XXVI.

Og jeg nød min Frihed.

Galanteri paabyder mig Hensynsfuldhed overfor Damerne, Klogskab

paabyder mig Forsigtighed. Dog der brænder mig paa Tungen et

Spørgsmaal, som maa ud, trods alle de forfærdelige Følger, det kan

drage over mit syndige Hoved.

Hvorledes -- spørger jeg -- forholder det sig egenlig med den berømte

kvindelige Dyd? Jeg véd -- til den Viden er jeg oplært -- at kun

ganske enkelte Damer skejer ud fra Dydens snævre Sti, der alene

fører til Himlen og Ægteskabet. Men jeg véd ogsaa, at Mænd, selv om

de er i Pengetrang, aldrig kender til Elskerindetrang. Der gives

endog, hvad er vitterligt for Gud og Hvermand, her i vor monogame

By Mænd, som kunde indrette sig Haremer, over hvis Righoldighed

selv Stortyrken ikke behøvede at skamme sig. Jeg har prøvet paa at

finde en Forklaring ud af min historiske Viden. Jeg har tænkt paa,

om Damernes lette Kavalleri skulde operere paa samme skalkagtige

Vis som Tordenskjolds Soldater, hvis eneste lille Bataljon ved at

drage fra Post til Post mangfoldiggjorde sig som en hel Armé. Men

jeg har maattet opgive denne af oprigtig Nidkærhed for Damernes Dyd

udsprungne Forklaring. Thi, hvis saa var, maatte dog paa de store

Slagdage, hvor alle Tropper samtidig føres i Ilden, den overvejende

Del af Mændenes Styrke være ganske tilovers. Men om noget saadant har

jeg aldrig hørt Tale. Gaaden staar altsaa uløst hen. Jeg har spurgt.

Men Svaret mangler jeg.

Jeg nød Friheden saa godt, som en Mand kan nyde den i en dydig By. Og

jeg klager ikke.

Jeg behøvede ikke at avertere min Frihed. Saadant rygtes. -- Der

havde i lang Tid været stille paa mine Trapper. Nu blev der en

Knirken og Knitren af gamle Veninder og nye, der kom for kærligt at

spørge til den genvundne Frihedsmands Befindende.

Og der festedes Dage og Nætter -- til Ære for min Frihed.

Maria: En Bog om Kærlighed · 第 30 / 69 题