Hver Formiddag driver en sær Uro mig ud. Uden Maal flakker jeg om i
Byen, Gade op og Gade ned. Jeg søger med Forkærlighed de Gader, hvor
de unge Damer promenerer og besørger deres Indkøb.
Skønt jeg intet Maal har, skynder jeg mig altid, som om jeg var bange
for at komme for sent. Sagen er, jeg vil ikke tale med Nogen, ikke
standses af en Ven, der slaar Følge. Jeg vil være alene.
Jeg spejder rundt i Mængden, men jeg kender ingen. Ofte griber jeg
mig i at have stirret Damer af mit Bekendtskab ind i Øjnene uden at
hilse. Jeg løber som en Hund, der er kommen bort fra sin Herre.
Snart, naar den tror at have fundet hans Spor, piler den glad afsted;
snart vimser den raadvild ud og ind med sænket Snude.
Naar jeg, langt borte, ser en boaomslynget Nakke af en høj slank
Pige, tager Pokker ved mig. Jeg styrter afsted med Skub til Højre
og Venstre, indtil jeg forpustet har naaet hende og opdaget min
Fejltagelse. En Gang har jeg i Løb fulgt en Droske til den fjærne
Forstad for at se en vissen gammel Jomfru stige ud. Det var et blaat
Regnstykke, der havde narret mig.
Hver Dag, naar jeg træt og skuffet vender hjem, beslutter jeg, at nu
skal det have en Ende.
Men næste Morgen er Uroen atter i Kroppen og jeg haster ud, som om
jeg var bange for at komme for sent.