Festens Blus er tændte. Jeg venter Maria.
Jeg sidder ved Væggen ud mod Trappegangen. Dér kan jeg høre, saasnart
hendes Fod berører Trappens nederste Trin. Mine Tanker vorder saa
milde, mens jeg venter Maria, hvis Fod om faa Øjeblikke vil knirke
paa min Trappe. Saa ofte nu jeg har siddet ventende og lyttet efter
denne første Bebudelse af Marias Komme. Og end banker mit Hjærte lige
længselsfuldt. Min søde lille Pige, om Du anede, hvor jeg længes.
Du véd det ikke, Du ser mig altid saa rolig. Det falder Dig ikke
ind, at din Elsker i ensomme Stunder kender til den ubestemmelige
Angst, som faar Hjærtet til at sitre. Du kæreste af alle kære, jeg
er en stivsindet, forfængelig Nar, som ikke drager Dig ind til mig,
lægger din Haand paa mit Bryst og siger: »Føler Du Uroen derinde?
Ja Du, sikrere er din sikre Elsker dog ikke paa Dig, end at han har
hjærteondt, hver Gang han venter Dig og hver Gang Du gaar fra ham.«
Maria, min velsignede Skat, om lidt træder Du ind ad min Dør, og mit
forfængelige Hjærte skjuler sin nylige Kval. Jeg siger Dig mange
smukke Ord, jeg giver Dig mange sandfærdige Kys, men mit Hjærtes
Uro kan jeg ikke tilstaa. Gid jeg kunde. Hvor godt en Gang at løse
op for dette Hjærte, som snører sig sammen og gør ondt. Hvor godt
hensynsløst at flænge sit Bryst, lade Længslen og Angsten strømme som
rislende Blod og faa Luft. Jeg kan det ikke, Maria. Jeg er en Spotter
i mit eget Hjærte. Jeg er en forfængelig Nar. Jeg kan det ikke, jeg
tør det ikke.
... Porten slaas i. Jeg farer lyttende op. Nej, det er tunge,
slæbende Trin, ikke Marias hastige Svæven.
Og jeg sidder atter ventende. Men jeg finder ikke Traaden i mine
Tanker fra før. Jeg tænker kun det ene: Hvorfor kommer hun ikke?
I Piger, som har en Elsker, om I holder af ham, da lad ham vente
én Gang forgæves og aldrig siden. Gaar han uskadt ud af den første
Prøve, da stol paa, at han er oprigtig forelsket. Men byder I ham
anden Gang den forgæves Ventens Helvede, da véd han, at I ikke er
hans Kærlighed værd.
Jeg venter, mens Minutterne jager som Sekunder over Urskiven. Om jeg
kunde nagle Tiden fast!
Men aldrig har Tiden haft Il som nu, da hvert flygtende Minut tager
et Haab med sig. Mit Hjærte kæmper for ikke at give tabt. Det
fremtryller i utrættelig Iver nye Forklaringer, nye Undskyldninger.
Slaa Dig til Taals, hun kommer sikkert. Hun er bleven forsinket, hun
har husket Aftalen galt, hun opholdes paa Vejen.
Mit Hjærtes Møje er spildt. Mens Timerne rinder, forbløder mit Haab.
Og Tvivlen og Spotten hoverer.
Jeg forbander Maria, jeg kalder hende den usleste og falskeste Pige.
Der er ikke den Mistanke saa hæslig, at jeg ikke griber den, ikke den
Pinsel saa grusom, at min hævnsyge Tanke ikke spænder Maria paa den.
Tilsidst finder jeg mig selv i sløv Haabløshed siddende paa Kanten
af min Seng, stirrende gennem den aabne Dør ind i Spisestuen, hvor
Festbordet staar dækket med fine Retter og Vine og mange Lys.
Jeg rejser mig, gaar hen til Vinduet og aabner det. En blød og tæt
Foraarsregn siver gennem den milde taagede Luft. Jeg staar med Panden
mod den vaade Vinduespost. Den bitre Smerte er forsvunden, jeg er kun
saa træt, saa træt og saa tør om Hjærtet. Hvor den bløde, fugtige
Luft lindrer. Den tørre Træthed løser sig op i mildt Vemod, i en
stille sagtmodig Længsel. Kom Du i dette Øjeblik, Maria, jeg gjorde
Dig saavist ingen Fortræd! Jeg lagde min Kind til din, og i den linde
Foraarsaften, som løser alt Haardt og Frossent, tilstod jeg Dig mit
Hjærtes dejlige Hemmelighed, som nu dæmrer i min Sjæl.
-- -- Jeg vender mig og ser, med et Smil, Lysene stadig brænde paa
Festbordet. Jeg slukker dem langsomt, et efter et. Og jeg sidder
endnu længe i Mørket, uden at tænke, uden at lide, uden Begær og uden
Savn, kun opfyldt af sagtmodig Længsel og en øm Trang til at være god
imod Maria.