Og hun skulde blive _hans_!
Al den Skønhed, jeg havde opelsket, skulde blomstre for ham. Hendes
Smil lyse over hans Bord og gøre Hverdagen til Fest, hendes Kys
smykke Søvnen for ham med søde Drømme, hendes unge Begejstring styrke
hans Arbejde, al hendes Væsens Sødme og Ynde dufte i hans Hus som en
evig Sommer.
Han skulde høre hende juble og græde, i hans Øren skulde hun hviske
al sin Sorg og Lykke.
Til hvad Nytte lyve for mig selv? Jeg véd det jo, saadan vil det
blive, naar hun først er hans. Hun siger vel nej, hun siger, at
aldrig, aldrig vil det blive mellem dem som mellem os. Hun tror
sikkert selv, hun taler sandt. Men hun er ung og hun hader ham ikke.
Hun vil ikke nægte ham hans Ægtemandsret. Og den Mand, til hvem en
Kvinde hengiver sig, er en daarlig Makker, om han ikke hurtigt faar
Ilden til at blusse. Siden kommer alt det andet af sig selv. Føler
hun sig lykkelig i hans Arme, da udleverer hun ham sit hele Væsen,
sin Taknemmelighed, sin Tillid og Fortrolighed.
De vil sidde sammen i Mørkningstimerne, hun paa hans Skød; han vil
spørge hende om mig og hun vil forraade mig, fordi en Kvinde aldrig
tilstaar den Mand, paa hvis Skød hun forelsket sidder, at hun har
elsket en anden endnu højere. Hun vil fortælle om mig alt det onde
og grimme, han ønsker at høre, hans Kys vil lokke det frem, og
naar han stadig ikke er tilfreds, vil hun paalyve mig alle Verdens
Skændigheder.
Men jeg gaar udenfor paa Gaden og ser Lyset i deres Stuer, følger
dem fra Time til Time, véd, at nu spiser de, nu sidder hun paa hans
Skød i Dagligstuen, nu endelig slukkes Lyset ... nu staar hun foran
Spejlet og lægger sine nøgne Arme om hans Hals.
Og det skulde ske? Hun skulde blive hans? Han, som ikke ejer anden
Ret til hende end den, jeg gav ham. Jeg skulde nu, nu jeg véd, hvor
nødvendig hun er mig, skikkeligt bære hende til hans Hus? Plyndre mit
eget for at gøre hans rigt.
Nej ... Og dog. Tør jeg holde hende tilbage? Idag, ja. Men imorgen?
... hvem kender sit Hjærte imorgen?