_Kampen._
Allerede samme Aften blev der vekslet Breve mellem Boris og Zina; hun
forklarede Grunden til Udsættelsen, medens han paa sin Side meddelte,
at et nyt Forhør vilde finde Sted ved Juryens næste Møde om Lørdagen.
Om Fredagen skulde den Affære i St. Petersborg, som havde forhindret
deres første Anslag, løbe af Stabelen, og baade Vasily og Andrey var nu
glade over, at de havde fulgt Zinas Raad.
Lørdag Morgen Klokken ni placerede Vasily sig -- iført sit Kostume som
Droskekusk -- uden for Gæstgivergaarden, ivrigt spejdende hen imod
Hjørnet af Gaden. En halv Time senere drejede Vatajkos Droske om Hjørnet
og fo'r forbi Værtshuset uden at standse; men Vatajko holdt det aftalte
Tegn -- et hvidt Lommetørklæde i Haanden og svingede endog ganske let
dermed, ung og eksalteret som han var. Vasily sprang op ad Trappen for
at give Andrey Besked, men mødte ham allerede paa Halvvejen; han havde
fra Vinduet set Vatajko og kom nu roligt, fuldstændig udrustet gaaende
ned ad Trappen.
Hesten stod fuldt opsadlet i Stalden, i et Sæt var Andrey i Sadlen og
fulgte tæt efter Vasily, som allerede havde besteget sin Buk og sat sine
Heste i Bevægelse.
Udenfor paa Gaden tilkastede de hinanden et hurtigt Afskedsblik,
rimeligvis skulde de aldrig mere tales ved. De tog Vej i forskellig
Retning og skulde først mødes i det afgørende Øjeblik.
Ti Minutter senere havde Andrey naaet en lille, afsides liggende Plads,
i kort Afstand fra den nederste Ende af den skæbnesvangre Lindetræsallé.
Vatajko, der var udset som hans særlige Vagtpost, var allerede paa sin
Plads. Han havde afskediget sin Droske og stod nu midt i et snævert
kroget Stræde, som forbandt Alléen med det lille Torv. Ved at staa midt
ude i Gaden kunde den unge Mand se til begge Ender og saaledes
signalisere alle Tegn ude fra Alléen til Andrey.
Vasily, som Andrey ikke kunde se, var allerede paa sin Post i den
modsatte Ende af Strædet, og fik sine Signaler fra Vagtposterne, der
stod i Linie hen imod Fængslet.
Idet Andrey red forbi Mundingen af det lille Stræde, saa han, at Vatajko
stod med Hatten paa, et Tegn paa, at Fangerne endnu ikke havde forladt
Fængselsgaarden. Han steg af sin Hest og førte den rundt om Pladsen, som
om han ønskede at give den Motion. Synet af en Rytter, der holdt stille,
vilde tiltrække sig Opmærksomhed. Han var iført en kort national
_armiak_, under hvis Skøder hans Vaaben var skjulte. Da han atter
passerede Strædet, saa han, at Vatajko tog sin Hat af og lod, som om han
plukkede et Straa af den. Det gav et Sæt i Andrey; nu gik Fangerne ud af
Porten -- endelig var Øjeblikket kommet! Alligevel besteg han ikke
straks sin Hest, men fortsatte, idet han førte den ved Bidselet, roligt
sin Gang; han havde endnu et andet vigtigt Tegn at vente paa.
Hver af Fangerne skulde være forsynet med en kort Revolver; det var
imidlertid vanskeligt paa Grund af Visitationen, der fandt Sted førend
Afmarchen fra Fængslet, at faa disse praktiseret til dem, og Slutteren,
der var med i Komplottet, havde derfor foreslaaet, at han vilde forsøge
at stikke Vaabnene i de tre Kapper, som han, efter at alle Formaliteter
var overstaaede, skulde kaste over Fangernes Skuldre.
Alt afhang af, at denne List lykkedes, og Fangerne skulde give et
bestemt Tegn til den første Vagtpost for at antyde, om det var sket.
Derefter skulde Angrebet finde Sted eller helt opgives for den Gang.
Vatajko, som hidtil havde drevet omkring, tilsyneladende optaget af at
betragte de udstillede Billeder i en Papirhandel, opgav nu ethvert
Forsøg paa Forstillelse og posterede sig midt i Strædet, idet han
aandeløs vogtede paa enhver af Vasilys Bevægelser. Saa snart Signalet
var givet, drejede han sig rundt og løb for at bringe Andrey den gode
Efterretning. Hans Mission som Vagtpost var endt, han saa Vasily bevæge
sig hurtigt fremad i Retning mod Kamppladsen.
Andrey derimod var nødt til at vedblive at bevæge sig omkring paa
Torvet; det var for tidligt for ham allerede nu at vise sig i Alléen;
han havde endnu fem à seks Minutter for sig.
Vatajko gik ved hans Side.
»Lad os ikke komme for langt bort fra Strædet;« sagde Andrey med dæmpet
Stemme, »og vær endelig ikke nervøs! Glem ikke at bringe Zina Besked --
du husker jo nok, hvor hun venter dig? Tredje Bænk fra Begyndelsen af
Boulevarden.«
Den unge Mand nikkede et Ja.
»Se saa, nu er det Tid!« udbrød Andrey og sprang behændigt i Sadlen,
medens Vatajko holdt ved Hestens Hoved.
»Farvel!« sagde den stærkt bevægede Vatajko. »Det hele afhænger af
dig --«
»Og af min Rosinante!« fortsatte Andrey smilende, nikkede venligt og
forsvandt i Trav ind i Strædet.
Idet han drejede ind i Alléen, holdt han et Øjeblik sin Hest an. Jo, alt
var i Orden, Gaden fuldstændig rolig! Hans Øjne droges som ved
Magnetisme hen imod et lille mørkt Punkt, som i den store Afstand syntes
at staa stille, men i Virkeligheden bevægede sig fremad med
regelmæssige, militæriske Skridt.
»Det er dem! Der er ingen Tvivl mere!« sagde han til sig selv --
»hvorledes det end løber af, saa sker der noget i Dag!«
Langsynet, som han var, kunde han snart skelne hver enkelt af de tre
Fanger og opdagede nu, at Boris ingen Kappe bar, men kun en kort Trøje.
Han var rimeligvis ikke bevæbnet. Hvilket Uheld! Men Levshin og Klein
havde begge to deres Kapper paa, saa skulde de nok klare Sagen
alligevel, og Fangerne var vel af samme Mening, siden de havde givet det
aftalte Signal.
Til venstre Side af Gaden holdt Vasilys Køretøj, og paa Bukken sad
Vasily selv -- dog saa Andrey kun hans brede, krumme Ryg i den blaa
Frakke og med den skinnende høje Voksdugshat. Han saa fuldstændig ud som
en træt, udslidt Droskekusk, der i sløv Ligegyldighed venter paa en
Passager. Intet andet Køretøj var at se i Gaden, det var Vagtposternes
Pligt -- nu deres Mission som Telegraf var endt -- at optage enhver
Droske, som maatte komme kørende og beordre den til et saa fjernt Sted
som muligt, for at Gendarmerne ikke skulde kunne benytte den til
Forfølgelsen.
De to Parter nærmede sig langsomt hinanden; Andrey holdt sin Hest i
Skridtgang. I hele Alléen saas kun nogle enkelte Fodgængere.
Sammenstødet skulde finde Sted en tredive, fyrretyve Alen bag Vasilys
Vogn for at lette Flugten. I det Øjeblik, Fangerne fyrede, skulde Andrey
allerede være i Ryggen af Eskorten -- ved det første Skud skulde han
gøre omkring og sprænge ind imellem Gendarmerne, medens disse allerede
var optagne af Kampen med Fangerne. Han maatte altsaa sørge for at være
passeret, naar de nærmede sig den rette Afstand fra Vasilys Vogn. Han
saa ikke hen paa de tre, og de ikke paa ham, og dog iagttog de hinanden
skarpt. Levshin var den, der var ham nærmest, Andrey følte næsten fysisk
hans ivrigt spørgende Blik, og uden at vide af det, rent uvilkaarligt,
gav han et næsten umærkeligt opmuntrende Nik. Levshin misforstod i sin
Ophidselse dette Nik. Som et Lyn saa Andrey ham trække Revolveren frem,
vende sig og sigte paa Gendarmen, der gik bag ham. Saa fulgte et Skud og
en drøj Ed midt i en tæt Røgsky, som et Øjeblik forhindrede Andrey i at
se nogen Ting.
Kampen var begyndt.
Andrey drejede lynsnart sin Hest rundt, spændte sin Revolver og ventede
med Fingeren paa Hanen. Igennem den forsvindede Røg saa han, at
Gendarmen ikke var saaret, men havde kastet sig over sin Angriber og
holdt ham fast i Struben. I næste Øjeblik holdt Andrey en rygende
Revolver i Haanden, Gendarmen var falden til Jorden, og en grænseløs
Forvirring paafulgte.
Gendarmernes Raaben, Skrig af Fodgængerne, der styrtede bort i alle
Retninger, Vinduer, der blev smækkede i, blandede sig med Larmen af
Skud, der blindt affyredes i Luften.
Da Vasily saa, at det hele foregik for nær ved hans Vogn, kørte han
langsomt en tredive Alen fremad. Med Tømmerne i den ene Haand og
Revolveren i den anden holdt han skarpt Udkig baade med Fægtningen og
Gaden. Hans Hoved bevægede sig uafbrudt, og hans smaa, gnistrende Øjne
mindede om et vildt Dyrs.
Levshin, der var bleven fri for sin Fjende, løb næsten uskadt hen til
Vognen og sprang ind. Klein var i Færd med at følge hans Eksempel; men
en stor, stærk Karl af en Gendarm fik akkurat Tid til at gribe fat om
hans Haand og vriste Revolveren fra ham. Andrey sprængte ham til Hjælp.
Gendarmen fyrede, men traf ikke, idet han uafladeligt blev trukken frem
og tilbage af Klein, som han endnu ikke havde sluppet. Andrey tvang sin
Hest ind paa ham og truede med at trampe ham ned.
Nødsaget til at forsvare sig imod Hestens Hove slap han endelig sit Tag
i Klein, der nu løb hen imod Vognen. I et Nu var Soldaten igen paa
Benene og vilde atter efter Flygtningen; men hurtig som et Lyn fik
Andrey drejet sin Hest ind imellem ham og Klein.
»Du har lidt for meget Hastværk -- min gode Mand!« raabte Andrey og
hævede Revolveren.
I samme Øjeblik faldt der to Skud. Gendarmen var truffen i Armen, der
faldt kraftesløs ned og slap Revolveren. Andrey var ikke saaret, kun
hans Kappe strejfedes af Modstanderens Kugle; men uheldigvis gik den
videre og traf Vasilys Hest. Med et Sæt fo'r den i Vejret, og til Trods
for alle Vasilys Anstrengelser for at holde den tilbage, fo'r den i
rasende Fart af Sted. De to Fanger var i Sikkerhed; men Boris var
tilbage.
To Mænd af Eskorten var ukampdygtige, der var altsaa nu to imod to.
Boris kunde flygte med paa Andreys Hest.
»Blot lidt Held, og Sejren er vor!« sagde Andrey til sig selv og
forberedte et nyt Angreb.
Boris kæmpede tappert i omtrent tyve Alens Afstand mod de to Gendarmer,
der forsøgte at binde ham med et Reb. Han var allerede én Gang sluppen
fra dem, idet han forsøgte paa at redde sig paa egen Haand ved at løbe,
hvis han ikke skulde være saa heldig at naa Vognen; men han var bleven
indhentet og var nu midt i en voldsom Kamp.
»Hold ud! Jeg skal straks være hos dig!« raabte Andrey og galoperede hen
til ham. Andrey var en udmærket Skytte og agtede at gøre den mest mulige
Brug deraf; men da han i dette Øjeblik saa en rødskægget Gendarm lægge
en Slynge om Boris' Arm, glemte han al Forsigtighed, gav sin Hest
Sporene og red ind paa dem. Sergenten med den saarede Arm kom nu ilende
til for at hjælpe sine Kammerater. Med sin Hests brede Bringe rendte
Andrey imod ham, saa at han som en Bold blev kastet over mod den
rødskæggede -- denne faldt til Jorden, men trak uheldigvis Boris med
sig; imidlertid havde Andreys Hest i den Tro, at den skulde gøre et nyt
Stød-Angreb, fjernet sig med sin Rytter i kort Afstand fra selve
Kamppladsen, og der gik saaledes nogle faa Øjeblikkes kostbar Tid tabt.
Chancerne vendte sig i et Nu mod Andrey.
Da han atter fik drejet sin Hest rundt, saa han Boris staa ubevægelig
mellem de to Gendarmer. Han kæmpede ikke længer, hans Ansigt var
fortrukket i Vrede, og hans Øjne truende fæstede mod noget i det fjerne.
»Red dig selv! Politiet!« hørte Andrey ham raabe med en Stemme, som han
aldrig i sit Liv glemte. Han saa tilbage, og en fortvivlet Ed undslap
ham. To Politibetjente, hidkaldte ved Larmen, kom løbende ned ad Alléen,
og en tredje drejede om ad et Gadehjørne lidt længere borte.
Boris var fortabt!
Men endnu var Fjenderne langt borte, endnu kunde der gøres et Forsøg!
Med Fortvivlelse og Raseri i Hjertet og et vildt Haab om at kunne gøre
det af med alle tre Modstandere, inden Politiet kom, sprængte Andrey ind
imod dem; men han var alt for ophidset. Han fyrede næsten uden at tage
Sigte, fuldstændig ligegyldig for, om han muligvis kunde træffe Boris.
Hellere blive skudt af en Ven end falde for Bødlens Haand! Hans fire
Kugler skød alle sørgeligt forbi, medens en af Soldaternes traf ham i
venstre Ben. Med sammenbidte Tænder og ganske ude af sig selv af Harme
slyngede han sin tomme Revolver fra sig og greb en anden, som han havde
i Reserve.
»Flygt for Pokker! Flygt, ellers fanger de dig!« hørte han atter Boris'
Stemme ud igennem Krudtrøgen og denne Gang mere bydende end før.
De to Politibetjente var nu halede ind paa ham, en af dem havde grebet
hans Frakkeskød og søgte at trække ham ned af Hesten. Andrey drejede sig
rundt i Sadlen og bibragte ham med sin tunge Revolver et saadant Slag,
at han trillede hen ad Jorden.
Men der var intet Haab længer, Slaget var tabt! Han samlede Linerne i
sin Haand, for at ingen skulde gribe fat i dem, gav Hesten Sporene og
var med et Sæt ude af Kampen.
Endnu hvislede de fjentlige Kugler ham om Ørene, og han hørte
Gendarmernes Raab bag sig. Men ve den Mand, der havde forsøgt at standse
ham i dette Øjeblik!
Hans Hest, der syntes at være lige saa længselsfuld efter at komme bort
fra det uhyggelige Sted som han selv, bar ham af Sted i en Fart, som
gjorde den al Ære. I Løbet af et halvt Minut var han for Enden af Alléen
med de aabne Marker foran sig. Han valgte dog ikke den Vej, men drejede
rask til venstre og forsvandt i en Labyrint af snævre Gader i et gammelt
Forstads-Arbejderkvarter. Her sagtnede han sit Ridt og drejede snart af
til højre, snart til venstre for at vildlede sine Forfølgere. Endelig
kom han til en ganske snæver Gyde, hvor kun to smaa Børn legede, og
derfra ud paa en aaben Landevej.
Her gav han atter sin Hest Sporerne, og som en Pil fløj den hen ad den
bløde Jordvej.
Ved den sydvestlige Byport stod en Politibetjent paa Post og fikserede
ham, idet han red forbi. Andrey drejede derfor ind i en Gade, der førte
til Byen; men allerede nogle Huse længere ned drejede han atter af til
højre og var snart igen ude paa Landevejen.
Da han saa Trækorsene paa den gamle, nedlagte Kirkegaard foran sig,
holdt han Hesten an; her var Maalet for hans Rejse! Han var nu i den
modsatte Ende af Byen, tre Fjerdingvej borte fra den skæbnesvangre
Kampplads; Politiet vilde i hvert Fald behøve to Timer for at forfølge
hans Spor hertil, han var foreløbig uden Fare; men der var ingen Tid at
spilde.
Efter forsigtigt at have spejdet til alle Sider steg Andrey af Hesten og
trak den med sig ned i en dyb, bred Grav, og nu tænkte han for første
Gang paa sit Saar.
Det var ubetydeligt, kun en Skramme, som ikke hindrede ham i hans
Bevægelser; men Blodet piblede stadig ud af det og kunde nemt røbe ham
ved at lede hans Forfølgere paa Spor. Han forbandt det med sit
Lommetørklæde og tog derpaa ud af en Sæk, som han havde haft bundet fast
bag ved Sadlen, en lang militær Kappe af graat Lærred, saaledes som
fattige, afskedigede Officerer plejer at bære, og en tilsvarende Hue.
Andrey stak sin egen Hue i Lommen, kastede Kappen over sig og saa nu ud
som en helt anden.
Sin Hest maatte han lade tilbage som en mager Trofæ for Politiet. I sin
Egenskab af uansvarligt Kreatur løb den ikke Fare for ilde Behandling
paa Grund af dens Delagtighed i en politisk Forbrydelse.
Med tungt Hjerte og bedrøvet indtil Døden forlod Andrey Kirkegaarden for
at opsøge den nye Bolig, som Vasily havde i Beredskab for dem.