Jeg sidder ved mit Vindue og ser ud i den hvide Aften. Den første
Frostsne er falden. Der ligger Sne paa de gamle Huses spidse Gavle,
Broen, som fører over Kanalens sorte Vand, er hvid, og Skibene i
Havnen ser fantastiske ud med deres tykke Bomuldsmaster og det
rimkrystalliserede Tovværk, der gnistrer i Millioner Lysprikker.
En højtidelig Stilhed hersker paa Gaden, ikke et Menneske at opdage.
Men i de gamle Huse med de hvide spidse Gavle er alle Vinduer
oplyste. For nogle af Vinduerne dæmpes Lyset blødt af Gardiner, mest
røde, gennem andre ser jeg lige ind i Stuerne, ser hist en Familje
samlet om Aftensbordet, her en ung Dame ved Klaveret.
Jeg sidder med Haand under Kind og lader Tankerne drive paa Maa
og Faa, véd ikke, hvad jeg tænker paa, men føler en Længsel i mit
Hjærte, der hamrer i urolig Takt, hamrer, saa jeg hører Pulsslagene
oppe i Tindingen.
Da begynder en Harmonika at spille. Musiken kommer fra et af Skibene.
Jeg skimter en mørk Skikkelse paa et hvidt Dæk, en Skikkelse, der
siddende bøjer sig forover og bevæger Armene langsomt frem og tilbage.
De første Toner er skærende falske, men efterhaanden gaar det bedre.
En Harmonika lyder kun godt ude fra Vandet, med høj Luft og Himmel
udenom, med dyb Stilhed i Naturen. Intet Instrument tolker da saa
trofast det ensomme Hjærtes enfoldige Suk -- efter det fjærne Hjem,
efter Fader og Moder, efter den elskede Pige. Harmonikaen skal føres
af brave, barkede Hænder. Den rummer ikke kunstfærdigere Poesi end en
Sømands Bryst, som vides ud og ind af de enkleste Smerter og Glæder.
Musiken bæres skælvende gennem den stille Aften. Den klager saa
aabenhjærtigt som et Barn. Enhver maa kunne forstaa, hvad Nød er paa
Færde. Jeg hører Melodien som en Sang med de simpleste Ord:
»Jeg sidder i et fremmed Land, hvor de taler et Sprog, jeg ikke
forstaar. Jeg har været inde i den store By, mellem mange travle
Mennesker, som ikke bryder sig om mig. Jeg kender ikke det Sted,
jeg kunde gaa hen og føle mig hjemme. Saa gik jeg paa Værtshuset
med de andre. Der var fuldt op af Piger, som lo til mig og gærne
vilde have fat i mig, fordi jeg havde Penge paa Lommen og var stor
og stærk. De drak med mig, og En af dem satte sig paa mit Skød og
kaldte mig sin søde Ven. Og jeg blev fuld og gik med hende, og hun
tog mine Penge, men gav mig ingen Glæde. Der er kun Én i Verden,
som gør mig glad, og hun er mange, mange Mile borte. Jeg sveg min
kære Pige, og jeg kommer fattig hjem til hende. Jeg er mellem
fremmede Mennesker, som ikke bryder sig om mig, og jeg græder,
fordi min kære Pige er langt borte og maaske har taget sig en anden
Elsker, mens jeg sveg hende.«
Nej, jeg vil ikke høre paa den dumme Musik. Hvad kommer den Sømand og
hans Begrædelighed mig ved? Lad ham græde paa sin Harmonika, men lad
dog mig være fritaget for at sætte hans Lirumlarum i Ord. Jeg føler
ingen Trang til at sørge ... Jeg har endnu min Pung og mit Hjærte i
Behold, og Kvinderne tager ikke mere af dem, end jeg selv vil give
dem.
Jeg gik ud paa Torvet, hvor Pigerne drejer rundt om en gammel
stivbenet Statue som Karusselheste i elektrisk Lys. Jeg valgte den
smukkeste og tog hende med. Hun var god og skikkelig, ivrig for at
tjene mig og taknemmelig over at være i en pæn lun Stue hos en Herre,
der talte høfligt til hende.
Men hun gav mig ingen Glæde, og mens hun kælent lænede sig op til mig
og bad mig sige, at jeg holdt lidt af hende, græd mit Hjærte, fordi
... fordi jeg havde været barnagtig og lyttet til en Sømand, der
spillede paa Harmonika.