Hvorledes Brigaderen besejrede det korsikanske Broderskab.
Naar Kejser Napoleon havde Brug for en flink Soldat, var han altid
villig til at erindre Etienne Gerards Navn, medens det ikke sjældent
undgik hans Opmærksomhed, naar der uddeltes Belønninger. Imidlertid var
jeg dog Oberst, da jeg var otte og tyve, og Brigadechef, da jeg fyldte
en og tredive, saa jeg har ingen Grund til at være utilfreds med min
Karrière. Havde Krigen endnu blot varet to eller tre Aar, havde jeg
maaske faaet Marschalstaven, og den Mand, der havde den i sin Haand, var
blot et Skridt fra en Trone. Murat havde ombyttet sin Husarhue med en
Krone, og en anden Let-Kavallerist kunde maaske opnaa det samme. Alle
disse Drømme blev imidlertid tilintetgjorte ved Waterloo, men alligevel
vil mit Navn være tilstrækkeligt kendt af dem, der med mig har taget Del
i Kejserdømmets store Krige.
De overraskende Kendsgerninger, som jeg skal berette om i Aften, har jeg
hemmeligholdt i Kejserens Levetid, fordi jeg gav ham mit Løfte om at
gøre det, men jeg tror ikke, at det kan skade nogen, at jeg nu omtaler
den betydningsfulde Rolle, jeg spillede ved denne Lejlighed. Jeg vil
imidlertid tillade mig en kort Bemærkning, før jeg begynder min
Fortælling. I maa altid erindre, at Fortælleren har _levet med_ i
Historien. Jeg vil fortælle om, hvad mine Ører har hørt, og hvad mine
Øjne har set, saa I maa ikke afbryde mig ved at fremkomme med Meninger
eller Domme, der skriver sig fra en eller anden Pennehelt, som har
skrevet nogle historiske Erindringer. Meget er skjult for saadanne Folk,
og der er hændet Ting, hvorom Verden aldrig vil faa Besked. For mit eget
Vedkommende kunde jeg fremkomme med meget overraskende Oplysninger,
saafremt jeg ikke følte mig forpligtet til at tie.
Lad mig imidlertid komme til Sagen.
Da Kejseren efter Fredslutningen i Tilsit 1807 vendte tilbage til Paris,
tilbragte han sin meste Tid sammen med Kejserinden og Hoffet i
Fontainebleau. Han stod den Gang paa Højden af sin Magt. I tre paa
hinanden følgende Felttog havde han pryglet Østerrigerne, slaaet
Prøjserne til Jorden og frydet Russerne ved at gaa over paa højre Side
af Niemen. Kun den gamle Bulldog bag Kanalen knurrede stadig, men kunde
af gode Grunde ikke komme af Stedet. Saafremt vi paa dette Tidspunkt
havde faaet Verdensfreden i Stand, vilde Frankrig have været mægtigere
end nogen anden Nation siden Roms Dage.
Vort Husarregiment og Gardens beredne Jægere blev den Gang indkvarterede
i Fontainebleau. Det er, som I alle ved, kun en lille By, gemt i store
Skove, og det var besynderligt den Gang at se den fyldt med
Storhertuger, Kurfyrster og Prinser, der flokkedes omkring Napoleon som
Hunde omkring deres Herre, hver især i Haab om, at der skulde blive
tilkastet dem et Ben. Der blev talt mere Tysk end Fransk paa Gaderne,
thi de, der denne Gang havde hjulpet os, var komne for at faa
Belønningen, medens de, der havde været vore Modstandere, var komne for
at prøve paa at slippe for Straf.
Og bestandig red den lille Mand med det blege Ansigt og de kolde graa
Øjne ud paa Jagt hver Morgen, tavs og utilnærmelig, og ham fulgte hele
Slænget, der lurede paa hvert Ord af hans Mund. Naar han saa kom i det
Humør, kunde han kaste hundrede Kvadratmil hen til En, runde et
Kongedømme af til en Flod eller beskære et andet ved en Bjærgkæde. Det
var paa den Maade, han plejede at gøre Forretninger, denne lille
Artillerist, som vi havde hævet saa højt ved vore Sabler og vore
Bajonetter. Han vidste lige saa godt som vi, hvor hans Magt kom fra. Vi
indrømmede, at han var den største Hærfører i Verden, men glemte heller
ikke, at han havde de bedste Soldater at anføre.
En Dag, da jeg sad i mit Kvarter og spillede Kort med den unge Morat af
Jægerne, blev Døren aabnet, og ind traadte Lasalle, vor Oberst. Morat og
jeg sprang op og gjorde Honnør.
"Min Gut," sagde han og klappede mig paa Skulderen. "Kejseren vil tale
med Dem Klokken fire."
Alt i Værelset kørte rundt for mig ved disse Ord, og jeg maatte gribe
med Hænderne i Bordkanten.
"Hvorledes!" raabte jeg; "Kejseren!"
"Netop!" sagde han og smilede af min Forbavselse.
"Men Kejseren aner dog næppe min Eksistens, Oberst," svarede jeg,
"hvorfor sender han saa Bud efter mig?"
"Ja, det er netop, hvad jeg heller ikke kan forstaa," sagde Lasalle,
imedens han snoede sit Overskæg. "Imidlertid faar hver Mand sin Chance
her i Livet. Jeg har haft min, i modsat Fald vilde jeg ikke have været
Oberst for tiende Regiment. Hvem ved, om dette ikke er det første Skridt
hen imod den trekantede Hat."
Klokken var kun to, da han forlod mig. Jeg gik frem og tilbage i
Værelset i den største Ophidselse. Hvad vilde dog Kejseren tale med mig
om? Det faldt mig ind, at han maaske havde hørt om de Kanoner, vi havde
erobret ved Austerlitz, men alligevel? Der var saa mange, der havde
taget Kanoner ved Austerlitz, og to Aar var gaaede siden den Gang. Saa
blev jeg pludselig bange for, at han havde sendt Bud efter mig for at
skælde mig ud. Han syntes ikke om vore Dueller, og efter Fredslutningen
havde jeg haft en eller anden Spøg for i saa Henseende inde i Paris.
Da Klokken var halv fire, hørte jeg Sabelraslen og faste Trin udenfor
min Dør. Det var atter Lasalle, og med ham fulgte en halt lille Herre,
meget pillent og sirligt paaklædt i en sort Dragt. I Armeen vedkendte vi
os ikke mange Civilister, men dette var en af dem, som det ikke var
tilraadeligt at se over Hovedet. Jeg havde kun at betragte disse
funklende Øjne, den latterlige Opstoppernæse og den fast sammenknebne
Mund for at vide, at jeg stod ved Siden af den eneste Mand i Frankrig
som selv Kejseren maatte tage Hensyn til.
"Det er Hr. Etienne Gerard, Hr. de Talleyrand," præsenterede Lasalle.
Jeg hilste, og Statsmanden tilkastede mig et kort, skarpt, undersøgende
Blik, der traf mig som en Kaardespids.
"Har De forklaret Løjtnanten, under hvilke Omstændigheder han i Dag
bliver kaldet til Kejseren?" spurgte han med sin tørre, pibende Stemme.
Det var saa store Modsætninger, disse to Mænd, at jeg ikke kunde lade
være at betragte snart den ene, snart den anden. Den ene, den
sortklædte, snu Politiker, den anden, den svære, sabelraslende blaa
Husar. Saa tog de begge Plads, Talleyrand lydløst, Lasalle med en Larm,
som om et helt Regiment satte sig ned. Paa sin sædvanlige, buldrende
Maade sagde han:
"Nu skal jeg forklare Dem, hvorledes Sagen forholder sig, min Knøs. Jeg
var hos Kejseren i hans Privatkabinet i Formiddags, da der blev bragt
ham et Brev. Han aabnede det, og det gav saadan et Sæt i ham, at Papiret
fløj hen ad Gulvet. Jeg tog det op til ham, men han stirrede stadig paa
Muren foran sig, som om han saa Spøgelser. "Fratelli dell' Ajaccio,"
mumlede han, "Fratelli dell' Ajaccio." Jeg giver mig ikke ud for at
kunne Italiensk og forstod derfor ikke, hvad han mente. Jeg troede, han
havde mistet Forstanden, og De vilde have tænkt som jeg, Hr. de
Talleyrand, saafremt de havde set hans Øjne. Han læste Brevet, og
derefter sad han i over en halv Time uden at røre sig."
"Og De?" spurgte Talleyrand.
"Ja, jeg stod der uden at vide, hvad jeg skulde gøre. Men pludselig kom
han til sig selv igen. Jeg formoder, Lasalle," sagde han, "at De har en
eller anden ung og rask Officer i tiende Regiment?"
"Det er de allesammen, Sire," svarede jeg.
"Dersom De nu skulde udtage en, man kunde stole paa, naar det gjaldt,
men som ikke tænker for meget -- De forstaar mig, Lasalle, hvem vilde De
saa vælge?"
"Jeg forstod, at han ønskede en Mand, der ikke vilde grunde for meget
over hans Planer."
"Jeg har En," sagde jeg, "kun Sporer og Overskæg og uden en Tanke udover
Pigebørn og Heste."
"Det er en Mand, jeg kan bruge," svarede Napoleon, "bring ham op i mit
Privatkabinet Klokken fire i Eftermiddag."
"Dette er Grunden til, at jeg er kommen til Dem, min Ven, og beder Dem
nu at gøre 10endes Husarer Ære."
Jeg blev egentlig ikke særlig henrykt over min Obersts Bevæggrunde, og
mit Ansigt maa have afspejlet min Sindsstemning, thi Lasalle gav sig til
at le, og selv fra Talleyrand lød der en munter Klukken.
"Endnu et Ord, inden De gaar, Hr. Gerard," sagde Talleyrand. "De kommer
maaske nu ind i et vanskeligt Farvand, og De kan i saa Fald finde en
daarligere Lods end jeg. Ingen af os har nogen Anelse om, hvad denne
Affære betyder, og sagt i Fortrolighed er det af den største Betydning
for os, der bærer Frankrig paa vore Skuldre, at holde os underrettede om
alt, hvad der foregaar. Forstaar De mig, Hr. Gerard?"
Jeg havde ærlig talt ikke den fjerneste Idé om, hvad han mente, men jeg
bukkede let og lod det faa Udseende af, at jeg var ganske af hans
Mening.
"Læg da nøje Mærke til alt og fortæl ingen noget som helst," sagde
Talleyrand, "Oberst Lasalle og jeg vil ikke vise os i Følgeskab med Dem.
Men vi venter paa at høre Dem fortælle og vil give Dem vort Raad, naar
vi har faaet at vide, hvad der er passeret mellem Kejseren og Dem. Og nu
maa De gaa, thi Kejseren tilgiver aldrig Mangel paa Punktlighed."
Derefter gik jeg til Fods til Slottet, som kun laa hundrede Skridt
borte. Jeg gik ind i Modtagelsesværelset, hvor Duroc, iført en ny,
skarlagenrød og guldbroderet Klædning spadserede rundt mellem en
ventende Skare. Jeg hørte ham i Forbifarten sagte meddele Hr. de
Caulaincourt, at det var tyske Fyrster, hvoraf den ene Halvdel ventede
paa at blive Konger, medens den anden Halvdel allerede følte
Tiggerstaven i Haanden.
Da Duroc hørte mit Navn, viste han mig ind, og straks efter stod jeg
overfor Kejseren.
Jeg havde de hundrede Gange set ham under Slaget, men aldrig før staaet
Ansigt til Ansigt med ham. Men selv en Mand, der ikke kendte Kejseren,
vilde blive slaaet af hans besynderlige, hypnotiserende Blik, og det
fortælles, at Augereau, der var en Mand, som ellers ikke kendte til
Frygt, skælvede for Napoleons Blik paa en Tid, hvor Kejseren var en
ukendt Soldat. Imidlertid saa han meget venligt paa mig og befalede mig
at blive staaende ved Døren. De Meneval skrev efter hans Diktat og saa
imellem hver Sætning op paa Kejseren med sine fugtige Puddeløjne.
"Det er tilstrækkeligt, De kan gaa," afbrød Kejseren ham. Efter at
Sekretæren havde forladt Værelset, gik han over imod mig med Hænderne
paa Ryggen og saa op og ned ad mig uden at sige et Ord. Skønt han var en
lille Mand, holdt han meget af at have flotte Folk omkring sig, saa jeg
tror, at mit Ydre tilfredsstillede ham. Jeg havde bøjet den ene Haand
til Hilsen, medens den anden hvilede paa Sabelhæftet, og jeg saa lige
frem for mig, som en Soldat bør gøre.
"Naa, Hr. Gerard," sagde han endelig, medens han bankede med
Pegefingeren paa en af Guldknapperne i min Pelisse, "det er bleven mig
fortalt, at De er en meget fortjenstfuld ung Officer. Deres Oberst har
givet Dem det bedste Skudsmaal."
Jeg ønskede at give et udmærket Svar, men kunde ikke faa Lasalles dumme
Bemærkning om "kun Sporer og Overskæg" ud af Hovedet, og saa endte det
med, at jeg slet ikke svarede. Kejseren lagde nøje Mærke til mit
Minespil, men syntes behagelig berørt over, at der intet Svar kom.
"Jeg tror, De netop er den Mand, som jeg behøver," sagde han. "Tapre og
begavede Mænd omgiver mig overalt, men en tapper Mand, som --". Han
fuldendte ikke Sætningen, og jeg maa tilstaa, at jeg ikke begreb, hvor
han vilde hen! Jeg indskrænkede mig til en Forsikring om, at han kunde
stole paa mig til Døden.
"Saa vidt jeg har forstaaet, er De en dygtig Fægter?" sagde han endelig.
"Taalelig, Sire," sagde jeg.
"De blev valgt af Deres Regiment til at slaas med Mesterfægteren af
Chambarants Husarer?"
Det glædede mig, at han kendte saa meget til mine Bedrifter. "Ja Deres
Majestæt, mine Kammerater gjorde mig den Ære!"
"Og for at holde Dem i Træning fornærmede De seks Fægtemestre i Ugen før
Duellen!"
"Jeg opnaaede syv Kampe i lige saa mange Dage, Sire!"
"Og De slap fra det uden en Skramme?"
"Manden fra det 23de lette Infanteri-Regiment saarede min venstre Albue,
Sire."
"Lad være med den Slags Narrestreger, Monsieur," raabte han i et af
disse pludselige Vredesanfald, der var saa betegnende for ham. "Tror De,
at jeg ansætter mine Veteraner som Fægtemestre, for at De skal
praktisere Kvart og Ters paa dem? Hvorledes skal jeg kunne staa Ansigt
til Ansigt med Evropa, naar mine Soldater vender Vaabnene? mod
hverandre? Blot endnu et Ord om Deres Dueller, og jeg skal knuse Dem
mellem disse Fingre."
Jeg saa hans lille tykke Haand fare forbi mine Øjne, og hans Stemme var
slaaet over i den mest uharmoniske Hvæsen. Det prikkede og stak i min
Hud, og jeg vilde i det Øjeblik med Glæde have byttet Plads med en enlig
Soldat, der stod overfor en hel fjendtlig Hær. Han vendte sig om imod
Bordet, drak en Slurk Kaffe, og da han atter viste mig sit Ansigt, var
ethvert Spor af Stormen forsvunden, og han havde atter det besynderlige
Smil, der kom paa hans Læber, men aldrig i hans Øjne.
"Jeg har Brug for Dem, Hr. Gerard," sagde han, "og behøver et godt Sværd
ved min Side. Der er visse Grunde, hvorfor jeg vælger Dem. Men først og
fremmest forlanger jeg Deres ubrødelige Tavshed. Saa længe jeg lever,
maa intet af, hvad der sker mellem os i Dag, komme til noget Menneskes
Kundskab."
Jeg tænkte paa Talleyrand og Lasalle, men afgav Løftet.
"For det andet ønsker jeg ikke at høre Deres Meninger eller Forslag. Jeg
forlanger kun, at De skal gøre, som jeg befaler."
Jeg bukkede.
"Det er Deres Sværd, jeg har Brug for, ikke Deres Hjerne. Jeg besørger
Tænkningen. Forstaar De?"
"Ja, Sire!"
"De kender Kanslerens Buegang?"
Jeg bukkede.
"De kender ogsaa det store, dobbelte Fyrretræ, Jagthundenes
Samlingsplads i Tirsdags?"
Saafremt Kejseren havde vidst, at jeg der satte en lille Pige Stævne tre
Gange om Ugen, vilde han ikke have spurgt mig. Jeg bukkede atter.
"Meget godt. Mød mig paa dette Sted Klokken ti iaften!"
Jeg var kommen saa vidt, at jeg ikke blev forbavset mere over noget som
helst. Hvis han havde forlangt, at jeg skulde indtage hans Plads paa den
kejserlige Trone, havde jeg ikke haft andet Svar end et tavst Buk.
"Vi vil da vandre ind i Skoven sammen," fortsatte Kejseren. "De maa være
bevæbnet med Sabel, men ikke med Pistoler. De maa ikke tiltale mig, og
jeg siger intet til Dem. Tavse gaar vi fremad. De forstaar?"
"Jeg forstaar, Deres Majestæt!"
"Efter en Tids Forløb vil vi faa Øje paa en Mand eller, sandsynligere,
paa to Mænd under et bestemt Træ. Vi nærmer os dem. Giver jeg Dem et
Tegn, maa De være rede til Forsvar. Giver jeg mig derimod i Samtale med
disse Mænd, maa De vente og se, hvad der sker. Men har De først trukket
blank, maa De sørge for, at ingen af dem, hvis der er to, undslipper.
Jeg vil selv hjælpe Dem."
"Sire," udbrød jeg, "jeg tvivler ikke om, at mit Sværd nok skal gøre det
af med to. Men vilde det ikke være bedre, om jeg tog en Kammerat med,
frem for at De skal udsætte Dem for en saadan Kamp?"
"Saa, saa, saa," sagde han, "jeg har været Soldat, før jeg blev Kejser.
De tror maaske ikke, at en Artillerist har en Sabel saa vel som en
Husar? Imidlertid beordrede jeg Dem ikke at modsige mig. De har kun at
gøre, hvad jeg befaler. Men er Sablerne først en Gang dragne af Skeden,
maa ingen af disse Mænd slippe levende bort."
"Det skal de ikke komme til, Sire!" bemærkede jeg.
"Meget vel. Jeg har ikke flere Instrukser til Dem. De kan gaa."
Jeg gik henimod Døren, da en Tanke fo'r gennem min Hjerne og fik mig til
at vende om.
"Jeg kommer til at tænke paa, Sire --" begyndte jeg.
Han sprang løs paa mig som et vildt Dyr. Jeg troede virkelig, at han
vilde have slaaet mig.
"Tænke!" skreg han, "De, _De_! Tror De, at jeg valgte Dem, fordi De
skulde tænke? Lad mig bare høre at De gør det en Gang til! De, den
eneste, som --! naa, lige meget, De møder altsaa ved Fyrretræet Klokken
ti i Aften!"
Død og Pine, hvor jeg var glad ved at slippe ud af det Værelse. Naar jeg
har en god Hest under mig og et Sværd ved Lænden, ved jeg, hvad jeg har
at gøre, men naar jeg taler med Kejseren, føler jeg mig som en Trænhest,
der er kommen ud at køre i Kalesche. Derfor var jeg rigtig glad ved
atter at komme ud i Luften, og jeg mere løb end gik over Pladsen til mit
Kvarter, som en Skoledreng, der var sluppen bort fra Læreren.
Da jeg aabnede Døren, var det første, jeg fik Øje paa, et Par himmelblaa
Bukser og et Par sorte Knæbenklæder. Indehaverne af disse sprang begge
op, og der blev hilst.
"Hvad Nyt?" skreg de i Munden paa hinanden.
"Intet!" svarede jeg.
"Kejseren har altsaa nægtet at modtage Dem?"
"Nej, jeg har talt med ham!"
"Og hvad sagde han?"
"Hr. de Talleyrand," svarede jeg, "jeg maa beklage, at det er mig
umuligt at fortælle Dem noget som helst. Jeg har lovet Kejseren det."
"Pyt, smukke, unge Mand," svarede han og gned sig kattevenligt op ad
mig, "det bliver mellem Venner, og De forstaar, at det ikke kommer
udenfor disse fire Vægge. Iøvrigt indvier Kejseren mig altid i sine
Hemmeligheder!"
"Der er kun et Minuts Gang til Slottet, Hr. de Talleyrand," svarede jeg,
"og saafremt det ikke er for megen Ulejlighed, beder jeg Dem gaa derhen
og bringe mig Kejserens skriftlige Tilladelse til, at jeg maa indvi Dem
i Hemmeligheden. Jeg skal da med stor Fornøjelse fortælle Dem alt."
Han viste smilende Tænder, som den gamle Ræv han var.
"Hr. Gerard synes at være lidt opblæst," udbrød han. "Han er aabenbart
for ung til at se Tingene i deres rette Lys. En Gang, naar han bliver
ældre, vil han sikkert forstaa, at det ikke altid er klogt af en
underordnet Kavallerist at give affejende Svar!"
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare hertil, men Lasalle kom mig til
Hjælp.
"Knøsen har min Tro Ret!" sagde han, "havde jeg vidst, at han havde
givet sit Løfte, havde jeg ikke spurgt. De ved meget godt, Hr. de
Talleyrand, at saafremt han havde svaret Dem, vilde De have let i
Skægget og ofret ham de samme Tanker som jeg den Bourgogne-Flaske, der
er tømt. Hvad mig selv angaar, kan jeg kun sige, at tiende Regiment ikke
vilde have Plads til ham, og at vi vilde miste vor bedste Fægter fra
samme Øjeblik, jeg hørte ham aabenbare Kejserens Hemmelighed."
Diplomaten blev endnu mere bitter, da han saa, at jeg fik Medhold hos
min Oberst.
"Jeg har ladet mig fortælle, Oberst de Lasalle," sagde han med isnende
Værdighed, "at Deres Meninger har en betydelig Vægt indenfor det lette
Kavalleris Rammer. Skulde jeg komme i det Tilfælde, at jeg behøver
Oplysninger om denne Del af Hæren, vil jeg være meget lykkelig ved at
kunne spørge Dem til Raads. I Øjeblikket er det imidlertid et
diplomatisk Spørgsmaal, der foreligger, og De vil maaske tillade mig at
danne mig mit eget Skøn om den Ting. Saa længe Ansvaret for Frankrigs
Velfærd og Hensynet til Kejserens Sikkerhed hviler paa mine Skuldre, vil
jeg bruge ethvert Middel, der kan fremme begge, selv om det sker imod
Kejserens personlige Ønske. Jeg har den Ære at anbefale mig, Oberst de
Lasalle!"
Han tilkastede mig et meget unaadigt Blik og gik med smaa, hurtige og
lydløse Skridt ud af Værelset.
Jeg kunde se paa Lasalles Ansigt, at han ingenlunde satte Pris paa at
have den mægtige Minister til Fjende. Han rev en Ed eller to af sig,
greb sin Sabel og sin Hue og skyndte sig ned ad Trappen. Da jeg kiggede
ud af Vinduet, saa jeg, at en svær, blaa og en hinkende, sort Mand
fulgtes sammen hen ad Gaden. Talleyrand var tilsyneladende meget
fornærmet. Lasalle svingede med Armene og talte hurtigt, saa jeg antog,
at han søgte at faa Freden i Stand.
Kejseren havde befalet mig ikke at tænke, og jeg gjorde mit bedste for
at adlyde ham. Jeg tog Kortene op fra Bordet, hvor jeg havde kastet dem,
og prøvede paa at udfinde nogle nye Tricks i Ecarté. Men jeg kunde ikke
en Gang huske Trumferne og kastede i Fortvivlelse Kortene paa Gulvet.
Saa trak jeg min Sabel og øvede mig, indtil jeg var træt, men det var
altsammen til ingen Nytte. Min Tanke vil arbejde paa Trods af min Vilje.
Klokken ti skulde jeg møde Kejseren i Skoven. Af alle de besynderlige
Begivenheder, jeg havde oplevet i mit Liv, var denne sidste sikkert den,
jeg mindst havde drømt om, da jeg i Morges sprang ud af Sengen. Men
Ansvaret, det frygtelige Ansvar! Det hvilede helt paa mine Skuldre; der
var ingen til at dele det med mig. Ofte havde jeg set Døden i Øjnene paa
Slagmarken, men aldrig havde jeg vidst, hvad Frygt var, før i dette
Øjeblik. Men saa betænkte jeg, at jeg kun kunde gøre mit bedste som en
tapper og brav Soldat og først og fremmest adlyde de Ordrer, jeg havde
faaet. Og dersom det gik godt, vilde denne Begivenhed sikkert blive
Grundstenen til min Lykke. Saaledes tilbragte jeg Aftenen, vaklende
mellem Haab og Frygt, indtil endelig Handlingens Time var nær.
Jeg passerede Gardens Barakker og Rækken af Caféer, alle fyldte med
Uniformer. Jeg opfangede et Glimt af Blaat og Guld fra mine Kammeraters
Uniformer, blandet med Infanteriets lysegrønne Farver. Der sad de alle
og drak deres Vin og røg deres Cigarer, kun lidet anende, hvad deres
Kammerat havde for. En af dem, min Eskadronchef, fik i Lampelyset et
Glimt af mig at se og kom ud paa Gaden og raabte efter mig. Men jeg
skyndte mig af Sted og vilde ikke høre ham. Bandende over min Døvhed
gik han tilbage til sin Vinflaske.
Det er ikke vanskeligt at finde ind i Skoven ved Fontainebleau. De
skyggefulde Træer dannede nemlig Fortsættelsen af Gaden, ligesom
Tiraillørerne danner Fronten i en Kolonne. Jeg drejede ind paa en Sti og
kom hurtig hen til Pladsen ved det gamle Fyrretræ. Som jeg tidligere
havde fortalt, havde jeg mine gode Grunde til at kende Stedet, og jeg
takkede Skæbnen for, at det ikke var en af hine Aftener, hvor Léonie
ventede paa mig her. Det stakkels Barn vilde være død af Skræk ved Synet
af Kejseren. Enten vilde han have været for barsk overfor hende, eller
han vilde -- hvad der var værre -- have været for venlig.
Maanen var i første Kvarter, og da jeg naaede Mødestedet, saa jeg, at
jeg ikke var kommen først. Kejseren gik da allerede frem og tilbage, med
Hænderne paa Ryggen og Ansigtet bøjet ned mod Brystet. Han bar en stor
graa Kappe og paa Hovedet en mægtig Hat. Jeg havde set ham i samme Dragt
under vor Vinterkampagne i Polen, og der blev den Gang sagt, at han bar
den, fordi Hatten var saadan en dejlig Forklædning. Han havde altid
holdt meget af, hvad enten han var i Felten eller i Paris, at vandre
rundt om Aftenen og lytte til Samtalerne i Kroerne eller ved Lejrilden.
Da imidlertid hans Skikkelse saavel som den Maade, han bar sine Hænder
paa, var velkendt, blev han næsten altid genkendt, og der blev derfor
sjældent sagt andet, end hvad han helst vilde høre.
Min første Tanke var, at han var vred over, at jeg havde ladet ham
vente, men da jeg nærmede mig ham, hørte jeg det store Kirkeur i
Fontainebleau slaa ti. Det var altsaa ham, der var kommet for tidligt,
og ikke mig, der var kommen for sent. Jeg huskede hans Befaling om ikke
at fremkomme med nogen Bemærkning, og nøjedes derfor med at slaa Hælene
sammen og hilse. Han kastede et Blik paa mig. Uden et Ord vendte han sig
derefter om og vandrede langsomt ind i Skoven, fulgt af mig.
Vi vandrede over en Fjerdingvej, og jeg vidste, allerede før vi naaede
derhen, hvad der var vort Maal. Midt i en af de aabne Pletter staar der
en splintret Stub af et kæmpemæssigt Træ. Det kaldes Abbedens Bænk, og
der fortælles saa uhyggelige Historier om Stedet, at jeg kender mangen
en tapper Soldat, der ikke vilde holde af at staa Skildvagt der, Men
selvfølgelig tog jeg ikke mere Hensyn til en saadan Overtro end Kejseren
gjorde, og da vi nærmede os, saa jeg, at to Mænd ventede paa os. Straks
da jeg fik Øje paa dem, stod de omme bag Stubben, som om de var bange
for at blive sete, men da vi nærmede os, kom de os i Møde. Kejseren
skottede tilbage efter mig og sagtnede sine Skridt, saa at jeg kom ham
nær paa en Arms Længde. I kan nok tænke jer, at jeg havde Haanden paa
Sabelhæftet, og at jeg havde et godt Øje til disse to Fyre, der nærmede
sig os.
Den ene var usædvanlig høj og meget spinkel bygget, medens den anden
nærmest var under Middelhøjde og bevægede sig paa en ret brøsig Maade.
De bar begge sorte Kapper, som var slynget omkring dem og hang ned ved
den ene Side, ganske som Murats Dragoner bruger dem. Deres Hatte var
store og flade og lignede dem, jeg senere har set i Spanien, saa deres
Ansigter laa i Skygge, men jeg kunde se deres Øjne glimte. Med den blege
Maane bag dem og deres lange sorte Skygger foran dem, var det netop
saadanne Fyre, man kunde vente at møde om Natten ved Abbedens Bænk.
Kejseren var standset, og ogsaa de to Fremmede stoppede op nogle faa
Skridt fra os. Jeg havde sluttet mig tæt op til min Ledsagers Albue, saa
at vi nu alle fire stod Ansigt til Ansigt, uden at der blev talt et Ord.
Mine Øjne var især fæstede paa den høje Mand, fordi han stod mig
nærmest, og efter at have iagttaget ham, blev jeg hurtig klar over, at
han var i en frygtelig nervøs Ophidselse. Hele hans slanke Skikkelse
skælvede, og jeg hørte en hurtig, anstrengt Stønnen som fra en dødstræt
Hund. Pludselig gav en af dem et kort, hvislende Signal. Den høje Mand
bøjede sin Ryg og sine Knæ som et Rovdyr, der skal til at springe, men
før han kunde røre sig, var jeg sprungen frem foran ham med dragen
Sabel. I samme Øjeblik gled den lille Mand forbi mig og begravede en
lang Kniv i Kejserens Bryst.
Min Gud! Dette Øjebliks Rædsel! Det er et Mirakel, at jeg ikke selv
faldt død om med det samme. Som i en Drøm saa jeg den graa Skikkelse
svinge i konvulsiviske Bevægelser, og jeg opfangede i Maanelyset Glimt
af tre Tommer rødt Staal, der stak ud mellem Skuldrene. Saa faldt han
med en sidste Stønnen om paa Græsset, medens Forbryderen, der havde
begravet sit Vaaben i sit Offer, svingede med Armene og hylede af Glæde.
Men jeg -- jeg drev mit Sværd med rasende Kraft igennem hans Mellemgulv,
og blot ved Slaget af Sabelheftet mod hans Brystben slyngedes han seks
Skridt tilbage, før han faldt. Jeg sprang derpaa ind paa den anden,
grebet af en Blodtørst, som jeg ikke har følt hverken før eller senere.
Da jeg vendte mig om, glimtede en Dolk for mine Øjne, og jeg følte det
kolde Pust af den glide forbi min Hals og Bandittens Haandled støde imod
min Skulder. Jeg stak efter ham med min Sabel, men han slap fra mig og
flygtede hurtigt bort, idet han sprang som et Dyr over den maanebelyste
Skovslette.
Men han skulde ikke undgaa mig paa den Maade. Jeg vidste, at Morderens
Dolk havde fuldført sit Værk. Selv om jeg var ung, havde jeg set
tilstrækkeligt af Krigen til at kende et dødeligt Saar. Jeg tøvede blot
et Øjeblik for at berøre den kolde Haand.
"Sire! Sire!" skreg jeg; men da der ikke kom en Lyd til Svar og ikke en
Bevægelse, medens den røde Cirkel paa Grønsværet blev større og større,
saa vidste jeg kun alt for vel, at det var forbi. Da sprang jeg rasende
op, kastede min Kappe og løb, saa hurtig mine Ben kunde bære mig, efter
den Skurk, der endnu var i Live.
Aa, hvor jeg velsignede den Klogskab, der havde faaet mig til at trække
i let Fodtøj og Gamascher! Og den lykkelige Tanke, som havde faaet mig
til at kaste Kappen! Enten kunde Skurken forud ikke slippe af med sin
Kappe, eller ogsaa var han for forskrækket til overhovedet at kunne
tænke. Som det nu var, vandt jeg hurtig ind paa ham. Han maatte ganske
have tabt Hovedet, thi han prøvede ikke en Gang paa at skjule sig i
Skovens tættere Dele, men fløj af Sted over den ene aabne Plet efter den
anden, indtil han kom ud paa Sletten, som fører ud til den aabne Karré
ved Fontainebleau. Han løb godt, det er sandt, løb som en Kujon, der
løber for sit Liv. Men jeg løb, som Skæbnen løber i Hælene paa
Forbryderen. Alen efter Alen vandt jeg ind paa ham. Saa sagtnede han
Farten, og jeg kunde høre hans korte, stønnende Aandedræt. Karréens
store Grav kom pludselig til Syne lige foran ham, og da han tilkastede
mig et Blik over Skulderen, gav han et Skrig af Fortvivlelse fra sig. I
næste Sekund var han forsvunden for mit Blik.
Aldeles forsvunden, forstaar I. Jeg styrtede hen til Stedet og stirrede
ned i det sorte Dyb. Havde han kastet sig derned? Jeg var ved at slaa
mig til Taals med denne Forklaring, da en svag, snart stigende, snart
aftagende Lyd naaede mit Øre fra Mørket neden under mig. Det var hans
Aandedræt, og det viste mig hvor han var.
Ved Randen af Graven og lige under Muren er der en lille Platform,
hvorpaa der staar en Træhytte, der benyttes af Arbejderne som
Værktøjsskur. Det var der, han holdt sig skjult. Maaske havde han tænkt
den Tosse, at jeg ikke vilde vove at forfølge ham ned i Mørket. Men med
et Spring var jeg paa Platformen, med et andet gennem Døren, og da jeg
hørte ham fra Hjørnet, stod jeg snart overfor ham.
Han kæmpede som en Vildkat, men med sit korte Vaaben kunde han intet
udrette. Jeg antager, at jeg har saaret ham dødeligt ved det første
vanvittige Hug, thi skøndt han stødte og stødte, havde hans Arm ingen
Kraft, og kort efter faldt hans Dolk klirrende ned paa Gulvet. Da jeg
havde overbevist mig om, at han var død, stod jeg op og gik ud i
Maaneskinnet. Jeg klatrede atter op paa Sletten og vandrede over den,
saa meget fra Sans og Samling, som et Menneske vel kan være.
Med Blodet susende for mine Øren og det blodige Sværd i min Haand
travede jeg hensigtsløst af Sted, indtil jeg ved at se mig om opdagede,
at jeg befandt mig paa Pladsen ved Abbedens Bænk og i nogen Afstand saa
den knortede Stub, der for altid vil være knyttet til den frygteligste
Erindring i mit Liv. Jeg satte mig ned paa en væltet Træstamme med
Sablen over mine Knæ og Hovedet i mine Hænder, og saa forsøgte jeg at
gennemtænke, hvad der var sket, og hvad der vilde ske i den
allernærmeste Fremtid.
Kejseren havde betroet sig til min Omsorg. Kejseren var død. Det var
disse to Tanker, der hamrede i min Hjerne, saa der ikke var Plads for
andre. Han var kommet hertil i mit Følgeskab, og nu var han død. Jeg
havde fulgt hans Befalinger og hævnet hans Død. Men hvad betød det?
Verden vilde betragte mig som en Forræder, ja, maaske som en Morder.
Hvad kunde jeg bevise? Hvilke Vidner kunde jeg fremstille? Kunde jeg
ikke have været disse Skurkes Hjælper? Ja, jo! Jeg var uhjælpelig
vanæret -- den laveste, mest fordømmelige Skabning i hele Frankrig.
Dette skulde altsaa blive Enden paa min smukke, militære Løbebane, paa
min Moders Forhaabninger. Jeg lo bittert ved Tanken. Og hvad skulde jeg
nu tage mig for? Burde jeg gaa tilbage til Fontainebleau, vække Slottet
og fortælle, at den store Kejser var bleven myrdet, næppe et Skridt fra
mig? -- Nej, det kunde jeg ikke, -- jeg kunde det ikke! Der var kun en
Udvej for en ærekær Soldat, hvem Skæbnen havde bragt i en saa fortvivlet
Stilling. Jeg vilde styrte mig i mit Sværd og saaledes dele Kejserens
Skæbne, siden jeg ikke havde kunnet afvende den. Jeg rejste mig op med
hver en Nerve spændt for at udføre mine Beslutninger, men i samme
Øjeblik steg frem for mine Øjne en Aabenbaring, et Syn, der standsede
mit Aandedræt. Kejseren stod foran mig!
Han var ikke mere end femten Alen borte, og Maanen skinnede lige ind i
hans kolde, blege Ansigt. Han var iført sin graa Kappe, men den var
aaben for til, saa at jeg kunde se hans grønne Frakke og hvide
Benklæder. Hænderne havde han bag paa Ryggen, og hans Hage var bøjet ned
mod hans Bryst, som han ofte havde for Skik.
"Naa," sagde han i sin haarde, kommanderende Tone, "hvad har De at
melde?"
Jeg tror, at saafremt han var bleven staaende tavs endnu et Minut, vilde
jeg være bleven gal. Men netop denne korte militære Ordre var
tilstrækkelig til at bringe mig til mig selv. Død eller levende -- nu
stod Kejseren foran mig og forlangte min Rapport.
Jeg gjorde øjeblikkelig Honnør.
"De har dræbt den Ene, ser jeg?" sagde han og gjorde et Kast med Hovedet
hen imod Skuepladsen for Kampen.
"Ja vel, Sire!"
"Og den anden undslap?"
"Nej, Sire! Jeg har ogsaa dræbt ham!"
"Hvorledes!" raabte han; "De fortæller, at De har dræbt dem begge?" Han
traadte nærmere og talte med et Smil, der lod hans hvide Tænder skinne i
Maanelyset.
"Det ene Lig ligger dér, Deres Majestæt!" svarede jeg, "det andet findes
i Redskabsskuret ved Karréen."
"Saa er de korsikanske Brødre ikke mere," udbrød han, efter en Pavse,
som om han talte med sig selv. "Skyggen har for stedse forladt mig."
Derefter bøjede han sig frem og lagde sin Haand paa min Skulder.
"De har handlet meget flinkt, min unge Ven!" sagde han, "og udført Deres
Ordre til min fuldkomne Tilfredshed."
Saa var han altsaa Kød og Blod, denne Kejser. Jeg kunde føle hans lille,
tykke Haand paa min Skulder. Men da jeg kom til at tænke paa, hvad jeg
havde set med mine egne Øjne, stirrede jeg saa forvildet paa ham, at han
gav sig til at smile.
"Nej, nej, Gerard," sagde han, "jeg er intet Spøgelse, og De har ikke
set mig blive dræbt. Kom med herhen, og De vil forstaa det hele."
Ligene laa endnu paa Jorden, og to Mænd stod ved Siden af dem. Da vi
nærmede os, saa jeg, at det var Roustem og Mustafa, Kejserens to
Mamelukker. Kejseren standsede, da han naaede hen til den graa
Skikkelse, som laa i Græsset, og da han fjernede Hatten, som laa i
Græsset, saa jeg, at Trækkene var meget forskellige fra hans egne.
"Her ligger en trofast Tjener, der har ofret sit Liv for sin Herre,"
sagde han; "Hr. de Goudin ligner mig i Figur og Bevægelser, hvad De maa
indrømme."
Hvilken vanvittig Glæde overvældede der mig ikke ved disse faa Ord, der
paa en Gang gjorde alt klart for mig. Han smilede atter, da han saa min
Henrykkelse. Jeg følte en uimodstaaelig Lyst til at omfavne ham, men han
traadte et Skridt tilbage som om han havde gættet min Hensigt.
"De er vel ikke saaret!" spurgte han.
"Nej, Sire, men i min Fortvivlelse skulde jeg netop til --"
"Saa, saa!" afbrød han. "De har opført Dem flinkt. Han burde have været
paa sin Post. Jeg har set alt, hvad der er sket."
"De saa det, Sire?"
"De har altsaa ikke lagt Mærke til, at jeg har fulgt Dem gennem Skoven?
Jeg har ikke tabt Dem af Syne fra det Øjeblik, da De forlod Deres
Kvarter, indtil den stakkels de Goudin faldt. Den falske Kejser var
foran Dem, den ægte bag ved Dem. Behag at ledsage mig tilbage til
Slottet."
Han gav hviskende en Ordre til sine Mamelukker, der hilste i Tavshed og
blev, hvor de var, medens jeg fulgte Kejseren. Jeg har paa Ære altid
ført mig, som en Husar skal og bør, men selv Lasalle har aldrig struttet
saadan af Stolthed eller svunget sin Dolman som jeg gjorde hin Nat. Hvem
skulde vel rasle med Sporer og Sabel, om ikke jeg -- jeg, Etienne Gerard,
Kejserens Fortrolige og Forsvarer, den, der dræbte Napoleons Dødsfjender
i Tvekamp. Men han lagde Mærke til min Opførsel og vendte sig lynsnart
om imod mig.
"Er det Maaden, hvorpaa man fører sig, naar det gælder en hemmelig
Mission?" hvæsede han med et koldt Glimt i Øjnene. "Er det saaledes, De
forebygger, at Deres Kammerater faar en Anelse om, at der er hændet
noget usædvanligt? Hold op med de Narrestreger, min Herre, ellers
frygter jeg for, at De bliver forflyttet til Sapørerne, hvor De vil faa
haardere Arbejde og ingen Dolman at svinge."
Saaledes var Kejseren. Ikke saa snart fik han Færten af at nogen mente
at have Krav paa ham, før han benyttede den første Lejlighed til at
vise, hvilket Svælg der var imellem dem. Jeg hilste og var tavs, men jeg
maa tilstaa, at jeg følte mig saaret efter alt, hvad der var passeret
imellem os. Han førte mig op til Slottet, hvor vi gennem en Bagdør slap
ind i hans Privatkabinet. Og nu stod jeg ved Døren, som jeg havde gjort
det om Eftermiddagen. Kejseren slængte sig ned i en Lænestol og hensank
i tavs Grublen. Tilsidst vovede jeg at minde ham om min Nærværelse ved
en svag Hosten.
"Naa, min gode Gerard," sagde han, "De er aabenbart meget nysgerrig
efter at faa at vide, hvad alt dette skal betyde?"
"Jeg er fuldtud tilfreds, Sire, selv om det maatte behage Dem ikke at
fortælle mig noget som helst!" svarede jeg.
"Passiar!" sagde han utaalmodig. "Det, De der siger, er ikke andet end
Ord. I samme Øjeblik, De er paa den anden Side af Døren, vil De begynde
at anstille Efterforskninger. Om to Dage vil Deres Kammerater vide
Besked og om tre Dage hele Fontainebleau, om fire Dage vil Historien
være ude over Paris. Saafremt jeg derimod fortæller Dem tilstrækkeligt
til at stille Deres Nysgerrighed, er der sagtens et svagt Haab om, at De
vil være i Stand til at beholde det for Dem selv."
Han forstod mig ikke, Kejseren, men jeg kunde blot bukke i Tavshed.
"Kun faa Ord er nødvendige for at forklare Sagen," sagde han. Han talte
meget hurtigt og gik med hastige Skridt frem og tilbage i Værelset. "Det
var Korsikanere, disse to Mænd, og jeg havde kendt dem i min Ungdom. Vi
har tilhørt det samme Broderskab -- de korsikanske Brødre, som vi kaldte
os. Det blev dannet i den gamle Paolis Dage, forstaar De, og det havde
visse strenge Love, som ingen ustraffet kan bryde."
Ved disse Ord syntes jeg, at alt, hvad der var Fransk, havde forladt
ham, og at det var en Korsikaner, der stod foran mig. Manden med de
stærke Lidenskaber og den desperate Hævnlyst. Hans Tanker var vendt
tilbage til hans tidligere Dage, og i fem Minutter gik han op og ned i
Værelset med hastige smaa Skridt. Men med en utaalmodig Haandbevægelse
førte han sig atter tilbage til Frankrig og til mig.
"Saadan et Selskabs Love," vedblev han, "er meget gode for en almindelig
Dødelig. I de gamle Dage var der ingen mere trofast Borger end jeg. Men
Tiderne skifter, og det vilde hverken fremme Frankrigs eller mit
Velfærd, om jeg længere fulgte disse Bestemmelser. De vilde tvinge mig
til det, og saa kom Skæbnen over deres egne Hoveder. Disse to var
Broderskabets Ledere, og de var komne hertil fra Korsika for at formaa
mig til at møde dem paa det opgivne Sted. Jeg vidste alt for vel, hvad
dette Møde betød, thi endnu er ingen vendt tilbage fra et saadant. Paa
den anden Side, hvis jeg ikke kom, vilde det betyde endeløs Forfølgelse
af min Person. Jeg kender deres Metode."
Der kom igen et haardt Træk om hans Mund og et koldt Glimt i hans Øjne.
"De forstaar den Forlegenhed, jeg var i, Hr. Gerard!" fortsatte han.
"Hvad vilde De for Resten have gjort i mit Sted!"
"Givet 10de Regiment Ordre til at gennemsøge Skoven og bringe Slynglerne
for Deres Fødder, Sire!" svarede jeg.
Han rystede smilende paa Hovedet.
"Jeg har meget vægtige Grunde, hvorfor jeg ikke ønskede dem fanget
levende," sagde han, "De vil forstaa, at en Morders Tunge undertiden kan
være et lige saa farligt Vaaben som hans Dolk. Jeg vil ikke skjule for
Dem, at jeg for enhver Pris ønskede at undgaa Vrøvl og Skandale. Det var
derfor, jeg befalede Dem ikke at tage Pistoler med. Nu vil mine
Mamelukker udslette ethvert Spor, og ingen vil faa noget at vide om
Affæren. Jeg har overtænkt alle mulige Planer. Havde jeg sendt mere end
en Forsvarer med de Goudin ind i Skoven, vilde Brødrene ikke have vist
sig. Men for en enkelt Mands Skyld vilde de ikke forandre deres Plan
eller lade Lejligheden slippe fra sig. Det var Oberst Lasalles
tilfældige Nærværelse her i det Øjeblik, da jeg modtog Tilsigelsen, der
bevirkede, at jeg valgte en af hans Husarer. De blev den udvalgte, Hr.
Gerard, fordi jeg havde Brug for en Mand, der kunde føre en Sabel, og
som ikke vilde trænge længere ind i den Historie, end jeg ønskede. Jeg
haaber, at De vil retfærdiggøre mit Valg i denne Henseende, som De har
gjort det, hvad Deres Dygtighed og Mod angaar!"
"Jeg beder Dem at være forvisset herom, Sire!" svarede jeg.
"Saa længe som jeg lever," fortsatte han, "maa der altsaa ikke over
Deres Læber komme et Ord om denne Sag."
"Jeg vil udslette den af min Hukommelse, Sire! Jeg lover at forlade
dette Værelse ganske som jeg var, da jeg traadte herind Kl. fire i
Eftermiddag."
"Det kan De ikke," svarede Kejseren smilende. "Den Gang var De Løjtnant.
Tillad mig at sige Dem Godnat -- _Kaptajn_ Gerard!"