Jeg staar paa Waggonens Platform. Jeg har staaet der hele Natten,
svøbt i min Kappe. Jeg har set Aftenens Skygger fra Dalene krybe op
ad Bjærgene, indtil alt var hyllet i Mørke. Nu lakker det mod Dag,
et blegt Skær lysner i Horisonten; med stedse rappere Stempelslag, i
Takt med mit Hjærte, haster Toget afsted mod den fremmede By.
Hvilken sælsom Uro har holdt mig vaagen den ganske Nat? Hvilke
angstfulde Spørgsmaal er det, mit Hjærte søger Svar paa, mens jeg
grublende stirrer ud i Mørket?
Jeg kan jo ikke tvivle om Marias Kærlighed, jeg tvivler ikke længer
om min egen.
Dog drager jeg skælvende til Mødet. Thi mit angstfulde Spørgsmaal er
dette: Vil vi mon ikke føle os fremmede for hinanden?
Den Maria, jeg rejser ud for at finde, er ikke Maria fra før. Det
er ikke det hensynsløst forelskede Barn, der i gamle Dage lagde
sig i mine Arme, ikke den muntre og altid beredte Elskerinde, min
Erobring og mit Bytte, -- det er vel baade det ene og det andet, men
samtidig noget større og højere, det, som maaske altid var hendes
Væsens Baggrund, det, jeg troede at fornemme de sidste Gange, vi var
sammen, det, som, til Syvende og sidst, blev min ensomme Tilbedelses
Madonnabilled.
Og hun, vil hun genkende mig? Jeg gør det jo næppe selv. Jeg vandt
hende i Leg, jeg tog hende med Sværd i Haand. Alle Dage var det saa
let en Dans, vi traadte. Og nu kommer jeg til hende med vaabenløs
Alvor. Før gjaldt det en Dans, nu gælder det Livet. Før nøjedes jeg i
rigt Overmod med lidet, nu beder jeg i fattig Ydmyghed om Alt.
... Vi farer frem mod den dæmrende Morgen. Pludselig er det atter
sort Nat: under buldrende Larm jager Toget gennem en Tunnel. Mørket
stemmer mig for Brystet, det suser i mine Øren, og svimmel griber
jeg om Platformens Gelænder. Jeg synes, denne Tunnel aldrig faar
Ende, jeg famler mig frem for at naa ind i den lyse Waggon -- da ...
hvilken Aabenbarelse! I den purpurne Himmelrand opstiger Solskiven,
spreder sin gyldne Glorie vidt om, gyder dirrende Varmelys over
fugtigt blinkende Græsdale og Kornskraaninger.
Skønne fagre Dag, med frydelig Tak knæler jeg for Dig, Du, som friede
mig ud af min vaandefulde Nat og førte mig, med genfødt Tro, til
Maria.