Med mange Klæder, med faa Klæder, med ingen Klæder -- altid er Maria
dejlig.
Dog det er ikke det, der for mig gør hende bedre end alle andre
Kvinder, hvoraf nogle sikkert besidder ligesaa stor ydre Skønhed.
Nej, Hemmeligheden er, at Vorherre har skabt Maria specielt for
mig, for min Smag og mit Behag. Det véd Maria ogsaa godt. Læg Mærke
til hende, naar hun er sammen med andre. Der er en evig Uro og
Hvileløshed over hende, hun er usikker og overdreven i sit Væsen,
snart altfor munter, snart ganske tavs og aandsfraværende. Hun er som
en Fugl i et fremmed Bur. Men i samme Nu hun træder indenfor min
Dør, præges hun af et naturligt hjemligt Velbefindende. Hun hverken
basker med Vingerne eller hænger med Næbbet. Hun føler, at her har
hun hjemme. Her bliver hun først sig selv og giver sig hen i tryg
Munterhed eller frimodig Bedrøvelse. Her er intet, der forvirrer
hende. Fra den første Dag forstod hun, at jeg var den, hun tilhørte,
og derom var der aldrig siden et Øjebliks Tvivl i hendes Sjæl.
Denne hendes ubetingede Sikkerhed paa at være min, men navnlig hendes
ærlige Bekendelse heraf, hendes fuldkomne Mangel paa Evne og Lyst
til at ville lade anderledes -- det bandt umærkeligt, med tættere og
tættere Baand, mit Hjærte til Maria.
Der er Kvinder, som tror bedst at vinde Mænd ved en Koketteriets
Tagfatleg, hvor de snart lokker og snart bortstødende flygter, hvor
de har alskens Vimseri for til Højre og Venstre, ladende som om der
rundt om bredes Arme ud, parate til at gribe dem, og som om de selv
ikke er klare over, hvilke Arme de skal foretrække. Til saadant
tarveligt Spilfægteri holdt Maria sig for god. Og hun stod sig
derved. Thi kun pjaltede Mænd gider springe den Narredans.
Maria elskede mig -- intet videre. Hun var min akkurat saameget, jeg
vilde have hende. Der kom den Dag, hvor jeg vilde have hende helt.
Lykkens Dag for os begge.