Maria, min hvide Hind. Tak være Dig, at Du bevarede dit Hjærte
standhaftigt i hine Prøvelsens Dage.
Saa ubekymret om Faren sprang Du mellem din Bejlers Snarer og min
Eng. Han truede og han lokkede, men just som han mente, at nu var Du
i hans Garn, fløj Du i hastige Spring bort for at æde af min vinkende
Haand.
Kendte Du Anger og Skrupler ved det dobbelte Spil? Vistnok, naar Du
var borte fra mig. Dine Breve talte derom. Du bad mig slippe Dig.
Eller Du bad mig befale Dig at slippe den Anden.
Men naar Du velbeholden var naaet ind til mig og dit Hoved hviled i
mit Skød, var al Anger og Angst som blæst bort af din Sjæl. Her var
trygt og godt at være, her var i salig Vished Livets eneste Lykke. Vi
to alene. Ingen og intet vi savnede. Hvad vedkom alt det andet os?
Lad dem jage og kæmpe derude i Verden, lad dem græde og juble, lad
dem slide sig op i Had og Fortvivlelse. Her var en fredlyst Plet, en
Time af Saligheden nedsænket i Jordens Jammerdal.
Men jeg husker ogsaa, Maria, din skælvende Frysen, naar Du i den
mørke Nat gik fra mig, husker det langelige Blik, hvormed Du i stum
Fortvivlelse tog Afsked med mine Stuer.
Hvorfor bad jeg Dig ikke blive?
Jeg vidste jo ikke den dejlige Hemmelighed, som mit Bryst gærrigt
skjulte, den, Du anede, din Sjæl til Styrkelse i hine Prøvelsens
Dage.