LI.

Som Læserne vil have bemærket, er der nu endelig kommet lidt Fart i

denne Beretning om min og Marias Kærlighed. Historien haster mod sin

Afslutning, og Paranteser er næppe længer æstetisk tilraadelige.

Jeg tvinges dog til endnu et Holdt paa Vejen. Jeg ser for mig en

Hoben spydigt vrissende og vrængende Ansigter, som jeg maa have

fjærnede.

Det er de sidste Dages Hellige, Poesiens dunhagede Asketer og

spekulative Grønskollinger. De betragter med ubeskrivelig Foragt

denne Kollega, der paa ganske forældet Vis digter om Kvinder og

Kærlighed. Nej, saa forstaar de bedre en nutidsvarende Poesis Krav.

De stiger paa langstrakte Adjektiver op til Stjærnerne, slaar en

Passiar af med Vorherre og serverer deres himmelske Interviews i

al den taagede Dybsindighed, som de kan presse ud af deres uklare

Hoveder.

Det er Poesi, saa Enhver kan forstaa, at Poesi er noget andet end

almindelig menneskelig Tale. Og det er Poeter med virkelig ædel

Stræben, Poeter, som ikke mænger sig med noget saa ordinært som at

fortælle om to, der elsker hinanden.

Disse unge Digtere har gjort den imponerende Opdagelse, at de er af

et for fint Stof til at elske. Elskov fornedrer dem, bortvender deres

Sind fra de høje Kald, tilsmudser deres jomfruelige Sjæle, som de

tror Himlen slikker sig om Munden efter.

Lad dem blive i Stjærnerne, de Skrog, og dunste. Jordens smukke Piger

savner dem ikke. Og kommer de en Dag luskende ned med deres Brynde

-- saaledes kaldes Kærlighed i Stjærnerne --, saa vil selv den

tarveligste Donna fra Smaagaderne lære dem, at der er mere digterisk

Visdom at finde i to Pigeøjne end i samtlige Fiksstjærner.

... Hvorpaa jeg gaar videre med Maria.

Maria: En Bog om Kærlighed · 第 56 / 69 题