Ja, kimer, alle Klokker! Jubler, alle Engle! En Sjæl er frelst.
Det var en saare forhærdet Sjæl, en Sjæl, der boltrede sig i Synd og
kendte Anger end ikke af Navn.
Kimer af fuldt Bryst, Klokker! Jubler omkap, Engle! Det er en meget
stor Synder, som frelst bæres hid.
* * * * *
Hvo var det, som frelste ham? Hvo er det, som bærer ham?
* * * * *
En skrøbelig Kvinde, ej uden Brøde og Brøst, men stærk ved sin Tro.
Hendes Tro bevarede hende selv og frelste omsider ham. Kimer!
Jubler! Nu kommer hun med ham!
* * * * *
Hvi kommer han ikke alene? Hvi maa han bæres?
* * * * *
End er han svag, end vakler hans Fod. Men, baaren af hendes stærke
Tro, vil han naa hid.
* * * * *
Ak nej! Nu daler han! Hun mægter ej at bære ham længer.
* * * * *
Lad Frydetonerne klinge, den svage Kvinde til Styrkelse. Og jubler
ham, til Oplivelse, den Elskedes Navn i Møde.
* * * * *
Hvad hedder hun, den fromme Kvinde?
* * * * *
Maria er hendes høje Navn. Kimer det ud, synger det ud.
Se, han løfter sit Hoved. Hans Vilje faar Kraft. Nu stiger de, Haand
i Haand. Men tys! Han taler. Hvad siger den frelste Sjæl? Stille,
Klokker, stille, Engle. Lytter til de Ord, han sender ned over den
syndefulde Jord.
* * * * *
Han nævner Marias Navn.
* * * * *
Deri gør han Ret. Men han taler fremdeles. Hørte I det? Lovsynger,
Engle, kimer i Sky, Klokker. Han udtalte Forløsningens Ord:
_Gennem de Mange til Én!_