Hvorledes Brigaderen holdt paa Kongen.
Her i mit Knaphul kan I se mit Ordensbaand, men Medaljen gemmer jeg
hjemme i mit Læderetui og bærer den aldrig, undtagen naar en af de
nymodens Fredsgeneraler eller en eller anden bekendt Fremmed, som
passerer gennem vor lille By, benytter Lejligheden til at bevidne den
bekendte Brigadeofficer Etienne Gerard sin Respekt. Saa anbringer jeg
den paa mit Bryst og giver mit Overskæg det rette Marengosving, som
bringer Glans i Øjnene. Og alligevel frygter jeg for, at hverken I, mine
Venner, eller nogen anden rigtig vil forstaa, hvilken Mand jeg den Gang
var. I kender mig kun som Civilist -- med Mine og Holdning, forstaar
sig! -- men dog kun som Civilist. Men havde I set mig, som jeg stod der
i Krodøren i Alamo den 1ste Juli 1810, vilde I have forstaaet, hvor højt
en Husar kan naa.
Jeg havde maattet opholde mig i den forbandede Landsby en hel Maaned,
blot som Følge af en Lansespids i min ene Ankel, hvad der gjorde det
umuligt for mig at sætte Foden til Jorden. I Begyndelsen var der tre
foruden mig: Gamle Bouvet af Berchenys Husarer, Jacques Regnier af
Kyrassererne og en morsom lille vims Kaptajn, hvis Navn jeg har glemt,
men de var alle bleven raske og havde skyndt sig til Fronten, medens jeg
sad og bed mig i Neglene og rev mig i Haaret og -- jeg tilstaar det -- nu
og da fældede en Taare ved Tanken om Conflans' Husarer og den beklagelige
Stilling, de maatte befinde dem i, nu, de var berøvede deres Oberst. I
forstaar, at jeg endnu ikke var bleven Brigadechef, men jeg var den
yngste Oberst i hele Hæren, og jeg omfattede mit Regiment med en
Interesse, som var det min egen Familie. Jeg var bedrøvet over, at det
skulde undvære mig. Ganske sandt, Villaret, den ældste Major, var en
udmærket Soldat, men selv mellem de bedste er der forskellige Grader paa
Dygtighed.
Hvilken lykkelig Julidag var det ikke, da jeg første Gang hinkede hen
til Døren og stod i det gyldne spanske Solskin! Aftenen før havde jeg
hørt fra Regimentet, der befandt sig i Pastores paa den anden Side
Bjergene, Ansigt til Ansigt med Englænderne og ikke ti Mil fra mig. Men
hvorledes skulde jeg komme derhen? Den samme Lansespids, som havde
saaret min Ankel, havde dræbt min Hest. Jeg spurgte baade Gomez, Værten
og en gammel Præst, der samme Nat havde overnattet i Kroen, men begge
forsikrede mig, at der ikke var saa meget som et Føl tilbage i hele
Egnen.
Værten vilde ikke høre Tale om min Plan at drage over Bjergene uden
Eskorte, og fortalte mig, at El Cuchille, den spanske Guerillas Chef,
var ude samme Dag med sin Bande, og at det var ensbetydende med Døden
under Tortur at falde i hans Hænder. Den gamle Præst mente derimod, at
en fransk Husar ikke lod sig skræmme heraf, og denne Bemærkning gjorde
det ganske af med mine Betænkeligheder.
Men hvor skulde jeg faa en Hest fra? Jeg stod netop i Døren og
spekulerede herpaa, da jeg hørte Hestetrampen, og da jeg saa op, saa jeg
en graaskægget Mand med en blaa Kappe kastet over sig paa militær Vis.
Han red paa en stor sort Hest med en hvid Sok paa venstre Forben.
"Hallo, Kammerat!" sagde jeg, da han naaede hen til mig.
"Hallo!" svarede han.
"Jeg er Oberst Gerard af Husarerne," sagde jeg. "Som Saaret har jeg
maattet opholde mig her i en Maaned, men er nu parat til at støde til
mit Regiment i Pastores."
"Mit Navn er Vidal ved Forplejningskorpset," svarede han, "og jeg er
netop paa Vej til Pastores. Jeg vilde være glad ved at faa Deres
Følgeskab, Oberst, thi efter hvad jeg har hørt, er Bjærgene langtfra
sikre."
"Aa!" sagde jeg, "jeg har ingen Hest. Men saafremt De vil sælge mig
Deres, lover jeg Dem, at en Eskorte skal blive sendt hertil og hente
Dem."
Det vilde han ikke høre noget om. Det var forgæves, at Værten fortalte
ham de frygteligste Historier om El Cuchillos Bedrifter, og at jeg
fortalte ham, hvad han skyldte Hæren og Frankrig. Han vilde ikke en Gang
drøfte Sagen med os, men forlangte blot et Bæger Vin. Jeg anmodede ham
indstændigt om at stige af og drikke et Glas med mig, men mit Ansigt maa
have forraadt min Hensigt, thi han rystede paa Hovedet, og da jeg
nærmede mig ham for at trække ham ned af Hesten, jog han sine Sporer i
dens Sider og forsvandt i en Støvsky.
Min Tro, det var næsten at gøre en Mand gal at se ham ride saa muntert
bort til sine Kødgryder og Brændevinsankre og saa at tænke paa mine
femhundrede prægtige Husarer, der var uden Fører. Jeg stod og stirrede
bittert efter ham, men hvem andre rørte da ved min Albue end den lille
Præst, jeg tidligere har omtalt.
"Jeg tror, at jeg kan hjælpe Dem," sagde han, "thi jeg skal netop Syd
paa!"
Jeg slog Armene om ham af Henrykkelse, men da min Ankel svigtede mig i
samme Øjeblik, var vi begge nærved at trille om paa Gulvet.
"Hjælp mig til Pastores!" raabte jeg, "og De skal faa en Rosenkrans af
Guldperler!" Jeg havde taget en saadan fra Klostret i Spiritu Santo,
hvilket viser, at det er nødvendigt at tage, hvad man kan faa, naar man
er i Felten, thi man ved ikke, naar de utroligste Ting kan komme En til
Nytte.
"Jeg tager Dem med," svarede han paa godt Fransk, "ikke for Beløningens
Skyld, men fordi jeg altid hjælper mine Medmennesker, hvor jeg kan.
Derfor er jeg saa afholdt, hvor jeg kommer."
Han førte mig derefter gennem Landsbyen hen til en gammel Kostald, i
hvilken vi fandt en forfalden Rumlekasse af en Dilligence, af den Slags,
der i gammel Tid plejede at køre mellem de fjerntliggende af vore
Landsbyer. Desuden fandtes der tre gamle Muldyr, af hvilke intet var
stærkt nok til at bære en Mand, men sammen kunde de nok trække Vognen.
Synet af deres magre Ribben og spatlamme Ben frydede mig mere end
Kejserens to hundrede og tyve arabiske Heste, som jeg havde set i
Stalden ved Fontainebleau. Efter ti Minutters Forløb havde Ejeren spændt
dem for Vognen, om end ikke med særlig Begejstring, thi han var i
dødelig Angst for denne skrækkelige Cuchillo. Det var først efter at jeg
havde lovet ham Rigdom i denne Verden, og Præsten havde truet ham med
evig Fortabelse i den anden, at vi endelig fik ham op paa Bukken med
Tømmen i Haanden. Men saa fik han et saadant Hastværk med at komme af
Sted, af Frygt for at det skulde blive mørkt, før vi kom igennem
Bjergpasserne, at han næsten ikke gav mig Tid til at tage Afsked med
Værtens Datter. Jeg erindrer ikke i Øjeblikket hendes Navn, men vi græd
begge, da vi tog Afsked med hinanden, og jeg kan huske, at hun var en
meget smuk Kvinde. I vil forstaa, mine Herrer, at naar en Mand som jeg,
der har fægtet med Mændene og kysset Kvinderne i fjorten forskellige
Kongeriger, berømmer den ene eller den anden, saa betyder det noget.
Den lille Præst var bleven lidt alvorlig, da vi kyssedes til Afsked, men
i Vognen viste han sig snart som den behageligste Rejsefælle. Han morede
mig med Fortællinger fra sit Sogn oppe i Bjergene, og til Gengæld
fortalte jeg ham Historier fra Livet i Felten, men jeg maatte min Tro
holde lidt igen, thi fortalte jeg altfor flot, flyttede han sig uroligt
i Sædet, og hans Ansigt udtrykte da den Smerte, jeg havde forvoldt ham.
Naturligvis falder det ikke en Gentleman ind at opføre sig upassende
overfor en Gejstlig, men selv om man tager sig i Agt, kan Ens Tunge dog
let komme til at løbe løbsk.
Han kom fra Nord-Spanien, fortalte han, og var taget af Sted for at
hilse paa sin Moder i en Landsby i Estremadura, og da han talte om
hendes lille hyggelige Hjem og hendes Glæde ved igen at faa ham at se,
traadte min egen Moders Billede saa levende frem i mine Tanker, at
Taarerne kom mig i Øjnene. I sin Enfoldighed viste han mig de smaa
Gaver, han havde med til hende, og hele hans Væsen var saa hjerteligt,
at jeg godt forstod, det var sandt, naar han sagde, at han var afholdt,
hvor han kom. Han undersøgte min Uniform med et Barns Nysgerrighed,
beundrede Fjerbusken i min Chako og lod sine Fingre glide langs
Zobelkanten, med hvilken min Dolman var prydet. Han trak min Sabel
frem, og da jeg derefter fortalte ham, hvor mange Mænd jeg havde dræbt
med den, og satte min Finger paa det Skaar i Klingen, som Skulderbenet
af den russiske Kejsers Adjutant havde frembragt i den, gyste han og
lagde Vaabnet under Vognhynden, idet han erklærede, at han blev syg af
at betragte det.
Naa, vi rumlede af Sted hen ad Vejen, medens Passiaren gik livligt, og
da vi naaede Foden af Bjergene, kunde vi høre Kanontorden til højre for
os. Det var Massena, som jeg vidste belejrede Ciudad Rodrigo. Jeg vilde
intet hellere end straks at have begivet mig til ham, for dersom han
havde jødisk Blod i sine Aarer, hvad der blev paastaaet, saa var han i
hvert Fald den bedste Jøde, jeg havde hørt om siden Josvas Dage.
Imidlertid er en Belejring altid en kedelig Ting, og der var bedre
Udsigter for mine Husarer lige overfor Englænderne. For hver Mil, vi kom
frem, blev mit Hjerte lettere, indtil jeg greb mig i at synge som en ung
Fændrik, der lige er sluppen ud fra St. Cyr, ved Tanken om, at jeg
skulde gense mine smukke Heste og flotte Husarer.
Da vi trængte ind gennem Bjergene blev Vejen daarligere og Omgivelserne
mere storslaaede. I Begyndelsen havde vi mødt enkelte Muldrivere, men nu
syntes hele Egnen at være som uddød, hvad der ikke kan overraske, naar I
betænker, at Franskmændene, Englænderne og Guerillaerne skiftevis havde
været Herrer der. Hvor her var mørkt og vildt. Den ene store, kantede
Klippe afløste den anden, og Vejen blev snævrere og snævrere. Jeg opgav
at se ud og sad i Tavshed og lod Tankerne flakke viden om til Kvinder,
jeg havde elsket, til Heste, jeg havde redet. Jeg blev imidlertid reven
ud af mine Drømme ved at se de Vanskeligheder, min Ledsager øjensynligt
havde ved med en Sylespids at bore et Hul i Læderremmen paa sin
Vandflaske. Da han arbejdede med rystende Fingre, undslap Remmen hans
Greb, og Trepægleflasken faldt ned for hans Fødder. Jeg bøjede mig ned
for at tage den op, og da jeg gjorde dette, kastede Præsten sig over mig
og stak Sylen ind i mit ene Øje.
Som I ved, mine Venner, er jeg en Mand, der er vant til at se Faren lige
i Øjnene. Naar man har gjort Tjeneste lige siden Affæren i Zürich,
indtil den sidste skæbnesvangre Dag ved Waterloo og har faaet den
sjældne Medalje, som jeg gemmer hjemme i Læderetuiet, saa kan man godt
være bekendt at tilstaa, naar man en enkelt Gang er bleven bange. Men
foruden Skrækken ved dette frygtelige Angreb og den vanvittige Smerte
fra mit Saar, havde jeg en Følelse af Modbydelighed, som naar et eller
andet væmmeligt Kryb angriber En.
Jeg klemte Slyngelen med begge mine Hænder, og idet jeg slyngede ham ned
i Bunden paa Vognen, trampede jeg paa ham med mine tunge Støvler. Han
havde trukket en Pistol frem fra sin Præstekjole, men jeg rev den ud af
hans Haand og faldt atter over ham med mine Knæ paa hans Bryst. Da jeg,
halvt blindet, søgte efter mit Sværd, som han saa listigt havde skjult,
gav han sig for første Gang til at skrige frygteligt op. Min Haand havde
netop rørt ved det, og jeg var i Færd med at tørre Blodet af mit Ansigt
for at se, hvor han laa, da Vognen væltede over i den ene Side, og
Vaabnet blev slynget ud af min Haand ved det stærke Stød.
Før jeg kunde fatte mig, blev Vogndøren revet op, og jeg blev ved
Fødderne trukken ud paa Vejen. Men netop da jeg blev trukken ud paa
denne og opdagede, at tredive Banditter stod rundt omkring mig, svulmede
mit Hjerte af Glæde, thi min Dolman var i Kampen gledet over mit Hoved
og dækkede for det ene af mine Øjne, men det var med det saarede Øje, at
jeg saa denne Røverbande. I vil se af dette Ar, hvorledes den tynde
Spids er trængt ind mellem Øjehulen og Øjestenen, men det var først i
det Øjeblik, jeg blev trukken frem fra Vognen, at jeg forstod, at jeg
ikke havde mistet mit Syn for bestandig. Det havde uden Tvivl været
Udyrets Hensigt at støde Sylen ind i min Hjerne, og han havde i
Virkeligheden løsnet nogle Smaaben inden i mit Hoved, saa at jeg har
haft flere Smerter af det ene Saar end af de andre sytten, jeg har
faaet.
De slæbte mig ud, disse Hundetampe, under en Regn af Eder og
Forbandelser, slog mig med deres Næver og sparkede mig, medens jeg laa
paa Jorden. Jeg har ofte lagt Mærke til, at Bjergbeboeren bruger at
svøbe Tøj om Benene, men jeg havde aldrig tænkt mig, at jeg skulde faa
saa megen Grund til at være taknemlig derfor. Da de saa mit blodige
Hoved, og at jeg laa ganske rolig, troede de, at jeg var bevidstløs,
medens jeg var optaget af at indprente mig hvert eneste af disse grimme
Fjæs i min Hukommelse for at jeg kunde faa dem hængt, saafremt de senere
kom indenfor min Rækkevidde. Fyrene var brune med gule Tørklæder om
Hovedet og store røde Bælter, spækkede med Vaaben. De havde rullet
Klippestykker ned over Stien, hvor denne svingede, og dette havde
bevirket, at det ene Hjul var gaaet af Vognen, saa at den væltede. Det
Kryb, der saa udmærket havde ageret Præst og saa rørende havde fortalt
mig om sit Sogn og sin Moder, havde selvfølgelig vidst, hvor Bagholdet
laa, og havde forsøgt at gøre mig uskikket til Modstand i samme Øjeblik,
som vi naaede det.
Jeg kan ikke beskrive Jer deres Raseri, da de trak ham ud af Vognen og
saa den Tilstand, han befandt sig i. Havde han end ikke faaet alt, hvad
han fortjente, saa havde han i hvert Fald faaet en saadan Erindring om
sit Møde med Etienne Gerard, thi hans Overkrop rystede krampagtigt af
Raseri og Smerte, og Benene svigtede ham, da de forsøgte at rejse ham
op. Men hele Tiden straalede hans smaa, mørke Øjne, der havde straalet
saa venligt og uskyldigt i Vognen, paa mig som en saaret Kats, medens
han uafladelig spyttede efter mig. Da Skurkene derefter rejste mig op og
trak mig op ad en Bjergsti, forstod jeg, at den Time var inde, hvor jeg
vilde faa Brug for hele mit Mod og al min Aandsnærværelse. To Mænd bar
min Fjende paa Skuldrene bag ved mig, og jeg kunde høre hans Hvæsen og
Skælden snart i det ene, snart i det andet Øre, medens jeg blev trukken
op ad den bugtede Sti.
Jeg antager, at vi steg opad i en Timestid, og min daarlige Ankel, mit
smertende Øje og Frygten for, at dette Saar skulde ødelægge mit Ydre,
bevirkede, at jeg aldrig havde foretaget nogen Rejse med mindre
Fornøjelse end denne. Jeg roser mig ikke af at være nogen særlig god
Bjergbestiger, men det er forbavsende, hvad man kan udrette, selv med en
stiv Ankel, naar man har en kobberfarvet Røver under hver Arm og en ni
Tommers Kniv for Brystet.
Vi kom endelig til et Sted, hvor Stien gik over Bjergryggen, og steg saa
ned paa den anden Side gennem en tæt Granskov ind i en Dal, der vendte
imod Syd.
Jeg var ikke i Tvivl om, at Banditterne i Fredstid var Smuglere, og at
dette var en af de hemmelige Stier, som førte over den portugisiske
Grænse. Der var mange Spor af Muldyr, og en Gang blev jeg overrasket ved
at se Sporene af en stor Hest paa et Sted, hvor Vejen var opblødt ved
en lille Bæk. Dette fik jeg snart en Forklaring paa, thi kort efter,
ved en Lysning i Granskoven, saa jeg Dyret staa bundet til et Træ. Jeg
havde næppe faaet Øje paa den, før jeg genkendte dens store, sorte Krop
og dens hvide, venstre Forben. Det var den samme Hest, som jeg uden Held
havde ønsket mig om Morgenen. Men hvad mon der var bleven af Vidal? Var
det muligt, at endnu en Franskmand befandt sig i en lige saa farlig
Stilling som jeg? Tanken var næppe falden mig ind, før mine Venner
standsede og en af dem udstødte et besynderligt Skrig. Det blev besvaret
inde fra Brombærbuskene, som voksede ved Foden af Klippen, og et Øjeblik
efter kom der en halv Snes andre Banditter kravlende ud fra Buskadset,
hvorefter Røverne gensidigt hilste paa hinanden. De nyankomne omringede
Ridderen af Sylen og brød ud i harmfulde Sympatitilkendegivelser,
hvorefter de vendte sig om imod mig, svang deres Knive og hylede som den
Bande af Mordere, de var. Deres Optræden var saa truende, at jeg var
overbevist om, at min sidste Time var kommen, og jeg bestemte mig netop
til at møde min Skæbne paa en Maade, der skulde blive min tidligere
Løbebane værdig, da en af dem gav en Ordre, hvorefter jeg blev puffet
hen til den Aabning i Brombærkrattet, som den nye Bande var kommen ud
af. Herfra førte en smal Fodsti atter til en dyb Klippehule. Solen var
allerede ved at gaa ned udenfor, og Hulen vilde have været fuldstændig
mørk, om ikke to brændende Fakler havde været anbragte paa Stager
derinde. Mellem dem sad ved et tarveligt Bord en meget mærkelig Person,
som jeg straks, efter den Ærbødighed, der blev ham vist af de andre
Røvere, indsaa ikke kunde være nogen anden end deres Høvding, som paa
Grund af sin Grusomhed havde faaet Øgenavnet El Cuchillo[1].
[1] Paa Dansk: Kniven.
Manden, jeg havde slaaet fordærvet, var bleven baaret ind og anbragt
ovenpaa en Tønde. Hans hjælpeløse Ben hang dinglende ned, og hans
Katteøjne sendte mig stadig hadefulde Lyn. Det gik hurtigt op for mig
gennem de Brudstykker, som jeg kunde forstaa af den mellem hans Chef og
ham førte Samtale, at han var Løjtnant i Banden, og at hans Opgave var,
ved sin smidige Tunge og sit fredelige Ydre at lokke forbifarende i
Fælden. Naar jeg tænker paa, hvor mangen tapper Officer, der sikkert var
falden i Baghold og havde fundet Døden ved denne skinhellige Skurks
Hjælp, følte jeg mig helt tilfreds ved Tanken om, at jeg i alt Fald
foreløbig havde gjort en Ende paa hans Meriter, skønt jeg frygtede for,
at det var gjort paa Bekostning af et Liv, som hverken Kejseren eller
Hæren godt kunde undvære.
Medens den forslaaede Mand, der stadig sad paa Tønden, understøttet af
to Kammerater, paa Spansk fortalte alt, hvad der var hændet ham, blev
jeg af nogle af Røverne ført frem foran Bordet, ved hvilket Anføreren
sad, og havde derfor en udmærket Lejlighed til at tage ham nøjere i
Øjesyn. Jeg har sjælden set en Mand, der mindre svarede til den Ide, jeg
havde dannet mig om en Bandit, og navnlig om en Bandit med et Rygte, der
endog i dette Grusomhedens Land havde skaffet ham saa frygteligt et
Tilnavn. Hans Ansigt var stort, tykt og mildt med røde Kinder og smaa
gemytlige Bakkenbarter, hvad der gav ham et Udseende som en velnæret
Spækhøker i Rue St. Antoine. Han havde intet af disse spraglede Bælter
eller skinnende Vaaben, der udmærkede hans Underordnede, tværtimod bar
han en adstadig Frakke ligesom en hæderlig Familiefader, og naar
undtages hans brune Gamascher, var der intet, der røbede Bjergbeboeren.
Hans Omgivelser faldt ganske i Traad hermed, og ved Siden af hans
Snustobaksdaase, der laa paa Bordet, stod der en stor, brun Bog, der
mindede om en Regnskabsbog. Paa et Brædt mellem to Krudttønder stod der
flere andre Bøger, og desuden laa der en Bunke Papirer, af hvilke nogle
indeholdt Vers. Dette bemærkede jeg, medens han magelig lænede sig
tilbage i sin Stol og lyttede til sin Løjtnants Beretning. Da denne var
afgiven, beordrede han den lemlæstede baaret ud, og jeg blev staaende
med tre Vogtere, ventende paa at høre min Skæbne. Han greb sin Pen og
bankede sig med dens Skaft paa Panden. Saa skød han Læberne frem og
skævede op mod Hulens Loft.
"Jeg gaar ud fra," kom det endelig paa meget godt Fransk, "at De kan
nævne mig et Rim paa Ordet Covilha."
Jeg svarede ham, at mit Kendskab til det spanske Sprog var saa
ufuldkomment, at jeg ikke var i Stand til at tjene ham.
"Det er et rigt Sprog," fortsatte han, "men vanskeligere at forme til
Vers end Tysk og Engelsk. Derfor er vore bedste Værker skrevne paa
urimede Vers, en Form for Digtning, der kan naa en høj Rang. Men jeg er
bange for, at dette Emne overstiger en Husars Fatteevne."
Jeg skulde netop til at svare ham, at hvad en Bandit kunde forstaa, ikke
var for meget for det lette Kavalleri, da han kastede Pennen fra sig med
et Udtryk af Tilfredshed og fremsagde nogle Linjer, der fremkaldte
Beundringsudbrud fra de tre Fyre, som holdt mig. Hans brede Ansigt
straalede som en ung Piges, der har modtaget sit første Kærlighedsbrev.
"Kritiken synes at være mig gunstig," bemærkede han, "De forstaar, at vi
i de lange Aftener morer os med at synge vore egne Sange. Jeg har lidt
Talent i den Retning. En Dag med det første haaber jeg at se mine Forsøg
paa Tryk og med "Madrid" paa Titelbladet. Men vi maa tilbage til vore
Forretninger. Tør jeg spørge om Deres Navn?"
"Etienne Gerard."
"Rang?"
"Oberst."
"Korps?"
"Det tredie af Conflans Husarer."
"De er en ung Oberst."
"Jeg har gjort en glimrende Karriere."
"Saa meget desto værre," sagde han med sit venlige Smil.
Jeg svarede ham ikke, men ved min Optræden søgte jeg at vise ham, at jeg
var forberedt paa alt.
"Det forekommer mig for Resten, at vi tidligere har haft Besøg af et
Medlem af Deres Regiment," sagde han og bladede i sin Regnskabsbog. "Vi
bestræber os altid for at holde Orden i Regnskabet. Her staar der under
den fireogtyvende Juni en Officer ved Navn Soubiron, en høj, slank, ung
Mand med lyst Haar. Har De kendt ham?"
"Ja vist!"
"Jeg kan se, at vi begravede ham under samme Dato!"
"Stakkels Fyr!" udbrød jeg, "og hvorledes døde han?"
"Vi begravede ham!"
"Men før De begravede ham?"
"De misforstaar mig aldeles, Oberst! Han var ikke død, da vi begravede
ham!"
"De begravede ham levende!"
Jeg var i samme Øjeblik altfor forfærdet til at handle. Men lidt efter
kastede jeg mig over Manden, som han sad der med det veltilfredse Smil
paa sine Læber, og jeg havde drejet Halsen om paa ham, hvis ikke de tre
Slyngler havde trukket mig bort fra ham. Men atter og atter fo'r jeg ind
paa ham, idet jeg rystede snart den ene, snart den anden af mine
Bevogtere af mig bandende og skældende, men dog aldrig helt fri.
Tilsidst, da mit Tøj næsten var flaaet af Kroppen paa mig og Blodet
dryppede fra mine Haandled, blev jeg kastet omkuld, medens et Reb blev
surret om mine Ankler og mine Arme.
"De usle Hund!" skreg jeg, "saafremt jeg nogensinde faar Dem foran min
Sværdspids, skal jeg lære Dem at mishandle en af mine unge Officerer. De
vil snart erfare, De blodtørstige Rovdyr, at Kejserens Arm rækker langt,
og selv om De gemmer Dem her som en Rotte i sit Hul, vil den Tid komme,
da han skal jage Dem ud af det og tilintetgøre Dem sammen med alt Deres
Kryb."
Jeg havde min Tro en skarp Tunge, og der var ikke et Skældsord, som jeg
havde lært i mine fjorten Felttog, som jeg ikke lod strømme ud over ham.
Men han sad ganske rolig og bankede sig med sit Penneskaft paa Panden og
skævede op i Loftet, som om han havde faaet Ideen til en ny Strofe.
Dette fortalte mig, hvorledes jeg lettest kunde saare ham.
"De, Idiot!" sagde jeg, "De mener, at her er der sikkert, men Deres Liv
vil blive lige saa kortvarigt som Deres meningsløse Vers, og Gud skal
vide, at kortere kan det umuligt blive."
I skulde have set ham fare op fra sin Stol ved disse Ord. Dette nedrige
Uhyre, som handlede med Liv og Tortur, som en Købmand handler med
Figner, havde et ømt Punkt, hvor jeg kunde ramme ham efter Behag. Han
blev ligbleg, og de smaa bevægelige Bakkenbarter rystede lidenskabeligt.
"Meget vel, Oberst! De har sagt tilstrækkeligt!" sagde han med dirrende
Stemme, "De har fortalt, at De har gjort en enestaaende Karriere. Jeg
lover Dem en enestaaende Død. Oberst Etienne Gerard af tredje
Husarregiment skal faa en Død som ingen anden!"
"Jeg beder Dem blot om," fortsatte jeg drillende, "at De ikke sætter den
paa Vers!" Jeg havde endnu et Par spydige Bemærkninger paa Tungen, men
han afbrød mig med en rasende Haandbevægelse, der fik mine tre Bevogtere
til at trække mig ud af Hulen.
Denne Samtale, som jeg har fortalt saa nøjagtigt, som jeg kan huske den,
maa have varet nogen Tid, thi det var helt mørkt, da vi kom udenfor, og
det var dejligt Maaneskin. Røverne havde antændt et stort Baal, ikke for
Varmens Skyld, da Natten var kvælende hed, men til at koge deres
Aftensmad ved. En stor Kobberkedel hang over Ilden, og Banditterne laa
rundt omkring i det gullige Skær, saa at Scenen lignede et af de
Malerier, som Junot bragte med hjem fra Madrid. Der er Soldater, der
intet Begreb har om Kunsten, men jeg har altid følt mig tiltrukket af
den, hvilket viser min gode Smag og Opdragelse. For Eksempel erindrer
jeg, at da Lefebvre solgte Plyndringsgods efter Danzigs Fald, købte jeg
et meget fint Maleri, kaldet "Nymfer, der bliver overrasket i Skoven",
og gennem to Felttog førte jeg det med mig, indtil min Hest ved et
Ulykkestilfælde stak sin Hov gennem det. Jeg nævner i Forbigaaende
dette, for at vise, at jeg ikke udelukkende var Soldat som Rapp eller
Ney. Men medens jeg laa i Røverlejren, havde jeg hverken Tid eller Lyst
til at tænke paa saadanne Emner.
De havde kastet mig hen under et Træ, og de tre Skurke drev omkring og
røg deres Cigaretter lige tæt ved mig. Hvad jeg skulde gribe til, vidste
jeg ikke. Hele mit Soldaterliv igennem har jeg ikke ti Gange været i saa
fortvivlet en Situation. "Fat Mod!" tænkte jeg, "Mod, min tapre Dreng!
Du blev ikke Oberst ved Husarerne i otte og tyve Aars Alderen, fordi du
kunde danse en Cotillon. Du er en fiffig Mand, Etienne, en Mand, der er
sluppen levende gennem to hundrede Affærer, og denne bliver sikkert ikke
den sidste!" Jeg begyndte at spejde ivrigt om efter en Lejlighed til
Flugt, og saa da noget, som fyldte mig med den største Forbavselse.
Jeg har allerede fortalt Jer, at der brændte et stort Baal midt paa
Pladsen. Ved dets Skær og ved Maanelyset traadte alt ganske tydeligt
frem. Paa den anden Side af Pladsen var der et enkelt højt Fyrretræ,
som tiltrak sig min Opmærksomhed, fordi dets Bark og nedhængende Grene
var forkullede, som om der havde været tændt en stor Ild under det. Der
voksede nogle Buske foran det, som skjulte dets nederste Del. Men da jeg
kiggede gennem dem, blev jeg overrasket ved at se et Par Ridestøvler
stikke frem mellem dem. De var aabenbart fastgjorte til Træet med
Skafterne nedad. Min første Tanke var, at de var bundne fast til Træet,
men ved at se nærmere til, opdagede jeg, at de var sømmede til Træet.
Saa blev jeg pludselig slagen af Rædsel, da jeg forstod, at Støvlerne
ikke var tomme, og da det lykkedes mig at flytte mit Hoved lidt til
højre, opdagede jeg, hvem det var, der var bleven naglet til Træet, og
hvorfor der var bleven tændt Ild under det. Det er ikke morsomt at tale
om eller tænke paa Rædsler, mine Venner, og jeg ønsker ikke at skaffe
Jer onde Drømme i Nat -- men jeg kan ikke fortælle Jer om de spanske
Guerillaer uden samtidig at vise Jer, hvad Slags Mennesker, de var, og
hvilken Krigsførelse de benyttede. Jeg vil kun sige, at jeg forstod,
hvorfor Hr. Vidals Hest ventede herreløs i Buskadset, og at jeg haabede,
at han var gaaet sin grufulde Skæbne i Møde med Frejdighed og Mod, som
det sømmede sig en god Franskmand.
Det var ikke noget opløftende Syn for mig, kan I forstaa. Da jeg var
sammen med deres Anfører i Hulen, havde jeg været saa rasende over unge
Soubirons grufulde Død, at jeg slet ikke havde tænkt paa min egen
Skæbne. Maaske havde det været klogere, om jeg havde talt høfligt til
Skurken. Men nu var det i hvert Fald for sent. Proppen var trukken op,
og jeg maatte drikke Vinen. Men hvad Haab havde der alligevel været for
mig, der havde skamferet deres Løjtnant, naar det var gaaet den
godmodige Intendant saaledes? Nej, jeg havde alligevel været fortabt, og
nu havde jeg dog faaet Lejlighed til at sige min Mening rent ud. Dette
Dyr skulde komme til at sande, at Etienne Gerard var død, som han havde
levet, og at i det mindste én Fange ikke havde bøjet sig for ham. Jeg
laa og tænkte paa de forskellige Kvinder, som vilde sørge over mig, paa
min kære, gamle Moder og paa det beklagelige Tab, som min altfor tidlige
Bortgang vilde blive for mit Regiment og for Kejseren, og jeg tilstaar,
at jeg fik Taarer i Øjnene derved.
Men under alt dette havde jeg min Opmærksomhed henvendt paa enhver
Bagatel, der kunde hjælpe mig til Flugt. Jeg er ikke en Mand, der ligger
som en syg Hest og venter paa Slagterøksen. Først søgte jeg at løsne
Rebet om mine Ankler og derefter dem, der var bundet om mine Haandled.
En Ting var imidlertid klart. En Husar er kun halvt sig selv uden Hest,
og jeg saa min anden Halvdel græsse et halvt hundrede Alen fra mig.
Derefter blev jeg opmærksom paa noget andet. Stien, ad hvilken vi var
komne over Bjergene, var saa stejl, at en Hest kun med stort Besvær
kunde føres op ad den, men til den anden Side syntes Vejen mere
fremkommelig og førte jævnt skraanende ned i en Dal. Havde jeg blot mine
Fødder i Stigbøjlen og mit Sværd i Haanden, skulde et eneste dristigt
Hug nok bringe mig udenfor dette Paks Rækkevidde.
Jeg tænkte herpaa, medens jeg laa og vrikkede med mine Haandled og
Ankler, da Anføreren kom ud af Hulen, og efter at have vekslet nogle Ord
med sin Løjtnant, der stønnende laa henne ved Ilden, nikkede de begge og
saa hen paa mig. Herefter gav han Banden en Ordre, ved hvilken de
klappede i Hænderne og skoggerlo. Stillingen var ingenlunde lystelig,
men jeg var glad ved at føle, at mine Hænder for saa vidt var fri, som
jeg kunde trække dem ud gennem Løkken, naar jeg vilde. Men med mine
Ankler frygtede jeg, at der intet var at stille op, thi naar jeg strakte
Foden, havde jeg saadanne Smerter i mit Lansesaar, at jeg maatte bide i
mit Overskæg for ikke at skrige af Smerte. Jeg kunde blot ligge ganske
stille, halvt fri og halvt bunden, og se, hvad Tiden vilde bringe.
Straks kunde jeg ikke regne ud, hvad de havde for. En af Skurkene
klatrede op i et velvoksent Fyrretræ paa den ene Side af Pladsen og
bandt et Reb fast om Toppen paa det. Derefter fastgjorde han paa
lignende Maade et andet Reb i et Træ paa den anden Side. De to løse
Ender af Rebene blev derefter kastet ned, og jeg ventede nu med nogen
Nysgerrighed og en Smule Frygt paa, hvad der videre skulde ske. Hele
Banden greb nu fat i det ene Reb, bøjede Træet ned i en Bue og
fastgjorde det til en Træstub. Da de havde bøjet det andet Træ ned paa
lignende Maade, var de to Trætoppe kun nogle Fod fra hinanden, men I
forstaar, at de hver for sig vilde fare tilbage i deres naturlige
Stilling i samme Øjeblik, som Rebene blev løsnede. Nu forstod jeg den
djævelske Plan, som disse Uslinger havde udklækket.
"Jeg formoder, at De er en stærk Mand, Oberst," sagde Anføreren
smilende, da han kom hen til mig.
"Dersom De vil være saa venlig at løsne disse Reb," svarede jeg, "skal
jeg vise Dem, hvor stærk jeg er."
"Vi er interesserede i at se, om De er lige saa stærk som disse unge
Træer," fortsatte han. "De vil let indse, at det er vor Hensigt at binde
den ene Ende af Rebene om hver af Deres Ankler og saa lade Træerne
svippe tilbage. Dersom De er stærkere end disse Træer, vil De forstaa,
at der ingen Skade sker, er Træerne derimod stærkere end Dem, Oberst,
vil vi faa en Erindring om Dem, hængende paa hver Side af vor lille
Plads."
Han lo, medens han talte, og ved Synet heraf lo hele Banden. Jeg ser
endnu for mig, naar jeg er i mit daarlige Lune, eller naar jeg har et
Anfald af min gamle lithauiske Koldfeber, Kresen af deres vilde, mørke
Ansigter og Baalet lysende paa deres stærke, hvide Tænder.
Det er forbavsende -- og jeg har hørt mange gøre den samme
Bemærkning -- hvor skærpede ens Sanser bliver i en saadan Situation. Jeg
er overbevist om, at de ikke noget Øjeblik er saa klare, som naar man
trues med en voldsom Død. Jeg kunde lugte Træernes Harpiks. Jeg kunde se
enhver Kvist paa Jorden og kunde høre den svageste Raslen i Grenene saa
tydeligt, som jeg aldrig senere har lugtet, set eller hørt, undtagen
netop i lignende frygtelige Øjeblikke. Saaledes gik det til, at jeg,
længe forinden, ja, endog før Anføreren havde tiltalt mig, hørte en lav,
ensformig Lyd, endnu langt borte, men dog stadig kommende nærmere. I
Begyndelsen lød den kun som en Rumlen, men lidt efter, da Anføreren
havde endt sin Tale, og medens Banditterne var ved at frigøre mine
Ankler for at føre mig til Retterstedet, hørte jeg den saa tydeligt som
jeg nogensinde i mit Liv har hørt noget, Klapren af Hestehove, Raslen af
Bidsler og Klirren af Sabler imod Stigbøjlen. Det var umuligt, at jeg,
der havde levet med det lette Kavalleri, lige fra det første Haar
skyggede over mine Læber, skulde kunne tage fejl af denne Lyd fra
fremrykkende Rytteri.
"Til Hjælp, Kammerater, til Hjælp!" skreg jeg, og skønt de slog mig paa
Munden og søgte at trække mig hen til Træerne, blev jeg ved med at
raabe: "Til Hjælp, mine tapre Gutter, man myrder Eders Oberst!"
I det Øjeblik havde mine Saar og mine Trængsler bragt mig fra Sans og
Samling, og jeg saa foran mig fem Hundrede Husarer. Kedeltrommerne og
hele Tilbehøret viser sig ved Indgangen til den aabne Plads. Men det,
der kom til Syne, var meget forskellig fra, hvad jeg havde ventet. En
smuk ung Mand paa en flot Hest galopperede ind paa Pladsen. Han saa glad
og fornøjet ud, den muntreste Mine af Verden og førte sig paa den
eleganteste Maade. Han bar en besynderlig Frakke, der en Gang havde
været rød, men som nu var falmet og havde antaget en Farve som vissent
Egeløv. Men hans Epauletter straalede, og han havde en skinnende
Metalhjælm med en koket, hvid Fjerbusk paa Hovedet. Bagefter ham kom
fire Ryttere i den samme Dragt, glatragede, med runde, venlige Ansigter
og i mine Øjne mere lignede Munke end Dragoner. Ved en kort, bestemt
Ordre standsede de under Vaabenklirren, og deres Fører galopperede
fremad, medens Baalet lyste paa hans muntre Ansigt og hans Hests smukke
Hoved. Af deres mærkelige Uniformer kunde jeg se, at det var Englændere.
Det var første Gang, jeg var truffen sammen med saadanne, men at dømme
efter deres stolte Holdning og den udmærkede Maade, de førte sig paa,
forstod jeg, at Rygtet talte sandt, naar det sagde, at det var ypperlige
Folk at kæmpe imod.
"Nuvel!" raabte den unge Officer paa elendigt Fransk, "hvad for Løjer
har I for her? Hvem var det, der raabte om Hjælp, og hvad har I i Sinde
at gøre ved ham?"
I det Øjeblik velsignede jeg de Maaneder, som O'Brian, Descendenten
efter Irlands Konger, havde anvendt paa at lære mig Engelsk. Mine Ankler
var fri, saa jeg havde kun at trække mine Hænder ud af Løkken, med et
eneste Spring fare op, snappe min Sabel, der laa ved Lejrilden, og kaste
mig op paa Ryggen af den stakkels Vidals Hest. Paa Grund af min saarede
Ankel kunde jeg ikke sætte Foden i Stigbøjlen, men sprang lige op paa
Ryggen af Dyret, løste det fra Træet, og før Banditterne kunde affyre en
Pistol, var jeg ved Siden af den engelske Officer.
"Jeg overgiver mig til Dem, Sir!" raabte jeg, men jeg maa indrømme, at
mit Engelske ikke var bedre end hans Franske, "dersom De vil kaste et
Blik paa Træet derhenne, vil De se, hvorledes disse Skurke behandler de
hæderlige Soldater, der falder i deres Klør."
Ilden flammede i samme Øjeblik op og præsenterede stakkels Vidal for
dem, et saa rædselsfuldt Syn, som nogensinde er set under et natligt
Mareridt. "Godam!" skreg Officeren, og "Godam!" skreg hver af de fire
Soldater, hvilket betyder det samme som naar vi siger "Mon Dieu!" Ud røg
fire Sabler, og Soldaterne rykkede frem. En af dem, en Sergent, lo og
klappede mig paa Skulderen.
"Kæmp for Deres Liv, min Ven," sagde han.
Hvor var det dejligt atter at have en Hest under sig og et Vaaben i
Haanden. Jeg svingede det over mit Hoved og brød ud i Begejstringsraab.
Anføreren kom hen imod os med sit forhadte, smilende Fjæs.
"Deres Ekscellence vil lægge Mærke til, at denne Franskmand er min
Fange!" sagde han.
"De er en nedrig Røver!" svarede Englænderen og svingede sin Sabel mod
ham, "det er vanærende for os at have saadanne Allierede. Dersom Lord
Wellington var af min Mening, skulde vi, min Tro, klynge Dem op i det
nærmeste Træ."
"Men min Fange?" spurgte Røveren med sin sledske Stemme.
"Han følger med os til den britiske Lejr!"
"Tillad mig at hviske Dem et Ord i Øret, før end at De trækker af med
ham."
Han nærmede sig den unge Officer, men vendte sig derefter hurtig som
Lynet om mod mig og fyrede sin Pistol af mod mit Ansigt. Kuglen fo'r
gennem mit Haar og lavede et Hul i min Chako. Da han saa, at han havde
fejlet, hævede han endnu en Pistol og skulde atter til at fyre paa mig,
da den engelske Sergent ved et eneste Hug næsten skilte hans Hoved fra
Kroppen. Hans Legeme havde næppe berørt Jorden, før hele Banden faldt
over os, men med en halv Snes Spring og lige saa mange Hug var vi
hurtigt ude af Pladsen og galopperede ned ad den bugtede Sti, som førte
ned i Dalen.
Det var først, da vi havde passeret Hulvejen, og var ude paa de aabne
Marker, at vi vovede at standse og undersøge, hvad Skade vi havde
taget. Skønt jeg var baade træt og saaret, slog mit Hjerte dog af
Stolthed og mit Bryst var ved at sprænge Uniformen ved Tanken om, at
disse Røvere sikkert sent vilde glemme mig. De vilde, min Tro, nok
betænke dem to Gange, før de atter lagde Haand paa en Husar af tredje
Regiment. Jeg var saa opfyldt heraf, at jeg holdt en lille Tale til
disse brave Englændere, og fortalte dem, hvem det var, de havde befriet.
Jeg vilde ogsaa have talt om Ære og om tapre Mænds Sympati, men
Officeren afbrød mig kort:
"Det er meget godt!" sagde han, "er der noget i Vejen, Sergent?"
"Dragonen Jones' Hest er ramt af en Pistolkugle tæt ved Hoven!"
"Dragonen Jones kan ride med os. Sergent Hallyday har sammen med
Dragonerne Harvey og Smith at holde til højre, indtil de naar de tyske
Husarers Forposter."
Saa raslede de tre af Sted, medens Officeren og jeg red lige i Retning
af den engelske Lejr, fulgt i nogen Afstand af Dragonen, hvis Hest var
saaret. Vi aabnede snart vore Hjerter for hinanden, thi vi følte lige
fra Begyndelsen gensidig Sympati. Han var Adelsmand, en prægtig Fyr og
var sendt ud af Lord Wellington for at udspejde, om der var Tegn paa vor
Fremrykning gennem Bjergene. Et omflakkende Liv som mit har den Fordel,
at man efterhaanden lærer at tilegne sig smaa Finesser, der kendetegner
den sande Verdensmand. Jeg har f. Eks. næppe mødt en Franskmand, der
betjente sig rigtigt af engelske Titler. Dersom jeg ikke havde gjort
mine Erfaringer, havde jeg ikke været i Stand til med Sikkerhed at sige,
at den unge Mand skulde betitles Milor the Hon. Sir Russell, Bart,
særlig det sidste Ord er en meget fornem Titel, omtrent lige saa fornem
som det spanske "Don", hvorfor jeg sædvanligvis betjente mig af dette
Ord, naar jeg henvendte mig til ham.
Medens vi saaledes red Side om Side i den dejlige, maanelyse spanske
Nat, talte vi saa fortroligt sammen, som om vi havde været Brødre. Vi
var begge i samme Alder, begge ved det lette Kavalleri -- han hørte til
det sekstende lette Dragonregiment -- og havde begge de samme
Forhaabninger og den samme Ærgerrighed. Jeg har aldrig lært en Mand saa
hurtigt at kende som Bart. Han opgav mig Navnet paa en Pige, som han
havde lært at kende i en Have, der hedder Vauxhall, og jeg for min Del
fortalte ham om lille Coralie ved Operaen. Han tog en Haarlok frem fra
Brystet, og jeg et Strømpebaand. Saa kom vi næsten op at skændes om
Husarer og Dragoner, thi han var latterlig stolt af sit Regiment, og I
skulde have set ham kruse sine Læber og slaa paa sit Sværdhæfte, da jeg
sagde, at jeg haabede, at han aldrig med sine Ryttere skulde være saa
uheldig at komme i Vejen for tredje Husarregiment. Tilsidst begyndte han
at tale om, hvad Englænderne kalder Sport, og han fortalte mig
Historier om, hvor mange Penge han havde tabt i Væddemaal om, hvilken af
to Haner, der kunde dræbe den anden, eller hvilken af to Mænd, der slog
den bedste Næve, saa jeg blev ganske opfyldt af Forbavselse. Han var
øjeblikkelig parat til at vædde om de mærkeligste Ting. Saa jeg et
Stjerneskud, vilde han straks vædde om, at han saa flere end jeg. Det
skulde gælde femogtyve Francs pr. Stjerne, og det var først, da jeg
fortalte ham, at min Pung desværre var falden i Røvernes Hænder, at han
opgav den Ide.
Naa, vi snakkede videre paa samme venskabelige Maade, indtil Dagen brød
frem, og vi pludselig hørte en heftig Musketild et Sted forude. Det var
i et klippefuldt og ujævnt Terræn, og jeg tænkte straks, at der var
begyndt en større Træfning. Bart smilede ved denne Tanke og fortalte
mig, at Lyden kom fra den engelske Lejr, hvor hver Mand om Morgenen
tømte sin Bøsse for altid at være sikker paa at have tørt Krudt i den.
"Endnu en Fjerdingvej, og vi er ved Forposterne!" sagde han.
Jeg saa mig omkring og opdagede, at vi under alt dette var kommen saa
langt forud for Dragonen paa den halte Hest, at denne ikke var til at
øjne. Jeg saa mig om til alle Sider, men i den klippefulde Dal var der
ingen andre at se end os to -- begge bevæbnede og paa gode Heste. Jeg
begyndte at spørge mig selv, om det nu ogsaa var nødvendigt at
tilbagelægge den Fjerdingvej, der skulde bringe mig til de britiske
Forposter.
Jeg ønsker paa dette Punkt at tale aabent til Jer, mine Venner, thi jeg
vil ikke have, at I skal tænke, jeg handlede uhæderligt mod den Mand,
der havde frelst mig fra Røvernes Kløer. I maa erindre, at af alle
Forpligtelser er den den første, en kommanderende Officer har over for
sine egne Folk. I maa ogsaa huske paa, at Krig er et Spil, der spilles
efter ganske bestemte Regler, og naar disse Regler brydes, maa man bøde
for Overtrædelsen. Hvis jeg havde givet Bart mit Æresord, vilde jeg have
været en infam Skurk, om jeg havde tænkt paa at undfly. Men mit Æresord
var ikke blevet mig afkrævet. Uheldet med den lamme Hest, der befandt
sig et Sted bagude, havde bragt os paa lige Fod. Havde det været mig,
der havde taget ham til Fange, vilde jeg have behandlet ham lige saa
ridderligt, men paa samme Tid vilde jeg have affordret ham hans Sværd og
i det mindste haft en Mand ved min Side. Jeg holdt min Hest an og
spurgte ham, om han saa noget Brud paa disse Love, saafremt jeg forlod
ham.
"Man kan jo være to i den Leg, min kære Bart," sagde jeg.
"Saa vil vi se, hvem der leger bedst!" raabte han og greb sit Sværd.
Jeg havde ogsaa trukket mit, men jeg var fast bestemt paa ikke at saare
den brilliante unge Mand, der havde været min Velgører.
Han betænkte sig lidt og gentog saa flere Gange det engelske Ord for
"Mon Dieu".
"De vil altsaa rømme, vil De!" sagde han.
"Ja, hvis De ikke har noget at indvende derimod?"
"Den eneste Undskyldning, jeg kunde tænke mig," sagde Bart, "skulde være
den, at jeg gør Dem et Hoved kortere, saafremt De forsøger derpaa."
"Hør mig," sagde jeg, "De paastaar, at jeg er Deres Fange. Jeg kan med
lige saa stor Ret paastaa, at De er min. Vi er alene her, og selv om jeg
slet ikke tvivler om, at De er en udmærket Fægter, kan De dog næppe
haabe at staa Dem mod den bedste Klinge i hele sjette lette
Kavalleri-Brigade."
Hans Svar var et Hug efter mit Hoved. Jeg afparerede det og huggede det
halve af hans Fjerbusk af. Han stødte efter mit Bryst, men jeg slog hans
Sværd til Side og huggede ogsaa den anden Halvdel af Fjerbusken af.
"Hvad er det for Abekattestreger?" raabte han, da jeg vendte min Hest.
"Hvorfor hugger De efter mig? De ser jo, at jeg ikke gør Gengæld."
"Det er altsammen meget godt," bemærkede han, "men De skal alligevel
følge mig til Lejren."
"Jeg faar aldrig Lejren at se!" paastod jeg.
"Jeg holder ni mod en paa, at De faar den at se!" raabte han, medens
han red efter mig med Sværdet i Haanden.
Ved disse Ord fik jeg en Ide. Kunde vi ikke afgøre Sagen paa anden Maade
end ved at slaas? Bart kunde let bringe Sagen saa vidt, at jeg blev nødt
til at saare ham, for at undgaa, at han saarede mig. Jeg undgik hans
Stød, men hans Sabelspids var kun en Tomme fra min Hals.
"Jeg vil gøre Dem et Forslag!" raabte jeg, "lad os kaste Terninger om,
hvem der skal være den andens Fange."
Han smilede ved disse Ord. De tiltalte hans Sportssans.
"Hvor har De Terningerne?" kom det.
"Jeg har ingen!"
"Jeg heller ikke, men jeg har Kort!"
"Lad det saa bare være Kort!" sagde jeg.
"Og Spillet?"
"Jeg overlader det til Dem."
"Lad det være Ecarté -- den, der vinder tre Partier."
Jeg kunde ikke lade være at smile, thi jeg tror ikke, der er tre Mænd i
Frankrig, der er mine Overmænd i det Spil. Jeg fortalte Bart det, da vi
steg af Hesten, men han smilede kun, da han hørte det.
"Jeg gik for at være den bedste Spiller hos Watiers," svarede han, "da
Chancerne altsaa er ens, fortjener De at være fri, saafremt De vinder."
Vi tøjlede vore Heste og satte os ned paa hver sin Side af en stor, flad
Klippeblok. Bart tog et Spil Kort frem, og jeg behøvede blot at se ham
blande for at forstaa, at han ikke var Begynder i Spillet. Saa begyndte
Spillet. Det var min Tro nok værd at spille om den Indsats. Han ønskede
at føje hundrede Guldstykker til, men hvad havde Penge at betyde, naar
Oberst Etienne Gerards Skæbne afhang af Spillet? Det forekom mig, som om
alle, der havde Grund til at være interesserede i dette Spil -- min Moder,
mine Husarer, det tresindstyvende Armékorps, Ney, Massena, ja selv
Kejseren -- sluttede Kres omkring os i denne ensomme Dal. Himmel, hvilket
Slag for dem alle, saafremt Spillet gik mig imod! Men jeg var ved godt
Mod, thi med Undtagelse af gamle Bouvet af Berchenys Husarer, der vandt
seks og halvfjerds af et hundrede og halvtreds Spil i en Tournering med
mig, har jeg altid været den, der har vundet de fleste Partier.
Det første Spil vandt jeg let nok, men jeg maa indrømme, at Kortene var
mig gunstige, og at min Modstander ikke kunde spille anderledes end han
gjorde. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har spillet bedre end i det
andet Spil og reddede et Stik ved en Finesse, men Bart overvandt mig,
markerede Kongen og gik ud i anden Omgang. Vi var nu saa ophidsede, at
han lagde sin Hjelm fra sig og jeg min Chako.
"Jeg sætter min rødskimlede Hoppe imod Deres sorte Hest!" sagde han.
"Vedtaget!" sagde jeg.
"Saddel, Tømme og Stigbøjler!"
"Vedtaget!" sagde jeg.
Jeg var bleven smittet af hans Sportsiver. Jeg vilde have sat mine
Husarer mod hans Dragoner, saafremt vi havde kunnet spille om dem.
Og saa fortsatte vi dette storartede Spil. Hvor han spillede, denne
Englænder, spillede paa en Maade, der var Indsatsen værdig. Men jeg,
mine Venner, jeg var storartet! Af de fem, jeg skulde vinde, naaede jeg
de tre i første Omgang. Bart tyggede paa sit Overskæg og trommede med
Fingrene, medens jeg allerede følte mig i Spidsen for mine smaa
Hallunker. I anden Omgang vendte jeg Kongen op, men mistede to Stik -- jeg
havde nu fire mod hans to. Da jeg sidste Gang saa paa mine Kort, kunde
jeg ikke tilbageholde et Fryderaab. "Dersom jeg ikke vinder min Frihed
nu," tænkte jeg, "fortjener jeg evig at blive i Lænker!"
Men min smukke Hest blev overvunden af hans ringere. Jeg kunde have
kastet mig ned paa Jorden, da jeg tænkte derpaa.
"De maa have spillet godt Ecarté hos Watiers i Aar '10 -- det er Brigader
Gerards Mening!" sagde jeg.
Det beroede nu paa sidste Omgang. Han lagde sit Bælte fra sig og jeg min
Sabelrem. Han var meget koldblodig, denne Englænder, og jeg prøvede paa
at synes lige saa rolig, men Sveden løb mig ned i Øjnene. Det blev hans
Tur at give, og jeg maa tilstaa, at mine Hænder rystede, saa at jeg
næppe kunde tage om Kortene. Men da jeg fik fat paa dem, hvad tror I
saa, der var det første Kort, jeg saa? Det var Kongen, Kongen, den
mægtige Trumf Konge! Jeg skulde netop til at melde, da Ordet døde hen
paa mine Læber ved Synet af min Kammerat.
Han holdt sine Kort i Haanden, men hans Træk var slappede og han
stirrede hen mod mine Skuldre med det forfærdeligste Udtryk af
Bestyrtelse og Overraskelse. Jeg vendte mig om, og blev selv forbavset
over, hvad jeg saa.
Tre Mænd stod lige ved Siden af os, højst en halv Snes Alen borte. Den
midterste var velvoksen, men dog ikke for høj -- omtrent af samme Højde
som jeg selv. Han var klædt i en mørk Uniform med en lille trekantet Hat
med hvid Fjerbusk. Men det var ikke hans Dragt, der interesserede mig.
Det var hans Ansigt, hans magre Kinder, hans Ørnenæse, hans haarde, blaa
Øjne og hans tynde, fastsluttede Læber, der bibragte mig Følelsen af, at
dette ikke var noget almindeligt Dusinmenneske. Han havde rynket Brynene
og han kastede et saadant Blik paa stakkels Bart, at Kortene et for et
gled ud af hans lammede Fingre. Midt bag ved de tre Mænd holdt der lige
saa mange Heste, og længst tilbage en Eskorte af Dragoner.
"Hallo, Crauford, hvad Pokker tager De Dem for?" spurgte den spinkle
Mand.
"Hører De ikke, Sir!" raabte den ene af hans Ledsagere, "Lord Wellington
ønsker at vide, hvad dette skal betyde!"
Min stakkels Bart fremstammede en Beretning om, hvad der var passeret,
men dette Klippe-Ansigt formildedes ikke et Øjeblik.
"Meget vel, Crauford!" udbrød han, "men Hærens Disciplin maa
opretholdes. Vær saa god at melde Dem ved Hovedkvarteret som Fange."
Det var frygteligt for mig at se Bart stige op paa sin Hest og ride
nedslaaet bort. Jeg kunde ikke udholde det, men kastede mig foran den
engelske General. Jeg talte hans Sag og fortalte ham, hvorledes jeg,
Oberst Gerard kunde bevidne, hvilken uforfærdet ung Mand han var. Min
Veltalenhed vilde have smeltet det haardeste Hjerte. Jeg fik Taarer i
mine Øjne, men ikke i hans. Saa svigtede min Stemme mig, og jeg kunde
ikke sige mere.
"Med hvilken Vægt belæsser De Muldyrene i den franske Armé, Sir,"
spurgte han. Det var alt, hvad denne flegmatiske Englænder havde at
svare paa mine glødende Ord. Saaledes lød hans Svar, hvor en Franskmand
vilde have kastet sig om Halsen paa mig.
"Hvor stor en Vægt paa et Muldyr?" gentog den ene af hans Ledsagere.
"Tohundrede og ti Pund!" svarede jeg.
"Saa belæsser man dem Pokkers slet!" sagde Lord Wellington, "før Fangen
hen til min Eskorte."
Hans Dragoner omringede mig, og jeg -- jeg var næsten ved at blive gal,
da jeg tænkte paa, at jeg havde haft et oplagt Spil i mine Hænder, og at
jeg i dette Øjeblik kunde have været en fri Mand. Jeg holdt Kortene op
for Generalen.
"Se, Mylord!" næsten skreg jeg, "jeg spillede for min Frihed og jeg
vandt. Thi som De ser, holder jeg paa Kongen!"
For første Gang fo'r der et let Smil over hans magre Ansigt.
"Tværtimod!" sagde han, "det er mig, der vandt, thi som De ser, holder
min Konge paa Dem."