Marias fine Kjole fra vor første Bekendtskabs-Tid. Aldrig glemmer jeg
den Kjole.
Der kom en Tid, hvor Maria havde mange smukke og dyre Kjoler. Men
i ingen af dem saá hun saa yndig ud som i den, der i hine Dage var
hendes eneste fine. En Kjole med et lyst blomstret Bluseliv, der
lignede Silke, men ikke var det, rynket over Brystet og stramt lukket
om Halsen med en lille forgyldt Barne-Sølje.
En rigtig lille Søndagspige i den beskedne Stads, røbende hendes egne
dameagtige Ærgærrighed og en moderlig Økonomi. Det blomstrede Liv,
saa fornuftigt og pynteligt, og saa bange hun var for at spilde paa
det. Og da Ulykken alligevel skete, hvilken Iver hun udfoldede for at
faa de slemme Vinpletter vaskede af og hvor ligegyldig hun samtidig
agerede, som om hun havde fuldt op derhjemme af ganske anderledes
kostbare Klædningsstykker.
Du lille dameagtige Søndagspige, Du søde, gennemskuelige Hyklerske,
der, mens Du gned og gned paa Pletterne, ustandseligt forsikrede, at
det gjorde saamæn sletingen Ting med »den gamle Kjole«.
»Den gamle Kjole«, din eneste fine Kjole -- -- mine Øjne bliver
fugtige, naar jeg tænker paa den. Gennem det tynde blomstrede Liv har
jeg første Gang indaandet Duften af dit Jomfrulegeme, første Gang
følt dit Hjærtes urolige Banken.