Intet hos Maria var grimt, og alt, hvad hun foretog sig, var indenfor
Skønhedslinjen. Hun var en Velbehagelighed for pirrelige Nerver. Hvor
mærkværdig faa Kvinder, der forstaar at holde Skønheden i Agt. En
vogter ikke paa sin Stemme, men lader den skingre som en Trompet; en
anden forsømmer sin Gang og gaar med skæve Hæle i Støvlerne; En bider
Negle, en anden klør sig med Hæklenaalen i Haaret.
Jeg kunde ikke leve en Maaned med en saadan Kvinde uden at gøre hende
Fortræd. En Dame, jeg holdt meget af, dræbte en Dag et Insekt med sin
Kaffeske. Ved Gud, jeg havde al min Selvbeherskelse behov for ikke
at slaa hende i Ansigtet.
Med Maria var jeg tryg. Hun virkede paa mig som en stille
Sommeraften, der samtidig dulmer og vækker. Harmonisk Fred gyder
sig gennem Ens hele Væsen, alt synes lyst og let, Bekymringerne
damper som flygtige Taager ud af Hjærnen, Mod og Forhaabning udvider
Brystet. Naar Maria lagde sin varme Haand paa min Pande, strøg hun
alt Mismod bort, og jeg saá Livet for mig skønheds- og fredfyldt som
en stille Sommeraften.
Aldrig har hun faaet en Nerve i mig til at skrige af Smerte, Vrede
eller Væmmelse. Som himmelsk Manna vederkvægede hun mig, som en Guds
liflige Velsignelse sænkede hun sig over mig.
Ja, Maria, til den Grad var Du mig velbehagelig, at jeg fandt Dig
fuldkommen dejlig, ikke Spor af mindre dejlig end ellers, hine Dage,
da Du var saa ødelagt af Forkølelse, at Du næsten ikke turde vise
Dig for mig.
Du var vist ikke saa pæn. Jeg saá det ikke. Jeg vidste kun, det var
al jordisk Salighed at holde Dig i mine Arme og kysse Dig -- den Gang
som altid.
At jeg ikke den Gang forstod, hvor alvorligt det var fat med mig! Thi
det siger jeg nu med modnere Erfaring: Den Mand, hvis Forelskelse
holder Stand overfor Snue, hans Kærlighed er sikker nok.