Min Skat var i min Haand.
Jeg kommer en Aften silde forbi en stor Restaurant. Første Sal er
straalende oplyst og fra de aabenstaaende Vinduer lyder Dansemusik.
Pludselig husker jeg, at Maria var buden til Bal den Aften og at
Ballet skulde staa netop her. Altsaa danser hun deroppe, danser med
Fabrikanten, der sagtens kroer sig, for at Enhver kan se, at Maria er
hans.
Men vogt Dig, min gode Bejler, nu kommer Hævnen, fordi Du vover at
bestride min Suverænitet over Maria.
Jeg gaar ind i Kaféen, forlanger Blæk og Papir og skriver: »Jeg vil
ikke have, at Du længer er sammen med _ham_. Bliv syg og kom til mig,
der er syg af Længsel og Lyst. Hvis Du elsker mig, kommer Du.«
En Tjener lover for gode Ord og Betaling sikkert og ubemærket at
bringe Billetten i Marias Haand. Og jeg gaar hjem.
Jeg bereder Stuen festligt. Der er ingen Uro i mig: jeg véd, hun kan
ikke svigte. Og knap har jeg endt mine Forberedelser, før en Vogn
ruller op for Porten og jeg ser -- fra Vinduet -- en hvidklædt Dame
stige ud.
Hun staar i min Stue, med bølgende Barm og Haanden presset mod det
højt bankende Hjærte. Et Drømmesyn saa skønt. En skumklædt Nymfe. Som
Skum, blød, tæt og dog saa flygtig, den hvide Kjole, Lag paa Lag af
det spindelvævtyndeste Hvide, et Stof saa luftigt, saa æterisk, som
kunde det dunste bort ved Berøring. Ja, et Drømmesyn. Og Maria føler
sig selv som i en Drøm, ser sig forundret smilende om og siger, hun
ikke fatter, at hun virkeligt er her; ikke fatter, hvordan hun slap
bort fra Ballet og Bejleren; kun véd, at hun fik mit Brev og at hun
maatte afsted ...
Men da Vognen atter har bortført Maria, aabner jeg Vinduet og
indaander den koldt rislende Natteluft. Alle Stjærner er tændte paa
den høje Himmel. Og i kongeligt Overmod ler jeg op til den himmelske
Balsal: Om Maria dansede blandt Englene, jeg tvang hende til mig paa
mit Bud.