Jeg var fri.
Maria fandtes ikke længer i mit Liv. Kun faa Dage svundne og hvor
fjærnt allerede. Hendes Navn en fremmed Klang, hendes Person et vagt
Minde.
Jeg var fri og Verden fuld af smukke Piger. Hvad var det dog for en
Forvildelse, der havde holdt mig besat? Maria, en pæn lille Pige som
tusinde andre. En god og sød og munter Pige, intet videre. Javist,
hun var meget forelsket. Men det er alle unge Piger i den første
Mand, der vækker deres Sanser. Jeg er ikke aflægs endnu. Andre
søde og muntre Piger vil forelske sig i mig, om jeg trænger til
Forelskelse.
Gud være lovet, at jeg gjorde mig fri. Det var paa Tide. Thi Faren
havde svævet over mit Hoved, trods al min Forsigtighed, det saá jeg
nu grant. Vi var begyndt at gøre hinanden sentimentale. Og naar en
lille Pige først faar sin Haand listet ind til et Mandfolks Hjærte,
da vogte han sig. Haanden tager saa blødt og varmt, det føles, som
man bar et lille Barn inden i sig.
Og hvor let det sker. Pokker staa i det, om min Svaghed ikke skrev
sig fra noget saa ligegyldigt og tilfældigt, som at Maria ved vort
første Møde bar et fattigt blomstret Liv, hvorpaa hun spildte nogle
Draaber Vin. Hun saá jo saa yndig ud i sin slet skjulte Bedrøvelse
over Maløren. Hun var vist ikke langt fra at græde, som en lille
Pige, der har slaaet Tallerkenen over Madspanden itu og ikke tør gaa
hjem af Frygt for den strænge Moder. Ja, den Gang var Du rigtignok
hed om Ørene, Maria, Du dejlige Barn i det blomstrede -- --
Nok med Blomster og sentimentalt Vaas. Jeg havde glemt Maria.