Maria græd.
Jeg har været ude for Kvindegraad før. Den lader mig oftest kold og
ligegyldig, den gør mig undertiden haard. Den kommer altfor let og
dens Kilde er ikke altid hverken dyb eller ren. Der er Kvinder, som
kun græder med Øjnene, kun græder, fordi deres misbrugte Taarekirtler
er betændte. Og der er andre Kvinder, hvis Taarekilder hedder Trods
og Forfængelighed, Arrigskab og Uopdragenhed.
Marias Taarer strømmede fra Hjærtet. Aldrig har jeg set saa skøn en
Graad. Den var uden Vrede og Klagen, uden Kny eller Klynken. Den kom
først sparsomt, den tvang sig frem i tunge Draaber, skønt Maria
tappert, med en Anstrængelse, der rystede hele hendes Legeme, søgte
at trænge den tilbage. Men da hun omsider maatte opgive Kampen, flød
den saa rigt og stærkt som et nyt opspringende Kildevæld.
Maria lærte mig at forstaa Graadens livsalige Helsebod for alle
Vunder. Som en velsignet Regn faldt Marias Graad paa hendes brændende
Smerte og løste den op i mild Sorg.
En Sorg saa mild, at den endog tilgav mig arge Synder, hvis Hjærte
forhærdede sig.
Tilgav mig -- ja mere end det.