Jeg ser atter de eksaminerede Moralister komme anstigende med Briller
paa Næsen og Lærebøgerne i Lommen for, efter alvorlig Overvejelse, at
give Maria Skudsmaal som en daarlig Pige.
Hvor kunde hun handle saa stygt imod den fortræffelige Fabrikant,
der havde de agtværdigste Hensigter med hende? Kunde hun endelig
ikke holde sig i Skindet, var det ialfald hendes soleklare Pligt
(Lærebogens Kapitel VII, Afsnit B, Anmærkning 3) at bryde med ham.
I soleklare Muldvarpe, forbliv i Jeres underjordiske Gange og vedtag
dér, saameget I lyster, jeres Protest-Resolutioner imod Blomsternes
altfor udfordrende Farver og Fuglenes letfærdige Kvidren, der generer
anstændige og fredelskende Muldvarpe. Men berør ikke med jeres lodne
Selvgodhed Marias unge Anfægtelser og Vildfarelser i Livets Irgange.
Maria var som en Sommerfugl, der tumler om i en Have. Blomsterne
lokker og hvisker alle: »Kom til mig, Du smukke Sommerfugl!« Kun den
Blomst, hos hvem den gærne altid blev, siger: »Stol ikke paa mig.
Naar en kort Stund er gaaet, jager jeg Dig bort.«
Hvilket lønligt Haab Maria stadig bevarede i en Krog af sit Hjærte,
det véd jeg nu. Men jeg véd ogsaa, at hun ikke turde gøre sit Bestik
efter dette Haab, næppe nok turde tilstaa for sig selv, at hun nærede
det. Saa syntes da vort Forhold hende en Lykke, som kun skænkedes for
et flygtigt Øjeblik, en Lykke, som tilfaldt hende helt udenfor Livets
regelmæssige Budget og som hun ikke skyldte Regnskab for. Siden
havde hun jo et langt Liv for sig til at være sin hæderlige Mands
hæderlige Kone.
Uden Skyldbevidsthed, tværtimod i stolt Sikkerhed paa sin gode Ret,
gav hun sig hen i harmonisk Skønhed.