Maria skriver mig et Brev fra den fremmede By.
»Min kære Ven. Staden her er meget stor og skøn. Den er rig paa
herlige Kunstværker og smukt holdte Parker. Der er overalt et
mylrende Folkeliv, Øjet opdager stadig nye Overraskelser. Her er
ogsaa fuldt af Teatre og Koncertsale, og de straalende Konditorier
frister lækkersultne Munde. Man er god imod mig, fører mig fra en
Seværdighed til en anden og sender mig om Aftenen til de forskellige
Skuespil.
Hvis Du bad mig om nærmere Redegørelse for mit Liv hernede, jeg
kunde ikke med min bedste Vilje opfylde dit Ønske. Jeg ser en Mængde
Mennesker og Ting glide mig forbi. Jeg husker intet af det altsammen.
Jeg længes kun efter Aftenen, at jeg kan gaa til Sengs og være ene.
Saa ligger jeg ganske stille og prøver paa at leve om igen den sidste
Nat, jeg var hos Dig.
Men der er saamegen Støj udenfor paa den store Bys Gader. Støjen
stiger op til mig som Summen af en Folkehob i Oprør. Og gennem den
truende Summen lyder ustandseligt hvinende Piskeslag paa Hesterygge
og Kuskenes hidsende Skrig.
De første Aftener var jeg bange. Jeg følte Slagene helt ind i mit
Hjærte og, skælvende, krøb jeg sammen under Tæppet. Men saa kom jeg
til at tænke paa, at om det var Dig, der martrede mig til Døde, det
vilde ingen Lidelse være. Jeg tog gærne Døden af din Haand.
Husker Du vor Samtale hin sidste Nat? Ser Du, hvad jeg den Gang
lovede, det mente jeg. _Det_ vilde jeg, Du skulde vide -- inden vi
skilles.«