Maria var atter hos mig. Men ingenlunde som før.
Derom var vi ganske enige: begynde vort Forhold om igen, umuligt.
De Dage, hvor Maria for Alvor var min lille Pige -- for evigt
forbi. Rigtigt bemærkede Maria ogsaa, at, rent bortset fra alle
Fornuftgrunde, vilde det være blodig Synd, om hun, der nu havde
gennemgaaet alle Skilsmissens Kvaler og efter en heroisk Kamp endelig
bragt sit Hjærte til Ræson, paany skulde udsættes for saa store
Sindsbevægelser. Hun anførte mine kønne Ord, at vi jo ikke vilde gøre
hinanden Fortræd.
At vi ikke vilde det, derpaa gav vi hinanden Haanden.
Naar vi nu mødtes, var det uden Forpligtelser paa nogen af Siderne.
Der skulde ingen Aftale være mellem os. Saas vi ikke, var det ingen
Sorg. Saas vi, var det godt, som naar to gamle Venner tilfældigt
træffes og tilbringer en glad Aften sammen. Ansvarløshedens,
Frihedens gyldne Ideal skulde vi virkeliggøre.
Maria bedaarede mig ganske i sin nye Skikkelse. Hun talte som et
Kateder, saa gennemtænkt, saa uomstødeligt. Netop saadan var det,
jeg vilde have hende nu, da jeg egenlig var færdig med hende, men
alligevel satte Pris paa ikke helt at tabe hende af Syne.
Andre Kvinder, Kvinder, for hvem Kærligheden ikke er et medfødt
Talent, Kvinder, hos hvem det erotiske Instinkt er afstumpet og som
har erstattet det med en Hoben Klodsmajor-Teorier, vilde ikke have
handlet saa snildt. De vilde have tænkt: nu er det Tid at stille
sine Krav, nu da han igen bider paa Krogen. De vilde, hyllende
sig i deres Kvindeværdigheds kostbare Kappe, ladet mig købe hver
Indrømmelse med en Haandfæstning. Og jeg vilde bedt dem rejse Pokker
i Vold som de Sælgekoner, de var.
Maria var ikke værdig og ikke fra Amager. Hun rakte mig en Kurv med
saftige Frugter og duftende Blomster, bad mig frit nyde og glædede
sig, naar jeg trængte til at kvæges. Og hendes Kurv var skønnere og
mere fristende end nogensinde.