I. KAPITEL.

I det lille Værtshus i Genf, hvor Russerne plejede at have deres

Tilhold, nød Helene hurtigt sit beskedne Aftensmaaltid uden som

sædvanlig at drikke en Kop Kaffe dertil -- en Luksus, hun ikke havde

nægtet sig lige siden den Dag, hun havde faaet sine Elever i Russisk.

Men i Aften maatte hun skynde sig; et længe ventet Brev fra Rusland laa

gemt i hendes Lomme. Hun havde for et Øjeblik siden faaet det af den

gamle, hvidhaarede Urmager, til hvem hele hendes udenlandske

Korrespondance blev adresseret, og hun brændte af Utaalmodighed efter at

erfare de Nyheder, som det i al Almindelighed maatte indeholde, og efter

at faa det overbragt til sin Ven Andrey, hvem det dog fornemmelig angik.

Hun vekslede nogle Ord med en anden landflygtig, krydsede imellem de

mange Rækker smaa Borde, ved hvilke der overalt sad Mænd i

Arbejdsbluser, og naaede ud paa Gaden. Klokken var kun halvsyv, hun var

sikker paa at træffe Andrey hjemme. Han boede i Nærheden, og efter fem

Minutters Forløb befandt Helene sig uden for hans Dør. Hendes smukke,

noget stillestaaende Ansigt havde faaet en let Farve af den hurtige

Gang.

Andrey var alene, i Færd med at gøre Uddrag af en Statistik, som han

benyttede til Grundlag for den Artikel, han hver Uge skrev til et

russisk Provinsblad. Han vendte Hovedet og rejste sig med udstrakt Haand

for at byde sin Gæst velkommen.

»Her er et Brev til dig!« sagde Helene, idet hun gav ham Haanden.

»Naa, endelig!« udbrød han.

Andrey var en Mand paa seks-syv og tyve Aar med et alvorligt, godmodigt

Ansigt, lidt skarpt og regelmæssigt i Trækkene. Over hans Pande laa Spor

af tidlige Sorger, og hans Øjne var ualmindelig dybe og tankefulde, men

dette forringede ikke det Indtryk af Ro og Bestemthed, man fik af hele

hans kraftige, velformede Skikkelse.

Der gled en let Rødme over hans Pande, idet hans slanke, muskelstærke

Fingre med nervøs Hast rev Konvolutten op og fremdrog et stort Ark

Papir, bedækket med Linier i vid Afstand fra hinanden, skrevne med en

uregelmæssig, sammentrængt Haandskrift.

Helene, der ikke syntes at være mindre utaalmodig end han, gik hen til

ham og lagde Haanden paa hans Skulder for ogsaa at kunne læse i Brevet.

»Det er bedre, at vi sætter os ned, Helene!« sagde den unge Mand. »Du

skygger for Lyset med dine Krøller!«

Det mere end tarvelige Værelse var kun sparsomt oplyst af en eneste

Lampe, dækket af en grøn Papirskærm, saaledes at kun en Del af

Brædegulvet, Benene paa nogle simple Stole og den nederste Del af en

Mahogni Kommode -- Værelsets fornemste Prydelse -- var helt oplyst.

Væggene, som var betrukne med gult Tapetpapir og prydede med et billigt

Litografi af den schweiziske General Dufour, et Landskab, et Fotografi

af Værtindens afdøde Ægteherre og hendes Eksamensbevis fra Skoletiden,

indfattet i Glas og Ramme, var hyllede i et diskret Tusmørke, meget

klædeligt for disse Kunstværker, men umuligt at læse i.

Andrey stillede endnu en Stol hen til det runde Spisebord, som var

dækket med Bøger og Papirer, og drejede Lampeskærmen saaledes, at det

Hjørne, han plejede at bruge som Skrivebord, var helt oplyst. Helene

satte sig ved Siden af ham og saa nær, at hendes Haar undertiden berørte

hans; men ingen af dem ænsede det, saa optagne var de af deres Tanker.

Helene var den første, der talte; med en Kvindes hurtige Blik var hendes

Øjne lynsnart gledne hen over Papiret.

»Der staar intet i det Brev!« udbrød hun. »Bare Snak! Det er ikke Umagen

værd at spilde sin Tid med at læse det!«

Hendes Udtalelse syntes, hvor besynderlig den end kunde lyde, ikke at

anfægte hendes Kammerat; thi han svarede roligt:

»Vent bare! Jeg kender Georgs Haand, og han plejer i Almindelighed at

have noget særligt at bemærke. Det vil i hvert Fald ikke tage lang Tid

at læse det.«

... »Min kære Andrey Anempoditstovitsch, jeg vil i al Skyndsomhed

fortælle dig -- -- hm! hm! -- -- grundet paa den ualmindelige strenge

Frost -- -- hm! hm! -- -- Faarene og Ungkvæget -- -- hm!« mumlede

Andrey, idet han hurtigt gled hen over Linierne.

»Naa, her kommer noget om Familien -- -- -- Lad os se, hvad han

skriver!«

»Med Hensyn til min Familie -- --« Andrey læste med monoton, refererende

Stemme -- -- »kan jeg fortælle dig -- -- min Søster Kate har giftet sig

-- -- -- hvem hun lærte at kende i Efteraaret -- -- han viste sig at

være en Mand uden Principper eller Æresbegreber, som -- -- -- og værre

endnu -- -- -- bundulykkelig -- -- Jeg vilde aldrig have troet om hende

-- -- Fader er meget nedbøjet og -- graahaaret. Vort eneste Haab er den

alt lægende Tid, alle ulykkeliges barmhjertige Trøster -- -- --«

Den patetiske Sætning blev afbrudt af et lystigt Latterudbrud af Helene

eller Lene, som hendes Ven kaldte hende.

»Det er let at se, at det er skrevet af en Digter!« sagde hun.

Uden at lade sig anfægte af hendes malplacerede Lystighed fortsatte

Andrey i noget hurtigere Tempo og mumlede Slutningen af Brevet mellem

Tænderne.

»Nej, du har Ret! Det er ikke værd at læse,« sagde han, uden dog at vise

noget Tegn paa synderlig Skuffelse, men saa sig om i Værelset, som om

han søgte efter noget.

»Der er den!« udbrød han og greb en lille, sort Flaske, der stod paa

Kamingesimsen ved Siden af den lille Spirituslampe, hvorpaa han kogte

sin Te om Morgenen.

Helene rakte ham en Glasbørste, medens han omhyggeligt glattede Brevet

ud. Derpaa dyppede han Børsten ned i Flasken og lod den et Par Gange

glide hen over Papiret foran sig.

De sorte Linier, skrevne med almindeligt Blæk, forsvandt, som fortærede

af den ætsende Saft. Et Øjeblik vedblev Papiret at være tomt, men saa

blev pludseligt alt Liv og Bevægelse. Som draget frem af en usynlig

Haand myldrede det frem overalt -- her, der og alle Vegne! Bogstaver,

Ord, Sætninger formede sig og stillede sig i Rækker som et Kompagni

Soldater, der, naar Alarmsignalet lyder, styrter ud af deres Telte for

at indtage deres Plads i Geledderne.

Saa ophørte Bevægelsen; Bogstaverne stod stille. Hist og her ude i

Randen kæmpede endnu et enkelt forsinket Ord eller Bogstav for at bryde

sin Vej igennem det tynde Dække, hvorunder det laa skjult, og smuttede

ubemærket paa sin Plads ved Siden af sine mere rapfodede Kammerater; men

den øverste Del af Arket var i fuldstændig Orden. I Stedet for de

tidligere intetsigende Ord stod der nu tætsluttende Rækker, skrevne med

en fast, sikker Haand, parate til at aabenbare det Budskab, de saa

trofast havde bragt det unge Par, der nu med blussende Kinder og

tindrende Øjne stod lænede over Bordet.

»Lad mig læse det for dig!« udbrød Helene, og førend Andrey kunde faa

sagt et Ord eller paa anden Maade forsvare sin Ejendomsret, havde hun

grebet Brevet og begyndt at læse:

»Kære Broder! Vore Venner har overdraget mig at besvare dit Brev og sige

dig, hvor fuldstændig vi alle billiger dit Ønske om at vende tilbage til

Rusland. Jeg kan forsikre dig om, at Længslen efter at se dig iblandt os

har været stærkere, end du formoder. Men vi har tøvet med at kalde dig

tilbage, fordi vi kun alt for vel kendte de Farer, som du i Særdeleshed

er udsat for her. Vi vilde vente til det yderste med at sende Bud efter

dig. Nu er dette Øjeblik imidlertid kommet.

»Selvfølgelig kender du gennem Aviserne vore sidste Sejre, men du ved

rimeligvis ikke, hvor dyrt de er købte! Vor Liga har haft svære Tab;

nogle af vore bedste Folk er omkomne. Politiet tror, at de fuldstændig

har knust os; men selvfølgelig skal vi nok arbejde os op igen. Der er

mange rede til at slutte sig til os; men de er endnu uprøvede. Vi kan

ikke længer undvære din Hjælp, derfor kom! Vi venter alle med Længsel

paa dig, de gamle Venner, som ingen Sinde har glemt dig, og de nye, som

er lige saa utaalmodige som vi efter at byde dig velkommen iblandt os.

Kom altsaa saa hurtig, som du kan!«

Helene standsede. Hun glædede sig paa Andreys Vegne; thi hun var ham en

god Ven, og idet hun saa op paa ham, ligesom indesluttede hun ham i et

Blik fuldt af Forstaaelse og Godhed.

Men hun saa kun hans tætklippede, sorte Haar, stift som en Hestemanke.

Han havde trukket sin Stol lidt væk fra Bordet og lænede sig over dens

Ryg med Hagen støttet i Haanden, tilsyneladende hensunken i Beskuelsen

af nogle Render i de Fyrretræs Gulvbræder. Hun fortsatte sin Læsning.

Brevet omhandlede temmelig bredt flere mere abstrakte Sager, paaviste

derpaa de betydelige forandringer, der i den senere Tid var foregaaede i

den praktiske Politik, og nævnede de foreløbige Forholdsregler, Partiet

i den Anledning agtede at tage.

»Alt dette,« sluttede den skrivende, »vil vistnok forbavse dig -- ja

maaske endog i Begyndelsen krænke dig; men jeg tvivler ikke om, at du

som en praktisk Arbejder i Sagen i Løbet af kort Tid vil indse det

rigtige deri -- --«

Her maatte Helene vende Bladet og blev brat afbrudt i sin Læsning ved

det første fingerede Brevs meningsløse Indhold. Hun havde glemt, at

denne Side endnu ikke var vasket bort, og det virkelige Indhold saaledes

endnu ikke kommet til Syne. De første Ord, som hun saaledes uvilkaarlig

læste, virkede paa hende som en kaad Farce midt i et Sørgespil.

Hun greb Børste og Flaske og vædede de tiloversblevne Sider. I Løbet af

nogle faa Minutter var de undergaaede samme Forandring som den første;

dog havde de et noget andet Udseende. Den sædvanlige flydende

Haandskrift blev her afbrudt af lange Rækker Cifre, som øjensynlig

indeholdt ganske særlig vigtige Meddelelser. Cifferskriften benyttedes

som yderligere Forsigtighedsregel over for Politiet, for det Tilfældes

Skyld, at det skulde fatte Mistanke til Brevet og ikke nøjes med at

gennemlæse det, men benytte kemiske Præparater for at se, on det

muligvis skulde indeholde skjulte Meddelelser. Cifferskriften var i

Begyndelsen anvendt lejlighedsvis, idet enkelte Grupper af store,

tætskrevne Figurer ragede op over den almindelige Haandskrifts

regelrette Linier som Buske og Træer paa en Græsmark; men efterhaanden

blev Cifrene talrigere, indtil de midt paa tredje Side dannede en hel

tæt Skov, som en Logaritme-Tabel, uden nogen som helst Interpunktion

eller Afbrydelse.

»Se dog Andrey! Det er en hel Svir for dig!« udbrød Helene og pegede paa

Cifrene. »Jeg er vis paa, at Georg har anvendt dem saa rigelig bare for

at glæde dig!«

»En smuk Vennetjeneste!« svarede Andrey. Han hadede at tyde Cifferskrift

og plejede at sige, at dette Arbejde for ham var en Slags korporlig

Revselse.

»Ved du hvad!« vedblev han, »dette Stykke Arbejde vil tage os mindst

seks Timer!«

»Aa nej, ikke slet saa længe, du dovne Fyr! Vi to tilsammen skal nok

klare det paa langt mindre Tid.«

»Men jeg er kommen noget ud af Øvelsen. Du maa skrive Nøglen op for

mig!«

Helene gjorde straks, hvad han bad om; hvorpaa de -- hver især bevæbnede

med et Ark Papir -- satte sig til Arbejdet. Det var langt fra let gjort.

Georg plejede at bruge Partiets dobbelte Cifre; de oprindelige Figurer i

Brevet skulde ved Hjælp af en Nøgle omdannes til andre Figurer, og disse

igen ved en anden Nøgle tydes i Ord. Denne Forvandlingsproces fordrede

en uendelig Mængde Tegn for hvert enkelt Bogstav i Alfabetet, men havde

den Fordel at gøre Cifrene absolut sikre mod Opdagelse, selv over for

Politiets allersnildeste Forsøg. Men hvis der i denne Skrivemaade var

indløbet blot den ringeste Fejl, blev den ofte til et Mysterium ogsaa

for den, for hvem den var bestemt.

Som det sømmer sig for en Digter, var Georg langtfra noget særligt

Mønster paa Agtpaagivenhed og Paapasselighed, og hans Venner blev ofte

drevne til Fortvivlelse over hans Breve. Enkelte af hans Cifre nægtede

med sand Haardnakkethed at blive til andet end stønnende, pustende,

hvæsende Stavelser, af hvilke det syntes rent utænkeligt at forme et

kristent Ord. Og som for rigtig at drille forekom disse Hieroglyffer

altid paa Steder, hvor hvert Ord var eller syntes at være af

allerstørste Vigtighed og Interesse.

Uden Helenes Hjælp vilde Andrey ofte have fortvivlet; men den unge Pige

var en øvet Ciffer-Læser og havde et eget Talent til at gætte, hvad der

manglede. Naar han ganske modløs foreslog hende at opgive denne eller

hin Sætning som haabløs, tog hun begge Ark Papir i sin Haand og gættede

ved en Slags Inspiration, hvor det var, at Georg havde gjort Fejl.

I mindre end to Timer havde de tydet de spredte Cifre i Brevet. De gav

Oplysning on de nærmere Enkeltheder ved Andreys Rejse, idet de nævnede

Navne og Adresser paa de Folk, som han skulde henvende sig til ved

Ankomsten til St. Petersborg og ved den russiske Grænse. Andrey afskrev

omhyggeligt alle Adresserne paa et lille Stykke Papir, som han gemte i

sin Portemonnæ, for at lære dem udenad, inden han rejste.

Nu havde de den samlede Mængde Cifre tilbage at tyde. De forstod, at det

nu drejede sig om et andet Tema, sandsynligvis af en særlig farlig og

kompromitterende Natur, siden den skrivende havde gjort sig den

Ulejlighed at omskrive hvert eneste Ord i Cifre.

Hvilke blodige Hemmeligheder kunde ikke denne Skov skjule? Andrey

stirrede paa den, opsat paa at gætte. Men Skoven bevarede trofast sin

Hemmelighed og saa trods sin lunefulde Forskelligartethed irriterende

monoton og stum ud.

Efter nogle faa Øjeblikkes Hvile, gav de sig med fornyet Iver i Lag med

deres Arbejde og tydede -- Stump for Stump -- den skjulte Mening.

Som det endelige Resultat af Decifreringen nedskrev Andrey møjsommeligt

Bogstav paa Bogstav. Naar han havde Ord nok til en Sætning, læste han

den højt for sin Hjælperske. Men allerede de første Ord berørte ham saa

smerteligt, at han ikke var i Stand til at afvente Slutningen af

Sætningen.

»Jeg er vis paa, at der er noget galt fat med Boris!« udbrød han. »Se

engang!«

Helene saa hurtigt ned paa Papiret, som han rakte hende, og derpaa paa

sit eget. Det var uden for al Tvivl -- det drejede sig om Boris -- en af

Partiets dygtigste og mest indflydelsesrige Mænd --, og Begyndelsen af

Sætningen klang uhyggeligt nok -- værre endnu, end Andrey formodede; thi

hun gættede straks, hvilke to Bogstaver der vilde følge; men hun tav

klogelig stille og vedblev at diktere.

»Fem -- tre --.«

»Syv -- ni,« svarede Andrey og saa i Nøglen efter Bogstavet.

»Skynd dig!« raabte Helene utaalmodigt. »Ser du ikke, at det er et _a_?«

Det ildespaaende _a_ blev nedskrevet af Andrey.

Det følgende Bogstav var et _r_, hvilket var endnu værre.

Det tredje, det fjerde og det femte Bogstav blev skrevet, og deres

sidste Tvivl -- hvis de i det hele taget havde haft nogen -- forsvandt.

Uden at veksle et eneste Ord mere vedblev de med feberagtig Iver at tyde

Skriften, og efter nogle Minutters Forløb læste de begge, -- sort paa

hvidt:

»Boris er for nylig bleven arresteret i Dubravnik.«