Glemsel, Du gode Fugl med de bløde sorte Vinger, sænk Dig over det
Leje, hvor Maria har hvilet. Hold Vagt over mine Drømme, at de ikke
skal gøgle hende frem i hendes nøgne Dejlighed. Syng din dulmende
Sang for min Længsel, at den ikke skal vaagne.
Maria er ikke mere, hører Du Glemsel, hun _maa_ ikke være mere. Dine
tomme Øjne stirrer spottende paa mig. Tror Du mig ikke? Vil Du flygte
fra mig?
Glemsel, Du troløse Fugl -- Du maa ikke svigte mig, naar Natten
vælder frem med de vildsomme Tanker og koglende Syner, der flagrer
om min søvnløse Hvile. Ved Dag, naar Solen maner alt Blændværk til
Jorden, har jeg dig ikke behov. Men flyv ikke fra mig nu, det er Nat.
Glemsel, jeg slipper Dig ikke. Jeg river mine Hænder til Blods paa
dine skarpe Kløer, mens jeg med Magt drager dine kølende Vinger ned
over mit hede Hoved. Aldrig havde jeg troet det saa svært at glemme.