Der voksede Græs paa Graven.
Saa var det, at jeg en Formiddag kom over Torvet. Det var ret et
Herrens Vejr. Blæsten jog rundt om Statuen, hvor om Aftenen Pigerne
kører Karrusel, og gennem den tykke sorte Luft piskede en drivende
Tøsne.
Jeg gik og glippede mig frem gennem Uvejret, da der pludselig lysnede
et Foraarsglimt foran mig. En lyserød Blomst paa en Hat. Hatten paa
en høj slank Pige. Maria. Ja Maria!
Vi stod overfor hinanden midt paa Torvet, hvor Vejret huserede
værst. Vi stod Ansigt til Ansigt -- blussende og vaade af Regn og
Blæst -- stod og lo.
Hvad ænsede vi Vejret? Var det koldt, stormede det, sneede det endnu?
Jeg tror det, for vi havde det store Torv ganske for os selv. Hvad
jeg sikkert véd, er, at foran mig straalede Solen ud af de dejligste
Øjne, blomstrede Vaaren paa de sødeste Kinder.
Vi lo, saa vi næsten ikke kunde høre op, saa hjærteligt, saa
overgivent, saa meningsløst. Hvad siger jeg: meningsløst? Nej, aldrig
har der været bedre Mening i at le.
Vi lo og vi spurgte i Munden paa hinanden: »Hvor har Du dog været,
Maria? Jeg troede, Du var død.« »Og Du da? Jeg troede, Du var rejst.«
»Men hvorfor skrev Du ikke?« »Fordi Du havde forbudt mig det.« »Det
havde jeg ganske glemt.« Og vi lo igen.
Nu spørger min strænge Censorinde: Og da I havde udlet, I
Grinebidere, gik I vel pænt hver til sit?
Nej, min Naadige, vi fulgtes hjem til mig.