Maria var min.
Men jeg var ikke hendes, eller troede ikke at være det. Hun troede
det ejheller. Hun troede mig ikke over en Dørtærskel.
Hvad hun troede, véd jeg. Hun sagde mig det tit, og jeg bestred det
ikke, for aldrig var hun sødere. Skinsyg til Fingerspidserne, men saa
klog samtidig, saa fornuftig, saa indrømmende og imødekommende. Hun
troede, jeg havde ti Elskerinder om Dagen.
I allerkæreste Smaapiger, I overdriver ganske urimeligt Eders Tillid
til den mandlige Ævne. Det kommer sig af, at I ikke kan den lille
Tabel. Fantasien løber løbsk med Jer. Maria var i det Stykke ingen
Undtagelse.
Hun kom til mig mindst de seks af Ugens syv Dage, og hun fandt mig
ingensinde sovende paa min Post. Alligevel forsikrede hun med den
mest smigrende Alvor, at jeg -- det vidste ogsaa hele Byen -- havde
Elskerinder i Snesevis.
Javist bedrog jeg Maria.
Dog var jeg hendes langt mere end hun troede, end jeg troede.
For ikke at tale om »hele Byen«.