Maria er i den fremmede By. Og jeg er gaaet i Kloster. I mange Dage
sætter jeg ikke min Fod paa Gaden. Hvad har jeg dér at gøre? Hun er
der jo ikke. Jeg lukker mig inde i mine Stuer og klistrer en Seddel
paa Entrédøren, at jeg er bortrejst. Jeg lyver ikke. Med hele min
Sjæl har jeg fulgt hende.
Jeg hører de første Dage af og til Knirken og Knitren op ad mine
Trapper; Lyden standser udenfor min Dør; saa knirker og knitrer det
ned ad igen.
Men snart er der heller Ingen, som søger mig. Man tror, jeg er
borte, og Ingen spørger efter mig.
Jeg sidder i mine stille ensomme Stuer, hvor Marias Minde omsvæver
mig, og jeg digter om Maria, som i denne Bog skrevet staar. Det er
ingen kunstfærdigt ordnet Fortælling. Det er en Bunke løsrevne Blade
af en Kærlighedshistorie, hvortil ikke kræves anden Kunst end den: at
være forelsket. Det er en Bog om, hvordan _jeg_ lærte den enfoldige
og dog ikke saa letnemte Kunst.