Maria var min saameget, jeg vilde.
Blandt de mange bondefiffigt beregnende Kærligheds-Lærdomme, vore
unge Kvinder fyldes med, er den allergrimmeste den, at Kvinden bør
gøre sig kostbar. Der ligger heri en Antydning af Kærligheden som en
Handel, hvor Kvinden sælger sig saa dyrt som muligt. Lærdommen er
en Nedværdigelse af Kærligheden, men først og fremmest af Kvinden.
_Han_ elsker hende og _hun_ ham. Begge har samme Trang og Lyst
til Hengivelse. Hvor hæsligt da, ifald hun nægter sin Ven hans
selvfølgelige Ret og kun tildeler ham den som en Naade, han ydmygt
maa bede om!
Hvis en Kvinde sagde, hun elskede mig, og dog surmulede, naar jeg
forelsket begærede hende, jeg rejste mig med et grovt Ord og forlod
hende paa Stedet som en uværdig.
I Marias Mund var der aldrig Nej. Hun fulgte min Kalden saa fromt som
Lammet følger Hyrdens kælne Fløjten. Jeg har kaldt paa Maria til alle
Døgnets Timer, jeg har kaldt paa hende, naar hun var træt og naar hun
sov -- altid er hun kommen med et smilende Ansigt, aldrig har hun
følt andet end Glæde over at opfylde sin Elskers Bøn, Stolthed over,
at han saa gærne og ofte bad hende.
Om Højsangens kongelige Digter havde kendt Dig, Maria, han havde
skrevet Dig et Vers:
»Hyrden sidder i Dalen og spiller paa sin Rørfløjte. Han længes efter
den Elskede, der er fulgt med sine Søstre over Bjærgene. Men se, paa
Bjærgets Top staar hun med Vandringsstav i Haanden, spejdende efter
Hyrden, som spiller den kendte Melodi. Og da hun faar Øje paa ham i
Dalen, springer hun som Gazellen ned ad Bjærget, gennem Tidsler og
tjørnede Kaktus, over de spidse Stene. Hun kaster Vandringsstaven
for at komme des hurtigere frem. Tjørnene river hendes Kjole sønder
og hudfletter de hvide Ben, Stenene skærer Sandalerne itu og flænger
hendes Fødder til Blods. Pigens Vej ned ad Bjærget er rød af rindende
Blod. Men hun ænser det ikke, thi hun hører sin Elskedes kaldende
Spil. Og hun kaster sig for Hyrdens Fod, hun kysser hans Kappes Flig,
sigende: Vredes ikke, Herre, at jeg ikke kom før!
Min Elskede, siger Hyrden, er hastig og gavmild som en fremspringende
Kilde. Hun lader mig ikke vansmægte.«