Jeg fortæller ikke om mine Fester for at prale, men fordi de
nødvendigt hører med i denne Legende om Maria.
En mindre ærlig og samvittighedsfuld Fortæller vilde drage et
dækkende Slør over denne Periodes Begivenheder. Jeg véd de
Kaldsbrødre, der i lignende Tilfælde ikke har taget i Betænkning at
belyve deres Utroskab som fortvivlede, oprivende Forsøg paa at finde
Glemsel i Beruselse.
Jeg vilde ikke glemme. Jeg havde glemt.
Hvor var Maria? Jeg vidste det ikke. Der var gaaet Uger, og jeg havde
ikke set hende, intet hørt til hende. Jeg tilstaar, jeg havde ventet
Brev. Jeg har den Erfaring, at Ens Elskerinder, selv naar de har
sagt det sidste uigenkaldelige Farvel, altid opdager, at der endnu
er et og andet, som ligger dem paa Sinde og som de maa give Luft i
Breve. Om Maria var der Gravens Tavshed. Det vilde ganske vist have
interesseret mig at faa et Postskriptum netop fra hende. Men til
Syvende og sidst var det jo bedst, som det var. Hun havde glemt mig
som jeg hende.
Til at tænke paa hende havde jeg end ikke Tid for mine Fester og mit
Arbejde. Jeg arbejder nemlig ogsaa en Gang imellem. Paa hvad? Paa at
bygge smukke Huse af Hjærnespind og skabe dejlige Kvinder af Drømme,
paa at sætte Ord sammen til Farver og blande Farver til Digte.
Men mest festede jeg. Fordi jeg havde glemt Maria.