Min Jomfrubrud, min Maria.
Hvor mange er der vel, som forstaar den hellige Skønhed i en Jomfrus
Hengivelse? Med sjofle Tanker og simple Flovser krænker vore
Dages Mennesker Livets højtidsfuldeste Akt. Den gammeldags plumpe
Gemytlighed havde Saft og Vid. Nu befamler liderlige Moralister den
jomfruelige Brudeseng med salvelsesfuld Tvetydighed og videnskabelig
Fripostighed.
* * * * *
Hellige Nat, da Maria blev min.
Stilhed ude og inde. Kun en enlig Kærte lyser.
Jeg træder ind, og se, paa Lejet hviler min Brud, hvid og fin og
smilende. Med Andagt knæler jeg ned og kysser hendes Mund, den
lovende, hendes Haand, den givende, og hendes Bryst, hvor jeg hører
Forventningen banke.
Og jeg er i hendes Arme, dem hun tillidsfuldt aabner mig. Jeg ser kun
hendes Øjne, jeg følger i deres Afspejlinger den angstfulde Bryden ud
af Jomfrupuppen, Forbavselsen, Taknemligheden, Jublen ved at skue ind
i Livets hidtil uanede Dejlighed.
Rummet fyldes af brusende Musik. Der bliver højt over os og vidt om
os, og sammen, tæt omslyngede, Mund mod Mund, svæver vi bort fra al
Jordelivs Tynge og Sorg.
* * * * *
Hellige Nat.