II. KAPITEL.

_Ved Grænsen._

Samuel Susser, almindelig kaldet »Røde Sam«, Formand for Smuglerne og

Værtshusholder i Ishky, en Landsby paa den lithauiske Grænse, betjente

sine Gæster med sædvanlig Paapasselighed. Hans aarvaagne Øje bemærkede

øjeblikkelig, naar en af dem følte Tørst, og hans øvede Haand skænkede

aldrig nogen Sinde en Draabe Øl mere, end der akkurat udkrævedes, for at

Glasset skulde synes fuldt, medens der i Virkeligheden manglede saa

meget som vel muligt. Hans livlige Aand var for Øjeblikket beskæftiget

andet Steds, idet han fulgte Iltoget, som fra St. Petersborg Mil for Mil

nærmede sig Grænsen.

Han havde om Morgenen faaet Telegram fra David Stirn, en Student af

jødisk Afstamning, som stod i Forbund med »Goiserne« (kristne Oprørere)

imod Autoriteterne og nu bevogtede Grænsen for dem. I et forud aftalt

Sprog havde David meldt, at han kom med Aftentoget og havde tre

Kammerater med, som skulde »bringes over«.

Tre Personer à ti Rubler pr. Hoved er ingen ilde Dagsindtægt; men

alligevel gjorde »Røde Sam« Regning paa at faa lidt mere for sin

Ulejlighed. Det var netop i Udskrivningstiden, og der blev ved Grænsen

taget særlige Forholdsregler for, at de unge Jøder ikke skulde løbe væk

fra Militærtjenesten. En ærlig Smugler havde under saadanne Forhold Ret

til at vente en ekstra Ducør; men det gjaldt om at være forsigtig over

for saadan en Gnier som David. Og dog var han ingen daarlig Kunde denne

samme David. Et skarpt Hoved, ægte Jødeblod, som overalt i Verden vilde

gøre sin Race Ære. Han var efter al Sandsynlighed Fører for »Goiserne«,

en rask Knøs, som nok vidste, hvor han var hjemme. Uden Tvivl havde han

en Fremtid for sig, og en ærlig Smugler behøvede intet at frygte ved at

staa i Forbindelse med ham. Han forstod at holde Mund og var Mand for at

staa ved sit Ord; men han kunde prutte og tinge om en Øre, ligesom en

Zigeuner paa Hestemarkedet.

»Røde Sam« havde tilstrækkelig Anledning til at studere sin besynderlige

Klient. Hver tredje eller fjerde Maaned viste den unge Mand sig ved

Grænsen med et Hold Goiser, som enten ønskede at komme ind i Landet

eller ud af det. Saa var der ogsaa Bøger, der skulde smugles ind udefra,

og dette var en meget indbringende Gren af Forretningen, thi der blev

betalt mere for Bøger end for Tobak og Silke. David havde mange

Forbindelsen langs Grænsen, men Samuel var stolt af at turde regne sig

for hans Yndlingsagent.

Hvad alt dette betød -- hvem de underlige Folk var, som David stod i

Ledtog med, og hvad de egentlig vilde -- kunde Samuel ikke rigtig blive

klog paa. Dreven af sin jødiske Nysgerrighed havde han vel forsøgt at

læse nogle af de revolutionære Pamfletter, som han skulde smugle ind;

men da hans Kundskaber i Russisk kun var yderst mangelfulde, fik han

ikke meget ud af det og opgav klogelig at spekulere videre over Tingene.

Naar en saa klog Mand som David var Part i Sagen, maatte der sikkert

være noget at tjene; hvorledes skulde David ellers kunne betale saa

punktlig og saa rigelig, som han gjorde.

Lokomotivets Fløjten i det fjerne sagde ham, at Petersborgtoget nu var

ved at løbe ind paa Stationen.

»Der er de!« tænkte »Røde Sam«, idet han med Alvorsmine serverede en

Snaps for en Politiembedsmand.

Samuels Værtshus laa noget borte fra Stationen, og de fleste rejsende

tog deres Forfriskninger i nærmere og bedre Lokaler; men der var dog

altid en eller anden, der fandt Vej hen til ham. Han gjorde derfor sine

Forberedelser til Modtagelsen, tørrede Bordene af, inspicerede

Snapsbeholdningen, som stod i en lang Række Flasker langs Væggene, og

placerede sig derpaa selv bag Disken. Værtshuset begyndte at fyldes.

Flere Bønder fra Landsbyen kom ind, ivrig debatterende Begivenhederne

paa Markedet hvorfra de netop vendte hjem. To Gendarmer kom ind for at

drikke en Snaps og satte sig paa Hæderspladsen. Flere andre Kunder

indfandt sig; men David var ikke til at se. Omtrent en Time forløb efter

Togets Ankomst, og han kom stadig ikke. Værten var netop fordybet i sine

Betragtninger over, hvorledes han bedst skulde genoprette det Tab, som

Davids Mangel paa Punktlighed vilde paaføre ham, da han ved at se til

højre opdagede selve Manden i egen Person siddende ganske stilfærdigt

ved samme Bord som de to Gendarmer, hvem han syntes at skænke lige saa

liden Opmærksomhed som de ham. Den unge, fattigklædte Jøde var sandelig

ogsaa den, man mindst skulde betragte med mistroiske Øjne. Som han sad

der, med Blikket tomt rettet ud i Rummet, gjorde han ganske Indtryk af

at være en yderst beskeden Kunde, som ikke var særlig forhippet paa at

forlade et Sted, hvor man sad saa godt og i saa behageligt Selskab.

David var en lille, bredskuldret Mand paa omkring de femogtyve med et

tiltalende, regelmæssigt Ansigt af udpræget jødisk Type, store,

mørkebrune Øjne med et mildt, noget sørgmodigt Udtryk.

Samuel betjente ham, da hans Tur kom, og stillede et Ølkrus hen foran

ham uden ellers at tage nogen Notits af ham. Den unge Jøde betalte for

Øllet, og da han i Ro og Mag havde tømt sit Krus, forlod han Lokalet

lige saa stille, som han var kommen.

Ude paa Gaden drejede David om Hjørnet af Huset og gik ad en Bagdør ind

i Køkkenet, hvorfra han atter kom ud i en mørk Gang. Han strøg en

Svovlstik og gik op ad en Trappe, der førte til et snævert og temmelig

smudsigt Bagværelse, hvor Røde Sam i Almindelighed afgjorde sine

Forretninger.

Værten var der allerede. Da han saa David forsvinde, havde han ogsaa

skyndt sig bort, efter først at have faaet sin Kone til at indtage hans

Plads bag Disken.

»Naa, hvordan gaar det, Sam?« spurgte David. »De ventede mig vel ikke

saa snart?«

»Jeg ventede Dem slet ikke, Hr. David -- eller rettere ikke i Dag. Jeg

tænkte, at De først kom i Morgen.«

»Jeg havde noget at tage Vare paa,« svarede den unge Mand og satte sig i

en Lænestol af tvivlsom Kulør og skrækkeligt Udseende, som stod op imod

Væggen.

Samuel balancerede paa en høj Træstol, som manglede et Ben.

»Er Deres Venner saa med Dem?«

»Ja! -- alle tre! To Mænd og en Dame. Jeg forlod dem hos Foma. Vi ønsker

at være paa den anden Side i Morgen tidlig. De har vel ordnet alt

fornødent?«

»Ja, alt er klart. Klokken otte i Morgen er de derovre uden mindste

Vrøvl. Men -- --.« Sam brød af og gned sin Næse, medens han saa

spørgende paa David.

»Hvad skal det sige?« David saa op.

»Ja, ser De, kære Herre, Tiderne er vanskelige, og Soldaterne meget

begærlige. Jeg har haft uhyre -- ganske frygtelig meget Mas med at faa

dem paa ret Køl,« sagde Samuel og saa alvorsfuldt op i Loftet. »Og jeg

blev nødt til at betale dem mere end -- --.«

»Det har De gjort galt i, min gode Sam, det var en stor Dumhed!« afbrød

David ham i en ligegyldig Tone.

»Saa? Er der noget dumt i at betjene Dem paalideligt?«

»Nej, det er der ikke! Men De maa holde faste Priser. Jo mere man giver,

des mere forlanges der. Husk vel paa det, gamle Ven!«

»Det er nemt nok sagt for Dem, Hr. Stirn,« svarede Smugleren i en

krænket Tone. »Men tror De, at _jeg_ tør fastslaa Reglerne? Det er

Soldaterne, der er Herrer, og ikke mig.«

»En klog Mand maa vide at klare sig,« svarede David med uforstyrrelig

Ro. »Sæt nu,« tilføjede han med et Glimt af Lune i Øjet, »at De en Dag

kom og forlangte højere Betaling end den, vi var bleven enige om. Jeg

siger ikke, at De vil gøre det; men lad os nu antage, at De gjorde det.

Nuvel, hvad tror De, at jeg vilde svare Dem? Min gode Sam, Fisken gaar,

hvor Vandet er dybest, og Køberen, hvor Varen er billigst. Grænselinien

er lang, og der er mange Soldater. Hvis den ene ikke vil, saa vil den

anden. Eller har jeg maaske ikke Ret?«

David smilede godmodigt og begyndte at stoppe sin lille Snadde. Han

havde selvfølgelig straks forstaaet, hvor Samuel vilde hen, og var fast

bestemt paa ikke at give efter; men han holdt ikke af at optræde barskt,

saa længe han kunde undgaa det. Han vedblev derfor, som om intet var

forefaldet:

»Naa, hvorledes har saa Familien det? Det har jeg jo glemt at spørge

om.«

»Jo Tak, godt!« svarede Sam mut; det var ikke hans Agt saa hurtig at

opgive Ævret.

»Er der ellers passeret noget nyt i Landsbyen?« spurgte David

uforstyrret videre.

»Aa jo, der er vel det,« svarede Smugleren i samme gnavne Tone og

fortalte saa en Del Nyheder, der skulde vise, hvor alvorlig Situationen

ved Grænsen var.

»Har De hørt, at Isak er kommen tilbage?« spurgte David og udsendte en

stor Røgsky.

Sams Mod faldt. Isak var en dreven Smugler og højt anset iblandt

Fællerne. David havde af og til benyttet ham, og Sam var altid angst

for, at Isak skulde stikke ham ud.

»Er han det?« sagde Sam klejnmodigt. »Det vidste jeg ikke af.« Han saa

forskende hen paa sin Gæst, men Davids Ansigt var ubevægeligt.

»Jeg hørte det nede hos Foma!«

»Saa er der intet Haab mere,« tænkte Samuel; »med den Mand kommer du

ingen Vegne.«

»Har Deres Folk megen Bagage?« spurgte han derpaa højt i fuldstændig

Forretningstone, som om intet var forefaldet.

»Nej, kun en Bagatel! Deres Dreng kan bære det hele.«

»Saa sender jeg ham i Morgen ned til Foma. Pengene udbetales altsaa paa

den anden Side?«

»Ja! Men husk paa ikke at tage imod noget som helst af dem -- kun en Lap

Papir, som De bringer mig, og hvoraf jeg faar at vide, at de er komne

sikkert over.«

Sam nikkede tavst. Det var atter en af Davids Særheder, som han

gennemførte med ubøjelig Strenghed.

Den krænkede Smugler strøg Haaret fra Panden og gav sig til at spørge om

Vejret i St. Petersborg, for at komme ind paa et andet Samtaleemne. Men

hans daarlige Humør forsvandt med ét Slag, da hans Gæst spurgte ham, om

han kunde holde skarpt Udkig paa sin Post i Løbet af den følgende

Maaned.

»Jeg skal over Grænsen,« forklarede den unge Jøde, »og har en Mængde

Ting, som jeg skal have ind i Landet.«

Sam smækkede med Læberne, dette vilde blive fuld Oprejsning for hans

skuffede Forhaabninger nu. Forøvrigt gjorde han ingen Spørgsmaal; thi

han vidste, at David ikke holdt af det og kun fortalte, hvad han vilde.

De samtalede endnu en Stund om de forskellige Forholdsregler, der skulde

tages, og skiltes som fine Venner.

David begav sig tilbage til Fomas Hus, hvor hans Ledsagere havde

indrettet sig for Natten. Husets Herre lukkede ham selv ind og fortalte

paa hans Spørgsmaal, at alt var i Orden, man havde spist til Aften, og

Selskabet var gaaet til Ro. De to Mænd sov i Værelset ud til Gaden og

Damen ovenpaa i hans Datters Kammer. David takkede ham og gik ind til

sine Venner. Han plejede altid ved Lejligheder som denne at bo hos Foma,

omendskønt Sengelejet, som bødes ham der, kun bestod af en Træbænk. Men

Foma var Stedets _sotsky_ -- en Slags landlig Politimand, og hans Stue

havde den Fordel at være et sikkert Opholdssted.

Da David var kommet ind i Værelset, undersøgte han alt med samme

Nøjagtighed som en vagthavende Officer. Vinduesskodderne var lukkede for

at skjule de rejsende for nysgerrige Blikke, og al Bagagen, hans egen

Lærredssæk indbefattet, var sammenstablet i et Hjørne af Værelset. Hans

Kammerater laa, trætte af den lange Rejse, i tryg Søvn paa Bænkene langs

Væggene. Alting var i Orden.

Næste Morgen, da Solen tittede ind gennem Sprækkerne i Skodderne, var

David første Mand paa Benene. Han klædte sig hurtig paa, og aabnede

Vinduesskodderne; de to andre vækkedes af hans muntre Stemme og var

ligeledes snart i Tøjet.

Ostrogorsky, den ældste af dem, var en midaldrende Mand, mager og med

bøjet Ryg og et sygeligt, hentæret Udseende. Han var for flere Aar siden

for en eller anden ubetydelig Forseelse bleven forvist til en afsides

liggende By ved Volga, og var nu flygtet fra sit paatvungne Opholdssted

for at bosætte sig i Udlandet.

Den anden, en ung, kraftig Mand paa treogtyve Aar, ved Navn Sazepin, var

en af Davids Med-Sammensvorne; han havde beklædt en underordnet Stilling

i et Linieregiment, men var efterhaanden bleven saa mistænkeliggjort,

at Ligaen mente det var bedst, at han »forsvandt« en Tid.

»Skynd jer lidt, Kammerater!« sagde David. »I skal have meget udrettet i

Dag og har ingen Tid at spilde. Nu skal jeg sørge for Frokosten.«

Udenfor traf han den tredje af Selskabet, Annie Vulitch, en Pige paa

nitten Aar, indviklet som Medvider i nogle Uroligheder af ikke politisk

Art.

Da Politiet havde nægtet hende et Pas til Udlandet, havde David

beredvilligt lovet hende at skaffe hende over Grænsen, saa snart der

gaves Lejlighed dertil.

Frokostmaaltidet var saa rigeligt, som Fomas Spisekammer paa nogen Maade

tillod. Dette var en af Davids Egenheder. Fuldstændig ligegyldig over

for sine egne Fornødenheder, drog han en -- til Tider -- næsten

latterlig Omsorg for dem, der var betroet til hans Førelse. Teen lavede

han altid selv; han førte bestandig et Forraad med sig i Rejsetasken,

fordi den Te, man købte undervejs, baade var ham for dyr og for daarlig.

Maaltidet forløb livligt. Alle var i denne egne, ophidsede Stemning, som

stærk Spænding og Følelsen af forestaaende Fare fremkalder. De kunde

ikke faa ud af deres Hoved, at det at komme over Grænsen fra Czarens

Rige ikke var en overmaade farlig Historie, endskønt David forsikrede

dem, at det var den letteste Sag af Verden. Der var i Hundredevis af

rejsende, der passerede Grænsen hemmeligt, simpelthen for at spare

Udgifterne ved et Rejsepas; og politisk mistænkte kunde komme lige saa

nemt derfra som alle andre, naar der da ikke var noget ganske særligt

paafaldende ved deres Ydre.

»Det er meget muligt,« bemærkede Annie Vulitch med en let Rødmen; »men

der er dog mange, der er blevne arresterede ved Grænsen.«

Hun var lidt beklemt til Mode; thi hun havde aldrig før været i en

lignende Situation.

»Det har De Ret i!« svarede David med Indignation i Stemmen. »Men hvis

har Skylden været? Ene og alene deres egen! En Tosse kan drukne i en

Spand Vand ved at holde Hovedet ned i den.«

Deres Samtale blev afbrudt ved, at Røde Sam traadte ind.

»Alt er i Orden, Herre. Vi kan straks drage af Sted, hvis det passer

Dem. Her er to Pas for Herrerne, og Damen faar min Datters -- hun møder

os paa Vejen til Færgen.«

David oversatte Samuels Ord paa Russisk og rakte Vennerne de to Pas. Det

var ikke almindelige Rejsepas, men et Slags Certificat, som udfærdiges

for Folk, der bor ved Grænsen og i Forretningsanliggender er nødsagede

til ofte at rejse frem og tilbage. Enhver af dem skyndte sig med at

aabne sit Pas for at lære det Navn at kende, under hvilket han skulde

bringes over paa den anden Side. Det gav et Sæt i Sazepin, og han raabte

vredt hen imod Smugleren:

»Hvad er det for noget Kludder? Det er jo et Pas for en Dame!«

»Det er sandt nok,« svarede Samuel roligt, »men hvad gør det?«

Ostrogonsky og David tittede nu ogsaa i Passet. Jo, ganske rigtigt!

I Passet stod der skrevet med store Bogstaver: »Sara Halper, Enke efter

Købmand Salomon Halper, fyrretyve Aar.«

De brast alle i Latter, Sazepin med. Han havde under sin revolutionære

Løbebane benyttet mange forskellige Pas og spillet mange forskellige

Roller; men det var første Gang, at han skulde optræde som en Enke paa

fyrre, og han gjorde Indsigelse imod denne Forvandling.

»Det maa De lave om,« sagde han til Sam, »jeg kan umuligt gaa for en

Enke.«

Samuel løftede højtidelig sine Hænder som en Kerub sine Vinger, og sagde

med et Blink i Øjet:

»Hvorfor ikke? Med Guds Hjælp kan De det!«

Sazepin, som ikke havde en saa blind Tro til Forsynet, protesterede; men

David, der morede sig over sin Vens Ivrighed, blandede sig nu i Sagen.

»Bryd dig bare ikke om Enken,« sagde han. »Du skal se, det gaar nok.«

Sazepin trak paa Skuldren; hvorledes man vilde lade ham passere for en

fyrretyveaarig Matrone, gik over hans Forstand; men da David syntes at

være indviet i Hemmeligheden, antog han, at Sagen var klar nok, og man

gjorde sig nu færdig til Opbrud.

I Døren mødte de et af Samuels Børn, der leverede Søsterens Pas til

Annie Vulitch.

»Se saa, nu er alt i Orden!« bemærkede David. Man trykkede hinanden

hjerteligt i Haanden og skiltes. Sazepin og Smugleren gik først, derpaa

kom de to andre i nogen Afstand, for ikke at tiltrække sig Opmærksomhed.

Efter tyve Minutters Vandring var de ved en usselig, smudsig lille Bæk,

ikke dybere, »end at en Høne i Tørkevejr kunde klare den«, som man siger

i Rusland. Paa begge Sider strakte der sig en flad, ensformig Slette,

hvor det gule Jordsmon tittede frem mellem det sparsomme, grønne Græs.

Paa begge Bredder var der Klynger af Mænd og Kvinder. En fladbundet

Pram, der lignede en gammel Kæmpetøffel, flød paa Vandet. En graahaaret,

højtidelig udseende Politibetjent med meget rødt Ansigt og Sabel ved

Siden stod posteret ved Bredden som Lovens Haandhæver.

Saa snart som Prammen var naaet til Bredden og tømt for sine Passagerer,

sprang vore rejsende paa et Tegn af Sam ned i den, efterfulgt af en halv

Snes Mænd og Kvinder, der var ved at skubbe hverandre over Bord i deres

Iver for at komme med.

»Stop!« raabte Politimanden og skubbede Mængden tilbage. Idet han vendte

sig imod dem i Baaden, sagde han i bydende Tone: »Deres Pas!«

Thi her var Grænsen, den venstre Bred af den lille, smudsige Strøm var

Rusland, den højre Tyskland.

Passene kom frem i en Fart og blev i en Bunke rakt den frygtindgydende

Cerberus. Med Fingren i Luften talte han Hovederne i Baaden og derpaa

Passene; Tallene stemmede. Saa rakte han den nærmeste Passager Bunken og

raabte: »Alt i Orden!« hvorpaa Færgemanden, som hverken havde Ror eller

Aare, gav Rusland et velrettet Spark for i næste Øjeblik at lande i

Tyskland. Passagererne sprang i Land. Alt var overstaaet; man var i

Europa, uden for Czarens Rige.

»Det gik jo nemt nok,« sagde Annie med et Smil. De følte sig alle

befriede fra en Byrde, og under højrøstet Samtale gik de videre til den

Landsby, hvor de skulde vente paa David. Havde de været noget mindre

optagne af sig selv, vilde de have bemærket en ung, tarvelig klædt Mand

med mørke Øjne og blegt Ansigt, som idet han kom gaaende ned ad Gaden,

uvilkaarlig fo'r sammen ved at høre det russiske Sprog. Det var Andrey,

som allerede for fulde fem Dage siden var kommet hertil efter Ordren i

Georgs Brev. Time efter Time havde han ventet paa David -- hvem han

skulde træffe her --, og han var ved at forgaa af Kedsomhed.

Han gættede øjeblikkeligt, at disse tre maatte være Nihilister i Davids

Følge, og følte sig stærkt fristet til at tiltale dem, men betvang sig.

Det kunde jo muligvis være fremmede, og Forsigtighed skader ikke. Hvis

det virkelig var Venner af David, vilde David ikke heller lade vente

længe paa sig.