Jeg vidste kun, at jeg sad som en Konge med den kosteligste Skat i
min Haand. Skatten var i min Haand, og jeg var Konge. Kunde bruge den
eller skænke den bort, alt efter mit kongelige Lune.
Hovmodig sad jeg med min Skat, holdt den triumferende op for mine
kyndige Øjne og sagde: Denne Skat er i Sandhed sjælden, og ve den,
der vil vove at stjæle den fra mig. Den er min af Guds Naade, jeg
skylder Ingen Regnskab for den. Den behager mig, denne Skat, det
lyster mig at bruge den. Men maaske det imorgen behager mig at
slænge den bort; thi jeg er Konge og mit Skatkammer er fuldt.
Som en hovmodig Konge holdt jeg Maria i min Haand. Tryg i min
Herskerret legede jeg med hende, slap hende overmodigt og nød det
dobbelt at erobre hende tilbage. Vidste, at naar jeg sagde: kom! saa
kom hun, og naar jeg sagde: gaa! saa gik hun. Men vidste ikke, at den
Dag skulde oprinde, da jeg i fattig Angst og Vaande glemte alt Hovmod
og bad: Bliv hos mig, min sjældneste, min eneste Skat.