Jeg er gal af Skinsyge. Dog, hvorfor krybe i Skjul bag disse fejge
Allemandsord? Afsindig var jeg før, da jeg med kold Beregning saá
Maria forberede sig til at blive en Andens. Mine Øjne, der indbildte
sig at være saa skarptskuende og kloge, blindedes af Hovmod. Jeg sad
som en Gud, der ordner Skæbnen efter sin Behagelighed. Som Zeus, der,
efter at have prøvet Alkmenes Dejlighed, med olympisk Uanfægtethed
lægger hende i Amfitryons Arme og smilende velsigner deres Omfavnelse.
Stakkels Zeus, som aldrig kendte Skinsygens Unøjsomhed og hvis
Gudeblod altid pulserede lige jævnt og lige lunkent. Du sidder i
din Himmel, Saligheden har Du forlængst sat til Livs. Nu fordøjer Du
under ironiske Opstød.
Men for os andre er Vejen til Salighed: Beruselse. Og kun ved at
storme den faar vi Adgang til Himlen.
Jeg er for første Gang i mit Liv klog. Jeg ser, at Lykken er ikke
hist og her, ikke Nippedrik af mange Bægre. Lykken er ét Bæger tømt
til sidste Draabe.
Sæt paa Rad hundred Pokaler, fyld dem med de fyrigste Vine. Jeg lader
dem alle staa, mit Bæger hedder Maria. Hendes Kærlighed er min Vin,
som jeg ikke skænker en Draabe bort af.