I. KAPITEL.

_De sammensvorne i Dubravnik._

Ingen i St. Petersborg kendte Adressen paa Hovedkvarteret i Dubravnik;

Andrey havde faaet Besked om at henvende sig til to Søstre, Masha og

Kathrine Dudorov, for hos dem at faa nærmere Oplysning om Zina og hendes

Venner.

Det var ikke uden Vanskelighed, at han fandt den snævre, afsides

liggende Gade og det stygge røde Murstenshus, hvori de boede.

Ad en endeløs Stentrappe med slidte Trin naaede han til en gulmalet Dør.

Der inden for maatte de bo; thi Trappen førte ikke videre.

Han trak i Klokkestrengen, og straks efter stod en høj og paafaldende

fattig klædt Kvinde med et sygeligt Udseende foran ham; hendes Alder

kunde lige saa godt være tredive som tyve.

»Tør jeg spørge, om Frøknerne Dudorov bor her?« spurgte Andrey.

»Ja, værsgod at komme indenfor!« sagde hun kort og førte ham ind i et

Værelse, hvis Fattigdom endogsaa var paafaldende for en Nihilist.

Et Shirtingsforhæng delte Værelset i to Dele, den forreste Del, hvor

Andrey befandt sig, blev brugt som Dagligstue, den bageste som

Sovekammer.

»Hvad ønsker De?« spurgte Damen videre i samme kølige, korte Tone.

»Jeg kommer med en Hilsen til de to Søstre Masha og Kathrine Dudorov fra

Helene Zubova -- mit Navn er Andrey Kojukhov!«

»Nej, hvor det glæder mig!« udbrød hun, og der fo'r et Glædesskær over

hendes blege Ansigt. »Jeg er Kathrine Dudorov, jeg skal straks kalde paa

min Søster, værsgod at tage Plads!«

Hun forsvandt hurtigt, og Andrey satte sig ved det umalede

Fyrretræsbord, som var bedækket med Bunker af Bøger og Manuskripter i

alle Størrelser og med forskellige Haandskrifter.

Han vidste fra Helene, at de to Søstre havde arvet en lille Formue efter

deres Fader, men at de havde givet alt, indtil den sidste Skilling, til

den store Sag og nu fortjente deres Brød ved Afskrivning eller hvilket

som helst andet Arbejde, de kunde faa fat paa. Paa en af Stolene laa et

pragtfuldt Broderi paa gul Silke, meget for elegant til at kunne være

bestemt for Beboerne af dette fattige Værelse.

Et Øjeblik efter traadte Masha ind; hun var den ældste af de to, men saa

med sit livlige Ansigt, den lille Opstoppernæse og de klare, brune Øjne

ubetinget yngre ud.

»Vi ventede Dem ikke saa snart,« sagde hun. »Zina sagde, at De ikke

kunde være her førend om tre Dage. De ønsker formodentlig straks at

opsøge hende?«

»Det gør jeg unægtelig -- hvis det da er Dem belejligt?« svarede Andrey.

»Jeg skal være færdig om et Øjeblik. -- Zina bor ikke langt her fra,«

tilføjede hun og forsvandt bag det Shirtings Gardin.

»Hvorledes lever Helene?« spurgte imidlertid den yngre Søster. Helene

var en Slægtning af Dudorovs.

Andrey fortalte med faa Ord, hvad han vidste om hende.

»Ved De, at David ogsaa er her i Byen?« raabte Masha bag Gardinet. »Hvis

De har Lyst til at træffe ham, kan jeg ogsaa give Dem hans Adresse.«

»Er David her? Det anede jeg ikke!«

»Jo, han har været ved den rumænske Grænse for at ordne Indsmuglingen af

vore Bøger, og standsede undervejs her, jeg ved egentlig ikke af hvilken

Grund,« svarede Masha, som nu traadte frem fra sit Skjulested, iført en

anden Kjole.

»Se saa, nu er jeg færdig!« vedblev hun. »Hvem vil De først besøge, Zina

eller David?«

»Lad os tage den først, som er nærmest,« foreslog Andrey.

Da David var den nærmeste, begav man sig altsaa først til ham.

De fandt ham hjemme i Færd med at lege med en smudsig lille, gulhaaret

Unge med store, blaa Øjne. Det var Værtens Datter; hun løb hurtigt bort,

da hun saa de fremmede. David holdt meget af Børn og stod forøvrigt paa

den venskabeligste Fod med Værten og hans Familie, der var Jøder. Han

tog altid ind hos dem, naar han var i Dubravnik; ingen spurgte ham om

hans Pas, han var simpelthen kendt under Navn af David.

Han tog hjerteligt imod Andrey.

»Du kommer akkurat i rette Tid,« sagde han; »thi allerede i Morgen skal

jeg rejse videre.«

Efter at man havde talt en Tid sammen, erklærede David, at han vilde

følge med til Zina, da han havde noget at tale med hende om. »Men jeg

skal først have ordnet noget,« tilføjede han og trak sin uundværlige

Lærreds-Vadsæk frem af en Krog af Stuen og gav sig til at fare med

Haanden ned i den.

»Det er en underlig Vadsæk, den!« sagde han. »Altid ligger det, jeg

søger efter, helt nede paa Bunden,« og han begyndte i rivende Hast at

sprede dens Indhold ud over hele Sofaen.

Endelig fandt han, hvad han søgte: en lille Trææske, som viste sig at

indeholde Saks, Fingerbøl, Traad og andre Sysager. Saa trak han

Overfrakken af og begyndte at sy.

»Lad mig dog hellere gøre det for dig!« sagde Masha og rakte efter

Frakken.

»Nej Tak!« svarede han. »Jeg gør det meget bedre selv. Mands Arbejde er

langt solidere!«

For ogsaa paa en eller anden Maade at gøre sig nyttig, gav Andrey sig

til at lægge Tingene ned igen i Vadsækken. Idet han greb en lille, grøn

Pose paa fem, seks Tommers Længde, faldt der en besynderlig Genstand ud,

som han først tog for et Stykke Legetøj. Det var en Træklods paa vel en

Tommes Højde, stillet paa et lille bitte Fodstykke. Nogle lange

Læderremme var fæstet til det og antydede, at det maatte være en

Brugsgenstand. Ved at aabne den lille Pose saa han, at den indeholdt et

hvidt og sortstribet, uldent Klæde af den Slags, som bruges ved den

jødiske Gudstjeneste. Han havde flere Gange været i Synagogen og var vis

paa, at han ikke tog fejl. Den lille Træfigur var det diminutive Alter,

som Jøderne binder fast til Panden, medens de læser deres Bønner, og det

stribede Klæde var den hellige _Talith_, som de bruger til at bedække

deres Hoved og Skuldre med, mens de beder.

»Se dog en Gang, hvad David har her!« sagde Andrey og holdt de to Ting

op foran Masha.

De lo begge, det var virkelig for morsomt at se den Slags Sager i Davids

Gemmer, han, der saa vel som de andre var afgjort Fritænker.

»Le I kun!« sagde David. »Jeg rejser aldrig uden de to Ting -- det er

mit Pas og virker ligefrem magisk paa Spioner og Politi; det falder dem

ikke ind, at jeg kan være Nihilist!«

Han lo og bed Traaden over med sine hvide Tænder.

»Se saa, nu er jeg færdig til at gøre vor Herskerinde min Opvartning!«

tilføjede han.

Masha tog nu Afsked for at gaa hjem efter først at have bedt David hilse

Zina og Annie.

»Hvem er den Annie?« spurgte Andrey, da hun var gaaet.

»Annie Vulitch! Du kender hende godt! -- husker du ikke, at du traf

hende ved Grænsen? Hun er kommen tilbage fra Schweiz og har nu taget

Pladsen som Tjenestepige i Hovedkvarteret,« svarede David.

»Jo vist husker jeg Annie Vulitch!« udbrød Andrey. »Men er det nu ogsaa

rigtigt at betro en saa ung Pige saa vigtig en Post?«

»Jeg tænkte det samme i Begyndelsen; men jeg maa indrømme, at hun fylder

sin Plads fortrinligt. Det var Zina, der valgte hende, og hun bar samme

mærkelige Evne til at se sine Folk an, som hun har til at knytte dem til

sig.«

Om Aftenen fandt der et improviseret Møde Sted i Zinas lille Hus i en af

Byens Udkanter. Der var kun fire Personer til Stede -- de to Kvinder,

Andrey og David.

Annie Vulitch tog liden Del i Samtalen; begravet i en uhyre Lænestol med

de bitte smaa Fødder dinglende i Luften, lyttede hun til de andres Tale,

medens hendes livlige, sorte Øjne bevægede sig fra den ene til den

anden.

Zina var i Færd med at forklare Andrey den Plan, de havde lagt til

Boris' og hans to Kammeraters Flugt, og spurgte til sidst, hvad han

mente derom.

»Du kommer med friskt Hoved og kan se klarere paa Tingene end vi andre!«

sluttede hun.

Andrey vedblev i Tavshed at stirre paa den Plan af Fængslet, som Zina i

raske Træk havde ridset for ham.

»Men saa tal dog, Menneske! Er du pludselig bleven stum?« spurgte hun

heftigt.

»Naar jeg skal sige min Mening uforbeholdent,« begyndte han endelig,

»saa synes jeg aldeles ikke om eders Plan. Den er meget for kompliceret,

alt for mange Ting skal gribe ind i hinanden. Et eneste Uheld paa et

enkelt Punkt kan faa det hele til at ramle sammen, desuden er det en alt

for løs Grund at bygge paa. Ja, her har du min Mening!«

Planen var baseret paa en Medvirkning af de almindelige Fanger, med hvem

de politiske havde været saa heldige at faa sat sig i hemmelig

Forbindelse. To af dem, en forhenværende Landevejsrøver, ved Navn

Berkut, og en Lommetyv, kaldet Kunitzin, var gaaet ind paa at hjælpe

Boris og hans Venner med at flygte.

Arbejdet med den underjordiske Gang, ad hvilken de skulde slippe bort,

gik rask fremad, om en Uges Tid vilde den være færdig. Det var Berkut og

Kunitzin, der gravede den. Deres Celle var i Stueetagen, medens de

politiske Fangers, som blev strengere bevogtede, laa i Fængslets øverste

Etage.

Naar alt var i Orden; skulde Fangerne ovenpaa -- en bestemt aftalt Nat

-- aabne Dørene til deres Celler ved Hjælp af en Dirk og liste sig ned i

Cellen i Stueetagen for at naa den underjordiske Gang, der gik ud

derfra.

Den uhyre Fare, som var forbunden med hele dette Foretagende, laa ikke

deri, at to almindelige Fanger var indviklet i det, thi baade Kunitzin

og Berkut var Boris hengivne med Liv og Sjæl og havde ofte givet Bevis

paa deres Tilforladelighed. Men de boede i Celle sammen med femten andre

Fanger, som man selvfølgelig havde maattet indvi i Hemmeligheden. Ingen

af dem vidste rigtignok andet, end at det var Berkut og Kunitzin, der

vilde flygte, og som gode Kammerater bevarede de Hemmeligheden godt.

Imidlertid kunde Brændevinen, som stadig smugledes ind i Fængslet,

anstifte uberegnelig Ulykke, idet et eneste uforsigtigt Ord, udtalt i

omtaaget Tilstand og i Vagtens Nærværelse, kunde røbe hele Planen.

Sluttelig var der Vandringen fra den ene Etage til den anden, som i sig

rummede den allerstørste Fare, da der Dag og Nat holdtes Vagt i Gangene.

»Det hele er uhyre risikabelt,« begyndte Andrey igen. »Hvis de ikke

bliver opdagede før, saa vil de sikkert ikke undgaa det paa denne

Vandring paa Trappegangene.«

»Hvilket Flugtforsøg er ikke risikabelt, Andrey?« spurgte Zina. »Men se

her, jeg skal vise dig, at denne Vandring, som du kalder den slet ikke

er saa farlig endda!« og hun tegnede paa et nyt Stykke Papir en Plan

over det Indre af Fængslet, som hun kendte til dets mindste Enkeltheder.

Der var for Tiden ni politiske Fanger i Dubravniks Fængsel. Cellerne var

fordelte i to sammenhængende Gange, som løb i en ret Vinkel hver til sin

Side. Heldigvis var Boris og begge hans Kammerater i samme Gang. Efter

at Vagten havde gjort sin Runde ved Midnat, skulde Zalessky, en af

Fangerne i den anden Gang, se at faa lokket Fangevogteren hen til sin

Celle og opholde ham med Snak. Zalessky havde allerede flere Gange paa

denne Maade underholdt sig med ham, for at Manden ikke den Nat skulde se

noget nyt i hans Adfærd og muligvis fatte Mistanke. Zina viste paa

Planen, hvorledes det var umuligt fra Zalesskys Dør at se hen til de

andres. Alle Hængsler saa vel som Laase skulde forud være smurte, og

Fangerne skulde liste sig af Sted paa Hosesokker. Naar de først var uden

for deres egen Dør, skulde de med en Dirk aabne Døren til Trappen, der

førte ned til Stueetagen. De fire forskellige Gange dernede blev kun

bevogtede af én Mand, som altsaa havde at gøre sin Runde igennem dem

alle, og Fangerne behøvede kun at afvente det Øjeblik, da han forsvandt

i en anden Gang, for at smutte ud i den, hvor Berkuts og Kunitzins Celle

laa.

»Og hvor udmunder den underjordiske Gang?« spurgte Andrey.

»Her,« svarede Zina og pegede paa sit første Afrids paa en Plet

umiddelbart uden for Ydermuren.

»Og hvor er Skildvagten?«

»Her!«

»Altsaa lige i Nærheden! De kommer frem saa at sige for Næsen af

Skildvagten,« sagde han og viste Annie og David Kortet.

»Ja, hvis det var dig, der skulde postere Skildvagterne, saa vilde du

rimeligvis nok anbringe ham her paa et andet Sted,« sagde Zina

utaalmodigt. »Men da det nu ikke er Tilfældet, saa maa vi se at hjælpe

os, saa godt vi kan.«

»Nuvel, saa hjælper vi os, saa godt vi kan, og løber Risikoen,«

bemærkede Andrey. »For Resten har jeg en Idé med Hensyn til Skildvagten;

men jeg maa først selv se Stedet. -- Hvilken Rolle har du for Resten

tænkt at overdrage mig?«

Zina fortalte ham det. I Nærheden af det Sted, hvor Gangen udmundede,

skulde der holde en Vogn for hurtigst muligt at bringe Fangerne til et

sikkert Sted. Vasily, som var en udmærket Kusk og kendte Byen ud og ind,

skulde agere Kusk; men man holdt det for raadeligst at have en anden

paalidelig Mand med frie Hænder paa Stedet for at hjælpe Fangerne hen

til Vognen og i fornødent Fald forsvare dem.

Andrey nikkede bifaldende. »Ja, den Plan kan der intet siges imod, ingen

ved, hvad der kan ske,« sagde han.

Saa aftalte man, at Vasily næste Aften skulde føre ham hen til Stedet,

og Mødet sluttedes.

»Hvor kan jeg træffe dig i Morgen?« spurgte David.

»Det har jeg ingen Idé om -- spørg Zina! Jeg staar under hendes

Kommando,« svarede Andrey.

»Kom til Rokhalsky i Morgen, vi er der alle, Andrey skal bo sammen med

Vasily,« svarede Zina.

Vasily beboede et Værelse i det lille Værtshus, hvor hans Hest stod

opstaldet. Han udgav sig for at være Kusk og Oppasser hos en mindre

Købmand, der var bleven opholdt paa Markedet i Romny, men snart vilde

komme efter. Andrey skulde altsaa foreløbig spille denne fingerede

Herres Rolle og maatte i den Anledning anskaffe sig en Klædedragt, der

svarede til hans nye Stilling og hans nye Pas: en lang Kaftan, et Par

lange Støvler, en Hue og Vest af den brugelige Slags og saa fremdeles.

I Mellemtiden skulde Vasily forberede Folkene i Værtshuset paa, at hans

Herre nu kom.

Den næste Dag skulde de begge mødes hos Rokhalsky for at træffe en

bestemt Aftale om Andreys endelige Ankomst til Værtshuset, og det blev

overdraget David at bringe Vasily Besked; thi Vasily selv kom aldrig til

Zinas Hus; de to Boliger holdtes strengt afsondrede. Værtshuset var kun

et midlertidigt Tilholdssted; Politiet vilde ikke have vanskeligt ved at

finde dem der, saa snart Flugtforsøget først var gjort. Følgelig skulde

det forlades samme Nat, som Flugten fandt Sted, og Andrey og Vasily --

saa vel som de undvegne -- tage Ophold i Zinas Hus, hvor de skulde

holdes indelukkede, medens Politiet vendte op og ned paa Byen for at

finde dem. Af den Grund maatte Zinas Hjem ikke alene holdes fuldstændig

frit for ethvert Samkvem med Værtshuset, men ogsaa i det hele taget for

al mistænkelig Omgang. De to Kvinder levede saaledes næsten helt

afsondrede; man mødtes kun til korte Forhandlinger i de offentlige Anlæg

eller Pladser, eller, hvis det var nødvendigt, at alle maatte være til

Stede, i en Vens Hus, som f. Eks. hos Rokhalsky.

»Hvor vil du anbringe mig i Nat?« spurgte Andrey, da David var gaaet.

»Jeg vil straks gaa med dig til Rokhalsky, som vist nok gerne giver dig

Husly en Nat, saa har du den Fordel at være der i Morgen Formiddag.«

Saa snart Mørkningen var falden paa, begav de sig af Sted.

Rokhalsky var en velhavende og godhjertet Mand med liberale Anskuelser

og varm Interesse for de sammensvorne; han modtog mange forskellige

Slags Mennesker i sit Hus, havde aldrig haft noget Sammenstød med

Politiet, og de »Ulovlige« havde hos ham et af deres sikreste

Tilflugtssteder i Dubravnik.

I en stille Gade i et af Byens fornemme Kvarterer pegede Zina paa en

Række oplyste Vinduer i tredje Etage af et nybygget Hus og sagde til

Andrey: »Vi træffer ham i hvert Fald hjemme -- rimeligvis er der

Selskab.«

»De er svært tidligt paa Færde her i Dubravnik og, som det forekommer

mig, ogsaa meget økonomiske -- der er jo ikke en eneste Vogn at se i

hele Gaden,« sagde Andrey.

»Den fattigste Del er vel kommen først,« bemærkede Zina ligegyldigt.

Idet de kom nærmere, opdagede Andrey i et Vindue i Stueetagen lige over

for Rokhalskys to gamle Damer, der i synlig Ophidselse syntes at pege op

imod den oplyste tredje Etage.

En egen Mistanke greb ham.

»Vent et Øjeblik her,« sagde han til Zina, »lad mig gaa først ind, her

er noget ved Stedet, som jeg ikke rigtig synes om.«

»Passiar! Rokhalsky er sikker nok,« udbrød hun og gik hen imod Porten,

som hun aabnede. Andrey lagde Mærke til, at der indenfor og paa de hvide

Stentrin var Spor af mange og store Fødder, og idet han resolut greb

hendes Arm og stak den ind under sin, trak han hende ud paa Gaden.

»Det er højst sandsynligt, at Rokhalsky er sikker, naar du siger det;

men hvad kan det skade dig, om du venter et Par Minutter her udenfor,

mens jeg løber op for at se ad?« sagde han.

Andrey vedblev at føle sig usikker -- alle disse forskellige Tegn, som i

og for sig syntes saa ubetydelige, og som han næppe selv kunde forklare

sig, havde faaet ham til at studse; det er det, overtroiske Folk kalder

for en Forudanelse.

»Det er for latterligt,« sagde Zina og trak sin Arm ud af hans.

»Ja, hvis du ikke lader mig gaa alene op, gaar jeg slet ikke med.«

Der var en saadan Bestemthed i hans Tone, at Zina uvilkaarligt saa op og

blev slaaet af Udtrykket i hans Ansigt.

»Nuvel da, hvis du virkelig tror, at der er Grund til Mistanke, saa lad

os hellere slet ikke gaa op -- ingen af os --, men spadsere frem og

tilbage i Gaden, indtil vi ser et eller andet!« sagde hun. Det vilde

ubetinget have været det klogeste, men Andrey var nysgerrig efter at faa

at vide, hvorledes Sagerne i Virkeligheden stod; det var aldeles

nødvendigt for Mødets Skyld den næste Dag, og han svarede derfor:

»Naa, det er jo heller ikke nødvendig straks at gøre saa stort Væsen af

Tingene; vi kan risikere at komme til at gaa her i Timevis, uden at se

noget. Vent henne paa Hjørnet; jeg skal være tilbage om et Øjeblik!«

Han traadte ind i Porten; der var ikke en Sjæl at se, Dødstavshed

herskede over hele Huset. Da han gik op ad den første Trappe, aabnedes

en Dør i Stueetagen, og et rynket, skægløst Ansigt -- han kunde ikke

afgøre, om det var en Mands eller Kvindes -- kom til Syne, kastede et

hurtigt, spejdende Blik paa ham og forsvandt. Saa hørte han Døren blive

slaaet i bag sig og Nøglen drejet hastigt om.

»Besynderligt!« tænkte Andrey og gik forsigtigt videre -- saa lydløst,

som det var muligt uden at røbe nogen Angst.

Han lagde hurtigt sin Plan. Han vilde gaa forbi Rokhalskys, lige op til

fjerde Etage for at læse Navnet paa dem, som boede der, saa vilde han

gaa ned og ringe paa hos Rokhalsky, og hvis Politiet lukkede op, vilde

han lade, som om han gik forkert, og spørge efter Familien ovenover. For

en Sikkerheds Skyld tog han sin Revolver ud af Hylstret, trak Dolken,

som han altid bar i sit Bælte, frem, saa at den var nem at faa fat paa,

og var snart efter oppe i tredje Etage, hvor han saa Rokhalskys Navn paa

en Messingplade. Han standsede og betænkte sig; hans Plan kunde være god

nok; men han løb den Risiko at afskære sig selv Tilbagevejen; havde han

dog blot spurgt Zina om Navnet paa dem, der boede ovenover, hun vidste

det rimeligvis.

Saa hørte han pludselig en Dør blive hurtig aabnet og Lyden af Sporer og

Sabler; al Tvivl var forsvunden. Politiet var der.

Inde i Rokhalskys Entré var der posteret fire Soldater, som havde faaet

Ordre til at anholde enhver, der maatte komme. De havde hørt Andreys

forsigtige Trin og ventede kun paa, at han skulde ringe, for at kaste

sig over ham. Da han imidlertid tøvede med at ringe, frygtede de, at han

skulde gaa igen og saaledes undslippe dem, og besluttede derfor at

optræde angrebsvis.

Men førend de endnu havde faaet Døren helt op, var Andrey allerede som

et Lyn henne ved Trappen, greb fat i Gelænderet og sprang som en Bold

nedad. Han havde ikke en Gang set Soldaterne, men hørte kun deres Raaben

og Trampen og Lyden af deres Sabler paa Trappen. Det var et vanvittigt

Løb, ingen af Parterne havde gensidig set hinanden, men Andrey havde

Fordelen paa sin Side; thi han var en smidig, ung Mand -- øvet i at

klatre paa Bjerge -- mens Soldaterne var anderledes stive og tilmed

hindrede af deres tunge Dragt og lange Sabler. Allerede nede ved første

Etage havde han faaet et godt Forspring. Idet han løb forbi Gasblusset,

fik han en god Idé -- han slukkede Gassen. Ved næste Afsats gjorde han

det samme, og med en lynsnar Bevægelse kastede han Bænken, der stod

langs Væggen, paa tværs over Gangen. Der var nu ganske mørkt paa Gangen,

og hans Forfølgere sagtnede deres Løb.

Saa havde han den Tilfredsstillelse at høre nogen falde over hans

improviserede Barrikade: et tungt Fald og en Ed, hvorefter der næsten

blev stille; Soldaterne var nødte til forsigtigt at famle sig frem af

Frygt for lignende Forhindringer. Nede i Porten slukkede Andrey atter

Gassen og stod endelig paa Gaden efter først omhyggeligt at have trukket

Porten til efter sig, for at gøre Mørket fuldstændigt.

Zina, som befandt sig i nogen Afstand, havde ikke hørt det mindste til

Larmen, kun var det hende paafaldende, at han kom saa hastigt tilbage:

men da hun saa hans rolige, om end hurtige Skridt og det fuldstændig

beherskede Udtryk i hans Ansigt, gik hun ham uden Ængstelse i Møde.

Han standsede hende med en Gestus og hviskede, da han var kommen helt

hen til hende: »Politiet!«

Saa tilbød han hende galant sin Arm og gik roligt hen imod Rokhalskys

Hus. Rimeligvis vilde Soldaterne om et Øjeblik styrte frem, og det var

da bedre, at de saa deres Ansigt end deres Ryg. Zina gjorde ikke den

mindste Indvending, hun var alt for erfaren i den Slags Situationer til

ikke straks at forstaa og billige Andreys Plan; de var næppe gaaet ti

Skridt, førend Porten blev reven op, og fire Soldater uden Hjælm og med

flagrende Haar kom styrtende ud, den ene af dem holdt et Lommetørklæde

for Næsen. De saa forvildede til alle Sider, og da de kun opdagede en

velklædt Herre med en Dame under Armen, løb de hen imod dem, og en af

dem sagde hurtigt og stakaandet til Andrey:

»Undskyld, min Herre; men De skulde vel ikke have set en Mand løbe?«

»Ud af denne Port?« spurgte Andrey og pegede paa Rokhalskys Hus.

»Ja, netop!«

»Med rødt Skæg og graa Hat?«

»Ja! Nej! -- -- det kan være det samme. Men hvad Vej løb han?«

»Den!« svarede Andrey og pegede paa et lille Stræde bag dem. »Han er

lige løbet forbi os og maa vist nok være løbet ind i det første Hus paa

højre Haand. De vil sikkert kunne faa fat paa ham -- men løb hurtigt!«

De løb hurtigt og var snart ude af Syne. Zina og Andrey gik videre, Arm

i Arm og med rolige, værdige Skridt. Ved det første Gadehjørne drejede

de af, og da der kom en Droske kørende, raabte de den an og opgav Kusken

Navnet paa en Gade i et helt andet Kvarter. Som rimeligt var, ønskede de

saa hurtigt som muligt at komme bort fra dette farlige Sted.

I Vognen talte de ikke om det forefaldne af Hensyn til Kusken, de opgav

ham igen en ny Adresse og steg til sidst ud paa et Gadehjørne.

»Lad mig nu høre det hele!« sagde Zina og greb atter Andreys Arm.

Han fortalte med faa Ord, hvad der var hændet. »Vi har i Sandhed haft

Lykken med os!« udbrød Zina. »Hvis vi ikke var komne der i Aften, og du

ikke havde fattet Mistanke, hvad vilde der saa været hændet os alle i

Morgen? Ak ja,« tilføjede hun tankefuldt, med et Suk -- »af hvilke

Tilfældigheder afhænger dog ikke vor Skæbne; nu maa vi se at faa fat paa

David, for at han kan gaa rundt til vore Folk og give dem Besked. Vi er

lige ved Davids Hus, kender du Stedet igen?«

»Nej, jeg har ikke Begreb om, hvor vi er,« svarede Andrey.

»Vi er komne hertil fra en anden Side,« sagde hun, slap hans Arm og

forsvandt i en mørk Port. Her tog hun sin elegante Hat af, bandt den ind

i sit hvide Lommetørklæde, trak Handskerne af og kastede et Tørklæde

over Hovedet, som hun knyttede under Hagen paa samme Vis som de russiske

Bønderkoner. I dette Kostume og med den lille Pakke i Haanden lignede

hun en ung, smuk Syerske, som bar en Pakke til en Kunde.

»Vent paa mig her!« sagde hun. »Om et Kvarter er jeg tilbage igen. Lad

mig se dit Ur?«

Hun sammenlignede det med sit.

»Tre Minutter i otte -- hverken før eller senere er jeg her igen.«

»Naa, jeg ser, at du har bibeholdt dine Petersborger-Vaner!« sagde

Andrey smilende.

»Ja, der er intet saa modbydeligt som at vente paa det usikre,« sagde

hun og forsvandt i Mørket.

Endnu en Tid kunde han skimte den lille, hvide Pakke, saa forsvandt

ogsaa den. Efter at have bidt omhyggeligt Mærke i det Hus, hvor de

skiltes, begyndte han at gaa fremad, af og til seende paa sit Ur. Da

Halvdelen af Tiden omtrent var udløben, vendte han og gik i samme Tempo

tilbage; et Minut før Tiden var han paa Stedet.

Atter saa han den hvide Pakke nærme sig, dog var det ikke denne Gang

Zinas Hat -- den havde hun igen taget paa -- men Lommetørklædet alene,

som hun holdt i Haanden. Ved hendes Side gik en sort Skikkelse; det var

David; han havde ikke kunnet modstaa sin Lyst til at gaa med for at

lykønske Andrey til hans heldige Flugt.

»Ja, disse smaa Byer er undertiden forbandet hede Steder,« sagde han

leende, »og godt var det, at du slap med at brænde Fingerspidserne!«

Zina gav derpaa David endnu et Par Oplysninger, og saa forsvandt han.

»Jeg er bleven ængstelig!« sagde hun, da de var alene. »David fortalte

mig om en ny, ganske uventet Arrestation -- en Mand i en anset social

Stilling. Jeg stoler ikke længer paa nogens Sikkerhed; det er bedst, du

følger hjem med til mig.«

»Lad os saa gaa da!«

»Ja, men lad os hellere vente til efter Klokken ti, paa den Tid er Gaden

rolig, og ingen lægger Mærke til dig.«

De havde endnu to Timer for sig; Andrey foreslog, at de skulde gaa en

Tur langs med Floden, de kunde da uforstyrret tale videre og samtidig

nyde den herlige, sydlandske Aften.

»Nej!« sagde Zina, »vi kan benytte vor Tid til noget bedre end det! Lad

os gaa hen til Fængslet, saa behøver du ikke at gaa der med Vasily. Det

er desuden rigtigst at undersøge Stedet ved Nattetid, da det dog er om

Natten, du skal gøre Brug af dine Kundskaber.«

De gik altsaa lige hen til Fængslet; det var en stor, svær to Etages

Bygning, der ragede op over en høj Mur, som udelukkede den fra den

øvrige Verden. En stor og øde Plads uden Spor af Vegetation omgav den og

stødte paa den ene Side op til de aabne Marker.

Ad de nærmest tilstødende Gader gjorde de en Rundgang omkring Terrainet

og standsede til sidst ved den Gade, hvor Vognen skulde holde, og

hvorfra man kunde overse hele Valpladsen.

»Tag blot et Overblik over det hele!« sagde Zina. »Du behøver hverken at

tælle Skridt eller maale Afstande, det har Vasily allerede gjort, og han

vil sige dig alt.«

Stedet, hvor Vognen skulde holde, var ret gunstigt, eller rettere, saa

lidt ugunstigt, som man kunde vente at finde det. Vist nok var det noget

langt borte fra det Sted, hvor den hemmelige Gang udmundede, men til

Gengæld var det skjult af Husene, saa at Vognen ikke kunde ses eller

beskydes fra Fængselsmuren. Gaden var sikker nok -- selv paa denne Tid

af Aftenen var der ikke en Sjæl at se i den.

»Her er det svage Punkt!« sagde Zina og pegede hen imod en tarvelig

Vinknejpe i omtrent tre Hundrede Alens Afstand. »Hele Nabolaget her er

som en uddøet Ørk ved Midnat; men i den fordømte Kælder derhenne drikker

de lige til Klokken to. Man kan risikere, at en Opvarter eller en Gæst

kommer ud for at se efter, naar der høres Larm paa Gaden, og en saadan

Tilfældighed kan blive skæbnesvanger for os.«

»Aa, hvis det ikke er andet, saa behøver du ikke at ængstes for det,«

svarede Andrey. »Det bliver min Sag at tage mig af dem derinde og

forhindre dem i at blande sig i Ting, som ikke vedkommer dem. Derimod

vilde jeg foreslaa, at Vasily holdt lidt nærmere ved Værtshuset, det

vilde se mere naturligt ud, saa staar jeg ved Enden af Gaden og giver

ham et Tegn, idet Fangerne viser sig, for at han kan køre lidt længere

frem imod dem.«

De gik atter igennem Gaderne og kom nu ud paa en anden Kant af

Fængselspladsen; Zina førte sin Ledsager skraas over den og gik videre

langs Fængselsmuren.

»Der oppe er de politiske Fangers Celler,« hviskede hun og pegede paa en

Række Vinduer i øverste Etage, hvoraf nogle henlaa i Mørke, medens der

inden for andre skinnede et svagt Lysskær.

»Kan du vise mig Boris' Vindu?« spurgte Andrey med skælvende Stemme.

»Det syvende fra Hjørnet; der er Lys, rimeligvis læser han. Levisbins er

det femte og Kleins det tredje. Begge deres Vinduer er mørke, de sover

vel allerede. Men det er ikke værd at stirre saa vedholdende paa nogle

Fængselsvinduer,« tilføjede Zina og stødte til ham, »Skildvagten

iagttager dig!«

Andrey havde ikke ventet, at han skulde komme Boris saa nær i Aften, og

Tanken om, at hans Ven befandt sig her inden for denne Rude, saa nær, at

han kunde raabe til ham, satte ham i stærk Bevægelse. Et Øjeblik fo'r

der en vild Idé igennem hans Hoved om at raabe Boris' Navn højt for

muligvis at faa et Glimt af ham at se. Han var saa fortabt i sine

Tanker, at Zina blev nødt til at tage hans Arm og trække ham af Sted.

De fortsatte en Tid deres Vej i Tavshed; da Fængselsterrainet var et

godt Stykke bag dem, spurgte Andrey:

»Vilde han kunne se os, hvis vi gik forbi ved Dagslyset?«

»Nej!« svarede Zina. »Dertil sidder Vinduerne meget for højt, og de er

desuden overmalede med hvid Farve, for at man ikke skal kunne se igennem

dem. Men jeg skal skrive og fortælle ham, at vi er gaaede forbi hans

Celle i Aften og har set Lys derinde; det vil glæde ham.«

»Ogsaa jeg vilde gerne skrive til ham -- kan jeg det?« spurgte Andrey.

»Ja, saa ofte du vil! Jeg kan nu faa bragt alt, hvad jeg ønsker til ham;

vi fører en livlig Korrespondance. Men det har været frygtelig svært at

faa Bugt med hans Vogtere. Véd du af, at jeg to Gange paa en Haarsbred

nær har været ved at blive arresteret? Jeg har altid det Held at komme

til de forkerte Folk.«

De vedblev paa hele Hjemvejen at tale om Boris, og hjemme i Stuen viste

Zina sin Ven et Fotografi af hendes lille Søn Boria, hun havde faaet det

sendt for et Par Dage siden.

»Er han ikke henrivende?« spurgte hun med en Moders Stolthed, idet hun

holdt Billedet af en Baby med buttede Hænder, runde, forbavsede Øjne og

aaben Mund hen foran ham.

»Jo, han er nydelig! Finder du ikke, at din Dreng ligner Boris?«

»Aldeles det samme Ansigt!« udbrød Zina, glad ved at høre dette af en

fremmed. »Og han bliver nok ogsaa en Gang i Tiden en lige saa god

Oprører som hans Fader. Han er kun et Aar og fire Maaneder gammel, men

han har allerede efter Evne hjulpet med til Revolutionen,« og saa

fortalte hun smilende, at hun havde taget Drengen med til Hovedkvarteret

i Kharkoff, da han var ni Maaneder gammel.

»Der er intet, der giver ens Hus et mere fredeligt og uskyldigt

Udseende, frit for enhver Mistanke, end saadant et lille Barn. Og min

Boria viste sig den Gang at være meget nyttig for os. Tror du vel, at

der er mange, der i saa ung en Alder, har begyndt deres Arbejde i

Revolutionens Tjeneste?« spurgte hun og lo. »Du ser, der er Grund til at

antage, at han vil blive til noget engang!«

»Forhaabentlig behøver dog Rusland ikke længer Revolutionister til den

Tid, at din Boria bliver stor« -- mente Andrey, og tilføjede: »Men hvor

har du gjort af ham nu?«

Der gled en Sky over den unge Kones Pande.

»Jeg kunde desværre ikke tage ham med mig hertil -- i det Tilfælde, at

jeg skulde blive fængslet, vilde han saa ogsaa komme til at følge mig --

og dertil er han dog lidt for ung. Han er ude paa Landet hos Boris'

Moder; de er gode imod ham og skriver ofte til mig. Jeg haaber, at jeg

vil kunne ordne det saaledes, at jeg kan rejse derud, saa snart Affæren

her er overstaaet.«

De talte til langt ud paa Natten i Zinas Spisestue, hvor der var redt

Seng til Andrey. Annie Vulitch havde forlængst begivet sig til Ro.

Andrey maatte fortælle Zina alt, hvad han vidste om Vennerne i St.

Petersborg, om Georg, Advokat Repin og Tania; men han vogtede sig vel

for at røbe sine Følelser for den unge Pige.

I Løbet af nogle faa Dage havde Andrey og Vasily ordnet alt fornødent og

var installerede som Herre og Tjener i den omtalte Gæstgivergaard. Men

kort efter hændte der noget, som foreløbig bragte en fuldstændig

Standsning i hele Foretagendet.

I samme Celle, som Berkut og Kunitzin beboede med de andre Fanger, blev

der indført en ny Mand, som sagdes at være Falskmøntner; til ham fattede

man straks Mistanke; man frygtede for, at han var Spion for Politiet.

Alle Beboere af Cellen blev enige om, at Arbejdet paa den hemmelige Gang

maatte hvile, indtil man atter blev den uvedkommende Kammerat kvit.

I Løbet af tre Uger gjorde hele Selskabet deres bedste for at gøre ham

Tilværelsen derinde saa uudholdelig som vel muligt, og paa denne Maade

lykkedes det dem endelig at bringe ham saa vidt, at han androg

Fængselsinspektøren om at maatte blive ført til en anden Celle. Først da

kunde man atter tage fat paa Arbejdet.

Disse Forsinkelser var yderst ubehagelige for Hovedpersonerne i

Sammensværgelsen; ikke alene tærede det i foruroligende Grad paa deres

Pengebeholdning, men det gjorde dem nervøse, fordi de var nødte til at

holde sig i fuldstændig Ro og Afsondrethed. Det vilde have været Vanvid,

om de var begyndt at tage Del i Propagandaen, der i Dubravnik saa vel

som andre Steder gik sin vante, regelmæssige Gang.

I sin Egenskab af Forretningsmand kunde Andrey imidlertid ikke altid

sidde hjemme, det vilde se mistænkeligt ud; desuden var det nødvendigt,

at han traf Zina, som var Midtpunktet for og Lederen af hele Bevægelsen.

Følgelig gik han hver Morgen ud og mødtes i Løbet af Formiddagen paa et

forud aftalt Sted og paa et bestemt Klokkeslæt enten med Zina eller

endnu hyppigere med Annie Vulitch. Resten af Formiddagen maatte han

tilbringe i Værelset, hvor Vasily, naar han var færdig med sine Pligter

som Kusk og Opvarter, gjorde ham Selskab.

For ingen af dem var denne paatvungne Lediggang nogen særlig Nydelse; de

var for ophidset til at kunne studere, og selv almindelig Romanlæsning

formaaede ikke for en Tid at fængsle deres Tanker. Dog var Vasily den,

der fandt sig bedst i sin Skæbne. Naar han havde foret og striglet sin

Hest, pudset Seletøjet og ordnet Værelset -- som var lejet »uden

Opvartning« -- og som just ikke blev holdt overdrevent propert -- kunde

han i Timevis ligge ud af Vinduet med Piben i Munden og med en saa

ligegyldig, sløv Mine, som om han aldrig i sit Liv havde bestilt andet.

Andrey søgte forgæves at tilegne sig noget af sin Vens Ro -- »for den,

der kæmper, er Taalmodighed lige saa nødvendig som Mod og Klogskab,«

sagde Vasily bestandig. Men for Andrey der kom lige fra det virksomme

Liv i St. Petersborg, var det dobbelt svært at vænne sig til dette

Driverliv, og han levede kun i en eneste nervøs Forventning om, at den

store Dag endelig skulde bryde frem.

En Aften, da de begge kom hjem efter en Spadseretur, fandt de en Seddel

med Andreys Adresse paa Bordet i Forstuen. Der havde under deres

Fraværelse været et Bud fra »Kontoret« og lagt følgende Besked til

Herren, forklarede Portieren. Det var en aaben Seddel med nogle faa Ord

nedkradsede med en daarlig Haandskrift og forkert stavet, hvori man

anmodede Andrey om at komme paa »Kontoret« næste Morgen Klokken ti i

Stedet for Klokken elleve.

Denne Besked kunde kun komme fra Zina og maatte betyde, at der var

hændet noget særligt.