Jeg staar ved Grænsen.
Jeg skuer tilbage og ser et Foraarsland i milde, bløde, sarte,
lette Farver. I Haverne hvælver Frugttræerne kridhvide og blegrøde
Blomsterkupler mod en lyseblaa Himmel. Spinkle grønne Kornspidser
frempipler af Markernes sorte Muld, Engene glinser med silkeblødt
Græs, hvor gule og hvide Blomster slikker Sol.
Og ved en Havelaage staar en slank ung Pige i et Liv, der skinner som
Silke og hvorover Frugttræerne drysser deres Blomster. Hun nikker til
mig, hun smiler, hun vifter kaldende med Haanden.
Det maa være Søndag; thi Luften er fuld af Kirkeklokkeklang. Eller er
det den vaagnende Natur, der sender sin Morgensalme op mod Himlen?
Jeg holder Hænderne for Øjnene. Jeg taaler ikke at se længe paa det
dejlige Foraarsland, som jeg nu forlader.
Men da jeg atter skuer ud i Landet, har en graa Gus gydt sig hen over
det. Frugttræerne bøjer kuldegysende deres Blomsterkupler mod Jorden,
en sort Skygge stryger Glansen af Engene.
Mit Blik søger den unge Pige i det blomstrede Liv. Hun staar med
Armene hængende slapt ned, hun ænser ikke Regnen, der begynder at
falde, ikke Blæsten, som suser gennem hendes tynde Kjole. Hun ser paa
mig med store Øjne. Hun græder.
-- -- Dog mit Hjærte forhærdede sig. Marias Graad standsede mig ikke.
Jeg var ved Grænsen, og jeg gik.