Jeg ser strænge Læserinder rynke Brynene. Tilgive, lad gaa. Men mere
end det? Umuligt. Saa dybt kunde Maria ikke nedværdige sig.
Maria, Du hulde, træd frem og forkynd disse Vankundige Kærlighedens
Lære. Forkynd dem, at Kærligheden er saa højt over baade Ære og
Værdighed, at den overhovedet ikke kan nedværdige sig. Den spørger
ikke om Dit og Mit, den kender ikke Forskel paa Godt og Ondt, Værdigt
og Uværdigt.
Da Maria laa grædende ved mit Bryst, vidste hun kun, at hun elskede
mig, at hun nu maaske saá mig for sidste Gang og at der intet
Øjeblik var at spilde.
Hedere Kys har Maria ikke skænket mig end disse, der flammede gennem
Taarer, disse, der var Solens Farvel, før den svinder i Natten.