»I Dubravnik! Hvad Pokker havde han at gøre i det fordømte Dubravnik?«
»Lad os gaa videre,« svarede Helene, »maaske faar vi det at vide. Der
maa sikkert nok være nærmere Oplysninger om hans Arrestation!«
Atter optog de deres irriterende langsomme Arbejde, og i Løbet af en ti
Minutters Tid, som forekom dem at være en Time, havde de igen tydet et
Par Linier. Deraf fik de at vide, at Boris tillige med to andre Venner,
efter en haard Kamp med Politiet, var bleven tagen til Fange. Det var
ikke meget; men tilstrækkeligt til at sige dem, at Sagen var fortvivlet.
Hvorledes Boris' Andel end havde været i Kampen, saa var han en dødsdømt
Mand. I Følge en ny Lov, som var traadt i Kraft, blev enhver, der havde
taget Del i disse Fægtninger med Politiet, straffet med Døden; og Boris
var ikke den Mand, der nøjedes med at være Tilskuer, mens de andre
sloges.
»Stakkels Zina!« sukkede de begge; Zina var Boris' Hustru.
Efter en kort Pavse nedskrev Helene atter en Række Figurer, som i Løbet
af nogle Minutter viste sig at være Navnet paa den Kvinde, hvis Lod de
netop havde beklaget -- Zina.
»Zina! -- -- Kan det være muligt?« udbrød Andrey. Hans første Tanke var,
at ogsaa hun var arresteret. Men efter andre fem Minutters ængstelig
Spænding saa han, at han havde taget fejl.
»Zina« -- stod der -- »er rejst til Dubravnik for at undersøge Terrainet
og se, hvad der kan gøres for at frelse Boris.«
»Gudskelov, at de tænker paa det! Det er godt og en Grund mere for mig
til at skynde mig hjem,« sagde Andrey.
Efter Meddelelserne om Boris fulgte en Liste over andre Ofre, som i den
senere Tid var faldne i Politiets Hænder. Derefter omtaltes de
forestaaende Forhør og de ubarmhjertige Domme, som man ad hemmelig Vej
igennem Kontorerne allerede havde faaet at vide. De sørgelige Nyheder om
de fængslede Venner blev kortelig opramsede i samme forretningsmæssige
Tone som Rapporterne over de døde og saarede efter et Slag.
Det var Bagsiden af den underjordiske Kamp, der som en, mudret Strøm,
Draabe for Draabe, sivede frem; det var ikke muligt at svælge denne
bitre Drik paa én Gang. Ved enkelte særlig sørgelige Nyheder kunde de to
Venner ikke undlade at veksle et Par Ord; men forøvrigt fortsatte de i
Tavshed deres Arbejde og beholdt deres Følelser for sig selv.
Det gik nu langt raskere fra Haanden end før. Georgs Cifre blev mere
tydelige, og Decifreringen foregik næsten uden Standsning.
Efter de sørgelige Beretninger om Tab og Lidelser kom man til et lysere
Tema. Georg omtalte kortelig, men med den glødende Tro og Overbevisning,
der var ham egen, de hurtige Fremskridt, Partiet i al Almindelighed
havde gjort, og fremhævede den stærke aandelige Gæring, som sporedes
overalt.
»Ja, det vil ikke vare længe, førend der sker noget stort!« udbrød
Helene begejstret og rejste sig for at rette de stivnede Lemmer ved at
gaa frem og tilbage i Værelset. Pludselig greb hun Brevet, tørrede det
omhyggeligt over Lampen og strøg en Svovlstik for at antænde det.
»Aa nej, lad være!« sagde Andrey hurtigt.
»Hvorfor? Har du ikke skrevet alle Adresserne op?«
»Jo; men jeg kunde have Lyst til at beholde Brevet lidt endnu.«
»Hvorfor? For at det skulde falde i uvedkommendes Hænder?« spurgte
Helene skarpt.
Andrey svarede, at i Schweiz var disse strenge Forholdsregler
overflødige; men det var ikke let at overbevise den unge Pige; thi som
alle Kvinder, der er indviklede i en Sammensværgelse, overholdt hun
strengt de vedtagne Forskrifter.
»Maaske er du tilgængelig for et Kompromis?« spurgte hun tøvende.
Hun rev den første Halvdel af Brevet af, den, som indeholdt de rent
personlige Meddelelser, og udkradsede omhyggeligt de enkelte Cifre.
»Det er formodentlig dette, du vil læse?« spurgte hun.
»Naa ja, jeg gaar ind paa dit Kompromis! Unægtelig synes jeg bedst om
denne Del og fratræder min Fordring paa Resten,« svarede Andrey, medens
den unge Pige knælede ned foran Kaminen og omhyggeligt brændte
Levningerne af Brevet tilligemed de to Ark, hvorpaa de havde løst
Cifrene.
Da Helene havde bragt sin Samvittighed til Ro, indtog hun atter sin
Plads.
»Altsaa, du skal rejse fra os, Andrey,« sagde hun drømmende.
Der var en større Varme end ellers i hendes Stemme og i det Blik,
hvormed hendes ærlige, klare, blaa Øjne saa paa Andrey. For dem, som
bliver tilbage, er det altid vemodigt at se en Mand i Færd med at
forlade sit sikre Eksil for paa ny at risikere Livet i Czarens Riger.
»Tager du snart af Sted?« spurgte hun.
»Ja,« svarede Andrey. »Pengene og Passet vil kunne være her om tre,
fire Dage, haaber jeg, og det er tilstrækkelig Tid til mine
Rejseforberedelser.«
Efter en næppe mærkelig Pavse tilføjede han:
»Jeg vilde ønske, at jeg vidste, om de allerede er komne under Vejr med
hans Navn?«
»Om hvem taler du?« spurgte den unge Pige og saa op.
»Om Boris naturligvis!«
»Jeg kan ikke tænke mig, at de saa snart skulde have udfundet det,«
svarede Helene. »Boris har aldrig før været i Dubravnik. Desuden vilde
Georg have omtalt en saa vigtig Kendsgerning.«
»Gid du havde Ret,« svarede Vennen. »Det vilde være saa langt lettere at
hjælpe ham! Men lige meget -- det vil ikke vare længe, førend jeg ved
Besked om alt.«
De fortsatte Samtalen rent forretningsmæssigt. Den unge Pige havde
øjensynlig en Del personlig Erfaring i at smugle eksilerede Landsmænd
ind i Rusland, og omendskønt hun var adskillige Aar yngre end Andrey,
gav hun ham dog mange værdifulde Raad.
»Naar du nu atter er inde i Malstrømmen, saa lov mig ikke helt at glemme
os her,« sagde Helene med et Suk. »Skriv af og til til Vasily eller mig.
Ogsaa jeg vilde gerne tilbage til Rusland. Se, om du ikke kan ordne det
for mig!«
»Jeg skal gøre mit bedste! Men hvor er Vasily? Hvorfor kom han ikke
med?«
»Han var ikke i Kaféen i Aften. Jeg sendte Bud til ham, at jeg gik
herop. Han maa være ude -- rimeligvis i Operaen. De spiller »Robert«.
Ellers vilde han have været her for længe siden.«
Hun stak Haanden i Lommen og trak et stort, gammeldags Guldur frem. Det
var et Familiestykke, som hun satte særlig Pris paa, fordi hun havde
faaet det efter sin Fader, der var General paa Kejser Nikolaus' Tid. Hun
havde haft Uret med sig i Sibirien, og det var ligeledes fulgt med hende
i Eksilet. Lejlighedsvis tjente det vel som Tidsmaaler; men for det
meste laa det fredeligt i en eller anden Pantelaaners Skuffe -- til
Fordel for hende selv eller en af hendes Venner. Disse Menneskers
Tilværelse var saa nøje knyttet sammen, at den personlige Ejendomsret
omtrent helt udelukkedes, og det Faktum, at Uret nu befandt sig i dets
retmæssige Besidders Eje, var et talende Bevis for, at den lille Kreds
af sammensvorne, som befandt sig her, for Tiden var nogenlunde økonomisk
betrygget.
»Nej, hvor det er blevet sent!« udbrød Helene. »Den er over tolv. Jeg
maa skynde mig hjem, for ikke at sove over mig til Timerne i Morgen. Du
kunde for Resten sørge for,« vedblev hun, »at en anden fik dit Arbejde,
naar du rejste.«
»Ja, det skal jeg. Det vilde egne sig for Vasily. For ham med hans faa
Fornødenheder vilde firsindstyve Francs om Maaneden være tilstrækkeligt
til alle Udgifter. Og der kunde endda blive saa meget tilovers, at han
engang imellem kunde tage dig med i Teatret eller paa en Koncert.«
Helene rødmede, endskønt hun var forberedt paa en eller anden Hentydning
af den Art; Andrey drillede hende altid med hendes Beundrer.
»Vasily er en Mand med strenge Grundsætninger, ikke saadan en Sybarit
som du,« sagde hun smilende. »Men jeg vil ikke sinke mig med at skændes
med dig -- Farvel, Andrey!«
Han greb Lampen for at lyse hende ned ad Trapperne og slap hende ikke af
Syne, før hun sikkert var naaet inden for sin Gadedør; Huset, hvori hun
boede, laa lige over Gaden. Saa gik han langsomt tilbage til sit enlige
Værelse.
Det afrevne Stykke af Brevet laa fristende paa Bordet. Helene havde
gættet Sandheden, han havde ønsket at beholde Brevet for, naar han var
alene, at fryde sig over disse venlige Ord fra fjerne Venner. Men han
kunde ikke gøre det nu, Helene havde ved at gætte hans Tanker ødelagt
Glæden for ham. Han stak Brevet i Lommen for at gemme det til næste Dag.
Saa gav han sig til at ordne sin Seng; men han var alt for ophidset til
at kunne sove.
Tre lange, lange Aar var forløbne, siden Andrey Kojukhov,
mistænkeliggjort saa vel gennem sine første Forsøg paa at gøre
Propaganda blandt Bønderne som ved senere Delagtighed i den
underjordiske Kamp, var bleven overtalt af sine Venner til foreløbig at
»fordufte«. Han havde i Mellemtiden gennemstrejfet forskellige Lande,
forgæves søgende at finde en passende Beskæftigelse for sin hvileløse
Aand. Førend det første Aar af hans ufrivillige Eksil var omme, var han
saa plaget af Hjemve, at han spurgte Vennerne, der holdt Valpladsen i
St. Petersborg, om han ikke maatte vende tilbage for atter at indtage
sin Plads i Rækkerne. Men dette blev paa det bestemteste nægtet ham. Der
var en foreløbig Pavse i Kampen, idet Politiet ikke havde noget særligt
at holde sig til; men da hans Navn var vel erindret, vilde han ved sin
Tilbagekomst sætte hele Banden i Bevægelse. Uden at være i Stand til at
udrette noget, vilde han kun blive en Byrde for Vennerne. Han burde have
forstaaet dette af sig selv; naar man trængte til ham engang, vilde man
sende Bud efter ham. I Mellemtiden maatte han holde sig i Ro og søge at
finde Beskæftigelse i Udlandet, enten ved literært Arbejde i
Revolutionens Tjeneste eller i den sociale Bevægelse i fremmede Lande.
Andrey forsøgte begge Dele; men med mere Iver end Held. Han skrev for
flere russiske Blade, som blev udgivne i Udlandet; men han havde
oprindelig intet literært Talent. I hans Indre brændte en begejstret
Sjæl, og han havde stærke Følelser over for Skønhed og Poesi, men
manglede Evne til at give dem Udtryk. Det var ham ikke muligt paa samme
Tid at tjene to Herrer. Han levede og aandede kun for Rusland og var
ganske optaget af sine Minder, sin Længsel og af alt, hvad der angik
Fædrelandet. Han følte sig som en flygtig Gæst ved de udenlandske
Socialisters Sammenkomster og blev mere og mere overfalden af Hjemve.
Han var lige paa Nippet til atter at skrive til sine Venner, da han
modtog en levende Hilsen fra dem igennem Helene Zubova, den unge Pige,
der havde hjulpet ham med at tyde Brevet.
Netop hjemvendt fra Sibirien havde hun straks meldt sig til Tjeneste paa
ny i Ligaen i St. Petersborg, men var bleven raadet til øjeblikkelig at
drage over Grænsen og for en Tid at opholde sig i Udlandet. Tillige med
en Bunke Hilsener fra Vennerne havde hun bragt Andrey det bestemte
Paabud om at være fornuftig og holde sig i Ro. Foreløbig var der ikke
Brug for nogen af dem. Helenes Afrejse til Udlandet var et tydeligt
Bevis derfor.
Andrey blev altsaa nødt til at gøre en Dyd af Nødvendigheden. Tiden
havde taget Brodden af hans første Skuffelse, og han havde lidt efter
lidt vænnet sig til at tænke sig sit Liv henlevet i Landflygtighed med
alle de deraf følgende pinlige Ærgrelser og Besværligheder, men ogsaa
med den udelte Tilfredsstillelse, der en i uhindret at kunne fordybe sig
i sine Tankers Lønkamre. På denne Maade havde han nu tilbragt tre
rolige, ensformige Aar kun oplivet ved den feberagtige Spænding, som
Forventningen om Nyheder fra Rusland hensatte ham i.
Han ventede ikke forgæves. Efter en kort Stilstand brød den ulmende
Revolution atter ud med fordoblet Kraft, og Andrey greb med Begærlighed
denne Anledning. Han sendte en ny Forespørgsel, affattet i veltalende,
overbevisende Ord, noget, som uheldigvis aldrig fandtes i hans mere
gennemarbejdede literære Frembringelser. Der var ingen Grund mere til
Udsættelse, og efter nogle faa Ugers ængstelig Spænding modtog han
Georgs Brev som Svar.
»Endelig engang!« gentog han for sig selv, da han langsomt gik frem og
tilbage i sit Værelse, optaget af at tænke paa Rejsen.
Landflygtighedens tomme Oplevelser eksisterede ikke længer for ham, han
var pludselig igen i St. Petersborg med dens velkendte Omgivelser og
følte det, som om han først den foregaaende Dag var rejst derfra.
Hans Hjerne arbejdede mere og mere intenst, og han travede hurtigere og
hurtigere frem og tilbage i Værelset.
En lydelig Banken afbrød ham pludselig i hans Drømmerier og kaldte ham
tilbage til Virkeligheden. Det var den logerende nedenunder, der,
irriteret over hans generende Gaaen frem og tilbage, dunkede i loftet
med en Stok for at give sit Mishag til Kende.
»Det er nok Monsieur Cornichon, der ønsker Ro til at sove,« udbrød
Andrey. »Den gode Mand bryder sig Pokker om, enten den russiske
Revolution gaar ad Helvede til eller ej.«
Han standsede imidlertid brat og var stille, indtil Bankningen var
ophørt, for paa denne Maade at tilkendegive, at han bad om Undskyldning.
Da han imidlertid stadig ikke følte Lyst til at gaa i Seng og ikke vilde
kunne holde sig i Ro, naar han var oppe, besluttede han at spadsere ud i
den smukke Foraarsnat. Han slukkede Lampen, laasede Døren efter sig og
listede stille ned ad den mørke Trappe.