Maria, min altid gavmilde Kilde, jeg véd, hvad misundelige Mennesker
vil sige om Dig, Mænd, som slider i et glædeløst Ægteskabs
Trædemølle, Kvinder, som med gnaven Resignation føder deres Børn i en
skønhedsforladt Ægteseng.
De vil vende forargede Blikke mod en Himmel, der smiler ad deres
Daarskab, og kalde Dig et letfærdigt Væsen, som kun tænker paa
Elskovs-Tant og -Fjas.
Maria letfærdig! Kald hellere Rosen en Stinkepotte, kald hellere
Nattergalen en Skrigeballon. Maria har aldrig huset en letfærdig
Tanke i sit rene Bryst. Hun er en forelsket Pige, for hvem Kærlighed
er saa naturlig en Sag som Duften for Rosen, som Sangen for
Nattergalen. En forelsket, men tillige saare klog og dygtig Pige.
Hun kan baade sy og strikke og baldyre. Hun er forfaren i flere
fremmede Tungemaal og mange skønne Videnskaber. Hun er endogsaa ferm
i Madlavning.
Saalunde, I gode Mænd og Madammer, kan Maria med Rette kaldes et
Mønster paa en veloplært ung Pige.
Ejheller maa man tro, at vi, naar vi var sammen, kun tænkte paa Kys
og Kærtegn. Vi benyttede Pavserne til at drøfte de dybsindigste og
alvorligste Materier. Bl. a. Grunden til, at de fleste Kvinder er saa
utaalelige.
Herom sagde min kloge Maria:
»Efter min Mening er det, fordi Kvinderne i Reglen tænker altfor
meget paa, at de er Kvinder. De tror -- og heri har I Mandfolk
Skylden ved Jeres underdanige Dyrkelse af Kvinden, blot fordi
hun er Kvinde --, at de er aparte benaadede af Naturen, baade i
Henseende til Skønhed og Finhed, Vid og Elskværdighed. De næsten
sprækker af Vigtighed. Nu f. Eks. min Kusine Amalie. Hun er grim
som en Skruptusse, arrig som en Lemonasie, uvidende som en Galoche.
Alligevel føler hun sig som Repræsentant for »det smukke Køn«
uendelig hævet over selv den pæneste og behageligste Mandsperson.
Hun forlanger paa det smukke Køns Vegne Hyldest og, i Kraft af,
at hendes Køn ogsaa er det svage -- hun fører en af de propreste
Næver i Kongeriget Danmark -- Mændenes ridderlige Beskyttelse og
Opmærksomhed. Hun er nu et Monstrum, men der er mange, som gaar hende
en høj Gang. Thi oftest er Kvinderne baade grimmere og dummere end
Mændene. Det kan Enhver skønne, som vil lukke Øjne og Øren op. Og
Du skulde vide, hvor et rettænkende Fruentimmer generer sig, naar
i et Selskab en Herre staar op og med blomstrende Ord udbringer
Skaalen for en Krans af snørte Flommefruer og udstoppede Ranglemøer,
der uden at rødme gasser sig under den varme Skylle. Men selv
de virkeligt smukke Damer bliver ulidelige, naar de besættes af
Kvindevigtighedens Dæmon. Saasnart en Kvinde, ung eller gammel, pæn
eller grim, anbringer sig i Forundringsstol over den Vidunderlighed,
at hun er Kvinde, er der kun ét hun trænger til -- Prygl.«
Da Maria, rød i Kinderne af Iver, havde endt dette Foredrag, spurgte
jeg: »Skulde Du maaske slet ikke lide af Vigtighed?« »Jo,« svarede
hun og drog mig ned til sig, »jeg er vigtig, fordi Du holder af mig.«
Saa klogt tænkte og talte Maria. Hvem vover herefter at kalde hende
letfærdig?