Og jeg nød min Frihed.
Galanteri paabyder mig Hensynsfuldhed overfor Damerne, Klogskab
paabyder mig Forsigtighed. Dog der brænder mig paa Tungen et
Spørgsmaal, som maa ud, trods alle de forfærdelige Følger, det kan
drage over mit syndige Hoved.
Hvorledes -- spørger jeg -- forholder det sig egenlig med den berømte
kvindelige Dyd? Jeg véd -- til den Viden er jeg oplært -- at kun
ganske enkelte Damer skejer ud fra Dydens snævre Sti, der alene
fører til Himlen og Ægteskabet. Men jeg véd ogsaa, at Mænd, selv om
de er i Pengetrang, aldrig kender til Elskerindetrang. Der gives
endog, hvad er vitterligt for Gud og Hvermand, her i vor monogame
By Mænd, som kunde indrette sig Haremer, over hvis Righoldighed
selv Stortyrken ikke behøvede at skamme sig. Jeg har prøvet paa at
finde en Forklaring ud af min historiske Viden. Jeg har tænkt paa,
om Damernes lette Kavalleri skulde operere paa samme skalkagtige
Vis som Tordenskjolds Soldater, hvis eneste lille Bataljon ved at
drage fra Post til Post mangfoldiggjorde sig som en hel Armé. Men
jeg har maattet opgive denne af oprigtig Nidkærhed for Damernes Dyd
udsprungne Forklaring. Thi, hvis saa var, maatte dog paa de store
Slagdage, hvor alle Tropper samtidig føres i Ilden, den overvejende
Del af Mændenes Styrke være ganske tilovers. Men om noget saadant har
jeg aldrig hørt Tale. Gaaden staar altsaa uløst hen. Jeg har spurgt.
Men Svaret mangler jeg.
Jeg nød Friheden saa godt, som en Mand kan nyde den i en dydig By. Og
jeg klager ikke.
Jeg behøvede ikke at avertere min Frihed. Saadant rygtes. -- Der
havde i lang Tid været stille paa mine Trapper. Nu blev der en
Knirken og Knitren af gamle Veninder og nye, der kom for kærligt at
spørge til den genvundne Frihedsmands Befindende.
Og der festedes Dage og Nætter -- til Ære for min Frihed.