Maria var bleven mangfoldigere. Jeg forlod hende som jeg modtog
hende: en yndig Blomst fra Naturens Haand. Den er smuk, fordi den
ikke kan være andet, men den kender ikke sin Skønhed. Den folder sig
smilende ud med alle de Blade, den har, naar Solen skinner paa den,
og den putter sig forknyt og gør sig lille, naar et koldt Vindpust
strejfer den. Maria var en elskende Pige uden Anelse om Kærlighedens
Kunst.
Hvilken Naturens Trolddom er det, der forvandler den vilde Rose til
en svulmende _la France_? Jeg genfandt Maria som en kyndig Kvinde,
der sikkert beregner sin Skønhed, opløser sit Væsen i utallige
Nuancer og sammensætter dem til stadigt nye Tillokkelser.
Var det virkeligt min lille beskedne, min uvidende og barnagtige
Pige, som nu traadte ind ad min Dør, straalende og sejrsikker, fornem
som en Prinsesse, i raslende Silkeskrud og spredende om sig en hed
Drivhus-Em?
Maria, dejlig var Du i din Pragt. Men allerdejligst, fordi der altid
gennem de mange Farveskiftninger tonede min vilde Roses simple ene
Farve, gennem den hede Drivhus-Em bølgede din Naturligheds svale
friske Duft.