederste Ende der kun

fandtes nogle enkelte Butikker. Der vilde medgaa tolv Minutter, førend

Eskorten naaede denne Allé, hvor Sammenstødet skulde finde Sted -- kun

tre, fire Minutters Gang fra Strædet.

En Linie af fem Vagtposter, anbragte paa Strækningen fra Fængselspladsen

til Alléen, skulde ved forud aftalte Tegn signalisere, naar Fangerne

traadte ud af Fængslet, og hvad der ellers kunde hænde af Vigtighed, til

Andrey og Vasily, der holdt sig borte indtil det afgørende Øjeblik.

Efter nøjagtig Overvejelse var man bleven enig om, at Angrebet skulde

gøres paa Vejen til Raadhuset, og kun, hvis det ved en eller anden

uforudset Hændelse -- en Ligbegængelse, et Brudetog eller lignende

skulde blive umuliggjort -- skulde det opsættes til paa Tilbagevejen.

I dette Tilfælde maatte naturligvis alle de medvirkende forandre

Stilling, ligesom Andrey og Vasily da skulde vente paa et andet Sted;

selve Angrebet derimod skulde foregaa paa samme Sted.

Hele Planen var uhyre vanskelig og risikabel; alt maatte arbejde med et

Urværks Akkuratesse, den ringeste Forhindring eller Misforstaaelse kunde

bringe det hele til at strande.

For at være sikker paa, at hele Maskineriet arbejdede paalideligt, holdt

man en Søndag Morgen en Slags Generalprøve, idet to af dem -- Zina og

Masha Dudurov -- agerede Eskorten og med afmaalte Skridt bevægede sig

fra Fængselspladsen og videre til det kritiske Sted. Alt gik, som det

skulde; Tid og Afstand var nøjagtig beregnet, og kun nogle faa Signaler

blev ændrede.

Der var Grund til at antage, at Forhøret vilde finde Sted i den kommende

Uge, enten Mandag eller Onsdag. Mandagen forløb rolig, Tirsdag holdtes

der ingen Retsmøder, og man var nu vis paa, at Onsdag vilde blive Dagen.

Vasily var oppe før Klokken seks; for hundrede Gang undersøgte han hver

Skrue i Vognen, hvert Søm i Hestens Sko og hvert Spænde i Seletøjet, alt

var pudset og blankt som til Parade. Hestene fik en ekstra Portion Havre

og blev striglede med ekstra Omhu.

Da han var færdig med sit Arbejde i Stalden, gik han op for at lave Te

til Andrey, der imidlertid var kommen op.

Et Øjeblik efter kom Zina; hun bar en Torvekurv i Haanden og havde et

graat Tørklæde over Hovedet. Det uventede Besøg bragte dem straks paa

den Idé, at der maatte være hændet et eller andet uforudset, og da den

unge Kone nu løste Tørklædet, og de saa hendes blege, ophidsede Ansigt,

udbrød Andrey angst:

»Nu er der vel atter hændet en Ulykke?«

»Nej, men læs dette!« svarede Zina og rakte ham et Telegram fra St.

Petersborg.

Det var fra Taras Kastrov og holdt i ganske uskyldige Udtryk som et

almindeligt Forretningstelegram, men Meningen var tydelig nok for dem

alle. Taras bad dem indstændigt om at opsætte Planen i tre Dage.

Det stod straks klart for dem, at et eller andet vigtigt Anslag, som

Ligaen i St. Petersborg havde for, vilde blive ødelagt, hvis

Telegrammerne om Dubravnik-Overfaldet forinden naaede Politiet. Baade

Andrey og Zina havde tilstrækkelig Erfaring til at vide, at den Slags

uventede Sammentræf kunde hænde; men de vidste ogsaa, at en Udsættelse

af deres Plan i dette Øjeblik kunde betyde det samme som belt at maatte

opgive den.

»Det er for sent nu til at forandre noget,« sagde Andrey.

»Vist ikke!« svarede Zina. »Hvad der ikke allerede er udført, kan

opsættes.«

»Det vil sige det samme som at opgive det hele; rimeligvis er det den

sidste Lejlighed, der gives os.«

»Det er muligt,« sagde Zina.

»Naa ja,« vedblev Andrey i Ophidselse; »men har de Ret til at forlange

et saadant Offer for os? Maaneder igennem er der arbejdet for denne

Plan, og nu, da vi er lige paa Nippet til at gennemføre den, opfordrer

man os -- maaske for en ren Indbildnings Skyld -- til at opgive det

hele! Nej, det er for galt! Paa den Maade faar vi aldrig noget

udrettet.«

»Vær dog rolig, Andrey!« sagde Zina stille. »Du véd jo, at de kender

Sagen her lige saa godt som vi. Og naar de alligevel sender os et

saadant Telegram, saa maa deres Forehavende være af større Vigtighed end

vort. Tror du maaske, at jeg er mindre opsat paa at faa Sagen gennemført

end du, og at jeg ikke lider ved denne Udsættelse? Men vi maa finde os i

det.«

Andrey bed sig i Læben og modsatte sig ikke længer; efter et Øjebliks

Pavse spurgte han:

»Er Fangerne underrettede om Udsættelsen?«

»Nej, dertil har der ikke været Tid,« svarede Zina.

»Jeg fik Telegrammet i Aftes længe efter mit Møde med Slutteren. Men

naar de ikke ser nogen i Gaden, vil de snart kunne tænke sig til, at der

er kommet noget i Vejen.«

»Nej, saadan kan det ikke gaa. Naar de ingen ser, vil de simpelthen tro,

at vi ikke har naaet at komme paa Plads, og at Angrebet vil finde Sted

paa Tilbagevejen. De maa øjeblikkelig have et Tegn fra os -- maaske vil

det være dem muligt at udvirke et nyt Forhør.«

»Det er sandt; men hvorledes skal vi faa givet dem nogen Meddelelse nu

saa sent?« sagde Zina.

»Lad os gaa ned og møde dem paa Gaden,« foreslog Andrey. »Naar de ser os

til Fods, forstaar de øjeblikkelig, at alt er opgivet for i Dag.«

Zina gik med Glæde ind paa Forslaget, og det blev bestemt, at hun og

Andrey skulde følges ad; Vasily blev tilbage i Gæstgivergaarden.

De var næppe komne et Par Hundrede Skridt frem, før de saa en Droske i

rasende Fart komme imod dem og Vatajkas Hoved tittende frem ved Siden af

Kusken, hvem han syntes at sige en Besked.

»Halløj! Holdt!« raabte Andrey.

Vatajka sprang ned af Vognen; han bragte Meddelelsen: Signalet i Kleins

Vindu var givet -- alle Vagtposter var allerede paa Plads.

»Løb alt, hvad du kan, og faa dem væk igen,« udbrød Zina. »De maa ikke

ses paa Gaden i Dag, der bliver ikke noget af vor Plan.« Og da hun saa

den unge Mands skuffede og bedrøvede Ansigt, tilføjede hun hurtigt: »Det

er intet af Betydenhed, kun en Opsættelse paa nogle Dage.«

Vatajko skyndte sig af Sted, og Zina og Andrey fortsatte deres Gang.

Det var en kold, fugtig Efteraarsmorgen, en fin Regn begyndte at falde

og tiltog i Styrke efterhaanden, som de gik. Fodgængerne i Gaderne

skyndte sig af Sted, alt hvad de kunde.

»Hvilket udmærket Vejr!« sagde Andrey med et Suk og pegede paa den

efterhaanden ganske mennesketomme Gade.

Zina nikkede, Vejret kunde virkelig ikke have, været heldigere for et

Anslag som deres.

Idet de drejede ind i Lindetræsalléen, fo'r de begge sammen.

»Der er de!« hviskede de uden at bevæge Hovedet. Midt i Alléen saa de

den lille Eskorte komme, to Gendarmer gik foran, saa kom de tre Fanger

og til sidst igen to Gendarmer.

Kun Boris, som gik i Midten, saa rask og stærk ud, hans lange,

nøddebrune Skæg flagrede i Vinden, og hans Ansigt udtrykte Glæde over

det uventede Møde, uden Skygge af Ængstelse for, hvad det kunde betyde.

Begge de to andre, Levshin og Klein, var blege, maaske grundet paa

Sygdom, men maaske ogsaa kun af Sindsbevægelse.

De to Grupper nærmede sig langsomt hinanden, idet Vennerne hver for sig

gjorde sig den mest mulige Umage for ikke ved et Blik eller en Gestus at

forraade Gensynets Glæde. Fuldstændig ligegyldige fortsatte de deres

Gang og dog vidste de gensidigt, at de saa og følte hinanden.

Zina sagtnede sine Skridt, men alligevel svandt Afstanden mellem de to

Grupper med rivende Fart. Med et brændende Ønske om at forlænge disse

dyrebare og dog saa vemodige Minutter traadte hun ind i en Port, som for

at søge Ly mod Regnen Pludselig fo'r der en Idé igennem hendes Hoved.

Hun saa hen paa Boris og begyndte med Skaftet af sin Paraply at banke

paa Døren, som en Dame, der ved, at hun bliver ventet og ikke vil ringe.

Andrey saa forbavset paa hende, men forstod straks, at der maatte stikke

noget under. Og i Virkeligheden telegraferede Zina til sin Mand i

Fængsels-Banke-Systemet, hvor hvert Bogstav af Alfabetet gengives ved

forskelligt modulerede Slag. Baade Zina og Boris, som havde tilbragt syv

Aar af deres Ungdom i Fængsel, kendte tilstrækkelig dette Sprog.

De Ord, som hun paa denne Maade henvendte til sin Mand, var følgende:

»Sørg for et nyt Forhør!« og saa hurtig havde hun været, at hun var

færdig, inden Fangerne endnu var komne forbi. Et let, næppe mærkeligt

Nik fra Boris tilkendegav, at han havde forstaaet hende.

Næsten i samme Øjeblik aabnedes Døren foran Zina, og en Tjenestepige

spurgte høfligt, hvem hun ønskede at tale med.

»Er Oberst Ivan Petrovitch Krutikoff hjemme?« det var det første Navn,

der faldt hende paa Tungen.

Pigen svarede, at her boede kun Protopope Sakharov, og hun kendte ingen

af det andet Navn, hvorpaa Zina bad om Undskyldning og gik.

Fangerne var da allerede i nogen Afstand. Zina og Andrey vendte tilbage

til deres Logis i godt Humør og overbeviste om, at denne Forsinkelse

ikke vilde medføre ubehagelige Følger.