Maria er saa hvid og skær som nogen Pige i Verden. Hun dufter sødere
end nogen Blomst. Hendes Aande er ren, hendes hele Person er uden
Lyde. Fra yderst til inderst er hun lutter Velbehag. Hun hører til de
Kvinder, som uden Skam tør træde frem for Naturens Domstol.
Hun tør endogsaa vise sine Fødder.
Digterne har mange Løgne paa deres Samvittighed. Men mest lyver de om
deres Elskedes Fødder. Den gode poetiske Tone fordrer, at Digterne
lovpriser Kvindens Fod. Dog i vore højhælede, kinesiske Dage er en
uforkvaklet Kvindefod ligesaa sjælden som Poesiens blaa Blomst.
Det var med Mistro og Angst, jeg første Gang bivaanede Marias
Afklædning. Jeg kender de smukkeste Kvinder, der aldrig, uden maaske
i Ensomhed, affører sig deres Strømper. De er som Paafuglene og
Havfruerne, der skamfulde skjuler deres nederste Del.
Da Maria ikke havde andet uvedkommende tilbage end sine hvide
Strømper, satte hun sig paa Sengekanten, strakte Fødderne ud og
sagde: Tag saa Strømperne af.
Da vidste jeg, at hun var uden Lyde. Og liggende foran hende kyssede
jeg henrykt en Fod saa skøn, saa buttet og blød, som nogen Digter med
Løgn og Omkostninger har skænket sin Elskede.