LII.

Jeg føler mig bekymret paa Pulsen. Hvad fattes mig? Hvilke fremmede

Vædsker har blandet sig i mit Blod og gjort det sygt? Der brænder Ild

i mine Aarer, i mit Hoved jager Feberen. En evig Angst er over mig.

Om Dagen lammer den al min Ævne, saa jeg timevis sidder ørkesløs og

stirrer tomt frem for mig. Men om Natten, naar jeg sent er falden i

Blund, lurer Angsten i mit Øre for pludselig at skræmme mig op, saa

jeg vaagner med Skrig paa Læben.

Jeg skammer mig ved min Svaghed, og mindst af alt vilde jeg tilstaa

den for Maria.

Maria trænger just til megen Støtte nu. Hun er ikke glad. For om faa

Maaneder skal hun giftes med sin Bejler. Hun græd forleden, hun var

hos mig. Jeg maatte gøre mig stærk og tale opmuntrende Ord til hende.

Det var jo noget, vi vidste forlængst, at hun en skønne Dag skulde

giftes. Min skæmtende, ligegyldige Ro faar ogsaa Marias Taarer til at

standse. Hun giver mig Ret, hun spøger som jeg og siger, hun var et

taabeligt Barn. Men da jeg ser Maria smile, sætter jeg Glasset, jeg

holder i min Haand, saa fast paa Bordet, at det splintres i tusinde

Fliser. Maria betragter mig forundret, men siger intet, og jeg ler

højrøstet. Jeg frygter, hun har opdaget min Galskab, og tvinger mig

til at være lystig som aldrig før. Forundringen viger ikke fra Marias

Blik. Men da hun gaar, siger hun -- jeg tør ikke spørge, om hun gør

Nar --: »Hvor Du har været munter idag!«

Ja, jeg er gal. Jeg fejler legemligt intet. Min Puls, som jeg nøje

prøver, slaar normalt. Jeg spiser og drikker, jeg omgaas mine

Venner, og de mærker intet. Mit Ansigt forraader ingen Smerte, mine

Øjne er klare. Men i mine Aarer brænder Ild og der staar røde Flammer

for mit Blik. Jeg er altid angst, og, naar Angsten stærkest krymper

mit Hjærte, føler jeg Lyst til at dræbe. Véd Du, Maria, hvorfor jeg

sidste Nat pludselig sprang op og tændte alle Lysene? Du havde nævnet

hans Navn, og i Mørket krummede jeg min Haand over din Strube.

Men havde jeg _ham_ under min Haand, mit Hjærte vilde kun fornemme

Vellyst ved at høre hans Rallen og se hans Øjne dreje sig i hvid

Dødskrampe.

Maria: En Bog om Kærlighed · 第 57 / 69 题