Jeg lader hine Dage glide forbi min Erindring, og jeg ser dem som et
uafbrudt Sejrstog.
Jeg sidder i min befæstede Borg, som en Ørn i sin høje Rede. Men
Kampens Spænding og hidsende Tummel lokker mig ud. Jeg drager til
fremmede Kyster, jeg gør Landhugst og hærjer Fjendens Byer. Jeg
vender tilbage med Snækken fyldt af herligt Bytte, og Festens Blus
tændes i min høje Borg.
Eja, saa lystig en Dans. En Kamp uden Frygt for Nederlag, en Fest
uden Tanke for Dagen derpaa.
Man siger, at de gamle Vikinger fandt den blindest tilbedende, den
mest trofaste Hengivelse hos de Kvinder, de røvede fra fremmede
Strande. Jeg synes, det lyder troværdigt. Enhver Kvinde drømmer om en
Røver, der bydende begærer og tager hende i stærke Arme. Og jeg tror
ikke paa Munkelegenderne om unge Jomfruer, der hellere taalte Fængsel
og Tortur, ja hellere Døden for egen Haand, end en forelsket Røvers
Favntag. Det er Sagn for Ammestuer, ikke for Jomfrubure, hvor Fuglene
er flyvefærdige.
Jo dumdristigere jeg bortførte Maria, des hedere blussede hendes
Kærlighed. Saá hun min Snække nærme sig Stranden, flygtede hun paa
Skrømt. Saameget dejligere var det at blive baaren ombord fremfor at
trippe godvilligt over en tilrettelagt Landgangsbro.