Hvorfor søger jeg Maria? Hvad vil jeg hende?
Have hende tilbage? Begynde forfra med hende? Nej, visselig ikke. Den
Saga er sluttet, der er ingen Fortsættelse.
Jeg vil intet uden det ene: se hende; vide, om hun lever. Saasnart
jeg blot har vekslet to Ord med hende, er mit Ønske opfyldt. Saa har
min Sjæl Fred. Men denne Gravstilhed, dette Dødsmørke, der har lagt
sig mellem hende og mig, piner mig og ægger mig. Jeg maa vide Besked.
Hvorfor har hun ikke ogsaa skrevet? Den stygge, onde Pige. Har hun
gjort det af Beregning, da ve hende! Hun skal ikke dø i Synden. Jeg
skal hævne mig, jeg skal udfinde den ondeste Pinsel. Hvilken Vellyst
at se hendes spinkle Legeme ryste i Skræk, se hendes bedende Øjne
og ikke kende til Medlidenhed. Ja, pine Dig Maria. Men saa bagefter
dække Dig med Kys, holde Dig skælvende i mine Arme og med ømme Ord
stryge Angsten af din Sjæl.
Eller har hun glemt mig? Umuligt. Saa hastigt glemmer ingen forelsket
ung Pige. Og Maria glemmer aldrig. Har hun ikke stavnsbundet sig til
mig? Har jeg ikke taget hver hendes Sans, hver hendes Tanke i Ed, at
min er hun, min til sin sidste Time, min, naar og hvor jeg vilde?
Saa skriv til hende! Lad hende høre sin Herres Kalden, og hun vil
komme.
Nej og atter nej. Hvad skulde jeg med hende, naar hun kom? Jeg vil
hende jo intet.
Intet, intet.
Men hvortil da disse Grublerier? Bort med dem. Lad dødt være dødt.
Plant en Rose paa Graven. Og glem.