Undertiden kom vi ved gensidig Hjælp til Forstaaelse.
En Aften, da jeg havde bistaaet Maria med hendes Strømper, sagde hun:
»Jeg har tænkt meget over, hvordan det egenlig kan være, at jeg
aldrig har skammet mig for Dig.«
»Hvorfor skulde Du skamme Dig? Du holder jo af mig.«
»Ja, naturligvis. Det er den første og væsenligste Grund. Men det er
dog ikke nok. Nej Du -- Du selv har en væsenlig Skyld deri. Du har
hjulpet mig mere end Du vist véd.«
»Hvordan det?«
»Jo, Du har været saa ærbar overfor mig. Du har aldrig set paa mig
med grimme Øjne, Du har aldrig rørt mig med uforskammede Hænder. Jeg
har sletikke faaet Lejlighed til at tænke paa, at Du var et Mandfolk.
Og det er Du dog -- Gudskelov.«
»Hvad Du her siger, Maria, kan være rigtigt nok. Men skal vi til
Bunds forstaa, hvorfor Du ikke skammer Dig sammen med mig, mangler
der endnu noget. Svar mig oprigtig: hvis Du ikke havde følt Dig
sikker paa at være saa nydelig, hvis Du f. Eks. havde haft en eller
anden skjult Skavank, vilde Du da have vist samme Frimodighed? Nej,
naturligvis. Og hvis ikke hele din Person fra Top til Taa, fra yderst
til inderst havde været saa fin og velholdt, saa skinnende og blank,
saa vilde Du ogsaa have skammet Dig. Nu elskede Du mig, nu var jeg
ingen Tølper og nu var Du i alle Maader en dejlig Søndagspige, selv
om Hverdagen -- og derfor skammede Du Dig ikke.
Hvoraf den vemodige Moral er, at Dyden trives bedst med en Pukkel paa
Ryggen.«