Selv sætter jeg nu Moralens Glar for mine Øjne og vender dem mod
Marias Bejler.
Han var en Hædersmand, jeg ser det. Og saá jeg end det modsatte, jeg
sagde det ikke. Thi jeg har gjort mig det til en Pligt at tale godt
om ham.
Han var da en Hædersmand, og jeg priser ham, at hans Hensigter med
Maria var agtværdige. Dog det manglede blot, at de ikke havde været
det.
Jeg giver ham alle Fortrin -- uden ét: han var ingen Mand.
Og mit Bevis?
Han klamrede sig til en Pige, der ikke elskede ham. Men maaske
løj hun for ham? Hvem anden kender de Ord, der er faldne mellem
de to? Jeg ikke. Men jeg véd, at enhver Forelsket skælner løjede
Kærlighedsord fra sande saa let som en Diamanthandler ægte Stene fra
uægte. Kærligheden vejer finere Vægt end nogen Vægtskaal. Den vejer
ikke et Bogstav, ikke en Tøddel forkert.
Marias Bejler vidste, at hun ikke elskede ham, saasandt som han
elskede hende. Alligevel lod han hende ikke gaa. Han vilde nøjes blot
med Smulerne fra hendes Hjærtes Bord.
Men den Mand, der »nøjes«, er ingen Mand. Maria er sikkert den
atraaværdigste Kvinde i Verden, og jeg elsker hende. Men vidste
jeg, at hun kendte eller drømte nogen højere Lykke end at være min,
jeg vilde ikke eje hende. Og hellere bed jeg min Tunge af, end jeg
tiggede hende om Kærlighed. Man samler Brød i Tiggerposer, ikke
Kærlighed. Man betler sig til Embeder, Titler, Gunst og Gave, ikke
til Kærlighed.
Den Mand, som faar en tilbetlet Kone i sin Seng, han sætte sig
ligesaa gærne straks ud paa Taget som Vejrhane. Thi han har ikke
anden Opgave i sit Ægteskab end at vise Vinden for Elskerne.