Hvorledes Brigaderen kom til Mørkets Slot.
Endskønt jeg var Brigadechef, da vore Krige var endte, og stod for Tur
til at blive Divisionsgeneral, er det dog altid til mine unge Dage, jeg
vender tilbage, naar jeg mindes mit Soldaterlivs Glæder og Farer. I vil
forstaa, at naar en Officer har mange Mænd og Heste under sig, har han
altid fuldt op at gøre med Rekrutter og Indkvartering, Foder og Seletøj,
saa selv om han ikke staar Ansigt til Ansigt med Fjenden, kan Livet være
surt nok endda. Men er han kun Løjtnant eller Kaptajn, er der intet,
der trykker ham, uden Epauletterne paa hans Skuldre, og saa kan han
klirre med Sporene og svinge sin Dolman, tømme sit Glas og kysse sin
Pige, som han vil, uden at tænke paa andet end Tilværelsens Glæder. Det
er i den Tid, han oplever sine Eventyr, og det er til den Tid, jeg vil
søge tilbage, naar jeg fortæller om mine Tildragelser. Jeg vil i Aften
fortælle Jer om mit Besøg i Mørkets Slot, om Underløjtnant Durocs
sælsomme Mission og den frygtelige Historie om den Mand, der en Gang var
kendt under Navnet Jean Carabin og sidenhen som Baron Straubenthal.
I maa vide, at i Februar 1807, straks efter Danzigs Indtagelse, blev det
overdraget Major Legendre og mig at føre firehundrede Remonter fra
Prøjsen til Polen. Det haarde Vejr og særlig det frygtelige Slag ved
Eulau havde dræbt en Mængde Heste, saa det saa næsten ud, som om vort
prægtige tiende Husarregiment skulde blive forvandlet til en ny Afdeling
Let-Infanteri. Baade Majoren og jeg vidste derfor, at vi vilde være
velkomne i Fronten. Imidlertid gik Transporterne ikke særlig hurtigt
fremad, thi Sneen laa favnehøjt, Vejene var frygtelige, og vi havde kun
tyve Invalider til at hjælpe os.
Vi kom over Vistula lige overfor Marienwerder og var naaet saa langt som
til Risenberg, da Major Legendre traadte ind i mit Værelse paa Posthuset
med et aabent Brev i Haanden.
"De skal forlade mig!" sagde han mismodig.
Egentlig gjorde det mig ikke ondt. Jeg hilste i Tavshed.
"Dette er en Ordre fra General Lasalle," fortsatte han. "De skal
øjeblikkelig tage til Rossel og melde Dem i Regimentets Hovedkvarter."
Intet Budskab kunde have fornøjet mig mere end dette. Jeg var vel
anskreven hos mine Overordnede, og det stod mig klart, at Lasalle ved at
afgive denne Ordre, vilde give til Kende, hvor ukomplet min Eskadron var
uden mig. Paa den anden Side kom Ordren imidlertid i et ubelejligt
Øjeblik, thi Postmesteren havde en Datter, -- et af disse elfenbenshvide,
sorthaarede polske Pigebørn, -- som jeg godt kunde lide at stifte nærmere
Bekendtskab med. Imidlertid er det ikke tilladt Bonden at tænke, naar
Skakspillerens Fingre flytter ham frem paa Brædtet. Jeg gik derfor
øjeblikkelig ned og sadlede min store Hest, Rataplan, hvorefter jeg
begyndte min ensomme Rejse.
Det var en blandet Fornøjelse at ride gennem det fattigste og styggeste
Land i Evropa, men jeg havde foroven en skyfri Himmel med en straalende
Sol, der kastede sit Lys hen over endeløse Snemarker. Min Aande
fortættede sig i den kolde Luft, og Rataplan udsendte to Dampstraaler
fra sine Næsebor, medens en lille Istap nu og da faldt til Jorden fra
dens Bidsel. Jeg lod den trave lystigt af Sted, for at den kunde holde
Varmen. For mit eget Vedkommende havde jeg for meget at tænke paa til
at lægge Mærke til Kulden.
Imod Nord og Syd strakte sig de store Sletter, hvor der nu og da saas
enlige Klynger af Fyrre- og Lærketræer. Hist og her laa der nogle
Smaa-hytter, men det var kun tre Maaneder siden, at Storarméen var
kommen denne Vej, og I ved, hvad det betyder for et Land. Det er sandt,
at Polakkerne var vore Venner, men af Hærens hundrede tusind Mand havde
kun Garden Vogne, mens Resten maate klare sig, som de bedst kunde. Det
forbavsede mig derfor ikke, at jeg ikke fik Øje paa Liv noget Sted, ej
heller, at der ingen Røg steg op fra Skorstenene paa de tavse Hytter.
Landet, hvorigennem den store Hær var draget, var mærket, og det blev
almindelig sagt, at selv Rotterne døde af Sult, hvor Kejseren havde ført
sine Mænd.
Ved Middagstid var jeg naaet til Landsbyen Saalfeldt, men da jeg befandt
mig paa Hovedvejen til Osterode, hvor Kejseren overvintrede, og hvor syv
Divisioner laa i Lejr, var Vejen overfyldt med Vogne og Kærrer,
Artilleritransporter og Kurerer og af den bestandige Strøm af Rekrutter
og Marodører, saa at jeg blev opholdt i Uendelighed. Det var derfor med
oprigtig Glæde, at jeg fandt en lille Sti, der førte igennem en
Granskov. Ved Korsvejen laa der et lille Herberge og en Patrulje af
Conflans' Husarer -- det samme Regiment, for hvilket jeg senere blev
Oberst -- var i Færd med at stige til Hest. Paa Trappen stod dens
Officer, en bleg ung Mand, der mere lignede en grøn Teolog end Chefen
for de Fanden-i-Voldske Karle omkring ham.
"God Dag, min Herre!" sagde han, da jeg standsede min Hest.
"God Dag!" svarede jeg. "Jeg er Løjtnant Gerard af tiende Regiment."
Jeg kunde læse i hans Ansigt, at han havde hørt mit Navn tidligere. Gud
og hver Mand kendte mig efter min Duel med de seks Fægtemestre.
"Jeg er Underløjtnant Duroc af tredje Regiment," præsenterede han.
"Nylig udnævnt?" spurgte jeg.
"Sidste Uge!"
Jeg havde nok tænkt mig det, at dømme efter hans blege Ansigt og den
Maade, hvorpaa han tillod sine Folk at føre sig. Imidlertid var det ikke
saa længe siden, jeg selv havde lært, hvad det vil sige, naar en
Skoledreng skal kommandere hærdede Veteraner, der har deltaget i lige
saa mange Slag som han selv tæller Aar. Jeg bebrejdede derfor ikke
Knøsen det mindste, da jeg saa, at hans Folk tog den med stor Ro, men
sendte dem blot et Blik, der fik dem til at rette sig i Sadlen.
"Maa jeg spørge, om De skal ad Vejen mod Nord?" spurgte jeg.
"Min Ordre lyder paa, at jeg skal patruljere saa langt som til
Ahrensdorf," svarede han.
"Saa vil jeg med Deres Tilladelse gøre Dem Følgeskab saa langt,"
bemærkede jeg, "thi den længste Vej bliver i dette Tilfælde den
hurtigste."
Og dette viste sig ogsaa at være Tilfældet, thi denne Vej førte bort fra
Hæren ind i et Land, der var besat af Kosakkerne, og den var lige saa
øde, som den anden var befærdet. Duroc og jeg red i Spidsen med vore
seks Husarer klaprende efter os. Han var en skikkelig Fyr, denne Duroc,
med Hovedet fuldt af alt det Sludder, man lærer paa Militærskolen i St.
Cyr. Han vidste bedre Besked om Alexander og Pompeji end om at blande en
Hests Foder eller pleje dens Ben. Men en prægtig Dreng var han som sagt,
og det morede mig at høre ham snakke løs om sin Søster Marie og sin
gamle Moder i Amiens. Kort efter befandt vi os i Landsbyen Hayenau.
Duroc red op foran Posthuset og spurgte efter Postmesteren.
"Kan De sige mig," sagde han, "om der her i Nabolaget bor en Mand, der
kalder sig Baron Straubenthal?"
Postmesteren rystede benægtende paa Hovedet, og vi fortsatte vor Vej. Da
min Kammerat imidlertid i den næste Landsby gentog det samme Spørgsmaal
med det samme Resultat, kunde jeg ikke lade være at spørge ham om, hvem
denne Baron Straubenthal var.
"Han er en Mand," sagde Duroc, medens en pludselig Rødme fløj over hans
ungdommelige Ansigt, "med hvem jeg har et vigtigt Mellemværende at
ordne."
Denne Oplysning var ikke meget fyldestgørende, men der var noget i min
Kammerats Maade at tale paa, der fortalte mig, at ethvert yderligere
Spørgsmaal vilde være ham ubehageligt. Altsaa tav jeg, medens Duroc
fremdeles udspurgte dem, som vi mødte, om Baron Straubenthal. Ethvert
Skridt førte os længere bort fra Lejren. Imod Syd viste nogle graa
Røgsøjler vore Forposters Stilling, imod Nord var der intet mellem os og
det russiske Hovedkvarter.
Solen var ved at gaa ned, da vi red over en Bakke og saa en lille
Landsby til højre for os og til venstre et højt, skummelt Slot, der
ragede op midt i en lille Fyrretræsskov.
"Hvad er det for en Landsby?" spurgte Duroc en Bonde, der kom forbi.
"Det er Arensdorf," svarede denne i sin barbariske tyske Dialekt.
"Her bliver jeg i Nat," sagde min unge Ledsager. Og idet han vendte sig
om mod Bonden, gentog han sit stadige Spørgsmaal:
"Kan De sige mig, hvor Baron Straubenthal bor?"
"Det kan jeg rigtignok! Det er ham, der ejer "Mørkets Slot"!" sagde
Bonden og pegede hen paa de mørke Mure i den nære Fyrretræsskov.
Duroc gav et Raab fra sig som en Jæger, der ser Vildtet springe op lige
foran sig. Fyren syntes ganske at have mistet Besindelsen. Hans Øjne
lynede, og hans Ansigt blev dødblegt og fik saa haardt et Træk om
Munden, at Bonden forskrækket veg tilbage. Jeg kan se ham endnu, som han
bøjede sig over sin brune Hest og stirrede vildt paa de store, sorte
Taarne.
"Hvorfor kalder De det "Mørkets Slot"?" spurgte jeg.
"Det er nu en Gang det Navn, det har faaet her paa Egnen," sagde Bonden,
"der skal være begaaet slemme Mørkets Gerninger der oppe paa Slottet.
Ikke for intet har den mest ryggesløse Person i hele Polen levet der de
sidste fjorten Aar!"
"En polsk Adelsmand?" spurgte jeg.
"Næ, der fødes ingen af den Slags Folk her i Polen," svarede han.
"Er det da en Franskmand?" spurgte Duroc.
"Ja, der fortælles, at han er kommen hertil fra Frankrig."
"Har han rødt Haar?"
"Han er saa rød som en Ræv."
"Godt, godt! Det er _min_ Mand," raabte min Kammerat, skælvende af
Ophidselse. "Det er Forsynet, der har ført mig hertil. Hvem tør paastaa,
at der ikke findes en gengældende Retfærdighed i denne Verden! Kom Hr.
Gerard, jeg maa sørge for at faa mine Folk indkvarterede, før jeg kan
tage mig af dine private Affære!"
Han sporede sin Hest, og ti Minutter efter var vi ved Kroen i Arensdorf,
hvor hans Folk fik anvist Nattekvarter.
Nu vedkom denne Sag selvfølgelig ikke mig, og jeg havde intet Begreb om,
hvad det Hele betød. Rossel var endnu langt borte, men jeg bestemte mig
til endnu et Par Timers Tid at ride videre og derefter søge Husly i en
eller anden Kro ved Vejen. Efter at have drukket et Glas Vin, steg jeg
derfor til Hest, da den unge Duroc kom løbende ud til mig og lagde sin
Haand paa mit Knæ.
"Hr. Gerard," stammede han, "jeg beder Dem om ikke at forlade mig paa
denne Maade!"
"Min gode Mand," svarede jeg, "hvis De vil fortælle mig, hvad der er i
Vejen, og hvad De ønsker af mig, vilde jeg bedre være i Stand til at
bedømme, om jeg kan være Dem til nogen Nytte."
"De kan være mig til den allerstørste Nytte," raabte han. "Efter alt,
hvad jeg har hørt fortælle om Dem, Løjtnant Gerard, er De mest af alt
den Mand, som jeg kunde ønske at have ved min Side i Nat!"
"De glemmer ganske, at jeg har Ordre til uopholdelig at slutte mig til
mit Regiment!"
"Det er jo alligevel umuligt for Dem at naa det i Aften. De vil vise mig
en stor Tjeneste ved at blive hos mig og staa mig bi i en Sag, der
vedkommer mig og min Families Ære. Imidlertid maa jeg betro Dem, at der
muligvis vil være nogen Fare forbunden med vort Forehavende."
Det var meget forslagent af ham at bemærke dette, thi det bestemte mig.
Jeg sprang af Hesten og beordrede Staldkarlen til at lede den ind i
Stalden.
"Kom ind i Kroen," sagde jeg, "og fortæl mig nøje, hvad det er, De
ønsker af mig."
Han førte mig ind og laasede Døren efter sig, for at vi ikke skulde
blive forstyrrede. Han var en velvoksen Knøs, og som han stod der i
Lampelyset med det matte Skær over sit alvorlige Ansigt og sin sølvgraa
Uniform, følte jeg hans Hjerte banke mit i Møde. Uden at gaa saa vidt
som til at sige, at han førte sig, som jeg vilde have gjort i hans
Alder, var der dog Lighedspunkter nok imellem os, til at jeg følte, at
jeg nærede stor Sympati for ham.
"Jeg kan forklare det hele med faa Ord," sagde han. "Grunden til, at jeg
ikke allerede har tilfredsstillet Deres meget naturlige Nysgerrighed, er
udelukkende den, at det er meget pinligt for mig at berette denne
Historie. Men selvfølgelig kan jeg ikke bede om Deres Hjælp uden at
sætte Dem helt ind i Forholdene."
De maa altsaa vide, at min Fader var en velstaaende Bankier, Christopher
Duroc, som blev myrdet af Folket under September-Blodbadet. Som De
sagtens erindrer, stormede Pøbelen Fængslerne og valgte tre saakaldte
Dommere til at dømme de ulykkelige Aristokrater, der bogstavelig talt
blev revne i Stykker, naar de blev udleverede til Hoben udenfor. Min
Fader havde hele sit Liv været de Fattiges Velgører, og der var mange,
der talte hans Sag. Han var desuden syg og blev halvdød baaret ind paa
en Madras. To af Dommerne stemte for at løslade ham, den tredje, en ung
Jakobiner, der ved sin Kæmpeskikkelse og sin Brutalitet var bleven Fører
for disse Banditter, løftede ham op fra Bærestolen, sparkede ham Gang
efter Gang med sine tunge Støvler og kastede ham derefter udenfor Døren,
hvor han et Øjeblik efter blev revet itu Lem for Lem under
Omstændigheder, som det er frygteligt for mig at berette om. Som De vil
se, var dette et Mord, endog efter deres egne, hjemmehørende Love, thi
to af Dommerne havde voteret i min Faders Favør.
Da ordnede Forhold atter vendte tilbage, begyndte min ældste Broder at
anstille Eftersøgninger efter denne Mand. Jeg var kun et Barn den Gang,
men det var en Familiesag, og den blev mange Gange omtalt i min
Nærværelse. Fyrens Navn var Carabin. Han var en af Santerres Garde og en
bekendt Duellant. Senere tvang han en nederlandsk Dame ved Navn
Baronesse Straubenthal, som han havde faaet trukket for Tribunalet, til
at gifte sig med ham og skænke ham sine Godser, mod at han skaffede
hende Friheden. Han giftede sig med hende, antog hendes Navn og Titel og
slap ud af Frankrig i Tiden omkring Robespierres Fald. Hvad der senere
blev af ham, kunde vi ikke den Gang faa oplyst.
De vil maaske mene, at det vilde være meget let for os at finde ham,
siden vi havde baade hans Navn og hans Titel. Men samtidig maa De
erindre, at vi ved Revolutionen mistede alt, hvad vi ejede, og uden
Penge lader saadanne Efterforskninger sig vanskeligt anstille. Saa kom
Kejserdømmet, og Forholdet blev endnu vanskeligere, thi som De ved,
bestemte Kejseren, at den 18de Brumaire skulde danne Grænsen mellem
Fortid og Fremtid. Ikke destomindre havde vi vore egne Familieplaner.
"Min Broder fulgte Armeen og drog med den gennem hele Sydevropa, hvor
han overalt søgte Efterretninger om Baron Straubenthal. Han faldt ved
Jena i Oktober, og nu hører Hævnen mig til. Jeg havde det Held, at høre,
at Slynglen befandt sig her i Polen; jeg spurgte mig for, og nu staar
jeg ved Maalet. Og for at gøre Sagen endnu bedre, har jeg samtidig faaet
en Ledsager, hvis Navn man aldrig nævner indenfor Armeen uden at sætte
det i Forbindelse med en eller anden modig eller ædel Daad."
Dette var jo altsammen meget godt, og jeg havde lyttet til hans Ord med
den største Interesse. Men jeg var ikke bleven Spor af klogere paa, hvad
den unge Duroc ønskede af mig.
"Hvorledes kan jeg saa tjene Dem?" spurgte jeg.
"Ved at tage med mig."
"Til Slottet?"
"Netop."
"Hvornaar?"
"Med det samme!"
"Men hvad har De i Sinde at foretage Dem?"
"Jeg ved, hvad jeg vil gøre. Men alligevel vil jeg gerne have, at De
tager med mig!"
Nu har det aldrig ligget for mig at sige Nej til et Eventyr, og ved
Siden af havde jeg den største Sympati for den unge Mands Følelser. Det
er meget godt, dette at tilgive sine Fjender, men man skulde dog ogsaa
gerne give dem noget at tilgive. Jeg rakte ham derfor Haanden og slog
til.
"I Morgen tidlig maa jeg af Sted til Rossel, men i Nat er jeg Deres!"
sagde jeg.
Vi efterlod vore Soldater i deres lune Kvarterer, og da der kun var en
Fjerdingvej til Slottet, lod vi ogsaa vore Heste hvile ud. Det plejer
ikke at være noget underdejligt Syn at se en Kavallerist til Fods, men
Duroc og jeg var i den rigtige Alder, og jeg gad se den Kvinde, der ikke
vilde have syntes om de to unge Husarer, den ene blaa, den anden graa,
som den Nat spadserede ud fra Posthuset i Arensdorf. Vi havde begge vore
Sabler paa, og desuden havde jeg stukket en Pistol i min Vams, thi jeg
havde en Anelse om, at det var et desperat Eventyr, vi indlod os paa.
Stien, som førte op til Slottet, snoede sig gennem en bælgmørk
Fyrreskov, hvor vi ikke kunde se andet end Stjernerne over vore Hoveder.
Men pludselig aabnede Skoven sig, og der laa Slottet foran os i omtrent
et Bøsseskuds Afstand. Det var en gammel, meget forfalden Bygning med
Taarne i alle Hjørner og en Udbygning i den Side, der vendte imod os.
Kun et enligt Lys skinnede frem fra den uhyre Facade, og ikke en Lyd
hørtes fra det. Det forekom mig, at denne Kolos over sig havde noget
gaadefuldt, der passede godt til dens Navn.
Da vi naaede Porten, fandt vi ingen Klokke eller Dørhammer paa den
store, jernbeslaaede Dør, og det var først, da vi bankede løs med vore
Sabelhæfter, at vi tiltrak os Opmærksomheden. En lille Mand med Høgenæse
og Skæg op til Tindingerne aabnede langt om længe Porten. Han havde en
Lygte i den ene Haand, i den anden holdt han i en Kæde en stor, sort
Hund. Hans Opførsel var til en Begyndelse truende, men da han saa vor
Uniform og vore Ansigter, slog den over i Fortrædelighed.
"Baron Straubenthal modtager ikke Gæster paa denne Tid af Døgnet," sagde
han paa udmærket Fransk.
"Vær saa venlig at meddele Deres Herre, at jeg har rejst firehundrede
Mil for at hilse paa ham, og at jeg ikke gaar min Vej, før dette er
sket!" udbrød min Ledsager. Jeg selv kunde ikke have sagt dette bedre.
Fyren skottede undersøgende til os og tyggede raadvildt paa sit sorte
Skæg.
"For at sige Sandheden, mine Herrer!" sagde han, "er Baronen ikke helt
ædru iaften, og De vil finde ham i langt bedre Humør, dersom De vil
komme igen i Morgen."
Han aabnede Døren lidt mere, medens han talte, og jeg kunde ved Skinnet
af Lampen i Hallen se endnu tre andre raa Kammerater, hvoraf den ene
holdt endnu en af de frygtelige Blodhunde. Duroc maa have set det samme,
men det forandrede ikke hans Beslutning.
"Det er det samme!" svarede han; "det er Deres Herre, jeg vil tale med!"
Fyrene inde i Hallen gjorde Plads for ham, da han gik ind imellem dem,
saa stor er den ene Mands Magt, der ved, hvad han vil, over de mange,
der ikke kan beslutte sig. Min Ledsager klappede en af dem paa Skuldrene
med samme Overlegenhed, som om denne havde været hans Tjener.
"Før mig til Baronen!" sagde han.
Manden trak paa Skuldrene og sagde noget paa Polsk. Den skæggede Fyr,
der nu havde laaset og stængt Porten, syntes altsaa at være den eneste,
der kunde Fransk.
"Godt, De skal faa Deres Vilje!" sagde han med et ubehageligt Smil. "Jeg
skal føre Dem til Baronen. Men før Enden vil De maaske ønske, at De
havde fulgt mit Raad!"
Vi fulgte ham over den flisebelagte Hal, der var tilrøget og meget
smudsig. Derefter aabnede han en Dør og viste os ind.
Det var et lille, sparsomt møbleret Værelse med de samme Tegn paa
Forsømmelse og Forfald, der havde mødt os overalt. Væggene var behængte
med falmede Tapeter, og henne i det ene Hjørne var de gaaede løs, saa
at den nøgne Mur kom til Syne. Lige overfor var der endnu en Dør,
behængt med et Tæppe. Midt i Værelset stod et stort, firkantet Bord med
nogle smudsige Tallerkener og de sparsomme Rester af et Maaltid. Rundt
omkring flød det med tomme Flasker. Ved Bordenden sad en kæmpestor Mand
med et Løvehoved og en stor Manke af rødgult Haar. Hans Skæg var af den
samme rødgule Farve og ganske uplejet. Jeg har set mange mærkelige
Ansigter i min Tid, men intet mere brutalt og vildt end dette med de
smaa stikkende Øjne, de fremstaaende Kæber og den tykke, hængende
Underlæbe, der stak frem i det vildt voksende Skæg. Hans Hoved dinglede,
og han saa paa os med en Drukkens usikre, sløvede Blik. Imidlertid var
han ikke mere beruset, end at vore Uniformer gjorde et vist Indtryk paa
ham.
"Naa, mine tapre Fyre!" brummede han, "fortæl mig saa de sidste Nyheder
fra Paris. Jeg hører, at I er komne for at genrejse Polen og er i
Mellemtiden selv blevne Slaver -- Slaver af en lille Aristokrat med graa
Overfrakke og trekantet Hat. Og ikke mere frie "Borgere", men "Herr" og
"Frue". Der maa Fanden tage mig rulle nogle flere Hoveder i Kurven, før
det atter bliver -- --"
Duroc nærmede sig i Stilhed og stod nu ved Siden af Skurken.
"Jean Carabin!" sagde han.
Baronen studsede, og Drukkenskabens Slør syntes at glide fra hans Øjne.
"Jean Carabin!" gentog Duroc.
Han sprang op og greb om Stolens Arm.
"Hvad er Deres Hensigt med at gentage det Navn, min unge Mand?" spurgte
han.
"Jean Carabin, De er en Mand, som jeg længe har ønsket at møde!"
"Selv om jeg maaske en Gang har baaret det Navn, hvad vedkommer det saa
Dem! De maa have været et Barn, da jeg bar det!"
"Mit Navn er Duroc!"
"Vel dog ikke en Søn af --?"
"En Søn af den Mand, De myrdede!"
Baronen prøvede paa at le, men der var Rædsel i hans Blik.
"Gjort Gerning staar ikke til at ændre, unge Mand!" raabte han. "Det
gjaldt deres Liv eller vore i de Dage: Aristokraternes eller Folkets.
Den Gang var det ham, der faldt, senere faldt de fleste af mine
Kammerater. Det er Krigens Gang. Men lad os glemme Fortiden og lære
hinanden bedre at kende, De og jeg."
Han strakte en rød, rystende Haand ud, imedens han talte.
"Det er nok!" sagde Duroc. "Dersom jeg jog min Sabel igennem Dem, som De
sidder i den Stol, gjorde jeg Dem Deres Ret. Jeg vanærer min Klinge ved
at krydse den med Deres. Men De er dog Franskmand! Rejs Dem op og
forsvar Dem!"
"Naa, naa I er saa hidsige, I unge Fyre!" raabte Baronen.
Men Durocs Taalmodighed var nu forbi. Han slyngede sin aabne Haand ind i
det store, rødgule Skæg. Jeg saa en Læbe, tilsølet med Blod, og to
lynende blaa Øjne.
"De skal dø for det Slag!"
"Det var rart, at De endelig kunde bestemme Dem," svarede Duroc.
"Min Sabel!" skreg den anden. "Jeg lover Dem, at De ikke skal komme til
at vente paa mig," fortsatte han og styrtede ud af Værelset.
Som jeg har fortalt, havde Værelset en Dør i Baggrunden, dækket af et
Tæppe. Næppe var Baronen styrtet bort, før der kom en Kvinde til Syne,
ung og smuk. Saa hurtig og lydløst bevægede hun sig, at hun stod imellem
os paa et Øjeblik, og det var kun den svage Rysten i Portieren, der
fortalte os, hvor hun var kommen fra.
"Jeg har set det hele," hviskede hun. "Hvor De har baaret Dem udmærket
ad, min Herre!"
Hun greb min Ledsagers Haand og kyssede den atter og atter, før han
kunde frigøre den.
"Men, Frue, hvilken Grund har De dog til at kysse min Haand?"
"Fordi det var den Haand, der slog ham paa hans løgnagtige Mund. Fordi
det maa være den Haand, der vil hævne min Moder. Jeg er hans Steddatter.
Han plagede min Moder til Døde. Jeg hader ham! Gud, nu kommer han!" Saa
forsvandt hun lige saa hurtigt, som hun var kommen. Et Øjeblik efter
traadte Baronen ind med et Sværd i Haanden og med den skæggede Portner i
Hælene.
"Dette er min Sekretær," sagde han, "han skal være min Sekundant. Vi maa
imidlertid have lidt mere Albuerum end vi kan faa her. Vil De være saa
god at følge mig til et mere rummeligt Værelse."
Det var i Virkeligheden urimeligt at slaas i et Værelse, der var spærret
af et stort Bord. Vi fulgte ham derfor gennem den daarligt oplyste Hal,
i hvis modsatte Ende et Lys skinnede ud fra en aaben Dør.
"Her findes al den Plads, som vi behøver," sagde den skæggede. Duroc
trak sin Sabel og sprang derind. Baronen anmodede mig bukkende om at gaa
først. Men næppe var jeg kommen over Dørtærskelen, før den tunge Dør
faldt i med et Brag, og Nøglen blev drejet om. Vi var gaaet i en Fælde.
I første Øjeblik stod det os ikke klart. En saadan Nederdrægtighed laa
ganske udenfor vore Erfaringer. Men da vi endelig forstod, hvor dumt vi
havde baaret os ad ved at stole paa en Mand med en saadan Fortid, blev
vi grebne af Raseri over hans Skurkagtighed -- og vor egen Dumhed. Vi
kastede os mod Døren, bearbejdede den med vore tunge Støvler. Men Døren
var grumme solid, lavet af solide Træplanker og beslaaet med Jern, som
man finder dem i Slotte fra Middelalderen. Den var lige saa vanskelig at
bryde igennem som en Eskadron af den gamle Garde. De Forbandelser vi
udstødte mod Skurken, havde samme Virkning som vor Banken. De bragte os
intet andet Svar end det haanende Ekko fra det store Rum. Men naar man
er Soldat, lærer man snart at finde sig i, hvad der ikke kan være
anderledes. Jeg genvandt først min Koldblodighed og anmodede Duroc om at
bistaa mig med at undersøge det Værelse, der var blevet vort Fængsel.
Det havde kun et Vindue, uden Glas, og saa snævert, at man ikke en Gang
kunde stikke Hovedet igennem det. Det sad saa højt oppe, at Duroc maatte
staa op paa en Tønde for at kunne se ud af det.
"Hvad ser De?" spurgte jeg.
"Grantræer og en Sti, der snor sig mellem dem!" svarede han. "Og nu --!"
Han kom med et Udraab af Forbavselse.
Jeg sprang op paa Tønden ved Siden af ham. Da saa jeg paa Stien en Mand
der, piskende paa Hesten, galopperede af Sted som en Forrykt. Medens vi
iagttog ham, blev han mindre og mindre, indtil han ganske opslugtes af
Skovens sorte Skygge.
"Hvad mon det betyder?" spurgte Duroc.
"Ikke noget godt for os!" svarede jeg, "han er maaske ude efter nogle
Røvere, som skal kværke os. Vi maa se at slippe ud af denne Musefælde,
før Katten indfinder sig."
Det var et Held, at Værelset var oplyst af en Lampe, der næsten var
fuld af Olie, saa at den kunde holde ud til den lyse Morgen. I Mørke
vilde vor Stilling have været ulige vanskeligere. Vi begyndte nu at
undersøge de Pakkasser og Tønder, der var stillede op imod Væggen. Vi
befandt os aabenbart i Slottets Forraadskammer, for der laa Masser af
Ost, Grøntsager af forskellig Slags, Kasser, fyldte med tørret Frugt, og
en Række Vintønder. I en af disse sad Tappen i, og da jeg kun havde
faaet lidt at spise i Løbet af Dagen, var jeg glad ved at kunde tage mig
en Slurk Rødvin og lidt Føde. Men Duroc vilde intet have. Han gik op og
ned i Værelset i Vrede og Spænding. "Jeg vil have fat i ham," skreg han,
"han skal ikke saa let slippe fra mig!"
Det var jo meget godt, men det forekom mig, medens jeg sad paa en stor
Ost og spiste min Aftensmad, at min unge Ven tænkte for meget paa sine
egne Familieanliggender og for lidt paa den Klemme, han havde bragt mig
i. Hans Fader havde nu været død i fjorten Aar, og i Gaar anede jeg end
ikke, at han havde eksisteret, men her løb Etienne Gerard, den mest
lovende Løjtnant i hele Storarméen, Fare for at blive et Hoved kortere.
Hvor jeg bandede den Letsindighed, der havde faaet mig til at tage Del i
denne Pokkers risikable Ekspedition, som ikke i mindste Maade berørte
Frankrig eller Kejseren. Jeg kunde ikke lade være at tænke paa, hvilken
Tosse, jeg havde været, ved at blande mig i et privat Slagsmaal, naar
jeg havde en udmærket Krig omkring mig og i Forvejen en kvart Million
Russere at kæmpe imod.
Da Duroc stadig blev ved med sine Trusler, sagde jeg endelig:
"Det er altsammen meget godt. For mig maa De gøre ved ham, hvad De
lyster, naar _De_ faar Overtaget. Men i Øjeblikket er Spørgsmaalet
desværre det, hvad _han_ vil gøre ved _os_."
"Lad ham gøre det værste!" raabte han, "jeg har en Forpligtelse til at
ofre Livet for min Fader, om det gøres nødvendigt."
"Det er det rene Vrøvl!" sagde jeg, "saafremt De skylder Deres Fader
noget, skylder jeg min Moder lige saa meget, og det er at slippe uskadt
fra denne Historie."
Min Bemærkning bragte ham til Fornuft.
"Jeg har tænkt for meget paa mig selv!" udbrød han, "tilgiv mig, Hr.
Gerard! Hvad vil De raade mig til at gøre?"
"Godt," sagde jeg, "det er sikkert ikke for vor Sundheds Skyld, at de
har lukket os inde bag Ostene. Hensigten er vel at komme os til Livs, om
de kan. De stoler sagtens paa, at ingen vil faa Nys om, at vi kom
hertil, og at ingen vil finde vort Spor, saafremt vi skulde forsvinde.
Ved Deres Husarer, hvor De tog hen i Aften?"
"Nej, jeg har ikke fortalt det til nogen!"
"Hm! Det er sikkert, at vi ikke dør af Sult her. Hvis de vil dræbe os,
maa de ulejlige sig herind for at besørge det. Bag en Barrikade af
Tønder kan vi nok staa os imod de fem Skurke, som vi har set. Det er vel
derfor, at der er sendt Stafet efter Hjælp."
"Vi maa altsaa se at komme bort, før Hjælpen kommer?"
"Netop! Hvis vi i det hele taget kan slippe bort!"
"Kunde vi ikke sætte Ild paa den Dør?" spurgte han.
"Intet vilde være lettere," svarede jeg, "der staar flere Tønder
Petroleum i Krogen. Jeg har kun den Indvendig mod Arrangementet, at vi i
saa Fald selv bliver nydeligt ristede ligesom to Østerspostejer."
"Kan De ikke finde paa noget?" spurgte han fortvivlet. "Men se, hvad er
det?"
Vi havde hørt en svag Lyd henne ved Vinduet, og en Skygge gled mellem os
og Stjernerne. En lille, hvid Haand kom til Syne i Lampelyset, og der
var noget, der glimtede imellem Fingrene.
"Hurtig! Hurtig!" raabte en Kvindestemme.
Vi fo'r begge op paa Tønden.
"De har sendt Bud efter Kosakkerne! Eders Liv hænger i en Traad.
Aa, -- jeg ulykkelige! Han kommer!"
Saa fulgte Lyden af hastige Skridt. En hæs Ed, et Slag, og derefter
skinnede Stjernerne atter ind ad vort Vindue. Vi blev tavs staaende,
hvor vi var, medens vort Blod kogte i afmægtigt Raseri. Et halvt Minut
senere hørte vi et dæmpet Skrig og Braget af en Dør, der blev smækket i.
"Den Bandit har grebet hende. Han slaar hende sagtens ihjel!" raabte
jeg.
Duroc spang ned paa Gulvet med en uartikuleret Lyd som et Menneske, der
har mistet sin Forstand. Han bearbejdede med sine Næver Døren saa
rasende en Kraft, at der kom blodige Mærker paa den for hvert Slag.
"Her er en Nøgle!" raabte jeg og samlede den op paa Gulvet. "Hun maa
have kastet den ind til os i samme Øjeblik, som hun blev slæbt bort."
Min Kammerat snappede den fra mig med et Glædesskrig. Et Øjeblik efter
slængte han den hen ad Gulvet, thi den var alt for lille til det
kolossale Nøglehul. Duroc sank ned paa en Kasse med Hovedet imellem sine
Hænder. Han stønnede i Fortvivlelse. Jeg kunde næsten selv have stønnet,
naar jeg tænkte paa Kvinden og paa, at vi var ganske ude af Stand til at
komme hende til Hjælp.
Men jeg fattede mig hurtigt. Denne Nøgle maatte være bragt os i en eller
anden Hensigt, og den maatte passe til en Dør -- hvorfor skulde hun
ellers have bragt os den med Fare for sit eget Liv? Det vilde staa
daarligt til med vor Kløgt, om vi ikke kunde finde ud af, hvor den hørte
til.
Jeg gav mig straks i Lag med at flytte alle Kasserne ud fra Muren, og
Duroc, som mit Mod gav ny Kraft, hjalp mig efter bedste Evne. Det var
ikke noget let Arbejde, thi mange af Fustagerne var store og tunge. Men
vi arbejdede som gale og rullede Tønder, Oste og Kasser imellem
hverandre ud paa Gulvet. Bagved fandt vi saa endelig en Dør, der var
laaset af, og til den passede Nøglen.
Vi traadte ind i Slottets Krudtkammer. I den modsatte Ende af dette var
der en Dør, men den var ogsaa laaset.
"Vi er ikke bedre farne end før!" sagde Duroc, "thi vi har ingen Nøgle
her."
"Aa, vi har et helt Dusin!" svarede jeg.
"Hvor?"
Jeg pegede paa Krudttønderne.
"De vil sprænge denne Dør?"
"Netop!"
"Men samtidig sprænger De jo hele Hytten i Luften!"
"Nej, jeg sprænger kun Døren til Forraadskamret!"
Jeg løb tilbage og hentede en stor, tom Blikdaase, der kunde rumme flere
Pund Krudt. Duroc fyldte den, medens jeg skar en Stump Lys til. Jeg tror
ikke, at en Ingeniør kunde have lavet en bedre Murbrækker. Saa lagde jeg
Oste ovenpaa hinanden og stillede Minen paa dem, lige tæt op til
Nøglehullet. Derefter tændte vi Lyset og søgte Ly i Krudtmagasinet, hvis
Dør vi lukkede efter os.
Det var egentlig ikke nogen særlig lystelig Følelse at være mellem alle
disse Krudttønder, mine Venner, og at vide, at saafremt Flammerne slog
igennem den tynde Dør, vilde vore forkullede Lig flyve højere til Vejrs
end selve Slottet naaede. Hvem kunde tænke sig, at et Lys paa en halv
Tomme kunde være saa længe om at brænde ned. Jeg lyttede og lyttede for
at opfange Lyden af Kosakkerne, der skulde komme for at gøre en Ende paa
os. Jeg var næsten kommet til det Resultat, at Lyset maatte være gaaet
ud, da der lød et Brag -- Bomben var sprungen. Vor Dør fløj i Stumper og
Stykker, og halve Oste og en Regn af Gulerødder dalede ned over os. Da
vi styrtede frem, maatte vi gennem Brudstykker af Blikdaaser og
Flaskeskaar, men der var et stort Hul, hvor der tidligere havde været en
Dør. Minen havde gjort sin Virkning.
Men Minen havde gjort mere for os, end vi havde turdet haabe. Det var
gaaet ud over Fangevogterne saavel som over Fængslet. Det første, vi
saa, da vi kom ud i Hallen, var en Mand med en stor Slagterøkse i
Haanden. Han laa paa Ryggen med et gabende Saar over Panden. Dernæst fik
vi Øje paa en af de store Blodhunde, der vred sig ved Siden af ham med
brækkede Forben. Da den forsøgte at rejse sig, saa jeg, hvorledes
Benpiberne stak ud gennem Huden.
I det samme hørte jeg et Skrig. Det var Duroc, der blev kastet over imod
Muren med den anden Blodhunds Tænder i sin Strube. Han stødte den fra
sig med den venstre Haand, medens han Gang paa Gang jog sin Sabel gennem
dens Krop, men det var først efter, at jeg havde pustet dens Hjerne ud
med min Pistol, at dens Jernkæber slappedes og dens frygtelige,
blodskudte Øjne slukkedes i Døden.
Der var ingen Tid at spilde. En Kvindes Skrig forude -- et Skrig i dødelig
Angst -- sagde os, at selv om vi skyndte os, kunde vi endda komme for
sent. Der var endnu to Mænd i Hallen, men de flygtede ved Synet af vore
dragne Sværd og ophidsede Ansigter.
Blodet strømmede ned fra Durocs Hals og farvede den graa Skindbesætning
paa hans Pels. Saa rasende var han imidlertid, at han stormede foran mig
ind i det næste Værelse, det samme, hvor vi første Gang havde truffet
Herren til "Mørkets Slot", og det var over hans Skuldre, at jeg
opfattede den Scene, der nu paafulgte.
Baronen stod midt i Værelset med sin uplejede Manke strittende som en
vred Løves. Som jeg tidligere har fortalt, var det en kæmpemæssig
Skikkelse med vældige Skuldre, og som han stod der, med Ansigtet
fortrukket i Raseri og sit Sværd hævet, kunde jeg, trods hans
Skurkagtighed, ikke lade være at tænke paa, hvilken prægtig Grenader der
kunde være bleven ud af ham. Den unge Dame laa hensunken i en Stol bag
ham. Et blaat Mærke tværs over hendes hvide Arme og en Hundepisk, slængt
hen ad Gulvet, fortalte os, at vi ikke var kommen tidsnok til at
beskytte hende mod hans Brutalitet.
Han gav et Hyl fra sig som en Ulv, da vi brød ind, og var øjeblikkelig
inde paa Livet af os, huggende og stødende under en Strøm af Eder.
Jeg har allerede tidligere nævnt, at der var daarlig Plads i Værelset
til at fægte. Min Kammerat var foran mig i den snævre Passage mellem
Bordet og Væggen, saa at jeg kun kunde se til og ikke var i Stand til at
hjælpe ham. Fyren vidste, hvorledes han skulde haandtere sine Vaaben og
var ilter og paagaaende som en Vildkat, men paa den snævre Plads gav
Baronens Størrelse og Kræfter denne en betydelig Fordel. Ved Siden af
var han en glimrende Fægter. Hans Parader og Riposter var hurtige som
Lynet. To Gange saarede han Duroc i Skulderen, og da min Ven gled under
et Angreb, hævede han sit Sværd for at give ham det dræbende Stød. Jeg
var imidlertid hurtigere end han og optog Hugget i min Parerplade.
"Undskyld!" sagde jeg, "men De har endnu Etienne Gerard tilbage!"
Han trak sig tilbage, lænede sig imod Væggen og snappede efter Vejret i
korte, hæse Gisp. Hans tøjlesløse Levned hævnede sig i dette Øjeblik.
"Pust bare ud!" sagde jeg; "jeg skal vente til det passer Dem."
"De har ingen Grund til at slaas med mig," sagde han.
"Jo, jeg skylder Dem en lille Opmærksomhed," svarede jeg, "fordi De
lukkede mig inde i Deres Oplagsrum. Men selv om denne Grund ikke havde
været til Stede, kan jeg læse en anden paa denne Dames Arm."
"Saa skal De faa Deres Vilje!" svarede han og gik løs paa mig som en
Rasende. I et Minut saa jeg kun de skinnende smaa Øjne og de røde Lyn
fra hans blodige Klinge, som dansede op og ned, til højre og venstre,
snart for min Strube og snart for mit Bryst. Jeg havde aldrig tænkt mig,
at der kunde findes saa dygtig en Fægter i Paris i Revolutionens Dage.
Og jeg tror ikke, at jeg i det hele taget har truffet seks Mænd i min
Tid, som havde et bedre Kendskab til at haandtere deres Vaaben. Men han
vidste, at jeg var hans Overmand. Han læste sin Dødsdom i mine Øjne, og
jeg kunde se, at han forstod, hvad han læste. Rødmen døde bort i hans
Ansigt, og hans Aandedræt blev mere og mere stakaandet. Men alligevel
slog han fra sig, selv efter at det dræbende Hug havde ramt ham. Endelig
segnede han baglænds over imod Bordet, døende med en Forbandelse paa
Læberne og Blodet væltende ud over det rødgule Skæg.
Jeg, der fortæller dette, har deltaget i saa mange Slag, at min stakkels
Hukommelse daarligt nok kan huske Navnene paa dem alle, men af alle de
rædselsfulde Billeder, som mine Øjne har opfanget, er der intet, jeg
nødigere tænker paa end det rødgule Skæg om den blodrøde Mund, ud af
hvilken jeg havde draget min Klinge.
Men det var først siden efter, at jeg fik Tid til at tænke paa alt
dette. Hans kæmpemæssige Legeme var næppe falden om paa Gulvet med et
Brag, før Kvinden i Stolen sprang op og klappede i Hænderne med et
Glædesskrig. Jeg følte mig ilde berørt over den unge Dames Henrykkelse
ved den blodige Daad og glemte i Øjeblikket helt at tænke paa den
frygtelige Uret, der maatte være overgaaet hende, før hun saa ganske
kunde glemme sit Køns Ærefrygt for Døden. Jeg skulde netop til i en
skarp Tone at bede hende forholde sig rolig, da en gennemtrængende Røg
trængte ind i Værelset og et gult Skær oplyste Figurerne paa Gardinet.
"Duroc! Duroc!" skreg jeg og greb ham i Skulderen. "Slottet brænder!"
Knøsen laa besvimet paa Gulvet, udmattet af sine Saar. Jeg fo'r ud i
Hallen for at se, hvorfra Faren kom. Det var vor Eksplosion, der havde
tændt Ild i Dørens Karm. Inde i Oplagsrummet brændte allerede flere af
Kasserne. Jeg saa derind, og Blodet stivnede i mine Aarer ved Synet af
Krudttønderne og det spildte Krudt, der var strøet over Gulvet. Maaske
om nogle Sekunder, men højst om et Minut vilde Flammerne have naaet det.
Disse Øjne vil lukke sig i Døden, mine Venner, før de ophører at se for
sig de snigende Flammer og de mørke Krudttønder bagved.
Jeg erindrer kun dunkelt, hvad der mere skete. Jeg kan dog erindre, at
jeg stormede ind i Dødens Værelse, hvor jeg greb Duroc i den ene Arm,
medens Kvinden greb ham i den anden, og sammen slæbte vi ham gennem
Hallen. Vi styrtede ud gennem Hovedporten og ned ad den snedækkede Sti,
indtil vi naaede Udkanten af Skoven. I samme Øjeblik hørte vi et vældigt
Brag bag os, og da jeg vendte mig om, saa jeg en stor Ildsøjle skyde op
imod Vinterhimlen. Der kom endnu et Knald, meget højere end det første.
Jeg saa Fyrretræerne og Stjernerne hvirvle rundt for mine Øjne, og
bevidstløs faldt jeg tværsover min Kammerats Legeme.
Først efter flere Ugers Forløb kom jeg til mig selv i Posthuset i
Arensdorf, og endnu længere gik hen, før jeg fik at vide alt hvad der
var forefaldet. Det var Duroc, som atter havde optaget sin
Soldatertjeneste, der sad ved Siden af min Seng og afgav Beretning. Han
fortalte, at et Stykke Tømmer havde ramt mig i Hovedet og strakt mig til
Jorden, mere død end levende. Den polske Kvinde var derefter løbet til
Arensdorf og havde hentet vore Husarer. De var netop kommen tidsnok til
at frelse os fra Kosakkernes Lanser. Om den tapre Kvinde, der havde
frelst os begge, fortalte Duroc ikke den Gang mere, men da jeg
tilfældigvis traf ham to Aar senere efter Slaget ved Wagram, blev jeg
ikke særlig overrasket ved at finde, at jeg ikke behøvede at forestilles
for hans Brud. Saaledes var han, ved Lykkens underlige Spil, nu
berettiget til, om han havde villet, at antage Baron Straubenthals Navn
og Titel. Og samtidig var han bleven Ejer af de sorte Ruiner af "Mørkets
Slot".