Paa visse Punkter var dog min kloge Maria dum. Da maatte jeg træde
belærende til.
Idet vi altid gik ud fra, at vort Forhold kun vilde blive af ringe
Varighed -- først og fremmest formedelst min iøjnespringende Mangel
paa Ævne til at forelskes virkeligt --, faldt Talen en Dag paa Marias
Indtrædelse i Ægtestanden med en Anden.
Indtrængende og alvorligt formanede jeg Maria til at blive en god og
kærlig Hustru for sin tilkommende Mand og aldrig at være ham utro
med andre end mig. Thi det var noget, der stod fast og ikke kunde
rokkes ved, det var Basis for hele Marias Liv, at mig tilhørte hun
fra Skaberens Haand, jeg havde til enhver Tid Førsteretten til hende,
en Ret, som ikke kunde opsiges eller ugyldiggøres af nogen senere
Fordringshaver.
Dette forstod og billigede Maria. Hun vidste, det var saadan og ikke
kunde blive anderledes. Derimod var hun ikke sikker paa, hvorvidt
hun burde indvie sin Mand i Forholdet til mig. Skyldte hun ham ikke
at oplyse ham om, at hun ikke var den uberørte Pige, som han maaske
bildte sig ind?
Jeg føler mig overbevist om, at Maria opkastede dette Spørgsmaal i
god Tro, vildledt, som saa mange andre svage Sjæle, af de i vore Dage
grasserende Kvaksalver-Moralister. Og jeg indsaa Nødvendigheden af at
tale et Alvorsord til hende.
»Du ganske taabelige Barn« -- sagde jeg -- »forstaar Du dog ikke,
hvor forkert Du taler? Ja, Maria, hvis Du faar en Mand, som er ond og
styg imod Dig og som Du derfor vil hævne Dig paa, da fortæl ham, at
Du har haft en Elsker, en Elsker, der forkælede Dig over al Maade
og lærte Dig Kærlighedens Lykke. Men at sige dette til en flink og
skikkelig Mand, der gør sit Bedste og er lykkelig i Indbildningen
om, at han er den første og eneste i dit Liv -- hvor kunde Du vel
nænne det? Du vilde tilføje ham større Fortræd, end hans bitreste
Fjende kunde udtænke. Jeg forudsætter, at han elsker Dig. Jeg
forudsætter ogsaa, at Du vilde byde ham de interessante Afsløringer
inden Brylluppet. Nuvel. Enten sagde han Dig da Farvel, og hans
Ulykke var sikker, eftersom han elskede Dig. Eller, hvad der er det
sandsynligste, han giftede sig alligevel med Dig, og hans Liv blev
et Helvede, et Helvede af altid nagende Tvivl og Mistanke. Du kunde
være aldrig saa sød og trofast imod ham, Du kunde endog slippe mig --
det vilde altsammen vise sig forgæves. Bestandig vilde fra en Krog
af hans Hjærte din onde Bekendelse grine frem, stivnende hans Lykke
i isnende Spot: »Hun har en Gang haft en Elsker, har hun glemt ham?
længes hun mon ikke stadig efter ham? eller, hvis hun er færdig med
ham, længes hun ikke efter en ny?« -- -- Nej, Maria, Du taler som en
Daare. Men jeg siger Dig: Vogt Dig for de falske Profeter, der raaber
med Sandhed paa Torvene. Sandheden er et tveægget Sværd, som helst
bør blive i Balgen og, ført af ubesindige Hænder, volder mere Fortræd
end alle dundrende Løgnes Kartover. Jeg siger ikke: lyv! men jeg
siger: vær tavs. Og jeg tilføjer: tvinges Du til at tale, da overvej
først bravt og kærligt, om Sandheden eller en lille Omgaaelse af den
vil tjene det Gode bedst.«
Saaledes prædikede jeg den sande Menneskekærligheds-Lære for Maria,
der var en opmærksom Tilhører og først faldt i Søvn længe efter, at
jeg havde endt.