Hvorledes Brigaderen fik Æresmedaljen.
Hertugen af Tarentum eller Macdonald, som hans gamle Kammerater foretrak
at kalde ham, var aabenbart i et skrækkeligt Humør. Hans barske,
engelske Ansigt lignede i Øjeblikket en af disse groteske Masker, der
smykker Facaderne i Faubourg St. Germain. Major Charpentier og jeg kunde
ikke undgaa at se, at han indvendig var rasende.
"Brigader Gerard af Husarerne," sagde han med en Mine som en Korporal
overfor en Rekrut.
Jeg gjorde Honnør.
"Major Charpentier af Hest-Grenadererne!"
Min Kammerat slog Hælene sammen.
"Kejseren har en Sendelse for Dem."
Uden yderligere Forklaring aabnede han Døren og meldte os.
Jeg har set Napoleon ti Gange til Hest for hver en Gang til Fods, og jeg
har altid fundet, at han gjorde klogt i at vise sig for Tropperne
saaledes, thi i Sadlen gjorde han en meget god Figur. Derimod finder
jeg, at han til Fods var for lille og med sine krumme Skuldre mere
lignede en Professor ved Sorbonnen end Frankrigs første Soldat.
Imidlertid havde han en fast Mund, og hans Øjne var mærkværdige. Han har
en Gang vendt dem imod mig i Vrede, og jeg vil hellere ride gennem en
fjendtlig Afdeling paa en daarlig Hest end se dem saaledes igen. Og
alligevel er jeg ikke en Mand, man nemt jager en Forskrækkelse i Livet.
Kejseren stod henne i det ene Hjørne af Værelset med Ryggen mod Vinduet
og stirrede paa et stort Kort, der hang paa Væggen. Berthier stod ved
Siden af ham og forsøgte at se kløgtig ud. Netop da vi traadte ind,
snappede Napoleon Kaarden fra ham og pegede paa Kortet med den. Han
talte hurtigt og lavmælt, men jeg hørte ham dog sige: "Meuse-Dalen" og
to Gange gentage Ordet "Berlin". Da vi traadte ind, kom Berthier os i
Møde, men Kejseren standsede ham og befalede os at komme nærmere.
"De har endnu ikke modtaget Æres-Medaljen, Brigader Gerard?" sagde han.
Jeg besvarede Spørgsmaalet benægtende og skulde netop tilføje, at det
var ikke, fordi jeg ikke havde fortjent den, da han afbrød mig paa sin
sædvanlige korte Maade.
"Og De, Major?"
"Nej, Sire!"
"Saa skal De begge faa Lejlighed hertil --!"
Han førte os begge hen til det store Kort. Med Spidsen af Berthiers
Kaarde pegede han paa Rheims.
"Jeg vil være aabenhjertig overfor Dem, mine Herrer, som overfor to
Kammerater. De har jo begge været hos mig siden Marengo, husker jeg,"
Han havde et mærkværdig behageligt Smil, der plejede at lyse op paa hans
blege Ansigt som en mat Solstraale. "Her ved Rheims er i Øjeblikket vort
Hovedkvarter, og det i Dag den fjortende Marts. Meget vel. Der er Paris,
godt og vel tolv Mil herfra. Blücher ligger i Nord, Schwarzenberg i
Syd." Han prikkede i Kortet med Kaarden, medens han talte.
"Nuvel!" sagde han, "jo længere ind i Landet disse Folk marscherer, des
mere afgørende skal jeg knuse dem. De er i Færd med at rykke mod Paris.
Meget vel. Lad dem komme. Min Broder, Kongen af Spanien, vil snart være
her med hundrede tusinde Mand. Det er til ham, at jeg vil sende Dem. De
skal overbringe ham et Brev, af hvilket De hver faar et Eksemplar. Det
er for at meddele ham, at jeg kommer ham til Hjælp om to Dage med hver
Mand, hver Hest og hver Kanon. Jeg maa give Dem en Hvil paa otte og
fyrretyve Timer. Saa lige mod Paris! De forstaar mig, mine Herrer!"
Aa, blot jeg kunde have beskrevet Jer min Stolthed og min Lykke ved
saaledes at blive den store Mands Fortrolige. Da han rakte os vore
Breve, klirrede jeg med Sporene, skød Brystet frem og smilede og nikkede
for at lade ham forstaa, at jeg havde fattet hans geniale Plan. Han
smilede ogsaa og lagde et Øjeblik sin Haand paa min Skulder. Jeg vilde
gerne have betalt det halve af min Lønning, hvis min Moder kunde have
set mig i det Øjeblik.
"Jeg skal vise Dem Deres Rute," sagde han og vendte sig atter mod
Kortet. "De maa følges ad saa langt som til Bazoches. De maa da skilles.
Den ene tager Vejen mod Paris over Oulchy og Neuilly, medens den anden
rider Nord paa gennem Braine, Soissons og Senlis. Har De noget at
bemærke, Brigader Gerard?"
Jeg er kun Soldat, men mangler dog ikke Talegaver og Ideer. Jeg begyndte
at tale om Frankrigs Hæder og Storhed, men Kejseren afbrød mig brat.
"Og De, Major Charpentier?"
"Saafremt vi maatte finde, at den opgivne Rute er usikker, er det da
tilladt at vælge en anden?"
"Soldater vælger ikke, de adlyder!" svarede Napoleon. Han bøjede Hovedet
for at vise, at vi kunde gaa og vendte sig atter mod Berthier. Jeg ved
ikke, hvad han sagde til denne, men jeg hørte dem begge le.
Som I sagtens kan tænke Jer, begav vi os skyndsomst paa Vej. Efter en
halv Times Forløb red vi ned gennem Rheims og Klokken slog netop tolv,
da vi passerede Domkirken. Jeg havde min lille graa Hoppe, Violette,
under mig, og det var den hurtigste Hest i hele sjette Brigade.
Charpentier red derimod en af den Slags Gyngeheste, disse Hestgrenaderer
holdt saa meget af, en Ryg som et Sengested og Ben som en Vandpost. Han
var selv en klodset Fyr, saa det var et kønt Par.
Da vi kom ud af Byen, red vi igennem den franske Lejr og derefter over
Slagmarken fra i Gaar. Denne var besaaet med Ligene af Russerne og af
vore egne stakkels Kammerater. Men alligevel frembød Lejren det
bedrøveligste Syn. Vor Hær var ved at smelte hen. Med Garden fik det
endda gaa, skønt den unge Garde kun bestod af Rekrutter. Artilleriet og
det svære Kavalleri kunde have været udmærket, saafremt der blot havde
været noget mere af det; men Infanteristerne med deres Underofficerer
lignede næsten Skoledrenge med deres Lærere. Og vi havde ingen Reserver.
Naar jeg saa fortæller, at der stod 80,000 Prøjsere i Nord og 150,000
Russere og Østrigere i Syd, vil I forstaa, mine Venner, at dette kunde
stemme selv den tapreste Mand alvorlig.
For mit eget Vedkommende maa jeg tilstaa, at jeg fældede en Taare,
indtil jeg kom i Tanker om, at Kejseren stadig var iblandt os, og at han
samme Morgen havde lagt sin Haand paa min Skulder og havde lovet mig
Æres-Medaljen. Dette fik mig til at se lysere paa Tingene, og jeg jog
Sporene i Violettes Sider, indtil Charpentier bad mig om at have
Medlidenhed med hans store, prustende Kamel. Vejen var elendig, og
Artilleriet havde skaaret to Fod dybe Furer i den, saa i og for sig
havde han Ret i, at det ikke var Stedet for en Galop.
Jeg har aldrig staaet paa en særlig venskabelig Fod med denne
Charpentier, og de næste fem Mil kunde jeg ikke trække et Ord ud af ham.
Han red med sammentrukne Bryn og Hagen ned paa Brystet som et Menneske,
der er hensunken i sine egne Tanker. Jeg spurgte mere end én Gang, hvad
der optog ham, idet jeg gik ud fra, at jeg med min hurtigere Intelligens
muligvis kunde klare Begreberne for ham. Han svarede altid, at det var
hans Sendelse, han tænkte paa, hvilket overraskede mig, thi skønt jeg
aldrig havde haft store Tanker om hans Forstand, forekom det mig
umuligt, at nogen kunde misforstaa en saa simpel og soldatermæssig
Opgave.
Da vi kom til Bazoches, red han imod Syd og jeg imod Nord. Før han
forlod mig, vendte han sig imidlertid om i Sadlen og saa paa mig med et
besynderligt spørgende Blik.
"Hvad har De faaet ud af det, Brigader?" spurgte han.
"Af hvad?"
"Af vor Sendelse."
"Den er dog lige til!"
"Ja, det tror De! Hvorfor betroede Kejseren os sine Planer?"
"For at prøve vor Forstand!"
Min Ledsager lo paa en Maade, som jeg fandt generende.
"Maa jeg spørge, hvad De har i Sinde at gøre, saafremt De finder alle
disse Landsbyer fulde af Prøjsere?" spurgte han.
"Jeg følger min Ordre."
"Saa bliver De blot slaaet ihjel."
"Meget muligt."
Han lo igen, denne Gang saa udfordrende, at jeg greb til mit Sværdhæfte.
Men før jeg kunde fortælle ham, hvad jeg mente om hans Dumhed og
Uopdragenhed, havde han vendt sin Hest og humpede ned ad Vejen. Jeg saa
hans svære, laadne Kappe forsvinde bag Brynet af Højen og red saa
videre, medens jeg undrede mig over hans Opførsel. Fra Tid til anden
stak jeg Haanden ind paa Brystet for at overbevise mig om, at jeg endnu
sad inde med det værdifulde Dokument. Dette prægtige Papir, der skulde
skaffe mig Æresmedaljen, om hvilken jeg saa længe havde drømt. Hele
Vejen fra Braine til Sermoise tænkte jeg paa, hvad min Moder vilde sige,
naar hun hørte det.
Jeg standsede hen paa Formiddagen for at give Violette et Foder i en
Kro, der laa ved Landevejen ikke langt fra Soissons. Kromanden meddelte
mig da, at Marmont havde trukket sig tilbage herover for to Dage siden,
og at Prøjserne var gaaede over Aisne. En Time senere saa jeg i det
svindende Dagskær to af deres Vedetter paa en Høj til højre, og da
Mørket brød frem, skinnede deres Bivuak-Ild mod den nordlige Himmel.
Da jeg hørte, at Blücher allerede havde besat Egnen for to Dage siden,
forbavsede det mig, at Kejseren ikke allerede vidste, at Egnen,
hvorigennem han havde befalet mig at ride med det vigtige Brev, var
besat af Fjenden. Men saa tænkte jeg paa, at han havde sagt til
Charpentier, at en Soldat har at adlyde, ikke at vælge. Jeg skulde følge
den Vej, han havde opgivet mig, saalænge Violette kunde røre et Lem og
jeg holde en Tømme. Paa hele Turen fra Sermoise til Soissons, hvor Vejen
gaar op og ned og snor sig gennem Fyrreskove, holdt jeg min Pistol og
min Sabel parat, idet jeg red hurtigt til, naar Vejen gik lige ud, og
naar jeg skulde dreje om Hjørnene, sagtnede jeg Farten, saaledes som jeg
havde lært i Spanien.
Da jeg kom til den Bondegaard, som ligger til højre for Vejen, naar man
har passeret Træbroen, der fører over Crise, i Nærheden af den store
Statue af "den hellige Jomfru", raabte en Kone til mig fra Marken, at
Prøjserne var i Soissons. En lille Afdeling Landsenerer var kommen samme
Eftermiddag, og man ventede en hel Division inden Midnat. Jeg gav mig
ikke Tid til at høre Slutningen af hendes Beretning, men jog Sporerne i
Violettes Sider, og fem Minutter efter galopperede jeg ind i Byen.
For Enden af Hovedgaden stod tre Uhlaner og sludrede ved Siden af deres
Heste, medens de røg paa Piber saa lange som min Sabel. Jeg fik Øje paa
dem i Lyset fra en aaben Dør, men af mig kan de kun have set Skinnet af
Violettes graa Sider og den sorte Skygge af min flagrende Dolman. Et
Øjeblik efter for jeg gennem en Klynge af dem, der kom ud fra en aaben
Port. Violette løb en af dem over Ende, og jeg sparkede efter en anden
uden dog at træffe ham. To Karabinskud knaldede, men jeg var allerede
kommen om det nærmeste Hjørne og hørte ikke en Gang Kuglernes Hvislen.
Aa, hvor vi var storartede, Violette og jeg! Hun løb som en opskræmmet
Hare, og der fløj Ild fra Hovene. Jeg stod op i Stigbøjlen og svingede
mit Sværd. Der var nogen, der sprang til for at gribe Tøjlerne. Jeg
huggede Armen over paa Vedkommende og hørte ham hyle af Smerte bag mig.
To Ryttere red ind paa mig. Jeg stødte den ene ned og satte fra den
anden. Et Minut efter var jeg ude af Byen og fløj hen ad en bred, hvid
Landevej med sorte Popler langs Siderne. Endnu en Tid hørte jeg Lyden af
Hovslag bag ved mig, men de døde lidt efter lidt hen. Tilsidst kunde jeg
ikke skelne dem fra mit eget Hjertes Banken. Snart blev alt stille. De
havde opgivet Jagten.
Jeg maatte nu være midt inde i Fjendens Linjer, thi ud fra et Hus ved
Vejsiden lød en Drikkevise, sunget af flere Stemmer. Kort efter dukkede
to Mænd frem i Maaneskinnet -- Himlen var nu ganske uden en Sky -- og
tilraabte mig noget paa Tysk, men jeg galopperede videre uden at svare
dem. De var aabenbart bange for at give Ild, thi deres egne Husarer er
klædt netop som jeg var.
Det var prægtigt Maaneskin, og Træerne kastede deres mørke Skygger hen
over Vejen. Jeg kunde se ud over Landet lige saa tydeligt, som om det
var om Dagen, og meget fredeligt saa det ud, naar undtages, at der
flammede en stor Ildebrand et Steds oppe i Nord. I denne stille
Nattetime og med Bevidstheden om, at jeg havde Faren baade for og bag,
var der noget gribende og uheldsvangert ved denne store, fjerne Ild. Men
jeg er ikke saa let paavirkelig, dertil har jeg oplevet for mange
mærkelige Ting. Jeg gav mig til at nynne en rask Melodi og tænkte paa
den lille Lisette, som jeg maaske skulde faa at se i Paris. Jeg var helt
optaget ved Tanken herom, da jeg ved at dreje om et Hjørne kom lige ind
paa et halvt Dusin tyske Dragoner, som sad omkring en Brændeild ved
Vejsiden.
Jeg saa straks, at hvad jeg end gjorde, vilde jeg nu blive jaget, og paa
en Hest, der allerede havde tilbagelagt seks lange Mil. Men det var
bedre at blive jaget fremad end at blive jaget tilbage. Risikoen blev
den samme i den maaneklare Nat med Forfølgernes friske Heste bag mig,
men saafremt det skulde lykkes mig at ryste dem af mig, vilde jeg
foretrække, at det skete i Nærheden af Senlis fremfor ved Soissons.
Dette stod mig klart i samme Øjeblik. Mine Øjne havde næppe hvilet paa
de skæggede Ansigter under Metalhjælmene, før mine Sporer havde rørt
Violette, og hun for af Sted som en Stormvind.
Hvilken Raaben og Klirren og Stampen bag os! Tre af dem fyrede, og tre
svang sig paa deres Heste. En Kugle traf Bagremmen paa min Sadel med en
Lyd som en Stok mod en Dør. Violette sprang vildt forover, og jeg
troede, hun var bleven saaret. Men det var kun et Strejfskud, tæt op
imod en af Forhovene. Aa, det kære lille Dyr, hvor jeg dog elskede det,
da jeg mærkede, at det atter slog over i sin lange, lette Galop, medens
Hovene gik som en spansk Piges Kastagnetter. Jeg kunde ikke beherske
mig. Jeg vendte mig i Sadlen, vinkede og raabte: "Leve Kejseren!" og
hylede af Latter over den Strøm af Eder, der fulgte paa.
Men Enden var ikke endda. Havde min Hest været frisk, havde vi nok redet
dem agterud. Der var en af dem, en ung Knøs af en Officer, som var bedre
ridende end de andre. Han kom mere og mere ind paa Livet af mig. De to
andre Forfølgere red allerede trehundrede Alen bag ham, og hver Gang jeg
vendte mig om, saa jeg, at Afstanden stadig blev større.
Jeg ventede, indtil Knøsen var kommen et langt Stykke foran sine
Kammerater, og saa holdt jeg lidt igen paa min Hoppe, ganske lidt, saa
at han maatte tro, at han nok skulde indhente mig. Da han kom indenfor
Skudvidde, trak jeg min Pistol frem og lagde min Hage paa Skuldren for
at se, hvad han vilde tage sig for.
Han gjorde ikke Mine til at fyre, og jeg opdagede hurtigt Grunden. Den
dumme Dreng havde taget Pistolerne ud af Saddelhylsterne, da han skulde
kampere for Natten. Nu svang han Sablen imod mig og udstødte en eller
anden Trusel. Han syntes ikke at forstaa, at han var ganske overgivet
til min Naade og Barmhjertighed. Jeg holdt Violette tilbage, indtil der
ikke var stort mere end en Landselængde imellem Hestene.
"Rendez-vous!" brølede han.
"Maa jeg komplimentere Monsieur for hans Fransk," sagde jeg og lagde
Pistolen paa min venstre Arm, hvad jeg altid har fundet var den bedste
Maade at skyde paa fra Sadel. Jeg sigtede paa hans Ansigt og kunde i
Maanelyset se, hvor bleg han blev, da han forstod, at det var ude med
ham. Men netop da jeg lagde Fingeren paa Aftrækkeren, kom jeg til at
tænke paa hans Moder, og jeg jog min Kugle gennem Bringen paa hans Hest.
Jeg er bange for, at han slog sig slemt i Faldet, for det var et
frygteligt Bums, men da jeg havde mit Brev at tænke paa, lod jeg atter
Violette strække ud.
Men de var ikke saadan at ryste af sig, disse Banditter. De to andre
Forfølgere tog sig ikke mere af deres Officer, end om han havde været en
Rekrut, der var bleven kastet af i Rideskolen, men fortsatte Jagten paa
mig. Jeg var kommen op ad en Bakkeskraaning og haabede saa smaat at have
set dem for sidste Gang; men Pokker tage mig, om de ikke var lige i
Hælene paa mig! Derfor fremad i lynende Fart! Min Hoppe rystede Hovedet
og jeg min Chako for at vise, hvad vi tænkte om to Dragoner, der søgte
at fange en Husar. Men i samme Øjeblik holdt mit Hjerte næsten op at
banke, thi for Enden af den lange, hvide Vej holdt en sort Klynge
Kavalleri rede til at modtage mig. En ung Soldat vilde have taget det
for Træernes Skygger, men jeg saa godt, at det var en Afdeling Husarer,
og hvorhen jeg end vendte mig, syntes Døden mig vis.
Jeg havde altsaa Dragonerne bagved mig og Husarerne foran mig. Aldrig
siden Moskwa havde jeg været i en saadan Knibe. Men for mit Korps' Ære
vilde jeg hellere lade mig hugge ned af det lette Kavalleri end af det
svære. Jeg drev derfor Violette fremad.
Jeg husker, at jeg forsøgte at bede en Bøn, medens jeg red fremad, men
at jeg var lidt ude af Øvelsen, og de eneste Ord, jeg kunde finde, var
Bønnen om godt Vejr, vi plejede at bruge paa Skolen Aftenen før en
Helligdag. Men denne var dog altid bedre end ingen, og jeg fremmumlede
den netop, da jeg pludselig hørte franske Udraab foran mig. Det var vore
egne, kære, smaa Slyngler af Marmonts Korps! Mine to Forfølgere gjorde
kort omkring og galopperede bort i rasende Fart, medens Maanelyset
brødes i deres Metalhjælme, og jeg travede hen til mine Venner uden
upassende Fart, thi jeg vilde have, de skulde forstaa, at selv om en
Husar maa flygte, er det imod hans Natur at flygte for hurtigt.
Imidlertid er jeg bange for, at Violettes Forpustethed og skummende Mule
paa det kraftigste dementerede min skødesløse Optræden.
Og hvem var vel saa i Spidsen for Troppen andet end den gamle Bouvet,
som jeg frelste ved Leipzig! Da han fik Øje paa mig, fyldtes hans smaa,
missende Øjne med Taarer, og jeg blev helt rørt over at se hans Glæde.
Jeg fortalte ham om min Sendelse, men han lo vantro, da jeg sagde, at
jeg skulde gennem Senlis.
"Fjenden er der," sagde han, "saa du kan ikke komme derigennem."
"Netop af den Grund vil jeg derigennem," svarede jeg.
"Men hvorfor dog ikke vælge den lige Vej til Paris med din Depeche?
Hvorfor netop vælge den eneste Vej, hvor du kan være nogenlunde sikker
paa enten at blive taget til Fange eller dræbt?"
"En Soldat vælger ikke, han adlyder!" sagde jeg, ganske som jeg havde
hørt Napoleon sige.
Den gamle Bouvet brød ud i en drillende Latter, der varede lige indtil
jeg havde sat mine Moustacher i Vejret og maalt ham fra Top til Taa. Saa
kom han endelig til Fornuft.
"Godt," sagde han, "men saa maa du helst tage af Sted med os, thi vi
skal ogsaa til Senlis for at rekognisere. En Eskadron af Ponnowskis
polske Lansenerer foran os."
Saa travede vi af Sted gennem den stille Nat, indtil vi kom op paa Siden
af Polakkerne. Fine gamle Soldater var det, selv om de forekom mig lidt
tunge til deres Heste. Det var en Fryd at se dem, og de kunde ikke have
ført sig bedre, om de havde hørt til min egen Brigade. Vi fulgtes ad,
indtil vi henad Morgenstunden saa Lysene i Senlis. En Bonde kom
trækkende med sin Kærre, og han fortalte os, hvorledes det stod til inde
i Byen. Hans Efterretninger var paalidelige nok, thi hans Broder var
Kusk hos Borgmesteren, og de havde talt sammen hele den foregaaende
Aften. En enkelt Eskadron Kosakker var indkvarteret paa Raadhuset, som
laa i et Hjørne paa Torvet og var Byens største Bygning. En hel Division
prøjsisk Infanteri kamperede i Skoven nordpaa, men i Senlis var der ikke
andet end Kosakker.
Hvilken kærkommen Lejlighed tilbød der sig ikke her til at hævne sig paa
disse Barbarer, hvis Grusomhed imod vore stakkels Landboere var et
staaende Samtaleemne ved Lejrilden.
Vi fo'r ind i Byen som en Hvirvelvind, huggede Vedetterne ned og red
Forposterne over Ende. Raadhusets Døre blev slaaede ind, før Fjenden
forstod, at Franskmændene var over dem. Vi saa frygtelige Hoveder ved
Vinduerne, Hoveder, skæggede til Tindingerne, med sort, uredt Haar under
Faareskindshuerne, og dumme, gabende Munde. "Hourra! Hourra!" skreg de
og affyrede deres Karabiner, men vore Folk var inde i Huset og i
Struberne paa dem, før de fik gnedet Søvnen af Øjnene. Det var
frygteligt at se, hvorledes Polakkerne kastede sig over dem, lig sultne
Ulve over en Flok af fede Faar, thi som I véd er Polakkerne og
Kosakkerne, trods Navneligheden, Dødsfjender. De fleste blev dræbt i de
øvre Værelser, hvorhen de var flygtede, og Blodet flød ned i Salen som
Regnen fra et Tag.
Da Huset var renset for Fjender, hentede jeg Vand til Violette, og vor
landlige Fører viste mig, hvor den gode Borgmester gemte sit Foder. I
kan stole paa, at min lille Veninde trængte til det. Derefter vaskede
jeg hendes Ben, tøjrede hende og gik saa ind i Huset for at finde en
Mundfuld til mig selv, saaledes at jeg ikke behøvede at gøre Ophold, før
jeg havde naaet Paris.
Og nu kommer jeg til den Del af min Fortælling, der sikkert vil synes
Eder mærkeligst, endskønt jeg kunde berette Jer mindst ti Tildragelser,
hentede fra mit Soldaterliv, lige saa mærkelige som denne. I vil
forstaa, at en Mand, der har tilbragt hele sit Liv i Spejder- og
Vedettjenesten paa den blodige Grund, der skiller to store, fjendtlige
Hære, har oplevet en Del. Nu skal jeg imidlertid fortælle Jer, hvad der
hændte ved denne Lejlighed.
Gamle Bouvet stod og ventede i Gangen, da jeg traadte ind, og han
spurgte mig om vi ikke skulde knække Halsen paa en Flaske Vin. "Men vi
maa min Salighed ikke vente for længe," sagde han, "thi over i Skoven
ligger der ti Tusinde af Theilmanns Prøjsere."
"Hvor er Vinen?" spurgte jeg.
"Bare rolig! To Husarer kan altid finde Vin, saafremt der er nogen." Og
med et Lys i Haanden gik han ned ad Stentrappen til Køkkenet, hvorfra en
Vindeltrappe førte ned i Kælderen. Det var let at se, at Kosakkerne
havde været der før os; det fortalte de mange tømte Flasker, der flød
omkring os. Imidlertid maa Borgmesteren have været en stor Levemand, for
jeg kunde ikke ønske mig en bedre Vinkælder: Chambertin, Graves,
Alicante, hvid og rød Vin, tør og musserende, alt laa i velordnede
Pyramider og kiggende undseligt frem mellem Høvlspaanerne. Gamle Bouvet
stod med sit Lys og smidskede af alle Herlighederne -- han lignede ganske
en Kat foran et Mælkefad. Han havde faaet sig udsøgt en Flaske Bourgogne
og strakte netop Haanden ud efter Flasken, da der bragede en Musketsalve
over os. Prøjserne var over os!
"Det er forbi!" raabte jeg og greb Bouvet i Armen.
"Der er én til, som skal dø forinden!" sagde han og fo'r som en Gal op
ad den anden Trappe.
Havde jeg været i hans Sted, vilde jeg ogsaa have søgt Døden. Thi han
havde begaaet en stor Fejl ved ikke at udsætte Vagtposter. I første
Øjeblik havde jeg i Sinde at gøre ham Følgeskab, men saa kom jeg i
Tanker om min Sendelse, og at, saafremt jeg blev fanget eller dræbt,
vilde Kejserens vigtige Skrivelse falde i Fjendernes Hænder. Derfor lod
jeg Bouvet dø alene, gik atter ned i Kælderen og slog Døren i efter mig.
Dog heller ikke hernede var der synderlig morsomt. Bouvet havde tabt
Lyset, da Prøjsernes Hylen lød oven paa, og jeg, der famlede mig frem i
Mørket, kunde ikke finde andet end ituslaaede Flasker. Men heldigvis
fandt jeg efter nogen Søgen Lyset, der var rullet hen under et Vinfad.
Jeg søgte forgæves at tænde det ved mit Fyrtøj. Vægen maatte være bleven
fugtig ved at falde ned i en Vinpøl, og jeg huggede det derfor midt
over med mit Sværd, hvorefter det lyste storartet. Hvad jeg nu skulde
gøre, stod mig ikke klart. Slynglerne ovenpaa skreg sig selv hæse, og
det vilde sikkert ikke vare længe, før de følte Trang til noget at faa
Struben vædet med. Saa vilde det være Slut for den flotte Soldat, hans
Sendelse og Æres-Medalje. Jeg tænkte paa min Moder, og saa tænkte jeg
paa Kejseren. Jeg følte mig bedrøvet over, at den ene skulde miste saa
fortræffelig en Søn, den anden den bedste Letkavallerist-Officer siden
Lasalles Dage. Men straks efter var jeg atter mig selv. "Fat Mod!"
tænkte jeg og slog mig for Brystet, "fat Mod, min Dreng! Det er ikke
sandsynligt at en Soldat, der kom uskadt fra Moskva uden saa meget som
et Frostsaar, skal dø i en fransk Vinkælder!" Jeg sprang hurtig op og
forvissede mig om, at jeg havde mit dyrebare Brev. Dette gav mig Mod.
Min første Tanke var at sætte Ild paa Huset for at undslippe i
Forvirringen. Min næste at kravle ind i et tomt Vinfad. Jeg saa mig om
for at finde et saadant, da jeg i et Hjørne fik Øje paa en lav Dør, der
var malet i samme graa Farve som Muren. Jeg stødte til den og troede
først, at den var aflaaset. Imidlertid gav den dog lidt efter, og saa
forstod jeg, at et eller andet holdt igen paa den modsatte Side. Jeg
satte Ryggen imod Døren og mine Fødder mod et Oksehoved, stødte derefter
saa kraftigt til, at Døren sprang op, og jeg styrtede baglænds ind i det
andet Rum. Lyset røg ud af Haanden paa mig, saa jeg atter befandt mig i
Mørke.
Gennem et Gittervindue faldt der en svag Lysstribe ind i Kælderen, thi
uden for brød Dagen frem, og jeg saa nu, at jeg befandt mig i en anden
Vinkælder, opfyldt af kæmpemæssige Tønder. Men det forekom mig, at dette
i hvert Fald var et sikrere Skjulested end den ydre Kælder, og efter at
have fundet mit Lys var jeg netop i Færd med at barrikadere Døren, da
jeg pludselig saa noget, der fyldte mig med Forbavselse og, hvorfor ikke
tilstaa det, med et ganske lille Stænk af Frygt.
Jeg har fortalt, at i den fjerneste Ende af Kælderen faldt der en graa
Lysstribe ned fra et lille Gittervindue. Naa, som jeg stirrede ind i
Halvmørket, saa jeg en stor, høj Skikkelse glide ud i Lysstriben og
atter ind i Mørket. Det gav paa Ære et saadant Sæt i mig, at min Chako
næsten sprængte Hageremmen. Det Hele foregik i et Nu, men alligevel
havde jeg opdaget, at Fyren havde en lodden Kosakhue paa Hovedet, og at
det var en stor, langbenet Røver med en Sabel ved Siden. Min Tro, selv
Etienne Gerard blev lidt betænkelig ved at være alene i Mørket med en
saadan Karl.
Men kun for et Øjeblik. "Mod!" tænkte jeg. "Er jeg ikke den bekendte
Grenader, en og tredive Aar gammel og Kejserens udvalgte Sendebud? Naar
det kommer til Stykket, har den Fyr mere Grund til at være bange for
mig, end jeg for ham." Og i det samme gik det op for mig, at han
virkelig var bange -- dødsens angst. Jeg kunde se det af hans ilsomme
Skridt og hans sammenkrøbne Holdning, da han løb rundt mellem Tønderne
som en Rotte, der søger efter sit Hul. Det maa naturligvis have været
ham, der havde holdt igen paa Døren, og ikke en Pakkasse eller et
Vinfad, hvad jeg havde antaget. Det var ham, der var den Forfulgte, og
mig, der var Forfølgeren. Nu skulde han erfare, at det ikke var nogen
Kylling, han havde at gøre med, denne Røver fra Norden. I skulde have
set mig i det Øjeblik!
Jeg indsaa snart, at jo dristigere jeg optraadte, des bedre. Altsaa
tændte jeg Praasen og gik lige løs paa ham med draget Sværd. "Kom frem,
din Slyngel!" skreg jeg, "du er dødsens, og skal gøre dine Kammerater
Følgeskab!"
Jeg holdt Lyset i Vejret og fik nu Mandens Hovede at se, som det stak op
af en Tønde. Han havde en gylden Kokarde paa sin sorte Hue, og Udtrykket
i hans Ansigt fortalte mig straks, at han var Officer og en dannet Mand.
"Min Herre!" raabte han paa udmærket Fransk, "jeg overgiver mig til
Deres Beskyttelse. Men giver De mig ikke Deres Løfte, vil jeg sælge mit
Liv saa dyrt jeg kan!"
"Min Herre!" svarede jeg, "en Franskmand ved, hvorledes han skal
behandle en ulykkelig Fjende. Deres Liv er sikkert!"
Han langede mig derefter sit Sværd op fra Tønden.
"Hvem har jeg den Ære at tage til Fange?" spurgte jeg.
"Jeg er Grev Boutkine af de donske Kosakker," sagde han. "Med min
Afdeling kom jeg hertil for at rekognisere Senlis, og da vi ingen Fjende
fandt, besluttede vi at tilbringe Natten her."
"Det er maaske indiskret at spørge om, hvorledes De er kommen herned i
Kælderen?" spurgte jeg.
"Aldeles ikke!" svarede han. "Vi havde i Sinde at drage af Sted ved
Morgengry. Da jeg imidlertid frøs, gik jeg herned i Kælderen for at tage
mig en Slurk Vin. Medens jeg rumsterede rundt hernede, blev Huset
stormet af Deres Folk, og da jeg kom op ad Trapperne, var det Hele
allerede forbi. Jeg havde da ikke andet at gøre end at forsøge at frelse
mit eget Liv, hvorfor jeg løb tilbage og skjulte mig i denne Kælder,
hvor De nu har fundet mig."
Jeg tænkte paa, hvorledes gamle Bouvet havde handlet under lignende
Omstændigheder. Imidlertid fremgik det af Grevens Fortælling, at han
havde opholdt sig i den bageste Kælder, medens vi befandt os i den
forreste, og at han derfor ikke havde hørt Spektaklet, da hans egne
Allierede tilbageerobrede Huset. Men opdagede han dette, vilde Bladet
vende sig, og jeg vilde blive hans Fange i Stedet for han min. Hvorledes
skulde jeg nu handle? Jeg var ved at køre fast, da jeg pludselig fik saa
glimrende en Indskydelse, at jeg ikke kunde lade være at beundre min
egen Opfindsomhed.
"Grev Boutkine," sagde jeg, "jeg befinder mig i en meget vanskelig
Stilling!"
"Og hvorfor?" spurgte han.
"Fordi jeg har lovet at beskytte Deres Liv."
Han begyndte at hænge med Næbet.
"De vil da ikke tage Deres Løfte tilbage?" sagde han.
"I værste Fald vil jeg ofre mit Liv for at beskytte Dem," svarede jeg.
"Men Vanskelighederne er store."
"Forklar Dem nærmere," udbrød han.
"Jeg vil være ærlig overfor Dem," fortsatte jeg, "De ved sikkert, at
vore Soldater, og særlig Polakkerne, er saa rasende paa Kosakkerne, at
blot Synet af en Uniform gør dem rasende. De kaster sig øjeblikkelig
over Bæreren og hugger ham i Stykker, Lem for Lem. Ikke en Gang Deres
Officerer kan holde dem tilbage." Russeren blev ganske bleg ved disse
Ord og Maaden, hvorpaa jeg sagde dem.
"Men det er jo frygteligt!" sagde han.
"Mere end frygteligt," svarede jeg; "saafremt vi i dette Øjeblik gik
ovenpaa sammen, vilde det være ganske umuligt at beskytte Dem!"
"Jeg lægger min Velfærd i Deres Hænder," sagde han. "Hvad foreslaar De,
at vi skal gøre? Vilde det ikke være det bedste, om jeg blev tilbage
her?"
"Det værste af alt!"
"Og hvorfor?"
"Fordi vore Soldater om et Øjeblik vil undersøge Huset, og saa bliver De
hugget i Stykker. Faar de Øje paa Deres forhadte Uniform, ved jeg
nøjagtigt, hvorledes det vil gaa."
"Skulde jeg da ikke tage Uniformen af?"
"Udmærket!" raabte jeg; "nu har jeg det! De maa tage Deres Uniform af og
trække i min. Den vil gøre Dem hellig for enhver fransk Soldat."
"Det er ikke Franskmændene, jeg frygter, men Polakkerne!"
"Ogsaa mod dem vil min Uniform beskytte Dem."
"Hvorledes kan jeg takke Dem?" svarede han. "Men De selv -- hvad vil De
tage paa?"
"Jeg vil trække i Deres Uniform!"
"Og maaske falde som Offer for Deres Ædelmodighed?"
"Det er min Pligt at løbe Risikoen," svarede jeg; "men jeg frygter ikke.
Jeg vil gaa ovenpaa i Deres Uniform. Hundrede Sværd vil blive vendt imod
mig. Saa vil jeg raabe: "Holdt! Jeg er Brigader Gerard!" De vil se mit
Ansigt, de vil genkende mig, og derefter vil jeg fortælle dem om Dem, og
De vil være frelst."
Han skælvede af Iver efter at faa Klæderne af. Hans Støvler og Benklæder
var omtrent som mine egne, saa der var ingen Grund til at skifte dem,
men jeg gav ham min Husartrøje, min Dolman, min Chako og mit Sabelhæng
med Taske, medens jeg til Gengæld fik hans høje Faareskindshue med den
gyldne Kokarde, hans skindbræmmede Frakke og hans krumbøjede Sabel. Men
selvfølgelig glemte jeg ikke at lægge mit dyrebare Brev om i Lommen paa
min ny Frakke.
"Med Deres Tilladelse," sagde jeg, "vil jeg nu binde Dem til Tønden."
Han gjorde en rædsom Masse Ophævelser, men i mit Soldaterliv havde jeg
lært at være paa min Post, og hvem ved, om han ikke, naar jeg havde
vendt ham Ryggen, vilde forstaa det Hele og krydse mine Planer? Han stod
netop og lænede sig op ad en Tønde, saa jeg behøvede kun at løbe seks
Gange rundt om den med et Reb og slaa en tyk Knude bag paa for at gøre
ham uskadelig. Dersom han nu fik i Sinde at gaa ovenpaa, maatte han i
det mindste bære et Tusind Liter god fransk Vin som Tornyster. Jeg
laasede derefter Døren til den bagerste Kælder efter mig, saa at han
ikke kunde høre, hvad der gik for sig, kastede Lyset bort og steg op ad
Køkkentrappen.
Der var kun tyve Trin, men alligevel fik jeg Tid til at tænke paa mangt
og meget, medens jeg steg op ad dem. Jeg havde ganske den samme Følelse
som den Gang ved Eylau, da jeg laa med mit brækkede Ben og saa
Feltartilleriet galoppere lige imod mig. Jeg var klar over, at dersom
jeg blev opdaget, vilde jeg øjeblikkelig blive skudt som forklædt Spion.
Men alligevel var dette en hæderfuld Død i Kejserens personlige
Tjeneste -- og jeg beregnede, at der ikke kunde komme mindre end fem
Linjer, maaske syv, om mig i _Monitøren_. Palaret fik otte Linjer, og
jeg er sikker paa, at han ikke havde saa fin en Karriere som jeg.
Da jeg traadte ind i Hallen med al den Ligegyldighed, jeg raadede over,
var det første, jeg fik Øje paa, Bouvets Lig med Benene trukket op under
sig og et knækket Sværd i Haanden. Jeg havde den største Lyst til at
hilse, da jeg gik forbi ham, thi han var en tapper Mand, men saa blev
jeg bange for, at de skulde lægge Mærke dertil, og opgav det.
Hallen var fyldt med prøjsiske Infanterister, som var i Færd med at
hugge Skydehuller i Muren, som om de frygtede, at der vilde følge endnu
et Angreb. Deres Officer, en lille Mand, løb omkring og uddelte Ordre.
De var altfor optagne til at lægge Mærke til mig, men en anden Officer,
der stod ved Døren med en lang Pibe i Munden, kom hen til mig og
klappede mig paa Skulderen, idet han pegede paa vore stakkels Husarers
Lig. Han sagde samtidig noget, der vist skulde være morsomt, thi hans
lange Skæg aabnede sig, og nogle skinnende Hugtænder kom til Syne. Jeg
lo af hans Vittighed og sagde de eneste russiske Ord, jeg kendte. Jeg
havde lært dem af den lille Sophie i Vilna, og de betød: "Dersom Natten
er smuk, mødes vi under Egetræet, men dersom det regner, ses vi i
Kostalden." Imidlertid var det jo ligegyldigt, hvad jeg sagde til denne
Tysker, men han maa aabenbart have ment, at jeg havde sagt noget meget
morsomt, thi han lo hjerteligt og klappede mig igen paa Skulderen. Jeg
nikkede til ham og marscherede ud af Døren saa koldblodig, som om jeg
var Afdelingens Kommandant.
Et hundrede Heste stod bundne i Gaarden, og de fleste af dem tilhørte
Polakkerne og Husarerne. Min kære lille Violette ventede mig i Klyngen,
og hun hvinede af Henrykkelse, da hun saa mig komme ned imod sig. Men
hende vilde jeg ikke op paa. Nej, jeg var mere dreven end som saa. Jeg
valgte tværtimod en lille lodden Kosakhest og løste den med saa stor en
Overlegenhed, som om den havde tilhørt min Fader før mig. Den havde paa
Ryggen en stor Sæk med Plyndringsgods. Denne Sæk lagde jeg over paa
Violette, som jeg derefter førte med mig i Tømmen. De har aldrig set et
bedre Billede af en Kosak, der vender tilbage fra et Plyndringstog.
Byen var paa dette Tidspunkt fuld af Prøjsere. De stod langs Gaderne og
pegede mig ud for hverandre, saa vidt jeg kunde skønne med Bemærkninger
som denne: "Det er en af disse Helvedes Kosakker, ingen kan hamle op
med, naar det gælder at røve og plyndre."
En eller to Officerer tiltalte mig med en vigtig Mine. Som Svar rystede
jeg blot smilende paa Hovedet og sagde: "Dersom Natten er smuk, mødes vi
under Egtræet, men dersom det regner, ses vi i Kostalden," hvorefter de
trak paa Skuldrene og opgav al videre Samtale. Jeg naaede saaledes
uhindret ud af Byen. Et Stykke henne ad Landevejen kunde jeg se to
Vedetter med deres sorte og hvide Smaaflag, og jeg vidste, at kom jeg
blot uhindret forbi dem, vilde jeg være fri. Jeg lod min Pony trave til,
medens Violette hele Tiden gned sin Mule op ad mit Knæ og saa op paa
mig, som vilde hun spørge mig, om hun havde fortjent at blive skubbet ud
af den laadne Dørmaatte, jeg red paa. Jeg kan vel have været en halvandet
hundrede Alen fra Uhlanerne, da jeg pludselig saa en ægte Kosak komme
galopperende hen imod mig. I vil forstaa mine Følelser ved Synet af ham.
Jeg vil aabent tilstaa, at dette Syn næsten bragte mig til Fortvivlelse,
og at jeg nu ansaa Spillet for tabt. Men kun for et Øjeblik. Derefter
aabnede jeg to Knapper i min Frakke, saa at jeg hurtig kunde faa fat i
Kejserens Brev, thi det var min faste Beslutning, naar alt Haab var ude,
at sluge det og derefter dø med Sværdet i Haand. Jeg løsnede min lille
krumme Sabel i Skeden og travede hen til det Sted, hvor de to Vedetter
holdt. De gjorde Mine til at standse mig, men jeg pegede blot paa
Kosakken, der nu var et hundrede Alen borte, og da de forstod, at jeg
havde i Sinde at tale med ham, lod de mig passere med en Hilsen.
Jeg huggede Sporerne i Siden paa min Pony, thi kom jeg blot
tilstrækkelig langt bort fra Vedetterne, haabede jeg uden større
Vanskelighed at kunne klare mig mod Kosakken. Han var Officer, en stor,
skægget Mand og i samme Uniform som jeg. Da jeg red frem, kom han mig
uvilkaarligt til Hjælp ved at holde sin Hest an, saa at Afstanden mellem
Vedetterne og mig yderligere øgedes. Eftersom jeg nærmede mig ham, kunde
jeg se Forbavselse blive til Mistanke i hans brune Øjne, medens han nøje
betragtede mig og min Pony. Jeg ved ikke, hvad der var galt, men han maa
have faaet Øje paa noget, der ikke var, som det skulde være. Han
tilraabte mig et Spørgsmaal, og da jeg ikke svarede, trak han sit Sværd.
Jeg var glad ved at se ham gøre dette, thi jeg har aldrig holdt af at
slaa en intetanende Fjende ned. Nu for jeg ind paa ham, afparerede hans
Hug og anbragte mit Stød lige under den fjerde Knap paa hans Frakke. Han
styrtede ned af Hesten, og Vægten af hans Legeme trak mig næsten med,
før jeg kunde frigøre Sablen. Der var ikke Tid til at undersøge, om han
var levende eller død. Jeg sprang af Ponyen og op paa Violette og
vinkede med Haanden til de to Uhlaner. Raabende sprængte de af Sted
efter mig i Galop, men Violette havde nu udhvilet og var lige saa frisk,
som da vi begyndte Turen. Jeg drejede om ad den første Sidevej mod Vest
og fulgte derefter Vejen mod Syd, hvad der hurtig vilde bringe mig bort
fra det af Fjenden besatte Land. Fremad, bestandig fremad gik det, og
hvert Skridt bragte mig længere bort fra mine Fjender og nærmere mine
Venner. Da jeg endelig saa mig tilbage, kunde jeg ikke øjne mine
Forfølgere, og jeg forstod, at mine Trængsler var forbi. Hvor var jeg
lykkelig over at have fulgt den Ordre, Kejseren saaledes havde givet
mig. Hvad vilde han sige, naar han saa mig? Han havde befalet mig at
ride igennem Sermoise, Soissons og Senlis uden at ane, at disse Byer var
besatte af Fjenden. Og jeg havde bragt hans Brev gennem de fjendtlige
Rækker, Husarer, Dragoner, Landsenerer og Infanteri -- havde kæmpet med
Magt og sejret ved List og var endda sluppet ganske uskadt.
Da jeg var naaet til Damartin, fik jeg Øje paa vore egne Forposter. Jeg
galopperede ned imod dem for at høre, om Egnen var sikker lige til
Paris, og medens jeg hastig red fremad, følte jeg mig saa stolt over at
være kommen uskadt tilbage til mine Venner, at jeg ikke kunde dy mig for
at svinge mit Sværd i Luften.
Ved dette galopperede en ung Officer frem fra Dragonerne, ogsaa
svingende sin Sabel, og det varmede mit Hjerte at tænke, at han red mig
i Møde med saa megen Varme og Begejstring for at byde mig Velkommen. Jeg
lod Violette danse, og da vi nærmede os hinanden, svang jeg mit Sværd
endnu elegantere end tidligere, men I kan forestille Jer min
Bestyrtelse, da han rettede et kraftigt Hug efter mit Hoved, der sikkert
vilde have rullet hen ad Vejen, havde jeg ikke kastet mig fremad med
Næsen ned i Violettes Manke. Sværdet for hvinende over mit Hoved som en
Østenvind. Selvfølgelig kom dette af den fordømte Kosakuniform, som jeg
i min Begejstring ganske havde glemt. Den unge Løjtnant havde troet, at
jeg var en eller anden forvoven russisk Kamphane, der vilde udfordre det
franske Kavalleri. Stor var hans Bestyrtelse, da det gik op for ham,
hvor nær han havde været ved at dræbe den berømte Brigader Gerard.
Imidlertid var Vejen klar til Paris, og omtrent Klokken tre om
Eftermiddagen var jeg i St. Denis, men det tog mig hele to Timer at naa
herfra til Paris, thi Passagen var næsten helt spærret af
Forplejningsvogne og Artillerireservens Kanoner, der gik nordpaa til
Marmont og Mortier. I vil forstaa den Opsigt, min Dragt vakte, og da jeg
naaede Rue de Rivoli, tror jeg, at jeg havde et Følge paa en Fjerdingvej
efter mig. De to Dragoner, der var fulgt med mig fra St. Denis, blev
bestormede med Spørgsmaal, og snart kendte alle mine Eventyr, og
hvorledes jeg havde faaet min Kosakuniform. Det blev et helt Triumftog.
Mændene raabte Hurra, og Kvinderne kyssede paa Fingrene til mig fra
Vinduerne, og jeg følte mig meget bevæget over al den Hyldest. Ja, selv
min Hoppe rystede Manken og behandlede sine Sider med Halen, som om den
vilde sige: "Vi har denne Gang gjort det godt. Det bliver i Fremtiden
os, man bør betro saadanne Sendelser!" Da jeg kyssede hende paa Mulen
efter at være steget ned af hende ved Tuilleriernes Port, lød der lige
saa høje Jubelraab, som naar en Bulletin læstes op for Storarméen.
Jeg var næppe i Paaklædning til at besøge en Konge, men turde ikke
spilde min Tid. Jeg blev straks vist ind til Joseph, som jeg godt kendte
fra Spanien. Han syntes at være lige saa tyk, rolig og elskværdig som
den Gang. Talleyrand stod ved Siden af ham, eller maaske skal jeg kalde
ham Hertugen af Benevento, men jeg foretrækker nu en Gang de gamle
Navne. Han læste mit Brev, som Joseph Bonaparte havde rakt ham, og
derefter saa han paa mig med et besynderligt Udtryk i sine pudsige smaa
Øjne.
"Var De det eneste Sendebud?" spurgte han.
"Nej, der var et til!" svarede jeg. "Major Charpentier af
Hest-Grenadererne."
"Han er endnu ikke ankommen," sagde Kongen af Spanien.
"Dersom De havde set hans Hests Ben, Deres Majestæt, vilde dette ikke
forbavse Dem!" bemærkede jeg.
"Der kan jo ogsaa tænkes andre Grunde!" kom det fra Talleyrand med et
besynderligt Smil.
Godt, de sagde mig et Par Artigheder og kunde endda have sagt adskilligt
flere uden at sige mig for mange. Jeg bukkede og var glad for at komme
bort, for jeg hader Hoffet lige saa grundigt, som jeg elsker Lejren. Saa
tog jeg hen til min gamle Ven Chaubert, i Rue Miromesnil og laante hans
Husaruniform, som passede mig meget godt. Han, Lisette og jeg spiste til
Middag i hans Lejlighed, og alle mine udstaaede Farer var glemte. Næste
Morgen befandt jeg mig paa Hjemvejen med Violette, thi jeg længtes
naturligvis efter Kejserens Ros og Belønning.
Jeg behøver ikke at bemærke, at jeg denne Gang valgte en sikrere Vej.
Jeg havde foreløbig faaet nok af Kosakker og Uhlaner. Jeg red igennem
Meaux og Château Thierry og naaede samme Aften til Rheims, hvor Napoleon
stadig laa. Baade Ligene af vore stakkels Kammerater og Russerne var nu
bleven begravede, og Slagmarken frembød altsaa ikke det samme Syn, som
da jeg passerede den paa Vejen ud. Ogsaa Soldaterne syntes at se bedre
ud, Kavalleristerne var igen bleven forsynede med Heste, og alt var i
udmærket Orden.
Det er vidunderligt, hvad en god Hærfører kan udrette i Løbet af et Par
Dage.
Straks, da jeg ankom til Hovedkvarteret, blev jeg vist ind i Kejserens
Arbejdsværelse. Han sad med en Kaffekop foran sig ved Skrivebordet og
studerede et stort Kort. Berthier og Macdonald lænede sig i Øjeblikket
over Skuldrene paa ham, og han talte saa hurtigt, at jeg ikke tror, de
forstod uden Halvdelen af, hvad han sagde. Men da han fik Øje paa mig,
slængede han sin Pen hen over Kortet og sprang op med et Udtryk i sit
blege Ansigt, som fik det til at løbe mig koldt ned ad Ryggen.
"Hvad i Djævelens Skind og Ben bestiller De her?" skreg han.
"Jeg har den Ære at melde, Sire," svarede jeg, "at jeg har leveret
Dokumentet til Kongen af Spanien."
"Hvorledes!" hylede han, og hans to Øjne spiddede mig som Bajonetter.
Aa, disse frygtelige Øjne, der skiftede fra Graat til Blaat ligesom
Staal i Solskin. Jeg kan endnu se dem for mig i mine onde Drømme.
"Hvad er der bleven af Charpentier?" spurgte han.
"Han er tagen til Fange!" sagde Macdonald.
"Af hvem?"
"Russerne."
"Kosakkerne?"
"Ja, en enkelt Kosak!"
"Overgav han sig?"
"Uden Modstand!"
"Han er en intelligent Officer. Sørg for, at han faar Æres-Medaljen."
Jeg gned mine Øjne, for at forvisse mig om, at jeg var vaagen.
"Hvad Dem angaar," raabte Kejseren og traadte et Skridt hen imod mig,
som om han vilde slaa mig, "De Faarehoved, hvorfor tror De, at jeg har
sendt Dem ud i dette Ærinde? Antager De da virkelig, at jeg vilde sende
en virkelig betydningsfuld Skrivelse ud ved saadant et Sendebud som Dem
og gennem alle de Byer, Fjenden har besat? Hvorledes det er lykkedes Dem
at slippe igennem, gaar over min Forstand, men saafremt Deres Kammerat
ikke havde haft mere Omløb i Hovedet end De, vilde hele min Felttogsplan
være røget i Lyset. Kan De da ikke se, Klodrian, at dette Brev
indeholdt falske Efterretninger, og at det var beregnet paa at føre
Fjenden bag Lyset, idet jeg bragte en hel anden Plan til Udførelse?"
Da jeg hørte disse grusomme Ord og saa det fortrukne hvide Ansigt lige
foran mit, maatte jeg støtte mig til en Stol, thi enhver fornuftig Tanke
forlod mig, og mine Knæ kunde næppe bære mig. Men jeg samlede alt mit
Mod, og Harmen skød op i mig ved Tanken om, at hele mit Liv havde været
viet denne Mand og mit elskede Fædreland, og at dette var Lønnen.
"Sire!" sagde jeg, og Taarerne trillede ned ad mine Kinder, medens jeg
talte, "naar De vil benytte en Mand som jeg, vil De gøre rettest i at
spille aabent Spil. Havde jeg vidst, at det var Deres Ønske, at Brevet
skulde falde i Fjendens Hænder, vilde jeg have sørget for, at det var
sket. Men da jeg gik ud fra, at jeg skulde værge det, risikerede jeg mit
Liv for det. Jeg tror ikke, Sire, at noget Menneske i Verden har
gennemgaaet saa mange Farer og Hindringer, som jeg har gjort under
Udførelsen af, hvad jeg troede var Deres Vilje!"
Jeg viskede Taarerne af Øjnene, medens jeg talte, og gav ham med saa
megen Varme og Liv, som jeg kunde lægge ind i mine Ord, en Skildring af
det hele, af mit Togt gennem Soissons, mit Sammenstød med Dragonerne,
mit Eventyr i Senlis, mit Møde med Grev Boutkine i Kælderen, min
Forklædning, min Kamp med Kosakofficeren, min Flugt og hvorledes jeg
tilsidst nær var bleven hugget ned af en af vore egne Dragoner.
Kejseren, Berthier og Macdonald hørte til med stigende Forbavselse. Da
jeg havde endt min Beretning, traadte Napoleon hen til mig og kneb mig i
Øret.
"Saa! Saa!" sagde han, "glem nu alt, hvad jeg har sagt! Jeg havde
handlet rigtigere ved at stole paa Dem. Gaa nu kun!"
Jeg vendte mig om mod Døren, og min Haand hvilede allerede paa
Haandtaget, da Kejseren kaldte mig tilbage.
"De vil sørge for," sagde han til Hertugen af Tarentum, "at Brigader
Gerard faar Æres-Medaljen, for jeg tror, at hvis han har det tykkeste
Hoved, har han ogsaa det modigste Hjerte i min Hær."