Bispen staar foran Altret i sin Guldkjole og skinner omkap med
Kandelabrene. De ærværdige Marmorstatuer i Nicherne er blevne
vaskede, og ved Orglet sidder den højt bedagede Mester med Silkekalot
paa Hovedet og Storkorset paa sit Bryst.
Stolestaderne er fyldte med Landets mest forelskede unge Piger og
Mænd. De har Blomster i Hænderne, de sidder Par ved Par, de unge
Piger med hvide Roser, de unge Mænd med røde. Alle stirrer de ned mod
Indgangsdøren, hvor tolv venlige gamle Præster i sorte Fløjlskjoler
staar opstillede, seks paa hver Side.
Saa begynder Mesteren at spille. Orgeltonerne bruser under de høje
Hvælvinger. De unge Piger og Mænd rejser sig.
Den tunge Egetræsdør slaas op, et blændende Lys fylder Aabningen: dér
staar Maria i sin hvide Brudekjole, ombølget af det lange Slør. En
blussende Jomfru med nedslagne Blikke. Himmelsk Højhed, salig Lykke
udstraaler fra hende.
Gennem Kirken gaar en beundrende Mumlen, Bispen ved Altret vender
sig, sætter sine Briller paa, og da han ser, hvor yndig Maria er,
iler han hende i Møde, bøjer sig for hende og fører hende ved Haanden
til Altret.
De unge Piger og Mænd strøer deres Roser, de røde og de hvide, over
hende, idet hun gaar forbi; nogle af Roserne bliver hængende i
Sløret, og Maria smiler, da hun ser den blomstrede Kjole.
Men den gamle Mester er hørt op at spille, han bøjer sig ud over
Orgelpulpiturets Ballustrade for at se Maria, og gennem Glughullerne
i Hvælvingerne kigger nysgærrige Engleansigter.
... Saa er Maria med det gamle og nye Testamentes Ord givet i min
Haand, jeg fører hende ud, fulgt af Bispen og de tolv Præster samt
alle de forelskede unge Par, mens den gamle Mester spiller med den
ene Haand og vifter til os med den anden.
Udenfor holder Kareten med de hvide Heste for, og vi stiger op for at
køre hjem til mig, hjem til os. Og saa begynder Klokkerne at kime.